Celine Dion og to smadrede colaflasker

Centralt i Ghana ligger landets naeststoerste by; Kumasi. Mens vi sad i bussen paa vej tilbage hertil, kiggede jeg i vores guidebog og fandt en omtale af en kaffebar, der laa i en moderne 4-etagers bygning. Endelig! taenkte jeg. Fri for Nescafe i doseringsposer og endelig en ordentlig kop kaffe i et moderne Afrika, jeg ogsaa syntes min far skulle se. Kaffen var godt nok friskkvaernet, men ikke filtreret - saa der sad vi alene i en cafe, der nok havde vaeret moderne i 2004, men nu mest bestod af falmede laminerede billeder af stegte ris og en udsigt udover et pink/orange bygningskompleks og lyden af en rundsav i fuld sving. Ha ha, so much for modern Ghana and the great coffee.

Nu har jeg saa endelig fundet en internetcafe. Far er ude at veksle nogle af sine Euro, saa nu kan jeg forhaabentlig faa aflastet den skrivekuller (det modsatte af skriveblokade, vel?) jeg har faaet oparbejdet gennem alt det vanvittige og fascinerende vi har oplevet det sidste stykke tid.

Sidste blogindlaeg blev skrevet i hast. Bussystemet hernede er lidt af en jungle, men vi havde endelig fundet en bus til Tamale (byen nordpaa, der ligger en times koersel fra Haruna) - der saa ville koere naar bussen var fyldt. So far havde de solgt 14 billetter, og der var over 40 pladser. Og der var ikke ligefrem godt gang i salget. Faktisk gik det saa sloevt, at far og jeg kunne faa en omelet, en kop kaffe og et besoeg paa et offentligt toilet (pwefh!). Jeg synes ogsaa pludselig at et besoeg paa en internetcafe var en fantastisk ide, og jeg fik en lokal til at vise mig vej. Det laa meget langere vaek end jeg havde troet, men jeg tog mig tid til at tjekke e-mails og skrive lidt herinde da jeg saa endelig var ved en computer. En halv time. Det maatte vaere passende. Jeg sagde Medase (tak) og luntede tilbage mod bussen med ham den lokale. Pludselig kan vi se en mand lave voldsomme bevaegelser med armende i vores retning. "I think the bus is full" siger min nye ven. "Oh"... Det var den ogsaa, og vi begynder at loebe i Kumasis eftermiddagsvarme tilbage mod en helt fyldt bus, der havde ventet paa mig i tyve minutter, og min far der maatte forklare at han ikke kunne ringe til mig. Han havde ikke mit nummer (ups).

"You have wasted our time", siger en af de ghanesiske medpassagerer da jeg traeder ind i bussen. HAH! Det havde jeg aldrig troet jeg skulle hoere fra en afrikaner. Men hvis det skulle ske for nogen, maatte det vel vaere mig. Mr. always late. Saa sad jeg der i bussen med roede oerer hele vejen til Tamale. Og svedte. Og filmen de viste handlede om en bror der blev skudt i benene og en soester der blev voldtager. Hoejttalerne var igen skruet uendeligt hoejt op. Det var skraekkeligt. Men vi kom frem.

Til Tamale. Det toere, flade, muslimske nord. Haruna kommer i sin nye motorcykel - tre uger gammel, rigtig smart, importeret fra Togo. You are welcome og alt det der, og det eneste jeg kunne taenke paa var mad. Yes, en grill. Koed paa spyd er mega laekkert. Men det var moerkt, og jeg fandt foerst senere ud af, at jeg havde bestilt indvolde og hjerne svoebt i tarmrester. Poelse i svoeb? No way! Umuligt at tygge og med forfaerdelig smag, selvom det var blevet penslet med en krydderi/olig-fjer.

Jeg var gaaet sukkerkold, og der skulle en ordentlig omgang ris til foer jeg var klar igen, og kunne se det fantastiske i at vaere tilbage i denne del af landet, der er saa anderledes. Roligt, smukt. Langsomt.

Landsbyen saa godt ud. Haruna vi i hoejt humoer. Han har nu to koner og tre boern. En af dem er en lille dreng, og gudskelov for det. Der var masser af stroem, et farvefjernsyn og saagaar indendoers bad. Desuden har Haruna nu en saerlig skummadras, som far og jeg var saa heldige at faa lov at sove paa. Den var pakket i plastik - I ved, den der lidt tykke slags, der larmer helt vildt naar man roerer ved det. "For satan det larmer" sagde far. Jeg proppede mine hoejtelskede oerepropper i og bemaerkede ikke ret meget. Klokken var halv ti, og jeg var traet.

Op kl. 6, og solen stod op over den landsby og de mennesker jeg ikke helt kunne genkende. Harunas kone (nr.1) var slet ikke saa underdanig som sidst. Hun snakkede med, sad i sofaen og saa Go' morgen Ghana, mens Haruna bredte dugen over bordet og sagde vaersgo.

Stemningen i landsbyen var slet ikke saa andaegtig som sidst - folk jokede, ungerne grinede og hvor foelte vi os godt tilpas. Afsted til undervisning paa Harunas skole. Far fik lov at laane motorcyklen. Jeg hoppede bagpaa, og sa susede vi afsted, far og soen, 50 km/t ud af den afrikanske landevej. Var vi ikke stoppet, var vi endt i Burkina Faso. Fantastisk.

Haruna var en fantastisk underviser. "Ren roedstroempe" sagde Knud efter en times engelskundervisning, hvor moralen i historien, ifoelge Haruna, var at kvinder kan det samme som maend, og alle de maend der ikke tror paa det er til grin. Groft sagt. Det var ogsaa noget med cykler og en storebror. God historie faktisk, og underholdende at se ham have ungernes opmaerksomhed. Det ser rigtig godt ud for det lille samfund. Men Harunas telefon var ikke paa lydloes i skolen, og ringetonen er en haabloes Celine Dion-sang. Come on...

Det er lidt som om tiden staar stille deroppe i det nordlige Ghana, og der var pludselig tid til at loebe en tur. Hjaelpe med at bygge mudderhuse og hilse paa den lokale hoevding. En af dagene syntes jeg ogsaa lige jeg skulle slikke lidt sol. Jeg har jo et hemmeligt maal med denne rejse om at vende tilbage og ligne en australsk backpacker paa jordomrejse. Men eftersom mit forsoeg paa fuldskaeg kun er halvt vellykket maa jeg saette min lid til en god gedigen summer-tan. Jeg fandt en oversavet traestamme og laa der i bar overkrop og noed det. Paa et tidspunkt kan jeg hoere de lokale unger snakke om siliminga. Jeg reagerer ikke foer jeg kan hoere en voksenstemme sige "eyh, white man". Jeg aabner langsomt oejnene og kan se at baade ham og ungerne ser helt forskraemte ud. "You are not feeling well?" "Yes, I'm feeling fine." (faktisk foelte jeg mig uendeligt godt tilpas som jeg laa der i den afrikanske middagssol). "The children came running and said they found a sick white man on a log. We were scared!" Ejh for fanden. Foerst en hel bus der skulle vente paa langsomme Martin, og nu en hel landsby der tror jeg er ved at doe. Jeg er nok begyndt at tage tingene lidt for afslappet af at vaere her i to ugers tid. Jeg faar forklare manden at jeg bare noed solen fordi der er saa koldt i Danmark. Han fattede det slet ikke, men vi gik fredsommeligt hver til sit. Jeg fortalte historien til Haruna. Han lo! Om aftenen tyggede han i ristede rotter med sin soen.

Der er fantastisk meget mere at fortaelle om opholdet hos Haruna. Der er virkelig sket meget paa tre aar, og det er en kaempe oplevelse af kunne se den udvikling! Haruna sad en dag og ordnede interview-papirer fra kvinder med mikro-laan i landsbyen. Et projekt han var en del af. Det havde jeg aldrig troet for tre aar siden.

Vi tog afsked med Haruna paa en, for hans vedkommende, rigtig Tycho Brahe-dag. Han var vaeltet paa motorcykel i nattens mulm og moerke, mens han havde forsoegt at laere en af sine koner at koere paa motorcykel. Han var ked af det. Vi koebte tre colaer som vi tog med paa bussen, saa laenge Haruna lovede kioskejeren at vende tilbage med de tomme flasker. To af flaskerne blev smadret da vi ankom til Tamale, og Harunas dag var definitivt oedelagt. Aergerligt at vi maatte tage afsked med ham i saadan en halvsur tilstand. Han fik dog givet udtryk for at han var glad for at se os - og vi kunne fortaelle ham at det var gengaeldt!

Saa hoppede vi paa bussen, og skulle sydpaa. Jeg kom til at sidde bagerst, hvor der ingen (overhoedet) plads er til benene. Far sad lidt laengere fremme lige midt mellem to hoejtsnakkende black mamas der vist foerst holdt kaeft en halv time inden vi var fremme. Jeg sad dernede bagerst og havde godt set at manden foran mig havde kastet op paa stationen i Tamale. Han havde det daarligt. Fred vaere med det. Jeg tog hoereboefferne paa og genopdagede In Rainbows. Jeg sad af helvede til, men landskabet blev langsomt frodigere, solen skinnede, far kiggede tilbage paa mig hver gang han saa en flok kreaturer. Jeg sendte en sms til Marianne. Jeg foelte mig godt tilpas. Lukkede oejnene. All I need. Vinduerne var skubbet helt tilbage og jeg blev gennemblaest.

Saa braekkede han sig igen. 90 km/t og halvdelen vaeltede ind af mit vindue. Paa knaeet, armen, T-shirten. Vinduet var smurt i braek, saa jeg kunne ikk rigtig lukke det. Saa spyttede han. Det ramte min sidemand. Pludselig begyndte den lille pige ved siden af ham med orm i haaret at faa et hosteanfald. Jeg rykker mig paa saedet og finder ud af at der stikker et soem op gennem betraekket.

Med braek paa armen og et soem i roeven bevaegede vi os fremad, og da vi endelig naaede maalet - et kaempevandfald - maatte jeg kravle ud ad vinduet foran mig. Argh! Det var satme godt at plaske rundt i et gigant-fandfald bagefter.

Jeg elsker alle detaljerne - de goer hele forskellen, men hvis jeg nogensinde skal faa lukket dette blogindlaeg, og vende tilbage til farmand der nok har faaet vekslet penge nu, vil jeg hurtigt fortalle jer at vi endte vores rejse i gaar paa boernehjemmet i Akumadan. Det er det boernehjem vi stoettede efter Afrovaganza II. Vi blev meget vel modtaget, og det var roerende at se de tre solceller i brug, og de uendeligt glade og energiske unger danse i sparepaerernes lys da solen var gaaet ned. Det har gjort en kaempe forskel, og de er enormt glade for vores stoette! Jeg glaeder mig til at fortaelle jer endnu mere om det sted!

Jeg takker af for nu, og haaber I foeler jeg opdateret. Vi hygger os stadig uendeligt meget, og far en en fantastisk rejsepartner saa laenge mine oerepropper ikke falder ud i loebet af natten. CHRIST hvor kan han snorke :) Han griner, smiler og fortaeller mig at han er vild med det hele!

En lille uge tilbage. Vi skal ned til paradis-strandene og tilbage til Kojo i Accra. Fortsaette med at blive misforstaaet, spise stegte ris, drikke store oel (dem savnede far virkelig da vi var nordpaa), hoere ghanesernes historier, og aldrig faa nok.

Hilsen Martin (og farmand)