So what's it like at 5895 m above sea level?

Now we know!

Ingen tvivl om at vores vanvittige ide om at bestige Afrikas hoejeste bjerg under hele min rejse har ligget som et ultimativt klimaks. For over fire aar siden aftalte Lasse og jeg at tage til Tanzania og vandre op langs Kilimanjaros skraaning, for til sidst at kunne staa i 5895 meters hoejde. Vi har i vores kaade ungdomsdage paa Vesterlund ikke haft den fjerneste ide om hvad vi skrev under paa, for rejsen op til Afrikas tag viste sig at vaere den stoerste fysiske og psykiske udfordring vi begge nogensinde har vaeret igennem.

Nu sidder vi saa paa et hotel i Arusha - Lasse paa vores vaerelse med en massoer, jeg her foran computeren i et forsoeg paa at give jer laesere en ide om hvad vi netop har vaeret igennem. Vi har foert dagbog under turen derop, men jeg tror den er en smule for intern og lidt for lang til at kunne skrive det hele herind paa bloggen. Det er dog ogsaa blevet til omkring 250 billeder under turen til toppen, saa vi haaber det kan give et indtryk. Ellers maa I glaede jer til at hoere genfortaellingen naar vi moedes face to face.


1. dag var en 3-timers lang tur gennem saerdeles frodig (regn?)skov. Masser af mos, lianer, hoeje traer, blomster, fugle, colobus-aber og dejlig oxygenholdig luft. Vores baerere, kok og guide viste sig at vaere godt selskab, og det var fantastisk at vaere i gang. Efter en laekker aftensmad (maden under turen har generel vaere overraskende god) faldt vi til ro paa Kilimanjaros skraaning uden den mindste anelse om hvilke udfordringer der ventede forude.

Paa andendagen kom vi rigtig i gang med en god gaatur paa omkring 7 timer. Vi erfarede hurtigt at naar folk siger at man paa Kili kommer igennem 4 aarstider paa 4 dage er det ganske rigtigt. Hurtigt blev traerne kortere, planterne mindre farverige og dyrelivet naesten ikkeeksisterende. Vi begyndte ogsaa saa smaat at kunne maerke at vores ben ikke foer har vaeret udsat for saa intens hike, og aklimatiseringsprocessen var ogsaa gaaet i gang hos os begge med alt hvad det indebaerer af hyppige tisseture, let hovedpine og utallige prutter (Lasse!).


Tredjedagen bragte os ikke meget hoejere op i hoejdemeter (fra cirka 3600 til 3800), men med et besoeg ved Lava Tower der laa godt over 4000 meter oh. fik vi os stadig en ordentlig gaatur op, og da vores guide fornemmede at regn var paa vej, ogsaa en ordentlig og umenneskeligt hurtig tur ned. Det var vores foerste egentligt moede med regnen, selvom vi besteg bjeget i regntiden. Det var ikke specielt sjovt, men synet dagen efter, hvor vi kunne se Kilimanjaros sneklaedte top (Kibo) foran os var det hele vaerd.

Fjerde dagen var vores sidste gaartur foer doedsruten mod toppen, og sidste dag med planter og vand. Foerst startede dagen med aegte rock-climbing, hvor vi af og til matte bruge begge haender til at hive os selv op. Derefter gik vi en vidunderligt smuk gaatur ned i Karanga Valley hvor vi fik fyldt vores vandflasker en sidste gang, og ellers gik mod Barafu Camp, hvores sidste camp inden Uhuru Peak (hoejeste punkt). Her fik vi en udsigt der ikke er til at beskrive, alt for meget sol, og en masse spil kort og popcorn. Vi lagde os til at sove omkring kl. 18, da vi vidste vi ville blive vaekket ved midnat for at tage de sidste (mange, mange) skridt mod toppen.

Det viste sig at vaere umuligt at sove ved Barafu, da vinden var usandsynligt haard. Vi fik maaske begge i alt tre kvarters soevn, hvorefter vi ikke fik andet end en kop te og 10 kiks, inden det gik mod toppen. Det var moerkt, men til vores held var der skyfrit og maanen lyste sporadisk vores rute op. Vinden var dog ikke pae vores side, og selvom det reelt var -12 grader virkede det meget meget koldere! (Hvis nogen fra spejdersport laeser dette indlaeg, sae skam jer over jeres uduelige varmeindlaeg til sko og handsker!!!) Faktisk var landskabet praecis som man kunne forestille sig hvis Peter Jackson fik til opgave at filme H.C. Andersens Snedronningen; Gysende koldt, storslaaet, smukt, eventyrligt og overvaeldende. Der var ikke andre end os og 3 amerikanere pae vej mod toppen, hvilket var fantastisk naar man hoerer om flere hundrede i hoejsaesonen. De foerste 3 timer gik super, og humoeret var hoejt. Men da vi kom op over de 5000 m blev luften tyndere, sneen tykkere, kroppen koldere og det hele virkede umuligt.
Hvert skridt var en kamp, og Lasse kaempede med begyndende hoejdesyge og jeg selv med mavekramper! For at beskrive det sidste stykke op til Stella Point ville det vaere noedvaendigt at slaa op i alle synonymordboeger fra Gad, Gyldendal og Politikens forlag under ulideligt, blande alle ord sammen, og kreere et helt nyt. Jeg kender simpelthen endnu ingen ord der kan beskrive den smaerte det er at traede i sneen i 5700 meters hoejde.
Det bliver dog noedvaendigt at finde ordboegerne frem en gang til, for den tilfredsstillelse det er at se solen staa op over Afrikas savanne med en fantastisk kammerat ved siden paa det hoejeste punkt paa kontinentet er, ja... netop ubeskrivelig. Det er kun ved at kaempe sig gennem 4 dages intens vandring at man kan erfare den foelelse - magisk!


Lasses hoejdesyge var blevet saa kraftig, at vi maatte skynde os ned tilbage til lejren i en lidt mere menneskelig hoejde. Til vores store overraskelse viste der sig at vaere et bobslaede-agtigt spor ned ad bjergets skraaning. Vores guide viste os hvordan, og vi fulgte efter. En meget besynderlig maade at afslutte den intense kamp - men fantastisk sjov! Tilbage i lejren fik vi lidt suppe og broed, og ellers beskeden om at vi efter to timers hvile skulle ud paa yderligere 3-4 timers vandring. I maa huske at vi paa dette tidspunkt ikke havde sovet mere end 45 minutter i 24 timer, og samtidig vaeret igennem den tidligere beskrevne gaatur. Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse at vi sov ganske, ganske godt da vi endelig kom til lejren.

Dagen efter fik vi endelig vores guldbelagte certifikat, og kunne hoppe ind i en Jeep paa vej tilbage til Arusha.

Konklusion: Kilimanjaro byder paa noget af det mest overvaeldende natur man kan forestille sig. At gaa paa hoejderyggen mellem to frodige dale og kunne se skyerne under sig i horisonten, er noget man ikke oplever mange andre steder her i verden. At vi valgte at gaa i low-season, betod at den berygtede slange af mennesker man har hoert om var ikkeesisterende. Regnen var ikke af betydning, og glaeden ved at kunne kigge tilbage mod Kibo og taenke "Vi klarede det" er dejlig.. meget meget dejlig! (Og de efterfoelgende mails og telefonopkald er unaegteligt lidt sjovere)


Jeg haaber I har faaet et lille indtryk af det eventyr vi har vaeret igennem. Oplevelserne dagene inden opstigningen er i oevrigt ogsaa vaerdige til blogindlaeg med alt hvad de indebar af mistet bagage, girafkys, cykeltaxi, afrikansk akrobatik, casinoer, skumle russere, stripbarer og grillkylling med en G4S medarbejder kl. 5 om natten ved receptionen i vores hotel - men det maa blive en anden gang :)

Store, varme hilsner fra Lasse og Martin

Kenya

Jeg kunne egentlig sagtens skrive et kreativt, spaendende og informativt indlaeg om mine dage her i Nairobi, men jeg foeler ikke lige inspirationen (nu fik jeg ogsaa smidt al min inspiration over i et indlaeg paa de to hvide fyres blog).

Der sker i hvert fald nok. 7 hundehvalpe. Mit eget vaerelse, flush-toilet og rindende varmt vand. God mad. Sjove mennesker der ville overbevise mig om at Nariobi har verdens... ja verdens vildeste natteliv. Bowling i et stort entertainment center. Langt hoejere priser end i Ghana. Meget pulserende, men saa absolut fredelig storby. Smukke kvinder. Dejligt vejr. Travelsound. Youghurt (aaah det har jeg savnet) og saa meget mere.

I hvert fald er de her dage jeg egentlig troede jeg bare skulle bruge paa at vente paa Lasses ankomst blevet langt sjovere og hektiske end jeg havde troet - jeg er VILD med Nairobi.

Lasse kommer i oevrigt i morgen, og efter en nattesoevn paa hotel smutter vi til Arusha og begynder vores tur til Afrikas tag. Maaske dette er det sidste indlaeg inden vi kan vise jer et billede af os paa toppen. Det bliver vanvittigt, og helt formidabelt.

Vi skrives ved

Martin

Jeg elsker dig Roskilde!

Jeg ved mange af mine indlaeg efterhaanden har haft mange kommentarer til Roskildeprogrammet. Misforstaa mig nu ikke. Jeg bruger ikke al min tid paa internetcafeer for at tjekke alle de seneste updates, og bare rolig - jeg bruger min tid her i Ghana paa at opleve alt det jeg oensker. Men der er noget i mig, der faar mig til at tjekke hver onsdag for at se hvad seneste tilfoejelse til programmet er. Jeg elsker det.

Og i dag var saa den store dag, hvor hele programmet ville blive offentliggjort. Jeg synes efterhaanden ikke jeg kunne klare mere, med saa mange markante topnavne, men endnu en gang har Roskildeledelsen overrasket mig. Selvom jeg hovedsageligt glaedes mest over dagens hovednavn Jay-Z, fordi jeg ved hvor glade mange af mine venner er for at han kommer, er der igen igen en haandfuld bemaerkelsesvaerdige navne som jeg glaeder mig af hele mit hjerte til at hoere. Lige at kunne smaekke Joan As Police Woman, The Raveonettes, Black Mountain (jaaaah!), Cadence Weapon, Jose Gonzalez (uh... happy Thomas?), Gossip, Mugison og Cat Power paa en i forvejen overfyldt plakat er jo helt formidabelt. Ejh! hvor jeg glaeder mig, og dejligt at se AndyOp paa plakaten, og for satan hvor tvinger jeg jer drenge til at komme med til Alphabeat koncerten - det bli'r som mange tusind naetter med torden!

Jeg skal til at sige farvel til et farverigt land. Det bliver svaerere end jeg havde regnet med, efter jeg er kommet til at holde meget af dette sted, selv paa saa relativt kort tid. Kenya og Tanzania venter forude, og jeg er spaendt paa at se ligheder og forskelle paa Oest- og Vestafrika, og selvfoelgelig glaeder jeg mig til at give mine gutter et stort knus.

Vi ses i mudderet folkens - pas godt paa hinanden saa laenge, og bed til at jeg naar toppen af det store bjerg. Der er ikke laenge til.

Knus herfra

Malaria i Nsawam

Uffe skrev til mig paa mobilen, og spurgte hvordan jeg gik og havde det i Ghana. Jeg var lige ankommet med tro-tro til Nsawam hvor Jack bor, og selvom jeg havde en del hovedpine og var lidt svimmel, kiggede jeg rundt (jeps Ove, med mit indre kamera..) og, lettet over at vaere kommet ud af bussen, saa jeg den ghanesiske skoenhed overalt - og i min generelle optimistiske tone skrev jeg tilbage; "Jeg har aldrig haft det bedre - bare lidt toemmermaend" (dagen forinden havde jeg drukket Stone-beer og gin med irerne, en belgier og en amerikaner i Apam).

Jeg maa dog indroemme at den overoptimistiske sms viste sig at vaere ret saa misvisende, idet jeg paa de 10 minutter jeg ventede paa Jack blot fik det ringere og ringere. Marie havde skrevet til mig dagen inden og fortalt, at hun havde faaet malaria, og jeg kunne ikke lade vaere med at have en bange anelse, eftersom jeg var blevet angrebet ret haardt paa benene, da vi var ved kysten. Jeg spurgte Jack da han kom forbi, om ikke vi kunne tage paa hospitalet saa jeg kunne blive tjekket. Som sagt saa gjort. Nu havde jeg jo haabet paa at kunne lave et klasseafsnit om det ghanesiske sundhedssystem. Det er efterhaanden en klassiker i mange rejsebeskrivelser, at fortaelle om skadestuer med kakkelakker, centimeter stoev, host, spyt, usteriliserede naale og tilmudrede gulve. Desvaerre for den trofaste laeser maa mit indlaeg igen, igen blive en lidt lalleglad fortaelling om et overraskende velfungerende land, hvis sundhedssystem var en ret positiv oplevelse. Bevares, det var ikke en Skejby kopi jeg traadte ind i, og jeg maatte ofte hjaelpe til med at vifte fluerne vaek fra sengen, og engangshandsker er ikke noget de arbejde med paa dette sted, men naalen var steril, og personalet virkede kompetente. Alligevel fik jeg lige ringet til Goudas alarmcentral for at faa "thumbs up" fra en dansk laege. Han sagde god for den behandling de ville give mig, og efter et lille "oh.." fra sygeplejersken da hun saa min skandinaviske og godt behaarede ende, fik jeg et stik i bagen, en masse piller og noget lexaglobin til at faa mig tilbage paa banen. Alt sammen til 32 kroner (!).

Da vi kom tilbage til Jacks compund og ind paa hans vaerelse taenkte han at jeg rigtig skulle forkaeles. Han fandt den bedste nigerianske film frem, de paa coveret solgte sig selv som "A movie with Romance, Action, Comedy and Suspense" (hvorfor laese filmvidenskab i Danmark - de har allerede fundet formlen her i Afrika). Jeg fattede aldrig hvad filmen handlede om, og maatte efterhaanden skuffe Jack, og fortaelle at jeg var klar til en lille lur. Foerst skulle vi dog have aftensmad, hvilket viste sig at vaere en ret delikat kaal-ret med ged - jeg er efterhaanden ved at have laert at holde af det ghanesiske cuisine. Jeg lagde mig til at sove kl. 20, og vaagnede foerst op 12 timer senere. Den foelgende dag gik ikke med meget andet end at spise, sove, lege med halvandet aar gamle Patrick (som jeg i oevrigt har faaet tilbudt at tage med hjem til Danmark. Hvad siger i drenge; Skal vi have en lille negerunge i Amager-huset? Han er pisse sej!), sove lidt mere, besoege en overraskende hurtig internetcafe, hvor jeg fik mulighed for at koebe Gnarls Barkleys nye album, spise og sove. Jeg fik beskeden om gramma om aftenen, og selvom det var haardt at faa beskeden, var det ogsaa en stor lettelse. Hun, og isaer mor og far, har fyldt meget i mine tanker det sidste stykke tid, hvorfor det var rart at vide Gramma endelig har faaet fred, og at mor og far kan vende tilbage til Danmark. Mange tak for jeres kondolencer - hun var en bemaekelsesvaerdig og meget smuk kvinde, som jeg ved mange mennesker vil mindes. Selvom mange maaske vil taenke at malaria og beskeden om ens mormors doed ikke er en oensvaerdig kombination, men jeg maa faktisk indroemme at det passede mig ret godt. Jack og beboerne gav mig fred paa grund af sygdommen, saa jeg kunne vaere mig selv med mine tanker og ikke blive slaebt rundt som den attraktion jeg ellers er i en landsby som Nsawam. Da Jack kom tilbage var han meget ked af at hoere beskeden om gramma, og eftersom vi ikke kunne faa fat i Whiskey, udbragte vi en skaal for hende i Lexaglobin og vand - ikke helt min mormor vaerdigt, men hva pokker?.. he he

Dagen efter var min sygdom saa smaat paa deroute, og jeg skulle med Jack til Accra for at se en fodboldkamp. Foerst blev jeg dog indlogeret paa hans fars hospital, hvor jeg kunne "have a small rest". Dette hospital var igen en positiv overraskelse, lige til jeg traadte ind paa toilettet, som jeg for at skaane sarte laesere end ikke vil begynde at beskrive. Efter en lille lur blev jeg vaekket af en af hans (utallige) broedre for at tage over i kirken. Ha ha, jeg siger jer det var fantastisk oplevelse. Det var soendag og worship-time, hvilket betyder at hele kirken er fyldt med raabende, klappende, dansede og skrigende ghanesere i deres stiveste puds. Passionen for Gud er stor, men ikke saa stor som den for mikrofoner. Alle paa scenen render rundt med store mikrofoner, der er skruet saa grotesk hoejt op for at overdoeve de andre kirker, at jeg flere gange var i tvivl om jeg var tilbage ved New Born Insanity koncerten Å '06. Det loed haesligt, men ingen lagde tilsyneladende maerke til det. Mikrofon teknik hos sangerne kan I i oevrigt glemme alt om. Liiige at hive mikrofonen lidt vaek naar man forsoeger at agere Whitney Houston er is not an option - det modsatte er naermere tilfaeldet. Argh maaan det loed som om de var ved at spise de der gule fjedermikrofoner fra faetter BR, der var super populaere i start 90'erne - altsaa rent af helvede til. Det var dog saa dybt underholdende, at jeg blev der en halv times tid (dette fortsaetter i omkring 4 timer non-stop), hvorefter min hovedpine forlangte mig tilbage paa hospitalet.

Fodboldkampen var ret underholdende. Jack var rigtig kaepheoj og sagde han ville vise hvordan man rigtig spiller fodbold. Jeg saa ham komme loebende ind paa banen i hjemmeholdets bluse, klar til kamp. Pludselig forlod han dog banen igen og vendte tilbage i dommer-outfit. Liiiidt pudsigt tankte jeg - og ikke overraskende vandt hjemmeholdet ogsa 2-0, tsk tsk. Efter aftensmad paa en dyr restaurant (12 kroner for 3 oel.. hva' bilder de sig ind?) tog vi tilbage og overnattede paa hospitalet, hvor jeg var saa heldig at faa et vaerelse lige ved siden af rendestenen, hvilket betoed at den friske luft jeg havde brug for paa grund af varmen, stank skraekkeligt. Ikke den bedste nat i Ghana so far..

Om morgenen fik jeg en laekker omelet ved vejkanten, og foelte mig naeste paa toppen igen. Vi smuttede tilbage til Nsawam, hvor vi igen endte ved mekanikeren, hvor de lokale fortaeller hinanden roeverhistorier og sladder, spiller kort og spiser fufu. Et dejligt sted. Om aftenen tog vi os en farvel skaal, og her til morgen er jeg saa smaat klar til at rulle mod Accra tilbage til den kaere pastor for at goere klar til min flytur til Narirobi paa torsdag. Nsawam er et praegtigt sted som har inspireret mig meget. Jeg bliver noedt til at vende tilbage, og haaber paa Jack kan komme til Danmark en gang, saa jeg kan vise ham hvordan det hele haenger sammen hos os.

Jeg haaber Danmark er dejligt. Mange tak for de utallige mails jeg har faaet, det varmer mit hjerte meget, og jeg glaedes over at hoere foraaeret er kommet til Danmark. Pas nu godt paa hinanden til vi ses.

Knus herfra

Hov, Gnarls Barkleys nye er by the way super!

Our Gramma

Forever loved and remembered!

May you rest in peace

Gnarls Barkley

Jeg lavede lige en mini-liste over navne jeg haaber paa at faa offentliggjort til Roskilde, da jeg vidste der laa og ventede en mail til mig saa snart jeg fandt en internetcafe. Uden pis, laa Gnarls Barkley nummer et!

Nu mangler vi bare Haakan Hellstroem, Guillemots og Hercules and Love Affair - saa kan jeg ikke forlange mere af et program der allerede er helt enestaaende!

De sidste to dage brugte jeg i Apam - en fiskerby med masser af liv og flere hundrede farvestraalende baade. Paa toppen af en lille klippe staar byens centrale punkt; et ca. 400 aar gammelt fort. Det viser sig at man kan bo der for 30 kroner, hvilket jeg var ganske tilfredsmed. Der havde jeg saa to dage som King of my own castle, med tankerne om at fortet sandsynligvis har vaeret brugt til slaveopbevaring i trekanthandlens gyldne dage. Lidt skraemmende, men fantastisk med den udsigt og den koelige havbrise til at vaekke mig om morgenen. Jeg med igen, igen at hjaelpe lidt til paa den lokale skole, hvor jeg moedte to voluntoerer fra Irland. Vi moedtes om aftenen paa den lokale bar Smiles, hvor jeg endte i snak med en af de mest inspirerende mennesker jeg har moedt her i Ghana. En mand der i modsaetning til mange andre ghanesere ikke ser penge som et maal i sig selv, men som et middel paa vej mod maalet. Det maal var for ham at underholde og samle mennesker med teater og musik, og at faa venner og familie til frivilligt at hjaelpe til. Vi havde en meget spaendende snak, og isaer da jeg viste ham billeder af Aa, var han helt solgt! Dejligt oplevelse, ogsaa fordi han var den foerste ikke-religioese ghaneser jeg har moedt. Meget befriende...

Jeg overvaeldes stadig af mange ting her i Ghana, som da en dreng i skolen kom loebende 5 minutter efter jeg havde fortalt at jeg var fra Danmark, og raabte fra sit skoleatlas: "Copenhagen, Copenhagen". Eller som da jeg gik langs stranden, og en lokal ghaneser der, selvom han er godt i gang med at laegge sine efterladenskaber, lige tager sig tid til at hilse "Obruni, how are you?". Saa ogsaa lige en flok midaldrende kvinder omkring en radio med skoleboegerne fremme for at laere engelsk, og 10 boern der loeb jublende gennem gaderne, da jeg fortalte dem at de kunne beholde de 4 kroner jeg skulle have tilbage for min omlet. Selvom gaestfriheden kan vaere trykkende, saa nyder jeg stadig de mange smil, og de utallige varme tilraab jeg faar paa min rejse. Selvom man af og til kan foele sig meget hvis, saa betyder det ogsaa at alle ghanesere ved at man er rejsende og derfor vil goere alt for at man foeler sig godt tilpas.

Jacks ven Joe ringede i gaar og fortalte at hele landsbyen gjorde klar til min ankomst, saa jeg maa hellere se at hoppe paa en tro-tro og komme til Nsawam, hvor jeg regner med at skulle tilbringe 5 dage med alt den fufu, banku, snegle og ged der hoerer sig til.

Knus herfra!

Billeder

www.picasaweb.google.com/martinfehrfoto

- Martin

Svinefest, appelsinjuice og en hundehvalp

At rejse rundt i Ghana hos de lokale, spise fufu og sige godmorgen paa twi er een maade at rejse paa. En anden er at hooke up med en masse danske voluntoerer og drikke gin paa pose og spise cheeseburgers. Jeg har nu proevet begge dele.

Marie og jeg endte efter den store voluntoerfest (plus mig) i en bus med retning mod kysten. Vi koerte ved middagstid, og var foerst ved Ellis' Hide Out omkring kl. 22. Ejh, det var en lang tur, og inkluderede en skummel mand i gul morgenkaabe og en vej uden ende! Stedet vi endte op paa viste sig at vaere alt hvad man kunne droemme om, hvis man elsker rasta-negere, Bob Marley, Bountystrande og duften af den sjove slags graes. Meget laid-back, og helt forrygende. Vi sov i en hyggelig hytte, vaagnede op til friskpresset appelsinjuice og brugte ikke dagen paa andet end at tumle rundt i de formidable boelger, og nyde den ghanesiske sol. Moedte blandt andet end vanvittig mand med muslingeskaller i haaret og et grin der kunne spraenge trommehinder, der elskede at vise os de bedste boelger og som var taet paa at braekke ryggen da han skulle forsoege at lave baglaens salto. En helt perfekt dag, hvor min aftersun lotion dog viste sig at "come in handy".

Som I nok kan hoere er der ikke saa mange kulturelle og sociale overvejelser i mine indlaeg for tiden, hvilket skyldes to ting. At jeg den seneste tid har rejst med danskere, og at jeg nu har vaeret her i et stykke tid. Mange ting er ikke saa overvaeldende laengere, hvorfor det var rigtig godt at jeg fik lavet en del blogindlaeg i starten, saa jeg kan huske de mange ting der gjorde indtryk.

Vi vaagnede dagen efter vores "boelge-legedag" ret forslaaede og solbraendte, og efter en lille loebetur (jeg goer hvad jeg kan for at komme i form til Kili) fik vi vores morgenmad. Kort efter skulle vi tjekke ud, og helt spontant spoerger en af ejerne om Marie kan lide den hundehvalp hun sidder med paa skoedet. Hvis ja, maa hun faa den med, hvis ikke ville den doe inden alt for laenge. Meget lang historie og diskussion endte vi paa en tro-tro tilbage mod Cape Coast med en hund i skoedet. Den hedder Kwame og er den soedeste hundehvalp I kan forestille jer. Marie tager den med tilbage til boernehjemmet, hvor den helt sikkert vil faa det fantastisk.

Jeg tror jeg bliver i Cape Coast et par dage. Det er en meget charmerende by med en spaendende historie og dejlig atmosfaere. At det samtidig er den mest turistede by jeg har vaeret i skal jeg nok ogsaa klare. Men inden alt for laenge skal jeg mod Nsawam og tilbage til Jack.

Ti dage tilbage i Ghana. Verdens varmeste land - paa alle maader!

Pas paa jer selv og hinanden i Danmark, Bangkok, Cuba og hvor I ellers befinder jer. Knus herfra!

Smaa negerboern..

Nordpaa var det tydeligt at traditionen dikterer, at det er den aeldste der hilser foerst. Dvs. hoevdingen hilser paa mig, og saa siger jeg hej til ham. Det betod at ungerne i landsbyen kun sjaeldent hilste paa mig, og det var foerst efter jeg havde vinket til dem at "siliminga, siliminga" plagede mine oeregange. Den tradition er saa absolut ikke fremhaerskende sydpaa, hvor jeg nu er kommet tilbage. Jeg havde naesten glemt hvor overvaeldende det kan vaere med Obruni obruni, men ogsaa hvor befriende det er naar ungerne griner naar man tager fat i deres haand i stedet for at graede som det ofte var tilfaeldet nordpaa.

Jeg ankom til Boernehjemmet Misty Cee (the name? don't ask why..) onsdag eftermiddag, hvor Marie boed mig velkommen med en horde af glade unger i haelene. De to damer der styrer huset hilste mig ogsaa velkommen med en absurd dans og en masse skrig - meget overvaeldende og virkelig sjovt. Jeg foelte mig hurtigt meget tilpas, og havde en sjov aften med sjippetov, baglaens saltoer, haandbold og sanglege. Boernene er paa trods af deres situation nogle af de mest taknemmelige, smilende og velopdragne boern jeg laenge har moedt. Paa boernehjemmet bor ogsaa tre andre danske voluntoerer, og det virker til at de paa trods af elendig mad (den peanut-butter jeg bragte med var et kaempe hit) manglen paa stroem og rindende vand, hygger sig paa hjemmet med boernene og hinanden. Jeg havde i hvert fald 2-3 gode dage i deres selskab, og glaeder mig til i aften hvor vi skal moedes og feste! Jeg var med Marie i skole, hvor jeg oplevede bagsiden af Ghanesernes mangel paa respekt for tiden. Jeg ved jeg selv ikke er dne bedste til at komme praecist, men situationen hernede er jo helt grotesk. Kl. 8 betyder kl. 9. 10 minutter betyder en halv time og saadan forsoeger de at stykke en hverdag sammen paa skolen. Det er virkelig en stor opgave voluntoererne staa overfor, og for hver dag der gaar faar jeg virkelig stoerre og stoerre respekt for det arbejde de goer! Jeg havde dog en virkelig spaendende snak med pastoren, der ogsaa underviser paa skolen, der fik mig til at tro paa at der kan goeres en forskel. Han var ikke uforstaaende over for mine konstante argumenter for afskaffelsen af spanskroer, og kunne godt se logikken i at komme til tiden. At der selvfoelgelig er lang vej fra tanke til handling goer bare opgaven saa meget stoerre for Marie og de andre danskere, men jeg tror paa at der kan goeres en forskel!

Lige nu er Marie og jeg i Kumasi, og skal snart tilbage til hotellet og moedes med de andre MS'ere og fejre Jens' forsinkede foedselsdag. Imorgen tager vi saa en bus til kysten hvor vi skal tjekke ind paa Ellis' Hideout Lodge, og dase en 3-4 dage - noget der virkelig er tiltraengt efter Marie har vaeret omgivet af klistrende boern og jeg vaeret i det toerre nord i et stykke tid. Vi glaeder os i hvert fald.

Ghana fascinerer mig stadig, og der er skoent at have nogle diskussioner med andre danskere der har gjort sig nogle af de samme overvejelser som mig.

Desuden erfarer jeg, at Roskilde har gjort det igen, igen. At MGMT og Digitalism kommer, goer mig glad helt ind til hjertet - og at Nick Cave spiller op til dans er jo bare toppen! Jeg maa lige se om jeg ikke kan faa fat i billetter inden glubske svenskere faar fat i dem alle.

Store knus herfra!

The big question

Mens jeg forsoeger at faa uploadet nogle billeder gennem Ghanas grotesk langsomme internet, vil jeg lige benytte tiden til at faa skrevet et indlaeg som har presset sig paa, lige siden jeg kom til landet. Det omhandler et spoergsmaal, der maaske var bedre tjent som problemformulering i en SSO, end som udgangspunkt for et indlaeg skrevet paa 45 minutter ved hjaelp af et internationalt tastatur. Jeg vil dog forsoege alligevel..

Paa vej i flyveren havde jeg en samtale med min sidemakker, der gjorde et stort indtryk paa mig. Hun var udviklingsarbejder, og havde arbejdet i forskellige afrikanske lande, og var netop i gang med at hjaelpe sundhedssektoren i Burkina Faso. Jeg fortalte hende om alle de mange tanker jeg havde gjort mig inden min rejse til Afrika. Om de forventninger jeg havde om smukke strande, farvestraalende dansere, trommer, lerhytter, elefanter og vandfald, samt om de realistiske forestillinger om fattigdom, skrald og faldefaerdige bygninger jeg samtidig tvang mig selv til at forholde mig til, for ikke at faa for stort et chok. Hun sagde at Ghana er det idelle sted for en foerstegangsbesoegende til Afrika, eftersom landet er i rivende udvikling, og befolkningen er enormt gaestfrie. Hun fik ret i begge dele, og som I ogsaa har laest i mine tidligere indlaeg har gaestfriheden vaeret fantastisk. Det andet, og for mig helt centrale, er spoergsmaalet om udvikling. Netop det, udviklede sig til en lang og spaendende diskussion i flyveren, eftersom jeg lod mig friste til at stille et spoergsmaal jeg har haft i hovedet lige siden vi havde IP med Lotte og Koue i gymnasietiden; "Hvad er slutmaalet for udvikling?". Spoergsmaalet var i flyveren maaske mest udtryk for generel undren, og et oplaeg til diskussion, men efter jeg har opholdt mig i Ghana i to ugers tid nu, er det noget jeg konstant skal forholde mig til, naar jeg koerer langs nyasfalterede veje, og ser fodboldstadioner, hoejhuse og nybyggede bankfilialer.

Med mig paa min rejse har jeg Politikens "Turen gaar til - en mindre skaev verden". En lille guide til FN's 2015 maal, udgivet i samarbejde med Danida. Der staar en del om Ghana i bogen, og min plan var egentlig at vaere godt forberedt inden jeg kom til landet, men laesestoffet viser sig at vaere langt mere naervaerende naar man befinder sig i landet, hvorfor jeg har slugt de ca. 150 sider med stor appetit, naar jeg har koert i Tro-tro fra by til by. Maalene er ambitioese, og som det ser ud lige nu bliver det mere eller mindre umuligt at naa dem inden 2015. Det er nu efter min overbevisning ikke saa afgoerende. Maalene var fra starten tydeligvis lavet for at skabe fokus omkring problematiken, snarere end at vaere realistiske forventniger (selvom mange selvofelgelig gerne saa dem opfyldt inden de 7 aar vi har tilbage). Den afgoerende diskussion er hele spoergsmaalet om i foerste omgang at opstille maal for udvikling.

Hele problematikken blev tydeligt for mig, da jeg ankom til Harunas compund. Her var alt det jeg havde haabet paa af fremmede himmelstroeg. Kvinderne i traditionelle klaeder, imamen der braegede fra moskeen i tide og utide, boernene der hjalp med at male mel og hente vand, samt de fantastisk charmerende lerhytter med straatag der gjorde det ud som fundament for et samfund, der mindede mig om alt det jeg har laest i historieboegerne. Det var vidunderligt! Efterhaanden smuldrede glansbilledet dog lidt, eftersom Haruna gang paa gang gav udtryk for at det de have nu, ikke helt var godt nok. Hans rejse til Danmark gav ham tydeligvis stof til eftertanke, og han oenskede inderligt en forandring; "Snart faar vi bliktage paa alle husene" ville han sige til mig med lys i oejnene, eller "Hvor kunne det vaere fantastisk med en computer. Jeg har hoert at de er en del af fremtiden". I foerste omgang tankte jeg hvor fantastisk det er, at landsbyen har faaet en fyr, der virkelig oensker fremskridt for alle beboerne. En ny skole er ved at blive bygget, hvor Haruna skal undervise naar den staar faerdig, og den stod efterhaanden som et eksempel paa hvad fremskridt og udvikling kan bringe med sig. For naar glaeden havde lagt sig over Harunas oensker om forandring, kunne jeg ikke lade vaere med at taenke. "...hvad saa?". Hvad saa naar engang alle husene har faaet ucharmerende bliktage? Naar ungerne sidder foran computeren og spiller Keen 4 i stedet for fodbold? Naar landsbyen faar tilsendt mel i en saek, og det ikke laengere er noedvendigt at moedes ved broenden for at hente vand, da alle har vandhaner i huset? Jeg ved det maaske er sat paa en spids, men konsekvensen af udvikling er noedvendigvis at den charmerende landsbystemning forsvinder. Det er jo sket i Danmark. Jeg har mange gange siddet helt opslugt, naar farfar fortalte om dengang alle byens borgere moedtes i Taaning nede ved mejeriet. Jeg har vaeret fascineret af tanken om "fra jord til bord" naar jeg fik fortalt hvordan far som barn hjalp til med roerne i marken. Der er vel hos rigtig mange mennesker et oenske om at vende tilbage "til de gode gamle dage", hvor der var en koebmand i Traeden, og man koebte koedet hos slagteren.

Naar det kommer til stykket er min meget idylliserede fremlaegning af situationen for baade Haruna og min farfar, vel ikke helt fair. Det har og er helt sikkert superhaardt at drive en husstand paa den maade, og hvem oensker ikke en vaskemaskine, et komfur og et koeleskab til at goere hverdagen laettere. Det er helt forventeligt, og vel blot en del af den menneskelige natur at man oensker at klatre op ad stigen, og Haruna og resten af landsbyen er godt i gang. I bund og grund er det vel blot et ret egoistisk af mig, naar jeg oensker situatioen i Saanvuli fastholdt, blot for at kunne opleve noget "helt andet". Det minder vel meget om frustrationen jeg moeder hos de folk der rejste som backpackere for 30 aar siden, hvor Taj Mahal, Niagara Falls og Al Hambra ikke var overrendt af fotograferende kinesere og tyskere. Man vil saa gerne fastholde det fremmede, og foele at man oplever noget ganske unikt og anderledes. Det er vel ikke rimeligt at jeg oensker Saanvuli fastholdt hvor det er nu, blot fordi straataegte huse er mere charmerende end bliktage? Jeg maatte vende blikket tilbage til det igangvaerende skolebyggeri, og huske hvilke fantastiske initiativer udvikling bringer med sig.

Det er en pokkers svaer diskussion, og jeg tror det der frustrerede mig i Saanvuli, var at Haruna tydeligvis ikke var helt tilfreds med sin situation. Han havde set hvordan det kunne vaere, og oenskede braendende at tilfoere sin landsby nogle af de "fantastiske" ting han havde set i Danmark. Situationen var en helt anden da jeg var i Nsawam hos Jack, der var hamrende stolt af hvor han boede. Han var forholdsvis velhavende, og havde baade raad til at rejse, have computere, DVD afspiller etc. Rejserne havde blandt andet bragt ham til London, som slet ikke havde gjort stort indtryk paa ham. "People never smile, they never meet on the street, and you're never welcomed to a strangers' house. It's very different here in Ghana - I really love my country!". Det var fantastisk inspirerende at hoere, og gjorde blot at jeg satte endnu mere pris paa at vaere der, paa trods af manglen paa rindende vand og den megen skrald overalt.

Jack var ogsaa, hvis vi taler i IP-termer, noget hoejere oppe paa udviklingsstigen, hvilket tydeligvis er en af aarsagerne til at han har nemmere ved at acceptere sin situation. Min konklusion maa derfor blive, at jeg oensker Haruna vind i sejlene med alle hans visioner for sin landsby. Udvikling er vejen frem, selvom fortidsidylliserende turister som mig maaske gerne saa landsbyen bevaret som den er, bland andet fordi det giver bedre billeder til fotoalbumet. Men for at vende tilbage til min samtale med kvinden i flyet, saa synes jeg dog ikke det er foersteprioriteten at hjaelpe folk som Haruna med bistand. Da jeg spurgte hende hvad maalet for udvikling er, var det at soerge for at hjalpe folk der lever for under "a dollar a day". Alle i Harunas landsby fik mad hver dag, de fleste gik i skole, og adgangen til rent vand og stroem er et stort privelegium. Langt vigtigere (undskyld hvis jeg lyder lidt kynisk) maa det vaere at hjaelpe folk der virkelig lider, hvorfor min respekt for 2015-maalene stadig er intakt. Centralt for disse maal er at fjerne ekstrem fattigdom, og sikre basale sundshedsydelser for de svageste mennesker. Det er for mig at se netop det ulandsbistanden er til for. Det staar ogsaa flere steder i bogen, at vigtigste maal er i foerste gang at hjaelpe folk op paa stigen. Derfra skal de selv klatre videre. Naar jeg taenker over det er det vel ogsaa det Haruna har gjort. Danida har stoettet skoleprojektet han er en del af, og uden den var landsbyen maaske ikke kommet op paa stigen i foerste omgang. Nu besoegte jeg ikke landsbyen for 10 aar siden, men det var maaske netop der Haruna og de andre beboere havde brug for den haandsraekning, som de saa ogsaa fik gennem bl.a. Scool For Life. Der er en fare for at en del charmerende kultur forsvinder paa vej op ad stigen, men det er for urimeligt af mig, at oenske det bevaret. Naar det kommer til stykket, hvor mange savner saa folkedans i Danmark?

Jeg havde egentlig udgivet dette indlaeg, men laeste lige Mikkels seneste blog, og fik lige lyst til at tilfoeje. Kan laese at han har haft mange af de samme tanker jeg nu oplever. Han (og Uffe) har godt nok vaeret i Uganda 2 mdr. Jeg i Ghana i 2 uger, men alligevel virker det som om der er en del ting vi alle har haft i tankerne. Mikkel har haft held med at formulere det paa forrygende vis, og hvis jeg skal forsoege at komme med en lille konklusion paa et enormt emne, saa maa det som sagt vaere at stoette de fattigste, mest lidende mennesker gennem folk der har forstand paa det (uddannede laeger, sygeplejersker etc.) og i andre tilfaelde som Arua i Uganda eller Nsawam i Ghana er det noedvendigt med frivillige haender, der ikke har den fornoedne indsigt i at hjaelpe malariaramte boern, men derimod kan give samfund en indsproejning af demokratiforstaaelse, undervisning og ideer til hvordan man kommer videre. Mikkel har ret i sin kliche, med at det i sidste ende maaske er os i vesten der kan laere mest at situationen. Selvom Jack havde faaet computer og DVD, moedtes han stadig hver aften kl. 19 med vennerne for at danse, skaale og lige snakke om dagens begivenheder - praecis som farfar gjorde det med naboerne i Taaning. Danmark har mistet mange smil, meget stemning og social aktivitet gennem udviklingen de seneste aartier. Det er netop den fejl vi kan laere Jack og Haruna ikke at begaa - saa de bevarer alt det smukke vi og de elsker ved Afrika. Skide vaere med de forpulede straatage - saa laenge de kan bevare deres afrikanske smil og glaede ved andre mennesker!

Der er nok at skrive om dette emne, og nu maa I ikke haenge mig op paa min lille brainstorm her. Det var bare nogle tanker jeg havde lyst til at faa gennem tastaturet. Som de folk jeg har snakket i telefon med derhjemme kan hoere, saa betyder det at rejse alene at der er en h***** masse tanker der samler sig, og som det er en befrielse at komme ud med.

Lige nu sidder jeg som sagt i Kumasi. Det lykkedes kun at faa uploadet et faa billeder, men jeg haaber snart det kan lade sig goere at faa nogle flere op, der er virkelig nogle smukke fotos jeg gerne vil dele med jer. I morgen skal jeg ud paa boernehjemmet til Marie, fredag skal vi fejre Jens' foedselsdag, og loerdag vender vi snuden mod kysten, der eftersigende skulle byde paa alle de bounty-strande man kunne oenske sig.

I oevrigt synes jeg lige jeg blev lidt haard i sidste indlaeg over maden hos Haruna. Det er ikke helt fair - madmor gjorde et stort stykke arbejde, og det er vel bare mine vestlige smagsloeg der ikke helt er med paa ideen. Mange ghanesere ville sikkert taenke det samme, fik de praesenteret en ristet hotdog med det hele.

Store tanker og store knus fra den oplevende backpacker. Vi skrives ved!

[tilfoejelse kl. 21.47 - Efter 4 lange timer paa en varm internetcafe lykkedes det mig endelig at faa en masse billeder op paa picasa. Tjek dem ud!]