Hvad sker der?

Jeg ved allerede nu, at dette indlaeg bliver et stort rod. Jeg sidder i en cigarforretning paa market street, der tilfaeldigvis har en computer staaende jeg kan laane. Jeg har kun vaeret i SF en overnatning, men har allerede haft ufatteligt mange tanker igennem hovedet. Tanker, der er kommet paa papir i min dagbog, eftersom jeg ikke har saa nem adgang til bloggen som tidligere. Jeg vil ikke skrive af, men kort fortaelle jer hvad der foregaar.

Jeg husker San Francisco som den rareste, vildeste og mest forskelligartede by overhovedet. Jeg har mange rigtig gode minder fra sidste gang, selvom det var halv-daarligt vejr, og jeg sov hver anden aften vaek ;) Derfor var det til min store forundring, at jeg ikke blev grebet af den samme stemning, selvom vejret er denne gang er fantastisk. Jeg gik op ad gaden til mit hostel, og saa en, undskyld, helvedes masse hjemloese, fattige, prostituerede etc. Jeg taenkte at der ikke er langt til jeg er ved mit hostel. Jeg ankom, og foelselsen var virkelig tom. Jeg foelte mig slet ikke tilpas paa det hostel, og mit vaerelse var fint, men slet ikke "varmt". Vaerelses'kammeraterne', var smaaulaekre, og det viser sig at den ene har soegt langt vaek hjemmefra for at stoppe rygning, den anden for at stoppe med at drikke. Det var meget maerkeligt at vaere paa hostelet (kan man sige det), en masse gamle mennesker, en masse teenagere, og slet ikke de lokale, jeg har vaeret vant til at moede i baade Vancouver, Seattle og Portland. Jeg tror det er forklaringen paa, hvorfor jeg ikke foelte/foeler mig tilpas paa mit hostel. Couchsurfing, og besoeg hos bekendte er en helt speciel og unik maade at rejse paa, som er rigtig rigtig meget mig. Jeg har foelt mig SAA velkommen de forskellige steder, og er virkelig blevet taget haand om, og det er meget meget utilfredsstillende, at staa helt alene i et hostel-vaerelse og foele sig... ja - meget alene.

Jeg har haft nogle meget dybe og specielle samtaler hvor jeg har vaeret tidligere, og lige nu er jeg ikke i humoer til "I'm Martin from Denmark" "Well, I'm Sam from Wales". Det lyder sikkert arrogant, men jeg er taget til SF for at moede SF'ere (hoe hoe) og ikke Walisere. Saa jeg har taget kontakt til en pige fra CS (couch surfing) for at hoere om jeg kan vaere hos hende de naeste 4-5 dage. Det haaber jeg meget.

I oevrig var jeg til koncert i gaar. Noget vaerre lorte-musik, men for pokker hvor var det dejligt, at se nogle smukke mennesker. Greyhound og turistatraktioner er ikke stedet hvor smukke mennesker flokkes, men det er Great American Music Hall aabenbart. Jeg maa revidere min paastand om at alle smukke mennesker findes i Danmark. Der findes ogsaa en procent-del her i USA. Men ellers piger... wow hvor jeg savner jeg, Danske piger er noget helt unikt - ik' drenge? Og alle der kender Danmark herovre giver mig ret. Jeg laver snart et "saadan opfatter amerikanere Danmark - indlaeg" og piger er klart blandt toppen af sevaerdigheder ;)

Naa... cigarduften driver mig til vanvid, saa jeg vil smutte tilbage til mit FANTASTISKE hostel. Ej, paa mit vaerelse er der et dejligt badekar, saa det vil jeg lige udnytte, mens jeg lytter til GOD musik (i modsaetning til koncerten i gaar - wow det var skidt - he he).

Indlaeget loed maaske ret skidt, og ja - det har ikke vaeret turens bedste par dage. Gramma sagde ogsaa mens jeg var der "Martin, I can't believe you haven't had a bad on your trip yet" - Det var jo saa ogsaa for godt til at vaere sandt. Ej, vejret er dejligt og maden er god, og jeg glaeder mig bare til at Couch Surfe igen. Det er den ulitmative maade at rejse paa.

Take Care allesammen!

Argh - min krop!

Efter en 15 timers koeretur i en Greyhound, alt for meget chokoladekage (argh - Holly, it was sooo good!), lunken vand og alt for mange, undskyld udtrykket, klamme mennesker er jeg nu endelig i den fantastiske varme og dejlige by San Francisco.

Jeg har ikke meget tid tilbage, ville bare sige at jeg overlevede hunde-angrebet, havde en god sidste dag hos Holly, og nu overlevede turen herned, selvom min krop er helt oedelagt af at sidde i mulige og umulige positioner i bussen.

Vejret er usaedvanlig godt. Skyfrit og dejlig varmt, og i aften skal jeg til koncert med Stellastarr, jeg glaeder mig.

Ha, det godt - vi skrives ved

At cykle 34 miles...

Wooowh!

Mine daglige loebeture varede ikke meget laengere end de foerste 3 dage Kristina og jeg var ovre hos Gramma. Derefter maa jeg desvaerre indroemme at det har staaet meget stille med de aktive udfolelser. Naturligvis har der vaeret mange dage paa ski, og jeg regnede ud, at jeg havde gaaet omkring 50 km paa en dag, da jeg var i Seattle, men generelt har niveauet vaeret under det oenskede. Det blev meget meget tydeligt for mig i dag, hvor jeg tog en cykel, og cyklede paa en nyanlagt cykelsti her omkring Cottage Grove, hvor Holly og hendes familie bor. Hvordan jeg fik indtrykket af, at cykelstien gik rundt om soen og tilbage til huset ved jeg ikke, for det viste sig at den 17 miles lange cykelsti (27 km) gik ud til soen - og stoppede der. Wooow det var en lang tur tilbage, men fantastisk smuk. Virkelig amerikansk og baade storslaaende og intimt paa samme tid. Jeg cyklede med Brokeback Mountain albummet paa min mp3'er, og det passede helt perfekt til det landskab. Faktisk passer Gustavo Santaolalas soundtrack til langt de fleste af mine ture rundt i Canada og USA - filmen, og isaer soundtracket er et mestervaerk, og jeg vil raade jer til at koebe det! Det var en masse dufte langs ruten. Nyfaeldede fyrre-traeer, duften af nordamerikansk regnskov (der er helt unik), stinkdyrstank og duften af baal. Vejret var ideelt, og det var godt at faa roert sig lidt.

Det var egentlig ikke planen, at jeg skulle besoege Holly, da jeg foerst planlagde min rejse, men vi skrev sammen da jeg var i Vancouver, og hvor er jeg super glad for at "it worked out". Hendes familie er virkelig gaestfrie, og vi har haft nogle rigtig gode dage sammen. Hadet mod George Bush dejligt stort her i huset, og jeg bliver mere og mere overbevist om at jeg besoeger et land, der har haft sin storhedstid, og saa smaat er ved at blive drevet i saenk. Det er virkelig skraekkelig, for paa saa mange maader er dette land jo fyldt med alle de idealer, vi i Danmark og resten af Europa laenge har straebt efter - frihed, demokrati, vaekst og store visioner og idealer. Desvaerre ser det ud til, at det hele forsvinder, eller maaske er forsvundet i loebet af de seneste 7-8 aar. Naar flertallet af en nation ikke kan bestemme hvem der skal vaere praesident, naar folk bliver smidt paa gaden uden mulighed for hjaelp, og naar jeg ikke kan faa lov til at besoege Hollys skole to dage i traek, er der noget helt galt. Flere folk har sagt, at det Bush-administrationen har gang i lige nu, er flere 100 gange vaerre end Watergate, og at den eneste grund til at det ikke bliver opdaget, er at Bush gennem sine kontakter i medierne via store multinationale selskaber, simpelthen bare soerger for det ikke kommer paa forsiden. Tankevaekkende! Jeg ved det kan gaa hen og blive et langt indlaeg, hvis jeg uddyber yderligere, saa jeg vil stoppe her, og skrive mine frustrationer ned i min dagbog.

Jeg tror en del af jer maaske er lidt forvirrede over mine planer - mit lille verdenskort passer heller ikke helt laengere, saa her er planen for de kommende maaneder:

Jeg rejser til San Francisco i morgen (26 feb.), og bliver der til d. 6. marts, hvor jeg rejser til LA og moedes med Andrea og Anna d. 7. marts.

Jeg rejser fra LA d. 12., til London, hvor jeg er d. 13. og moedes med Christian

Jeg rejser fra London d. 17. direkte til Ghana, hvor jeg skal vaere en maaned.

Haaber de gav lidt opklaring :)

Eyy, der var Oscars i forgaars. Hvor var det fantastisk - jeg elsker det show, og det skuffede mig ikke. Jon Stewart var god, og det var en kaempe positiv overraskelse at se Marion Cotillard vinde for bedste Kvindelige Hovedrolle - er du enig Nina? Ja, jeg savnede lidt mine soestre, de er lidt sjovere at flippe ud med, og det var maerkeligt at se reklamer i stedet for at hoere Uffe Buchardt kommentere paa hvor vulgaer Dolly Parton er, hvor soo last year det er med striber, og hvorfor Cate Blanchett altid er saa fandens elegant!

Jeg hoerer ikke saa meget fra jer i DK, men jeg gaar ud fra at alt er godt. Saa vidt jeg kan forstaa er urolighederne saa smaat forsvundet - det er jo godt. Farmor og Farfar fortalte at foedevarepriserne stiger helt vildt. Det er jo tragisk, nu hvor jeg snart skal hjem og vaere kogekone i huset i Koebenhavn - Argh! Og saa laeste jeg lige det her http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2008/02/26/233231.htm det er sejt!

Naa - jeg kan ikke lige oploade flere billeder, men det skal nok komme. Tjek Uffe og Mikkels blog - den er god for tiden, selvom jeg er enig med R og C i at cliff-hangeren var svag.

Jeg vil til at logge af. Okay, jeg kan hoere noget komme op ad trapperne - er det Holys Grand Danois Moses, eller er det... fuck, hvor er afbryderen, og hvor helvede blev mit ur af? No Moses, that's my f***ing leg, - just a sec I'll be back...

Holly's parent: Is this Martin's blog? We haven't seen him for a while, wonder what he wrote? Well, everything is fine around here - we just washed the floor, Moses draged something down the stairs. He had a watch stuck in his throat...

Out of Seattle

So I'm thinking I might start writing in english. It comes naturally to me now, and I know there are some people out there not understanding a word of what I'm writing when it's in danish. Plus, the keyboard is better for writing in english to - so here goes :)

I've been in Seattle since monday, and had a great time. Eric - the guy I stayed at, left for Phoenix on wednesday, so I had the place for my self for two days. Eric was great. He took me around town, and made me feel at home. Seattle was very beautiful. The weather was exceptionally good for february, and all the people were so nice to me. I was... ej, jeg har faktisk lyst til at skrive lidt paa dansk. Ha ha. Stemningen i byen var helt speciel - virkelig varm og rar, og noget af det bedste ved Seattle, er at det er en virkelig varieret by. Hver gang man gaar rundt om et gadehjoerne, foeler man at man er et nyt sted. Der er saa mange bakker, at man har forskellig udsigt hele tiden. Seattle er vel egentlig en masse halvoer forbundet af broer, saa der er masser af vand overalt - dejligt! Det var lidt en befrielse (forstaa mig ret) at vaere helt alene i storbyen, og foele at jeg kunne goere praecis som jeg havde lyst til. Ved at rejse med familie eller besoge familie, som jeg gjorde i Vancouver, bliver rejsen lidt paa deres praemiser. Her var jeg paa egen haand, og kunne goere som jeg havde lyst. Der skete en masse i Seattle, og i stedet for at forsoege at kaede det hele sammen med flotte ord, remser jeg lige lidt af det op.

• En bustur med jordens rareste buschauffoer, der tilboed mig at koere bussen for mig, fortalte jokes gennem hoejttaleren, og delte bolsjer ud til boernene. Det var saa god en oplevelse, at jeg serioest overvejer at blive buschauffoer



• Havde en slange kravlende paa mig for foerste gang. En overraskende god oplevelse!



• Spiste det bedste sushi jeg nogensinde har proevet (undskyld Mikkel, vores i sommerhuset var godt, men ikke noget naer i retningen af dette) paa en restaurant der hedder Aoki.



• Var til trance fest med en masse Burning Man freaks i en aflagt ladc i byens vestkvarter. Masser af farver og sjove lugte (ja, gaet selv hvilke), khaki-nuancer og tonsvis af knus...



• Vaeret paa Pike Place Market, med masser af frisk fisk!



• Set de oscarnominerede kortfilm i en biograf naer universitetet. En af dem viste sig at vaere dansk. Saer oplevelse at se Laura Christensen, Neel Roenholt og Julie Oelgaard sammen med en masse amerikanere, og vaere den eneste der kunne grine, da filmen viste en bid af KLOVN. I oevrigt var den danske, klart den ringeste. Mange af filmene var virkelig gode, og gad mig rigtig meget blod paa tanden til at lave film naar jeg kommer hjem.



• Klatret i traer for at faa den bedste udsigt over byen



• Faaet et amerikansk telefonabonnement - nyt telefonnr. - 206-922-2566



• Set en Hillary/Obama debat paa CNN med en masse universitetsstuderende, der raabte og skreg - super fedt! Andrea og Anna har aabenbart moedt ham i virkelighede, WOW jeg er jaloux!



• Levet uden stroem i to dage, fordi ham jeg bor hos ikke havde betalt regningen



• Set laekre toeser loebe langs vandet ved solnedgang



• Lavet flikflak langs vandet ved solnedgang (nej - tricket virkede ikke, desvaerre)



• Taget en milliard billeder med mit dejlige kamera, og lyttet helt vildt meget til M.I.A. - Kala er et helt suveraent album, og jeg forstaar ikke hvorfor jeg ikke har koebt det noget foer. Men nu har jeg det, og jeg nyder det!

Okay, der overskred jeg graensen igen - haaber ikke jeg tabte jer, og haaber ikke det var for kedeligt laesning i punktform.

Nu er jeg hos Holly i Portland, efter en koeretur med Greyhound, der inkluderede en overvaegtig Irak-veteran, der spurgte om jeg havde en kniv, saa han kunne draebe 'That black-ass nigga over there!', en overvaegtig mexicaner, der absolut ikke ville flytte sig fra min plads som han havde taget mens jeg var paa toilet, og en overvaegtig College-studerende, who "was just sooo over the 'dying your hair on two differendt colors'". Det var super godt at se Holly, det bliver rigtig hyggeligt her i Oregon. I morgen er det hendes foedselsdag, og i overmorgen er det Oscar-aften. Aaarh jeg kommer til at savne dig Nina. Det er jo Jesper Steinmetz der skal styre slagets gang paa TV2 film og ikke Hans "den har jeg ikke liiiige set" Pilgaard. Det ka da kun vaere en forbedring.

Take Care allesammen - der er billeder, hvis I har lyst. Som altid paa www.picasaweb.google.com/martinfehrfoto

In Seattle

Seattle er alt hvad man kunne droemme om af kulturelle sammenkog, interessante skaebner, solskin, groenne parker, politisk interesse og et fantastisk cuisine.

Jeg bor hos en fyr, Eric, paa Capitol Hill, der i min guide hertil betegnes som det mest interessante omraade i byen. Han bor med en ulovlig brasiliansk immigrant og en boa slange. ejer sin ejen frisoersalon, kender alle mennesker i byen, elsker Burning Man, Barack Obama og hollandsk. De 2-3 dage har allerede givet mig saa meget, og jeg elsker den intense pro-Obama stemning der er overalt, de mange steder man kan hoppe, og de store negere, der rapper meget hoejlydt med hoeretelefoner ned ad gaden.

Wow!

Og No Country For Old Men er smuk - og det er FANTASTISK at Battles kommer til Roskilde!

knus herfra

Farvel Canada - hello United States of America!

Ja - det sidste indlaeg var langt og maaske lidt uvedkommende, men jeg havde lige lyst til at fyre nogle ord ned. Man kommer faktisk lidt til at savne at skrive stile, naar man ikke er tvunget til det, og bloggen er faktisk et rigtig rart sted at faa nogle tanker og formuleringer "ned paa papir". Derfor de lange indlaeg. Nogen undrer sig over at jeg laver saa mange indlaeg har paa bloggen, men det kan vel forklares med de rigtig mange gode internetforbindelser herovre, de mange private computere jeg kan laane, og fordi jeg, ja... vel bare synes det er rigtig hyggeligt at skrive paa bloggen, og bruger det som en slags dagbog. Det bliver rigtig rart at have naar jeg kommer hjem! Haaber I ogsaa kan bruge den, og at I foler jer informerede om hvad jeg laver herovre!

Sidste aften i Canada blev brugt her hos Linda og Wayne. Jeg havde egentlig taenkt mig at tage toget til Seattle allerede i dag, men vejret var fantastisk og der var en bestemt del af downtown jeg ikke havde set endnu. Saa jeg blev en ekstra dag, hvilket var super! Jeg koerte Emma og Annie til lufthavnen efter at vi spiste laekker morgenmad hos Linda og Wayne (Yogurt and Granola - of course). Vi sang en masse gode sange i bilen indtil Emma blev traet af at hoere mig synge Sting, West side Story og The Commitments sange. Hm... Men vi havde ingen problemer med at komme til lufthavnen, vi fik sagt farvel, og jeg tror pigerne kom godt afsted. Rigtig rart at se dem herovre, det har vaeret helt ideelt! Da jeg kom hjem, tog Linda og Wayne mig med til Granville Island. En lille oe i havnen, med masser af restauranter, kunst butikker, laekre markeder osv. All independent stores - wonderful! Solen skinnede, og det var virkelig rigtig laekkert. Jeg koebte hjemmefutte, af canadisk uld - WOW de er saa rare! Til aftensmad fik vi Sushi, rigtig rigtig god sushi. De har eftersigende noget af det bedste sushi herovre! (woow - er det ikke sejt med billed-links?)

De sidste par dage var jeg blandt andet hos min onkel Stephen, hans kone France og deres boern - som jeg har besoegt med Kristina og Gramma tidligere. Det var rigtig hyggeligt. Jeg var med Olivier i skole, og skulle fortaelle om Danmark til hans klasse. Jeg var virkelig den seje fremmede faetter - sjovt! Ellers har jeg vaeret hjemme hos gramma. Lang historie kort, saa har der vaeret rigtig mange mennesker i lejligheden de senste par dage, og gramma har vaeret meget mere "hyper" end ellers - lidt maerkeligt, men vi havde en rigtig god afsked med hende i gaar! Mor siger hun kommer til at savne os, og jeg kan ogsaa maerke at hun har vaeret super glad for at have os omkring. Det har alt i alt vaeret helt perfekt for alle parter med den sidste maaned hos gramma!

tjah - nu blev indlaeget igen ret langt. Jeg haaber I kan overskue det. Ellers er der billeder som altid paa www.picasaweb.google.com/martinfehrfoto - ligger i mappen der hedder Last week in Canada.

Ha det godt i DK, og lad nu vaere med at braende flere skoler ned for fa'an! Og naarh ja - afstemningen er slut - ikke overraskende skal Nasser bare snart.. tjah.. oeh.. aev!

Hilsen fra Martin

Obama

Det er stort!

Jeg havde aldrig troet at det ville vare saa laenge. I mine undervisningstimer om USA laerte jeg, at det var altafgoerende at vaere blandt de foerste stater der afholdt primaervalg, fordi der meget hurtigt ville tegne sig et moenster for een af kandidaterne. Mange regnede med at det samme ville goere sig gaeldende i aar, naar Clinton, Edwards og Obama toernede sammen i kampen om at blive demokraternes kandidat. Det viste sig ikke at vaere tilfaeldet, og Super Tuesday blev af pressen tillagt enorm betydning i kampen, og det laa i kortene, at der ville vaere en tydelig kandidat efter den tirsdag. Det viste sig heller ikke at vaere tilfaeldet, og nu staar vi her midt i februar og ved stadig ikke med sikkerhed hvem der skal repraesentere det stolte amerikanske parti til november.

Jeg vidste inden min rejse, at en del af min tid her i Nordamerika ville loebe sammen med afstemningen, men jeg havde ingen anelse om at det ville blive saa stort som det er nu. Min foerste store interesse for kampen blev vagt, da Euroman brugte halvdelen af en udgave paa at daekke USA, isaer i forbindelse med det forestaaende valg. Obama var paa forsiden af bladet, med teksten "Barack Obama - En rockstjerne? En Kennedy? En aerlig politiker i en historisk vigtig valgkamp? Portraet af USA's store haab". Ja - det havde maaske vaeret sejere hvis jeg havde laest en forside fra Information, The New Yorker eller TIME, men nogle gange er politik laettere at sluge med laeke gadgets og filmanmeldelser. Anways - artiklen var fremragende, og de citater der blev bragt vakte virkelig min respekt for Obama som politiker. Hans historie og familie situation var da interessant, jo jo, men hans visioner og ideer som politiker virkede saa "genuine" og fremadrettede. Jeg taenkte flere gange gennem artiklen "Ja, ja for pokker mand - det er lige det USA har brug for." Og det mener jeg stadig!

USA er paa kraftig deroute. En (to - flere?) alt for lang og pinefuld krig, der har draenet statskassen for dollars, og befolkningen for tiltro til regeringen er stadig i gang. Dollaren er historisk lav mens koebelysten er forsvundet. Det internationale samfund har vendt USA ryggen, og landet er stadig katastrofalt langt bagud i kampen om at bekaempe den globale opvarmning, der er paa vej til at blive det 21. aarhundredes stoerste udfordring. Det land der altid har vaeret kendt for at huse mennesker fra hele verden og vaere en smeltedigel af innovation, initiativ og fremskridt er nu paa vej mod afgrunden (ja, intet mindre) mens nye store nationer truer med at overtage positionen som global magtpol. I 6-7 aar er USA blot blevet mere og mere paranoidt, og er efterhaanden blevet en nation der udelukkende bygger paa frygt. Billedet er naturligvis mere nuanceret end som saa, men langt de fleste debattoerer erkender USA's nedtur, og isaer amerikanerne har nu indset at det staar rigtig galt til. Saa der er ved at ske noget. Det maatte simpelthen ske paa det ene eller det andet tidspunkt. Optimismen efter murens fald, og troen paa den nye verdensorden er efterhanden mere end et aarti tilbage, men jeg tror stadig den er til stede, ligesaavel som minderne om en krig (Vietnam) der splittede nationen fuldstaendig og endte i total fiasko ogsaa er det. Det gaar simpelthen ikke laengere. Der er ikke tale om en enkelt lille international konflikt USA ikke kunne haandtere, et aar med et lille fald i dollaeren eller nogle faa sygehuse der ikke kan foelge med. Det er meget meget stoerre - og saa stort, at rigtig mange samfundsteoretikere taler om USA-aeraen som vaerende lakkende mod enden. Sandsynligvis inden 2015. - Rusland skal i oevrigt vaere vaert for Vinter-OL i 2014 - Symbolsk? tjah... :)

Det ser sort ud! - og paradoksalt nok, bliver en sort mand symbolet paa den nye vej frem (var den for ond? - sorry, den var lidt oplagt). En demokratisk politiker der var forholdsvis ukendt inden han holdt en (i oevrigt fremragende) tale ved The Democratic Convention i 2004 bliver symbolet paa det alle amerikanere oensker, og vel i bund og grund altid har oensket. Amerikanerne er traditionelt set et optimistisk og haabefuldt folkefaerd, der i hoej grad paa grund af diverse politikere er blevet indoktrineret med frygt, hvilket som bekendt (ad omveje) foerer til hate and suffering. Det er fandme synd. Jo mere jeg lytter til debatter i fjernsynet, laeser blogs paa nettet, taler med canadierer og laeser artikler faar jeg en fornemmelse af at Enough is enough (ik' os Seeberg), og det er saa vanvittigt spaendende at foelge med i denne kampagne, der meget vel kan gaa hen i historien som den vigtigste amerikanske praesidentkampagne i flere aartier. Obama er den eneste rigtige person til at varetage denne opgave. Han er den foerste reelle amerikanske politiker i mange aar. Ofte skal man have en naturlig skaepsis over for en amerikansk poltiker, men det virker ikke noedvendigt for mig, naar jeg lytter til Obama. Maaske er jeg blevet forblaendet af et eller andet, men det er saa vanvittigt befriende at hoere ham tale om at turde droemme, turde haabe, og tro paa fremtiden. Meget sjaeldent hoerer man en amerikansk politiker tale om at boern i skolerne ikke skal laere for hverken laerens eller testens skyld. De skal laere for livet siger han. Laere om Art, Music, Sports, Languages, Cultures and everything that creates a whole human beeing. (det er naermest som at hoere Jelved igen). Han toer fortalle amerikanerne at den kommende tid bliver svaer, fordi han ikke vil vaere mild naar der skal goeres en indsats for miljoet, om det saa er familien der lader Computeren koere, eller GM der ikke vil lave en energi-spareplan. Han anerkender problemerne, og siger at Guantanamo er en skaendsel for amerikanerne, at national sikkerhed ikke noedvendigvis kommer foer menneskerettighederne (hvilket Clinton i oevrigt mener), han har den totalt klassiske amerikanske politiske retorik, med tre-trins-raket og retoriske spoersmaal konstant, men det virker - og det virker fordi hans politik giver mening, og giver haab for et amerikansk folk der sjaeldent har vaeret saa presset som netop nu.

Det er voldsomme ord, og jeg komme helt til at lyde som en fanatisk politisk forkaemper, (som naar Mette Abildgaard taler for atomkraft), det ved jeg nu ikke om jeg er. Jeg synes bare det er vanvittigt spaendende at foelge med i noget saa afgoerende og vigtigt, og noget der fylder saa meget her i Canada, og naturligvis i USA, hvor jeg skal ned om meget faa dage. Jeg glaeder mig til at fornemme stemningen dernede, og forhaabentligt faa nogle gode diskussioner.

Wow det var langt, og vel totalt irrelevant for min rejse, men som I maaske har opfattet bruger jeg i hoej grad min blog til at komme af med en masse tanker. Jeg har vaennet mig til tastaturet, og min arm gaar i kramper naar jeg skrive i haanden. Saa bloggen er mit middel. Haaber I faar lidt fornoejelse ud af det :)

Det ser heldigvis ret godt ud for Obama for tiden - saa jeg er optimistisk! En debattoer sagde i gaar paa CNN, at "whoever wins this election - faces the biggest challenges as an american president since Franklin D. Roosevelt" - det er sgu noget af en opgave! poej poej :)

Jeg kan ikke (som jeg plejer) skrive jeg haaber alt er godt i Danmark, eftersom jeg lige har laest om de mange uroligheder rundt omkring i landet. EY DANMARK - hvad sker der FOR DIG??? Kom nu for fa'an! (Jeg savner Natasja). Jeg haaber I faar styr paa det. Og de der tegninger as well. Og stem for guds skyld Vocaloca ud af X-factor (det er naesten vigtigere) heh!

Take good care, and don't let the bed bugs bite!

Knus fra Martin

----------------------------------

Redigeret: Fandt lige ud af at Obama har foedselsdag samme dag som mig - wow :)

Oh Canada!

Det er laenge siden jeg har skrevet, men jeg ved egentlig ikke om jeg har saa voldsomt meget at skrive. Det meste af tiden herovre gaar for tiden hos Gramma. Jeg vil ikke gaa i detaljer her paa bloggen, men det gaar kun en vej nu, og det er vi vel saa smaat ved at goere os klar paa herovre. It really lucked out with us being here at this time. We feel so much at home, and it's obvious how happy she is with us being around. Det har vaeret helt perfekt for os tre boern at vaere herovre sammen med mor, og der har slet ikke vaeret en trykket stemning som man kunne have forventet. Gramma har bevaret sit optmistiske sind og sarkastiske galgenhumor - det er skoent!

Rebecca kom hjem samme dag som Annie og Emma kom herover. Hun har vaeret i Europa i 5 maaneder, og har haft det super. Det var godt at se hende, lige saavel som det var rart at se baade mor, Emma og Annie. Vi har virkelig bare taget det "one day at a time", spist paa den kaere Tim Horton's og spillet Shuffle Board. Vi tog til Chinese New Years soendag, hvilket var meget usaedvanligt, og spectacular. Se de smukke fotografier - det var virkelig en oplevelse! I mandags var Emma og jeg ved en stor svoemmehal med vandrutsjebaner, vipper, boelgebassin og det hele. Hun er perfekt at vaere sammen med saadan et sted - sjovt! I dag var vi ude at spille curling. Det var en overraskende spaendende sport. Vi troede foerst det ville vaere totalt umuligt, eftersom vi skoejtede rundt paa isen og smadrede vores roeve og knaeer, men we got a hold of it after some time, og havde det virkelig sjovt! Vi sover hos Linda og Wayne i aften, det er saa hyggeligt her hos dem, foeler mig virkelig velkommen!

Foelger meget med paa CBC og CNN for at foelge med i praesidentkandidatkampen - det fylder meget herovre, og jeg elsker det. Som beskrevet er jeg helt solgt til Barack, og jo mere jeg hoerer ham tale, jo mere faar jeg lyst til at skynde mig til USA og kaempe hans kamp. Der komme et langt indlaeg om det paa et tidspunkt, jeg synes det er vanvittigt spaendende. I oevrigt blev Muhammed-tegningerne naevnt i nyhederne herovre. Fik ikke helt fat i hvad det gik ud paa, men anyways Danmark paa verdenskortet WUHU!!! :S

Jeg maa hellere smutte i seng. God middag paa den anden side af kloden - ha' en god dag!

Hilsner herfra!

Naar ja, og saa var der noget med et toilet der floed over hos Gramma - den historie maa I faa en anden gang.

Der er (som altid) flere billeder paa www.picasaweb.google.com/martinfehrfoto

Whistler lever op til hypen!

Paa vej ned mellem traerne stopper vi op efter et ca 200 meter langt stykke med frisk Champagne-Powder. Jeg raaber i min spontane glaede: "This is why I'm in Whistler" Hans raaber tilbage "This is why I'm living in Whistler", og hans kammerat siger "This is why I live...".

Whistler er stedet man staar paa ski. Ja, punktum. Gang paa gang bliver stedet anerkendt som et af de bedste skisportssteder i verden. Stedet bestaar af to bjerge kaldet Blackcomb og Whistler, der i stoerrelse og kapacitet er naesten identiske. Der er over 200 "runs" hvoraf den laengste er 11 km. Det er en droem for enhver der har staaet paa ski, og der ER noget ganske specielt over den Nordamerikanske powder, der er ubeskriveligt let og nem at staa i. Jeg er ikke selv en specielt oevet skiier (kan man sige det paa dansk?), men jeg blev slaebt med ud de mest vanvittige steder, og blev presset til det yderste. Ned gennem klipper, hvor man ikke kunne bremse, ud over meterhoeje dynger, slalom ned gennem traerne, og med ufatteligt hoej fart over the groomed runs. Jeg er blevet meget mere tryg ved at staa paa ski, og havde en stor stor oplevelse.

Linda og Wayne havde lejet en condo. En lille hytte lige til hoejre for pisterne - "Ski in, ski out" Med fireplace, stort koekken og hottub! Uhm det var fantastisk og igen virkelig canadisk. Jeg tror jeg vil lade billederne tale for sig selv, for det var saa super godt, at jeg ikke liiiige synes jeg kan ramme tonen her paa bloggen. Min blog naaede i oevrigt uanede hoejder i besoegstal ved mit indlaeg om det "21. aarhundredes aerinde", dejligt at I foelger med i mine oplevelser og tanker.

Siden sidst har det vaeret Super Tuesday, og det blev desvaerre desvaerre ikke helt tydeligt hvem demokraterne sender videre, men for satan han goer det godt den kaere Barack Obama. Jeg sidder virkelig og krydser alle lemmer, for at han loeber fra hende den graa, gamle og kedelige Hillary, og bliver USA's naeste praesident. Mange af jer ved hvor betaget jeg er af den mand, og jo mere jeg ser TV og laeser avis, jo mere bliver jeg overbevist om at han (ligesom flertallet her paa bloggen ogsaa synes) vil vaere den rette leder for verdens (lidt endnu i hvert fald) maegtigste land. Jeg har i oevrigt lagt en ny afstemning ud. HA HA HA Nasser!

Og Band of Horses til Roskilde - det er vel godt nok... Palshoej, Breinholt, Hoeier, Steffensen og alle de andre P3 folk er sikkert helt ude af den, men er det virkelig saa stort? Kommentarer er velkomne.

I morgen vil jeg gaa en lang tur, ringe til Gouda Rejseforsikring og hoere om de daekker aendringen af destination, for det goer Kilroy aabenbart ikke, spise donuts, og graede over at de mange penge jeg havde faaet paa min konto aabenbart var en fejl - ARHRGAGHRA!

Kaempe snestorm over hele Vancouver - super fedt. Vi skrive ved, og der er som altid flere billeder paa picasa.

Ude af Hippie-kvarteret

Hey ho Det var en fantastisk oplevelse at bo hos Matt og de tre andre i deres hus. Fyldt med charme og hygge og specielle dufte. Et super fedt kvarter med en masse interessante mennesker. Det var virkelig fedt med alle de independent stores. Sjovt at gaa ind til slagteren for at koebe koed, groenthandleren for groent og aeggekonen for aeg (for real!). Jeg sov rigtig laenge alle dage og blev oppe rigtig laenge, og lavede ikke specielt meget. Var et par ture downtown, hvilket var dejligt, og ellers blev det mest til en masse sne-gaature og oel! Jeg har lagt nogle billeder ind paa picasa-siden (link til hoejre), de er et kig vaerd.

I morgen smutter vi til Whistler/Blackcomb, hvilket er det stoerste skisportssted i Canada, og adskillige gange kaaret til det bedste i verden. Jeg har hoert saa meget om det, og det bliver stort at opleve det selv. Jeg skal bo i en hytte sammen med Linda, Wayne, Ariane og Hansi.

Fandt lige ud af at jeg har faaet lidt (laes meget) mere end jeg havde regnet med i loen - det var virkelig en laettelse. Mor kommer til Canada i overmorgen, og har mine VISAkort med, saa jeg igen kan spendere - dejligt! Ja - mor kommer allerede nu, Gramma har det ikke specielt godt, og jeg tror mor foelte at det var det rigtige tidspunkt at komme. Jeg har besoegt hende et par gange den sidste uges tid, og det har vaeret rigtig rart. Hun glaeder sig meget til at se Emma og Annie, og naturligvis Brenda. Det bliver sjovt at vaere samlet os fem.

Jeg vil smutte i seng og goere klar til det store ski-eventyr.

Haaber DK er rart! Store hilsner herfra!

21. aarhundredes aerinde

Hos boghandleren i gaar, koebte jeg en bog der hedder The art of Travel. En bestseller af Alain De Botton, der beskriver sin bog saaledes. "The perfect antidote to those guides that tell us what to do when we get there. The Art of Travel tries to explain why we really went in the first place". Bogen er delt op i forskellige afsnit, og starter med "On Anticipation", der paa helt forrygende vis inkapsler lige praecis de tanker der maa gaa igennem enhver rejsendes hoved inden man rejser afsted. Jeg sad paa et marked i North Vancouver og fik noget Broccoli og Cheddar supper (yum!) mens jeg laeste i bogen. Efter at have laest en del i forskellige rejsevejledninger, var det en stor befrielse at laese bogen, hvis formaal er at vaere paa niveau med den rejsende frem for at skulle anbefale og vejlede. Den rolle misbruger mange rejseguides, og eksempelvis er sloganet for British Columbia (provinsen jeg er i nu) - The best place on earth! Det giver utvivlsomt et liiidt unuanceret billede af provinsen, hvorfor det er heldigt at have kontakt til en del lokale, der kan skrue forventningerne lidt ned (der unaegteligt er ret hoeje hos os rejsende, eftersom vi har faaet at vide, at vi simpelthen ikke kan vaere noget bedre sted i verden, overhovedet!). Anywas, bogen er rigtig god - og jeg ville bare lige give mine anbefalinger til alle de rejsende der foelger min blog, og dem der snart skal afsted (god rejse, Andrea!)

Jeg havde en interessant diskussion omkring jul med naboer og familie, efter at vores praest havde citeret Nik & Jay og Alex i hans praediken. Mit argument gik paa at citationer giver rigtig god mening, hvis de kan underbygge ens paastand paa en anden og forhaabentligt bedre maade end man selv kunne. Jeg synes det var til grin at bruge noget af saa lav lyrisk standard, naar det tydeligvis kun var for at enten at vaekke teenagerne paa de bagerste raekker, eller fremstaa som en "kirke i et moderne samfund og en praest der er med paa beatet". Men men diskussionen blev ret hurtigt lukket for at bevare julefreden, selvom jeg synes den var spaendende.
Grunden til at jeg fremhaever den maaned-gamle snak, er for at lede frem til noget jeg oplevede i dag. Min kaere Creative musik afspiller er blevet fyldt op med ca. 100 albums, saa jeg er ret godt underholdt hele vejen gennem min rejse. Et af de albums er fra 2005, hvor HC Andersen fyldte 200. I den anledning lavede Nikolaj Noerlund et album sammen med nogle af de bedste digtere, musikere og sangere i landet. det 10. nummer hedder "21. aarhundredes aerinde", og da min afspiller kom til dette nummer (som jeg har hoert mange gange foer) skete der noget jeg paa en eller anden maade havde ventet paa i lang tid. Jeg sad paa the SkyTrain og saa paa Vancouvers silhuet, da Claus Hempler synger:

"Saa tager jeg flugten igen, kom med mig
Hvorfor ik'? Vi ku hele det hele
Ha frihed og kraefter til at vaelte byen ned
Vaelte vores hjerner i sol og nutid
(...) som et 21. aarhundredes aerinde"

En af de ret sjaeldne gange, hvor ens liv bliver til en slags film. Det hele bliver kogt ned til det essentielle, og man bliver tilskuer til hvad der sker, og er sket. Det var som at sidde og redigere de seneste ugers oplevelser ned, og komme frem til netop "det 21. aarhundredes aerinde". Jeg ved ikke om det giver mening, men det gjorde, og goer det for mig. Jeg kunne, for at vende tilbage til diskussionen om at citere, ikke udtrykke det bedre med mine egne ord, og lige paa det tidspunkt viste det sig at de ord Lars Skinnebach havde formuleret med udgangspunkt i Andersens droemme, var praecis det soundtrack jeg ville vaelge til min egen lille film.

Det er maaske lidt abstrakt, men lige netop den foelelse er saa unik, at jeg blev noed til at skrive det ned. Lidt samme oplevelse havde jeg paa Oslo-baaden lige inden jeg skulle afsted, og Fyfe Dangerfield fra Guillemots sang

"The world is our carpet now
The world is our dancefloor now
Remind me how to dance again
The world is our carpet now"

Den slags foelelser, som det er ret umuligt at beskrive i en blog (selvom jeg forseogte 10-20 linier laengere oppe) er uundvaerlige, og netop derfor jeg elsker at gaa rundt med mine kaempe hoereboeffer paa. Paa baaden var jeg saa klar til at pakke mine ting og flyve afsted - findes der noget smukkere billede end verden som et (flyvende) taeppe eller et dansegulv? Saadan foeler jeg i hvert fald det er. Jeg springer rundt til det steder jeg allerhelst vil besoege, og saa sent som i dag fik jeg helt vildt meget lyst til at danse op ad Commercial Drive, en foelelse jeg ikke har haft laenge. Senere i sangen synger han

"Yes we're here
Free to laugh and cry
Obliged to try
And nothing here's worth winning without a fight

When I can't move
I'll enjoy the still for a while
And lose myself in waves
And mountains and the sky"

...og det er vel lige praecis her jeg er nu, i gang med at hengive mig til de canadiske boelger og bjerge.

Ja - mine indlaeg er maaske lidt uhaandgribelige disse dage, men det er nu ikke fordi der ikke sker noget herovre. Siden sidst har jeg vaeret til canadisk stand-up, lavet frikadeller til de folk jeg bor hos, drukket mig fuld og kommet hjem med et tomt Richard Simmons pladecover og en bog der hedder "What Lesbians do in books", set Lost in Translation mens jeg spiste 450 gram pistachienoedder kl. 3 om natten, vaeret paa besoeg hos gramma og sagt hej til Bev & Rick, bygget en snemand og spist en maaaaasse Tim Horton's donuts.

Af lidt mere serioes karakter, har jeg vaeret i kontakt med et rejsebureau herovre, for at lave min billet om. Det ville koste mig en bondegaard, hvilket jeg ikke forstaar, eftersom det ikke er af frivillige aarsager at jeg ikke tager til Kenya. Maaske daekker min forsikring, men jeg maa hellere lige kontakte Kilroy igen, for at faa det hele til at passe. Planen er at jeg besoeger Christian i London 3 dage inden jeg smutter direkte til Ghana, istedet for at blive i Nairobi.

I aften skal vi vist ikke til MGMT koncert alligevel (argh!), men til et cabaret show i stedet, fordi det ikke er ligesaa dyrt - aev! I morgen smutter jeg over til Gramma igen, hvor Stephen, France og boernen kigger forbi. Soendag morgen smutter jeg til Whistler med Linda, Wayne, Ariane og Hans(i) - glaeder mig meget.

Ja - et langt indlaeg, jeg haaber ikke i faldt i soevn undervejs.

Varme og musikalske hilsner herfra.