Obruni is back. Now with my father!

Klu, Kroo, Kuul, Kwoo, Ku? "No, Knud - I should make up an easier name."

Martin er nemt. Det kender de. Arrrh, Martin Luther King? Yes, I'm back in Ghana. "How are you?" "I'm fine". Knud derimod, er svaert. Kp bruges i byen Kpong, Kw bruges i navne Kwame, men Kn... Uijh, den er svaerere. Men de proever, far gentager, de siger "Klu", saa smiler vi, saa smiler de, saa siger de "you are welcome" vi siger "thank you", Kojo griner, tager min arm, far foelger med, og vi forsaetter op af gaden i bydelen Nima, med en pose vand i den ene haand og Ghana i den anden.

Det var noget ganske saerligt at lande i lufthavnen i hovedstaden Accra. KLM havde opvartet os med iskold roedvin og smaakager, serveret af blondinen med fletninger, paa en bakke i forretningsblaa farver. Jeg havde taget en masse ny smart musik med til turen, men det larmede og loed allerhelvedes inciterende, saa jeg satte Yo La Tengo paa, mens jeg kunne se solen gaa ned over Sahara. And Then Nothing Turned Itself Inside Out. Tjah, pludselig var solen vaek og erstattet af knitrende lysstofroer og elsparepaerer paa jorden lige under os. Arrrh, tilbage til the easy life in Africa, hvor alting gaar lidt langsommere og der er tid til de store tanker.

Men nej - Kojo stod med sit kaempesmil og kaempeknus klar til at tage os til bydelen Nima i Accra, der selv om natten emmede af kaos, tro-tros, kokossaft og larm. Jeg havde gjort mig en masse forestillinger om hvordan det ville vaere at tage min far med til Ghana, I ved - bajere ved vandbreden, trommer i eftermiddagssolen, mango til morgenmad. Men dét var ikke ligefrem hvad vi blev kastet ud i. Og heldigvis for det. Kojo, som netop var vendt tilbage til Ghana fra Danmarks iskolde vejr, var vores smilende, hjaelpende og ustoppelige guide rundt i Accras hemmelige gader og imoedekommende lokalbefolkning, her kl. 21 om aftenen. Far hostede, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Kojo tog og med rundt, vi skulle hilse paa alle vi moedte, vi snublede over hjemloese arbejdere fra Togo, mens en kvinde skraellede os en appelsin. To timer foeltes som to doegn, og da vi lagde os til at sove i Kojos vaerelses blaa lys kunne ingen af os rigtig sige noget, det hele var meget overvaeldende. "Godnat far", "Godnat Martin". Far lagde sig paa ryggen, jeg tog mine oerepropper i, saa var vi igang.

"Ya maaan, Original". Kojo stod klar dagen efter - vi skulle have morgenmad. Gammelmor kastede et par aeg og nogle loeg paa en pande. Saa lavede hun kaffe til far. Black please.... "NO! no milk"... "NO! no sugar"... EYH. Det lod sig goere til sidst - Kojo tog den med maelk, jeg tog den med sukker.

Og saa sad vi der.

Hver anden forbipasserende fik en kommentar med fra Kojo, vores overpopulaere guide. Far snakkede med gammelfar om at have mange boern, jeg noed min omelet og lod som om jeg noed min nescafe med sukker, byen larmede og hold kaeft hvor var jeg glad for at vaere tilbage. Accra gjorde ikke det store indstryk paa mig da vi var her sidst - det har forandret sig fuldstaendig nu. Jeg savner det faktisk allerede.

For efter endnu en overnatning i Nima, efter en dag med en svoemmetur i havet, et par bajere og en trommedans der fuldstaendig overvaeldede min far, tog vi bussen laengere op nordpaa til et sted der hedder Atimpoku. "we have ruu at wadafru" sagde receptionisten da vi ankom. "What?" siger min far, der stadig er ganske utraenet i ghan-english. "we have a ruu at wadafru for fiti" uddyber hun. Soennikke maa traede til: "far, hun fortaeller at vi kan bo ved vandet for 50 cedi". "Ja, det skal vi" siger far. "Yes, we would like a room at the waterfront for fifty". Ahaaaaa. Og vi fik noeglen til et fornemt sted med elkeddel og myggenet. Udsigten er fantastisk charmerende og maden serveres med gaffel. Saadan faar vi proevet lidt af det hele, og saadan fortsaetter vi de naeste par ugers tid.

Vi fik os en dejlig gaatur i dag, op til en daemning ikke langt herfra. Den laver stroem til hele Ghana, og opdaemmer hvad der er verdens storeste kunstigt anlagte flod, Volta floden. Jeg har en droem om at svoemme hele vejen over. Det proever jeg i morgen. I morgen skal vi ogsaa have endnu et par oel og nogle rejer fra floden. Oellene serveres i 0,625 liter flasker. Det passer Knud godt.

Solen gaaet ned, de farvede lys er blevet taendt. Nu vil jeg ringe til Kojo og sige vi har det godt. I morgen fortsaetter rejsen. I skal nok hoere mere.

All the best

Martin