Time information

Min fod ser nu saa klam ud, at Sofie virkelig er glad for, at jeg meget snart er hjemme. Hun mener der er nogen derhjemme der kan tage sig bedre af den end jeg selv har gjort. Den er fandme ogsaa klam efterhaanden og goer desuden siiiindssygt ondt. Jeg har paa min rejse forlagt en del ting, og faaet stjaalet nogle andre, men det har ikke irriteret mig saa meget som det gjorde, da en pige paa Zanzibar hoejskolen satte en stol oven paa min bare fod og lavede en lille skramme, der senere har udviklet sig til et betaendt krater, der for hver dag der gaar blot bliver mere roedt, gult og haevet. Det er godt at jeg skal hjem snart. Ikke kun fordi min fod er begyndt at sige stop, men ogsaa fordi jeg selv er klar til at komme tilbage.

De seneste uger har vaere forrygende. Jeg faldt pladask for Mombasa, og vi laerte ogsaa at finde charmen ved Dar Es Salaam. Det er en vild folelse at have et indtryk af de fleste stoerre byer i Oestafrika, og med ordentlig grundlag kunne sige "Jeg synes Nairobis barer var de hyggeligste, men at Dar havde det fedeste Casino" eller at "Mombasas knallerttaxier fungerer langt bedre end Arushas taxier, og at smoggen i Nairobi er meget vaerre end nogen af de andre byer. Hvor min rejse i Ghana hovedsageligt var en oplevelse af landets mindre byer og landsbyer, har min rejse i Oestafrika vaere enten aegte naturoplevelsre (Kili og Safari) eller storbyoplevelser som Nairobi, Dar og Mombasa. Det er fantastisk at have det hele med!

Man kan ikke lade vaere med at foele sig som en verdensmand, naar man inden for 3 maaneder har badet i baade Stillehavet, Atlanterhavet og Det indiske ocean. Oplevet Vancouver, Seattle, San Francisco, Hollywood, London, Accra og alle de Oestafrikanske byer jeg lige har omtalt. Staaet paa Afrikas tag, og stegt blaeksprutter som mine kammerater lige har vaeret ude og hjaelpe med at fange. Det er ikke for at lave dette til en reklame for min rejse, men jeg maa indroemme at jeg har faaet alt det ud af min vilde plan om at besoege saa mange forskellige steder som jeg overhovedet kunne forestille mig.

Jeg er klar til at komme hjem. Jeg ved der venter folk derhjemme der glaeder sig til at se mig og som jeg glaeder mig helt vildt til at give et knus, men jeg har virkelig erfaret at jeg er en rejselysten ung mand, og jeg smutter afsted igen saa snart det kan lade sig goere. Barcelona, Moskva og Helsinki staar allerede paa listen. Maaske kan jeg faa andre gode raad naar jeg skal moedes med alle mine andre rejsende kammerater der har set mindst lige saa meget som mig.

Nu er der under 24 timer..
vi ses

...og lige lidt billeder

Lige enbilledmaessig opdatering af de seneste ugers aktiviteter









- der venter cirka 2800 ekstra billeder naar jeg kommer hjem :)

vi ses

Ildebrand i gaden!

I dag er den sidste mandag jeg kommer til at have paa min rejse. I morgen bliver den sidste tirsdag paa min rejse, og inden for meget faa dage lever jeg ikke laengere i en rygsaek. Det har jeg gjort i over fire en halv maaned paa tre kontinenter i 6 forskellige lande. Snart skal ikke bekymre mig om myggenet inden jeg falder i soevn eller toiletpapir inden jeg gaar paa toilet. Snart er mit doegn ikke del ligeligt op mellem lyst og moerkt og snart er mine foedder ikke laengere oemme fordi jeg koebte et par (ellers ret flotte) sko til 35 kroner i en skoforretning i Mombasa.

Jeg ved ikke om jeg er klar til at lave det konkluderende indlaeg, jeg ellers saa smaat laegger op til i indledningen, men det er umuligt at benaegte, at der er mange - netop - konkluderende tanker der farer igennem denne rejsendes hoved, her mens rejsen lakker mod enden. Lige saa klar som jeg er til at komme tilbage til Danmark, snakke med jer alle, spise en ristet med det hele, pakke ud, drikke en tuborg og holde en stor sommerfest i festsalen, lige saa svaert er det for mig at forholde mig til, ikke at skulle finde smaa restaurationer, der saelger den billigste pilau og den koldeste oel, feste med danseglade afrikanere, tage billeder af de smukke solnedgange og fornemme de afrikanske storbyer, der aldrig sover.

Det er svaert for mig at laegge skjul paa hvor meget jeg er kommet til at holde af dette kontinent, og hver gang Mikkel, Uffe og jeg faar 3-4 halv-kolde Tusker eller lidt Konyagi og Krest, falder hen i vores semi-filosofiske og smaa-flyvske samtaler om Afrika og forsoeger at goere status paa kontinentets tilstand (wow..) eller ’bare’ dets indbyggeres hverdag – ender vi som regel med bare at kigge lidt paa hinanden og med et diskret smil paa laeben og god jysk underdrivelse sige.. ”ja, her er sgu ikke saa skidt”.

Jeg laa i gaar i sengen, og sagde til Mikkel: ”Der er ikke andre steder i verden der kan faa mig saa meget op at ridde paa en glaedesboelge og saa kort efter give mig et stort fald ned i et hul hvor jeg bare kan blive super ked af det og taenke ”ejh! hvor er det urimeligt””. Hurtigt spoerger Mikkel mig dog, om ikke det er langt oftere jeg taenker YES end PIS (groft sagt), og det gaar op for mig at jo – for pokker mand hvor har Afrika givet mig et stort haab paa fremtiden, og det var langt svaerere for mig at naevne de situationer hvor jeg netop har taenkt; ”det ser fandme sort ud”. Jeg har naevnt det foer, og det drejer sig isaer om begraensnigen af den personlige frihed og minimaliseringen af det frie menneskes mulighed – som jeg som stolt socialliberalst til enhver tid vil oenske for alle mennesker – og som jeg flere gange paa min rejse har oplevet som ikketilstedevaerende. Det har virkelig slaaet mig ud, at opleve afrikanere med lyst til at opleve verden, faa afslag paa deres droemme, fordi de internationale visumregler saetter urimeligt hoeje krav til dem. Det er trist at en trovaerdig og iderig mand ikke kan faa lov til at laane penge i banken til at starte et nyt projekt, og det er en skam, at en pokkers dygtig fodboldspiller ikke kan blive ’opdaget’ af en soccerscout fordi han ikke har raad til at tage bussen til storbyen. Der er en del af den slags eksempler, men hvad der efterhaanden er gaaet op for mig er; at alle mennesker staar paa forskellige steder, og ethvert menneske vil til enhver tid droemme sig til noget bedre og andet end der hvor han staar nu – det er menneskelig natur. Med mit naturlige etnocentriske udgangspunkt for mit moede med mennesker fra andre kulturer, er det svaert ikke at forvente, at de maa have de samme droemme som mig. Efter det er gaaet op for mig at det naturligvis aldrig vil vaere tilfaeldet, er jeg blevet i rigtig godt humoer af netop at moede mennesker med de droemme. For det er foerst naar du foeler dig tryg og har mad paa bordet, at du vil kunne have droemmen om at starte en virksomhed, droemmen om at opleve Paris eller droemmen om at komme paa landsholdet. Min smaanaive ide om at alting kan lade sig goere, baerer naturligvis tydeligt praeg af at jeg rent faktisk kommer fra et sted hvor alt (naermest) kan lade sig goere. Det kan det ikke overalt i Afrika (endnu), og derfor er det de smaa ting jeg oplever overalt der giver mig et smil paa laeben og en optimistisk tro paa fremtiden for disse mennesker. Nej – der er ikke asfalteret vej hele vejen fra Dar til Mombasa, men der er en vej, og det kan lade sig goere at komme frem. De har ikke vand hele tiden paa Zanzibar, nej – men de har trods alt vand af og til. Det lyder som nemme konklusioner, men tro mig, det er det ikke. Derfor er det ikke saa lidt svaert at skulle sige farvel til kontinent hvor landsbyens drenge ikke har en fodbold med elastik om maven til 199,- i Bilka, saa de kan traene selv i baghaven, men hvor de hver dag... hver dag moedes med de andre gutter fra landbyen og traener med hinanden i et par timer. Jeg elsker det helt vildt, og har ladet mig inspirere enormt af alle disse mange indtryk.

Hvad jeg ofte vender tilbage til, er at det faktisk kan vaere mere trist, at hoere historier fra Vestkysten i ”verdens rigeste land”, hvor folk netop ikke har de muligheder de oensker sig. Jeg ved at deres standpunkt ligner mit langt mere end afrikanernes, hvorfor jeg synes det er vildt synd, naar en superintelligent pige ikke kan faa den uddanelse hun oensker sig fordi hun ikke har de mange tusind dollars det koster at komme ind. Eller rende ind i en gruppe unge mennesker der bliver noedt til at smutte fra deres baal paa stranden i Seattle kl. 9.30 fordi... der lukker stranden, og saa kommer politiet (!). Eller unge der ikke kan rejse ud i verden fordi deres opsparede dollars lige er faldet ret meget i vaerdi. Ejh hvor er det aergerligt, men det er en helt anden snak, som jeg glaeder mig til at tage naar jeg kommer hjem. Det har i hvert fald sat mange overvejelser at komme saa langt omkring, at man kan lave saadanne (maaske lidt urimelige) sammenligninger. Fremtiden i USA er desvaerre ret dyster – fremtiden i de afrikanske lande jeg har besoegt, er ret lys...

Okay, et ikke saa lidt uinformativt indlaeg om de seneste dages oplevelser, der ellers bl.a. har budt paa en ildebrand i gaden, hvor 15 naboer paa skift gik ind i huset med en kop vand for at preove at slukke gryden med fritureolie der var gaaet i brand (tsk...). Efter en del forsoeg og mange ekslosioner fattede de godt at de nok ikke var vejen frem. Da elinstallationerne pludselig begyndte at sproejte gnister var et raad fra den ’kloge hvide mand’ meget tiltraengt, og Mikkel og jeg fik forklaret dem at et laag ville vaere vejen frem. ”But we don’t have a lid...” Nej men... argh! (lige saa meget som jeg elsker de soede afrikanere, lige saa frustreret kan man blive i visse situationer). Endelig fandt vi et laag som en af de store drenge ville loebe ind med. Til deres store held laa Mombasa Fire Department lige ved siden af, og det tog ikke lang tid inden ilden var slukket. I mellemtiden var en fyr kommet ned for at se om de tre mzunguer nu havde det godt nok. Han ejede den bar vi lige havde drukket paa, og havde hoert raab og skrig op ad gaden, og ville lige tjekke at vi ikke var kommet noget til. Det var vi heldigvis ikke, og ilden naaede aldrig at udvikle sig til noget alvorligt – puha...

Der er masser andre historier, men eftersom jeg meget snart er hjemme, kan det virke lidt dumt at skrive det hele herinde; vi skal jo ogsaa have lidt at snakke om naar vi moedes. Ellers har Uffe lige lavet et ret fyldesgoerende indlaeg om vores seneste dages eventyr - rigtig god laesning, og Jeppes kommentar har gjort, at vi vaelger alligevel at invitere ham til festen. (med mindre han smadre mit, netop, ret halalhippieagtige indlag jeg skriver paa nu.. just so you know!)

Puha, der kom jeg langt op at flyve paa bloggen – haaber jeg lander sikkert igen.

Store hilsner fra en fyr der foeler sig rigtig godt tilpas.

Fest d. 7. juni

Naar vi en gang vender tilbage venter der en stor fest forude.

Vi ses paa gaarden d. 7. juni kl. 20.00, hvor musikken spiller og I selv medbringer drikkevarer.

Alle er velkomne, undtagen Jeppe W.

Hilsen Uffe, Mikkel og Martin

Beit El Ras (near Bububu)

Det bliver lige kort - Mikkel venter derhjemme med pandekager - men min blogopdaterings hastighed har vaeret staerkt dalende, hvorfor jeg finder det noedvaendigt liiige at give jer lidt news.

Siden sidst er der sket riiigtig meget. Vi endte med at forelske os ret meget i den maerkvaerdige by Arusha (eller i hvert fald dens natteliv), og havde nogle sjove dage med alt for meget kyllingekoed og en smaaliderlig svensker. Vi sendte noget af vores varme vintertoj op til toppen af Kilimanjaro med to haabefulde danskere, der gerne ville naa toppen men som ikke helt havde forberedt sig godt nok. Haaber de kom op.

Ellers smuttede vi paa verdensklassesafari i verdens to vel nok bedste nationalparker - Serengeti og Ngorongoro. Vi havde det virkelig sjovt, og fik set alle de dyr vi ville. Det var for oevrigt rigtig godt at se Buf og Mikkel igen - har jo aldrig vaeret saa lang tid vaek fra de to hoveder foer. Efter vellykket safari og nogle kig paa en taxa-chauffoers grotesk grimme kaereste paa mobiltelefonen, tog vi en bus mod Dar Es Salaam. Meget, meget god bus med bolcher og sodavand og (igen, igen) nigerianske film paa skaermen. Dar var en helvedes by, som vi gudskelov kun skulle opholde os i meget kort tid inden vi blev laesset over paa faergen, hvor Lasse kom igennem sikkerhedskontrollen med et 40 cm langt svaerd paa ryggen. Faergeturen var smuk - virkelig, og ankomsten til Stone Town var fotryllende med den staerke inspiration fra Mellemoesten. Vi kom ret hurtigt ud til vores to hytter som viste sig at ligge (virkelig) paa stranden. Selvom stranden ikke rigtig er klassisk Zanzibar-smuk, saa er det skoent hver aften at kunne foelge solen gaa ned bag horisonten mens de lokale gutter samles for at lave hovedspring fra stenene.

Vi har brugt meget af tiden her paa oen paa at tage dykkercertifikat. Vi bestod alle, og havde nogle dejlige dage paa havet med masser af fisk og meget smukke koraller. Lasse ligner en krebs... Ellers gaar dagene med at fange blaeksprutter og friturestege dem bagefter, handle med de lokale paa markedet, laere de forskellige krydderier at kende og spille riiiigtig meget hjerterfri. Jeg er helt vild med Zanzibar, selvom vi endnu ikke har ligget paa postkortstrandene som ellers var hovedformaalet for at tage herud. Folk er virkelig saa soede ved os i landsbyen (paa naer ham drankeren som Mikkel mente havde skidt i bukserne).

Shit mand tiden gaar hurtigt, og inden laenge venter et fly i Dar Es Salaam for at tage mig med tilbage til DK. Med den varme i har derhjemme kan det nu ikke vaere helt skidt. Glaeder mig til at se jer alle.

Store knus fra mig og de tre andre gutter!

So what's it like at 5895 m above sea level?

Now we know!

Ingen tvivl om at vores vanvittige ide om at bestige Afrikas hoejeste bjerg under hele min rejse har ligget som et ultimativt klimaks. For over fire aar siden aftalte Lasse og jeg at tage til Tanzania og vandre op langs Kilimanjaros skraaning, for til sidst at kunne staa i 5895 meters hoejde. Vi har i vores kaade ungdomsdage paa Vesterlund ikke haft den fjerneste ide om hvad vi skrev under paa, for rejsen op til Afrikas tag viste sig at vaere den stoerste fysiske og psykiske udfordring vi begge nogensinde har vaeret igennem.

Nu sidder vi saa paa et hotel i Arusha - Lasse paa vores vaerelse med en massoer, jeg her foran computeren i et forsoeg paa at give jer laesere en ide om hvad vi netop har vaeret igennem. Vi har foert dagbog under turen derop, men jeg tror den er en smule for intern og lidt for lang til at kunne skrive det hele herind paa bloggen. Det er dog ogsaa blevet til omkring 250 billeder under turen til toppen, saa vi haaber det kan give et indtryk. Ellers maa I glaede jer til at hoere genfortaellingen naar vi moedes face to face.


1. dag var en 3-timers lang tur gennem saerdeles frodig (regn?)skov. Masser af mos, lianer, hoeje traer, blomster, fugle, colobus-aber og dejlig oxygenholdig luft. Vores baerere, kok og guide viste sig at vaere godt selskab, og det var fantastisk at vaere i gang. Efter en laekker aftensmad (maden under turen har generel vaere overraskende god) faldt vi til ro paa Kilimanjaros skraaning uden den mindste anelse om hvilke udfordringer der ventede forude.

Paa andendagen kom vi rigtig i gang med en god gaatur paa omkring 7 timer. Vi erfarede hurtigt at naar folk siger at man paa Kili kommer igennem 4 aarstider paa 4 dage er det ganske rigtigt. Hurtigt blev traerne kortere, planterne mindre farverige og dyrelivet naesten ikkeeksisterende. Vi begyndte ogsaa saa smaat at kunne maerke at vores ben ikke foer har vaeret udsat for saa intens hike, og aklimatiseringsprocessen var ogsaa gaaet i gang hos os begge med alt hvad det indebaerer af hyppige tisseture, let hovedpine og utallige prutter (Lasse!).


Tredjedagen bragte os ikke meget hoejere op i hoejdemeter (fra cirka 3600 til 3800), men med et besoeg ved Lava Tower der laa godt over 4000 meter oh. fik vi os stadig en ordentlig gaatur op, og da vores guide fornemmede at regn var paa vej, ogsaa en ordentlig og umenneskeligt hurtig tur ned. Det var vores foerste egentligt moede med regnen, selvom vi besteg bjeget i regntiden. Det var ikke specielt sjovt, men synet dagen efter, hvor vi kunne se Kilimanjaros sneklaedte top (Kibo) foran os var det hele vaerd.

Fjerde dagen var vores sidste gaartur foer doedsruten mod toppen, og sidste dag med planter og vand. Foerst startede dagen med aegte rock-climbing, hvor vi af og til matte bruge begge haender til at hive os selv op. Derefter gik vi en vidunderligt smuk gaatur ned i Karanga Valley hvor vi fik fyldt vores vandflasker en sidste gang, og ellers gik mod Barafu Camp, hvores sidste camp inden Uhuru Peak (hoejeste punkt). Her fik vi en udsigt der ikke er til at beskrive, alt for meget sol, og en masse spil kort og popcorn. Vi lagde os til at sove omkring kl. 18, da vi vidste vi ville blive vaekket ved midnat for at tage de sidste (mange, mange) skridt mod toppen.

Det viste sig at vaere umuligt at sove ved Barafu, da vinden var usandsynligt haard. Vi fik maaske begge i alt tre kvarters soevn, hvorefter vi ikke fik andet end en kop te og 10 kiks, inden det gik mod toppen. Det var moerkt, men til vores held var der skyfrit og maanen lyste sporadisk vores rute op. Vinden var dog ikke pae vores side, og selvom det reelt var -12 grader virkede det meget meget koldere! (Hvis nogen fra spejdersport laeser dette indlaeg, sae skam jer over jeres uduelige varmeindlaeg til sko og handsker!!!) Faktisk var landskabet praecis som man kunne forestille sig hvis Peter Jackson fik til opgave at filme H.C. Andersens Snedronningen; Gysende koldt, storslaaet, smukt, eventyrligt og overvaeldende. Der var ikke andre end os og 3 amerikanere pae vej mod toppen, hvilket var fantastisk naar man hoerer om flere hundrede i hoejsaesonen. De foerste 3 timer gik super, og humoeret var hoejt. Men da vi kom op over de 5000 m blev luften tyndere, sneen tykkere, kroppen koldere og det hele virkede umuligt.
Hvert skridt var en kamp, og Lasse kaempede med begyndende hoejdesyge og jeg selv med mavekramper! For at beskrive det sidste stykke op til Stella Point ville det vaere noedvaendigt at slaa op i alle synonymordboeger fra Gad, Gyldendal og Politikens forlag under ulideligt, blande alle ord sammen, og kreere et helt nyt. Jeg kender simpelthen endnu ingen ord der kan beskrive den smaerte det er at traede i sneen i 5700 meters hoejde.
Det bliver dog noedvaendigt at finde ordboegerne frem en gang til, for den tilfredsstillelse det er at se solen staa op over Afrikas savanne med en fantastisk kammerat ved siden paa det hoejeste punkt paa kontinentet er, ja... netop ubeskrivelig. Det er kun ved at kaempe sig gennem 4 dages intens vandring at man kan erfare den foelelse - magisk!


Lasses hoejdesyge var blevet saa kraftig, at vi maatte skynde os ned tilbage til lejren i en lidt mere menneskelig hoejde. Til vores store overraskelse viste der sig at vaere et bobslaede-agtigt spor ned ad bjergets skraaning. Vores guide viste os hvordan, og vi fulgte efter. En meget besynderlig maade at afslutte den intense kamp - men fantastisk sjov! Tilbage i lejren fik vi lidt suppe og broed, og ellers beskeden om at vi efter to timers hvile skulle ud paa yderligere 3-4 timers vandring. I maa huske at vi paa dette tidspunkt ikke havde sovet mere end 45 minutter i 24 timer, og samtidig vaeret igennem den tidligere beskrevne gaatur. Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse at vi sov ganske, ganske godt da vi endelig kom til lejren.

Dagen efter fik vi endelig vores guldbelagte certifikat, og kunne hoppe ind i en Jeep paa vej tilbage til Arusha.

Konklusion: Kilimanjaro byder paa noget af det mest overvaeldende natur man kan forestille sig. At gaa paa hoejderyggen mellem to frodige dale og kunne se skyerne under sig i horisonten, er noget man ikke oplever mange andre steder her i verden. At vi valgte at gaa i low-season, betod at den berygtede slange af mennesker man har hoert om var ikkeesisterende. Regnen var ikke af betydning, og glaeden ved at kunne kigge tilbage mod Kibo og taenke "Vi klarede det" er dejlig.. meget meget dejlig! (Og de efterfoelgende mails og telefonopkald er unaegteligt lidt sjovere)


Jeg haaber I har faaet et lille indtryk af det eventyr vi har vaeret igennem. Oplevelserne dagene inden opstigningen er i oevrigt ogsaa vaerdige til blogindlaeg med alt hvad de indebar af mistet bagage, girafkys, cykeltaxi, afrikansk akrobatik, casinoer, skumle russere, stripbarer og grillkylling med en G4S medarbejder kl. 5 om natten ved receptionen i vores hotel - men det maa blive en anden gang :)

Store, varme hilsner fra Lasse og Martin

Kenya

Jeg kunne egentlig sagtens skrive et kreativt, spaendende og informativt indlaeg om mine dage her i Nairobi, men jeg foeler ikke lige inspirationen (nu fik jeg ogsaa smidt al min inspiration over i et indlaeg paa de to hvide fyres blog).

Der sker i hvert fald nok. 7 hundehvalpe. Mit eget vaerelse, flush-toilet og rindende varmt vand. God mad. Sjove mennesker der ville overbevise mig om at Nariobi har verdens... ja verdens vildeste natteliv. Bowling i et stort entertainment center. Langt hoejere priser end i Ghana. Meget pulserende, men saa absolut fredelig storby. Smukke kvinder. Dejligt vejr. Travelsound. Youghurt (aaah det har jeg savnet) og saa meget mere.

I hvert fald er de her dage jeg egentlig troede jeg bare skulle bruge paa at vente paa Lasses ankomst blevet langt sjovere og hektiske end jeg havde troet - jeg er VILD med Nairobi.

Lasse kommer i oevrigt i morgen, og efter en nattesoevn paa hotel smutter vi til Arusha og begynder vores tur til Afrikas tag. Maaske dette er det sidste indlaeg inden vi kan vise jer et billede af os paa toppen. Det bliver vanvittigt, og helt formidabelt.

Vi skrives ved

Martin

Jeg elsker dig Roskilde!

Jeg ved mange af mine indlaeg efterhaanden har haft mange kommentarer til Roskildeprogrammet. Misforstaa mig nu ikke. Jeg bruger ikke al min tid paa internetcafeer for at tjekke alle de seneste updates, og bare rolig - jeg bruger min tid her i Ghana paa at opleve alt det jeg oensker. Men der er noget i mig, der faar mig til at tjekke hver onsdag for at se hvad seneste tilfoejelse til programmet er. Jeg elsker det.

Og i dag var saa den store dag, hvor hele programmet ville blive offentliggjort. Jeg synes efterhaanden ikke jeg kunne klare mere, med saa mange markante topnavne, men endnu en gang har Roskildeledelsen overrasket mig. Selvom jeg hovedsageligt glaedes mest over dagens hovednavn Jay-Z, fordi jeg ved hvor glade mange af mine venner er for at han kommer, er der igen igen en haandfuld bemaerkelsesvaerdige navne som jeg glaeder mig af hele mit hjerte til at hoere. Lige at kunne smaekke Joan As Police Woman, The Raveonettes, Black Mountain (jaaaah!), Cadence Weapon, Jose Gonzalez (uh... happy Thomas?), Gossip, Mugison og Cat Power paa en i forvejen overfyldt plakat er jo helt formidabelt. Ejh! hvor jeg glaeder mig, og dejligt at se AndyOp paa plakaten, og for satan hvor tvinger jeg jer drenge til at komme med til Alphabeat koncerten - det bli'r som mange tusind naetter med torden!

Jeg skal til at sige farvel til et farverigt land. Det bliver svaerere end jeg havde regnet med, efter jeg er kommet til at holde meget af dette sted, selv paa saa relativt kort tid. Kenya og Tanzania venter forude, og jeg er spaendt paa at se ligheder og forskelle paa Oest- og Vestafrika, og selvfoelgelig glaeder jeg mig til at give mine gutter et stort knus.

Vi ses i mudderet folkens - pas godt paa hinanden saa laenge, og bed til at jeg naar toppen af det store bjerg. Der er ikke laenge til.

Knus herfra

Malaria i Nsawam

Uffe skrev til mig paa mobilen, og spurgte hvordan jeg gik og havde det i Ghana. Jeg var lige ankommet med tro-tro til Nsawam hvor Jack bor, og selvom jeg havde en del hovedpine og var lidt svimmel, kiggede jeg rundt (jeps Ove, med mit indre kamera..) og, lettet over at vaere kommet ud af bussen, saa jeg den ghanesiske skoenhed overalt - og i min generelle optimistiske tone skrev jeg tilbage; "Jeg har aldrig haft det bedre - bare lidt toemmermaend" (dagen forinden havde jeg drukket Stone-beer og gin med irerne, en belgier og en amerikaner i Apam).

Jeg maa dog indroemme at den overoptimistiske sms viste sig at vaere ret saa misvisende, idet jeg paa de 10 minutter jeg ventede paa Jack blot fik det ringere og ringere. Marie havde skrevet til mig dagen inden og fortalt, at hun havde faaet malaria, og jeg kunne ikke lade vaere med at have en bange anelse, eftersom jeg var blevet angrebet ret haardt paa benene, da vi var ved kysten. Jeg spurgte Jack da han kom forbi, om ikke vi kunne tage paa hospitalet saa jeg kunne blive tjekket. Som sagt saa gjort. Nu havde jeg jo haabet paa at kunne lave et klasseafsnit om det ghanesiske sundhedssystem. Det er efterhaanden en klassiker i mange rejsebeskrivelser, at fortaelle om skadestuer med kakkelakker, centimeter stoev, host, spyt, usteriliserede naale og tilmudrede gulve. Desvaerre for den trofaste laeser maa mit indlaeg igen, igen blive en lidt lalleglad fortaelling om et overraskende velfungerende land, hvis sundhedssystem var en ret positiv oplevelse. Bevares, det var ikke en Skejby kopi jeg traadte ind i, og jeg maatte ofte hjaelpe til med at vifte fluerne vaek fra sengen, og engangshandsker er ikke noget de arbejde med paa dette sted, men naalen var steril, og personalet virkede kompetente. Alligevel fik jeg lige ringet til Goudas alarmcentral for at faa "thumbs up" fra en dansk laege. Han sagde god for den behandling de ville give mig, og efter et lille "oh.." fra sygeplejersken da hun saa min skandinaviske og godt behaarede ende, fik jeg et stik i bagen, en masse piller og noget lexaglobin til at faa mig tilbage paa banen. Alt sammen til 32 kroner (!).

Da vi kom tilbage til Jacks compund og ind paa hans vaerelse taenkte han at jeg rigtig skulle forkaeles. Han fandt den bedste nigerianske film frem, de paa coveret solgte sig selv som "A movie with Romance, Action, Comedy and Suspense" (hvorfor laese filmvidenskab i Danmark - de har allerede fundet formlen her i Afrika). Jeg fattede aldrig hvad filmen handlede om, og maatte efterhaanden skuffe Jack, og fortaelle at jeg var klar til en lille lur. Foerst skulle vi dog have aftensmad, hvilket viste sig at vaere en ret delikat kaal-ret med ged - jeg er efterhaanden ved at have laert at holde af det ghanesiske cuisine. Jeg lagde mig til at sove kl. 20, og vaagnede foerst op 12 timer senere. Den foelgende dag gik ikke med meget andet end at spise, sove, lege med halvandet aar gamle Patrick (som jeg i oevrigt har faaet tilbudt at tage med hjem til Danmark. Hvad siger i drenge; Skal vi have en lille negerunge i Amager-huset? Han er pisse sej!), sove lidt mere, besoege en overraskende hurtig internetcafe, hvor jeg fik mulighed for at koebe Gnarls Barkleys nye album, spise og sove. Jeg fik beskeden om gramma om aftenen, og selvom det var haardt at faa beskeden, var det ogsaa en stor lettelse. Hun, og isaer mor og far, har fyldt meget i mine tanker det sidste stykke tid, hvorfor det var rart at vide Gramma endelig har faaet fred, og at mor og far kan vende tilbage til Danmark. Mange tak for jeres kondolencer - hun var en bemaekelsesvaerdig og meget smuk kvinde, som jeg ved mange mennesker vil mindes. Selvom mange maaske vil taenke at malaria og beskeden om ens mormors doed ikke er en oensvaerdig kombination, men jeg maa faktisk indroemme at det passede mig ret godt. Jack og beboerne gav mig fred paa grund af sygdommen, saa jeg kunne vaere mig selv med mine tanker og ikke blive slaebt rundt som den attraktion jeg ellers er i en landsby som Nsawam. Da Jack kom tilbage var han meget ked af at hoere beskeden om gramma, og eftersom vi ikke kunne faa fat i Whiskey, udbragte vi en skaal for hende i Lexaglobin og vand - ikke helt min mormor vaerdigt, men hva pokker?.. he he

Dagen efter var min sygdom saa smaat paa deroute, og jeg skulle med Jack til Accra for at se en fodboldkamp. Foerst blev jeg dog indlogeret paa hans fars hospital, hvor jeg kunne "have a small rest". Dette hospital var igen en positiv overraskelse, lige til jeg traadte ind paa toilettet, som jeg for at skaane sarte laesere end ikke vil begynde at beskrive. Efter en lille lur blev jeg vaekket af en af hans (utallige) broedre for at tage over i kirken. Ha ha, jeg siger jer det var fantastisk oplevelse. Det var soendag og worship-time, hvilket betyder at hele kirken er fyldt med raabende, klappende, dansede og skrigende ghanesere i deres stiveste puds. Passionen for Gud er stor, men ikke saa stor som den for mikrofoner. Alle paa scenen render rundt med store mikrofoner, der er skruet saa grotesk hoejt op for at overdoeve de andre kirker, at jeg flere gange var i tvivl om jeg var tilbage ved New Born Insanity koncerten Å '06. Det loed haesligt, men ingen lagde tilsyneladende maerke til det. Mikrofon teknik hos sangerne kan I i oevrigt glemme alt om. Liiige at hive mikrofonen lidt vaek naar man forsoeger at agere Whitney Houston er is not an option - det modsatte er naermere tilfaeldet. Argh maaan det loed som om de var ved at spise de der gule fjedermikrofoner fra faetter BR, der var super populaere i start 90'erne - altsaa rent af helvede til. Det var dog saa dybt underholdende, at jeg blev der en halv times tid (dette fortsaetter i omkring 4 timer non-stop), hvorefter min hovedpine forlangte mig tilbage paa hospitalet.

Fodboldkampen var ret underholdende. Jack var rigtig kaepheoj og sagde han ville vise hvordan man rigtig spiller fodbold. Jeg saa ham komme loebende ind paa banen i hjemmeholdets bluse, klar til kamp. Pludselig forlod han dog banen igen og vendte tilbage i dommer-outfit. Liiiidt pudsigt tankte jeg - og ikke overraskende vandt hjemmeholdet ogsa 2-0, tsk tsk. Efter aftensmad paa en dyr restaurant (12 kroner for 3 oel.. hva' bilder de sig ind?) tog vi tilbage og overnattede paa hospitalet, hvor jeg var saa heldig at faa et vaerelse lige ved siden af rendestenen, hvilket betoed at den friske luft jeg havde brug for paa grund af varmen, stank skraekkeligt. Ikke den bedste nat i Ghana so far..

Om morgenen fik jeg en laekker omelet ved vejkanten, og foelte mig naeste paa toppen igen. Vi smuttede tilbage til Nsawam, hvor vi igen endte ved mekanikeren, hvor de lokale fortaeller hinanden roeverhistorier og sladder, spiller kort og spiser fufu. Et dejligt sted. Om aftenen tog vi os en farvel skaal, og her til morgen er jeg saa smaat klar til at rulle mod Accra tilbage til den kaere pastor for at goere klar til min flytur til Narirobi paa torsdag. Nsawam er et praegtigt sted som har inspireret mig meget. Jeg bliver noedt til at vende tilbage, og haaber paa Jack kan komme til Danmark en gang, saa jeg kan vise ham hvordan det hele haenger sammen hos os.

Jeg haaber Danmark er dejligt. Mange tak for de utallige mails jeg har faaet, det varmer mit hjerte meget, og jeg glaedes over at hoere foraaeret er kommet til Danmark. Pas nu godt paa hinanden til vi ses.

Knus herfra

Hov, Gnarls Barkleys nye er by the way super!

Our Gramma

Forever loved and remembered!

May you rest in peace

Gnarls Barkley

Jeg lavede lige en mini-liste over navne jeg haaber paa at faa offentliggjort til Roskilde, da jeg vidste der laa og ventede en mail til mig saa snart jeg fandt en internetcafe. Uden pis, laa Gnarls Barkley nummer et!

Nu mangler vi bare Haakan Hellstroem, Guillemots og Hercules and Love Affair - saa kan jeg ikke forlange mere af et program der allerede er helt enestaaende!

De sidste to dage brugte jeg i Apam - en fiskerby med masser af liv og flere hundrede farvestraalende baade. Paa toppen af en lille klippe staar byens centrale punkt; et ca. 400 aar gammelt fort. Det viser sig at man kan bo der for 30 kroner, hvilket jeg var ganske tilfredsmed. Der havde jeg saa to dage som King of my own castle, med tankerne om at fortet sandsynligvis har vaeret brugt til slaveopbevaring i trekanthandlens gyldne dage. Lidt skraemmende, men fantastisk med den udsigt og den koelige havbrise til at vaekke mig om morgenen. Jeg med igen, igen at hjaelpe lidt til paa den lokale skole, hvor jeg moedte to voluntoerer fra Irland. Vi moedtes om aftenen paa den lokale bar Smiles, hvor jeg endte i snak med en af de mest inspirerende mennesker jeg har moedt her i Ghana. En mand der i modsaetning til mange andre ghanesere ikke ser penge som et maal i sig selv, men som et middel paa vej mod maalet. Det maal var for ham at underholde og samle mennesker med teater og musik, og at faa venner og familie til frivilligt at hjaelpe til. Vi havde en meget spaendende snak, og isaer da jeg viste ham billeder af Aa, var han helt solgt! Dejligt oplevelse, ogsaa fordi han var den foerste ikke-religioese ghaneser jeg har moedt. Meget befriende...

Jeg overvaeldes stadig af mange ting her i Ghana, som da en dreng i skolen kom loebende 5 minutter efter jeg havde fortalt at jeg var fra Danmark, og raabte fra sit skoleatlas: "Copenhagen, Copenhagen". Eller som da jeg gik langs stranden, og en lokal ghaneser der, selvom han er godt i gang med at laegge sine efterladenskaber, lige tager sig tid til at hilse "Obruni, how are you?". Saa ogsaa lige en flok midaldrende kvinder omkring en radio med skoleboegerne fremme for at laere engelsk, og 10 boern der loeb jublende gennem gaderne, da jeg fortalte dem at de kunne beholde de 4 kroner jeg skulle have tilbage for min omlet. Selvom gaestfriheden kan vaere trykkende, saa nyder jeg stadig de mange smil, og de utallige varme tilraab jeg faar paa min rejse. Selvom man af og til kan foele sig meget hvis, saa betyder det ogsaa at alle ghanesere ved at man er rejsende og derfor vil goere alt for at man foeler sig godt tilpas.

Jacks ven Joe ringede i gaar og fortalte at hele landsbyen gjorde klar til min ankomst, saa jeg maa hellere se at hoppe paa en tro-tro og komme til Nsawam, hvor jeg regner med at skulle tilbringe 5 dage med alt den fufu, banku, snegle og ged der hoerer sig til.

Knus herfra!

Billeder

www.picasaweb.google.com/martinfehrfoto

- Martin

Svinefest, appelsinjuice og en hundehvalp

At rejse rundt i Ghana hos de lokale, spise fufu og sige godmorgen paa twi er een maade at rejse paa. En anden er at hooke up med en masse danske voluntoerer og drikke gin paa pose og spise cheeseburgers. Jeg har nu proevet begge dele.

Marie og jeg endte efter den store voluntoerfest (plus mig) i en bus med retning mod kysten. Vi koerte ved middagstid, og var foerst ved Ellis' Hide Out omkring kl. 22. Ejh, det var en lang tur, og inkluderede en skummel mand i gul morgenkaabe og en vej uden ende! Stedet vi endte op paa viste sig at vaere alt hvad man kunne droemme om, hvis man elsker rasta-negere, Bob Marley, Bountystrande og duften af den sjove slags graes. Meget laid-back, og helt forrygende. Vi sov i en hyggelig hytte, vaagnede op til friskpresset appelsinjuice og brugte ikke dagen paa andet end at tumle rundt i de formidable boelger, og nyde den ghanesiske sol. Moedte blandt andet end vanvittig mand med muslingeskaller i haaret og et grin der kunne spraenge trommehinder, der elskede at vise os de bedste boelger og som var taet paa at braekke ryggen da han skulle forsoege at lave baglaens salto. En helt perfekt dag, hvor min aftersun lotion dog viste sig at "come in handy".

Som I nok kan hoere er der ikke saa mange kulturelle og sociale overvejelser i mine indlaeg for tiden, hvilket skyldes to ting. At jeg den seneste tid har rejst med danskere, og at jeg nu har vaeret her i et stykke tid. Mange ting er ikke saa overvaeldende laengere, hvorfor det var rigtig godt at jeg fik lavet en del blogindlaeg i starten, saa jeg kan huske de mange ting der gjorde indtryk.

Vi vaagnede dagen efter vores "boelge-legedag" ret forslaaede og solbraendte, og efter en lille loebetur (jeg goer hvad jeg kan for at komme i form til Kili) fik vi vores morgenmad. Kort efter skulle vi tjekke ud, og helt spontant spoerger en af ejerne om Marie kan lide den hundehvalp hun sidder med paa skoedet. Hvis ja, maa hun faa den med, hvis ikke ville den doe inden alt for laenge. Meget lang historie og diskussion endte vi paa en tro-tro tilbage mod Cape Coast med en hund i skoedet. Den hedder Kwame og er den soedeste hundehvalp I kan forestille jer. Marie tager den med tilbage til boernehjemmet, hvor den helt sikkert vil faa det fantastisk.

Jeg tror jeg bliver i Cape Coast et par dage. Det er en meget charmerende by med en spaendende historie og dejlig atmosfaere. At det samtidig er den mest turistede by jeg har vaeret i skal jeg nok ogsaa klare. Men inden alt for laenge skal jeg mod Nsawam og tilbage til Jack.

Ti dage tilbage i Ghana. Verdens varmeste land - paa alle maader!

Pas paa jer selv og hinanden i Danmark, Bangkok, Cuba og hvor I ellers befinder jer. Knus herfra!

Smaa negerboern..

Nordpaa var det tydeligt at traditionen dikterer, at det er den aeldste der hilser foerst. Dvs. hoevdingen hilser paa mig, og saa siger jeg hej til ham. Det betod at ungerne i landsbyen kun sjaeldent hilste paa mig, og det var foerst efter jeg havde vinket til dem at "siliminga, siliminga" plagede mine oeregange. Den tradition er saa absolut ikke fremhaerskende sydpaa, hvor jeg nu er kommet tilbage. Jeg havde naesten glemt hvor overvaeldende det kan vaere med Obruni obruni, men ogsaa hvor befriende det er naar ungerne griner naar man tager fat i deres haand i stedet for at graede som det ofte var tilfaeldet nordpaa.

Jeg ankom til Boernehjemmet Misty Cee (the name? don't ask why..) onsdag eftermiddag, hvor Marie boed mig velkommen med en horde af glade unger i haelene. De to damer der styrer huset hilste mig ogsaa velkommen med en absurd dans og en masse skrig - meget overvaeldende og virkelig sjovt. Jeg foelte mig hurtigt meget tilpas, og havde en sjov aften med sjippetov, baglaens saltoer, haandbold og sanglege. Boernene er paa trods af deres situation nogle af de mest taknemmelige, smilende og velopdragne boern jeg laenge har moedt. Paa boernehjemmet bor ogsaa tre andre danske voluntoerer, og det virker til at de paa trods af elendig mad (den peanut-butter jeg bragte med var et kaempe hit) manglen paa stroem og rindende vand, hygger sig paa hjemmet med boernene og hinanden. Jeg havde i hvert fald 2-3 gode dage i deres selskab, og glaeder mig til i aften hvor vi skal moedes og feste! Jeg var med Marie i skole, hvor jeg oplevede bagsiden af Ghanesernes mangel paa respekt for tiden. Jeg ved jeg selv ikke er dne bedste til at komme praecist, men situationen hernede er jo helt grotesk. Kl. 8 betyder kl. 9. 10 minutter betyder en halv time og saadan forsoeger de at stykke en hverdag sammen paa skolen. Det er virkelig en stor opgave voluntoererne staa overfor, og for hver dag der gaar faar jeg virkelig stoerre og stoerre respekt for det arbejde de goer! Jeg havde dog en virkelig spaendende snak med pastoren, der ogsaa underviser paa skolen, der fik mig til at tro paa at der kan goeres en forskel. Han var ikke uforstaaende over for mine konstante argumenter for afskaffelsen af spanskroer, og kunne godt se logikken i at komme til tiden. At der selvfoelgelig er lang vej fra tanke til handling goer bare opgaven saa meget stoerre for Marie og de andre danskere, men jeg tror paa at der kan goeres en forskel!

Lige nu er Marie og jeg i Kumasi, og skal snart tilbage til hotellet og moedes med de andre MS'ere og fejre Jens' forsinkede foedselsdag. Imorgen tager vi saa en bus til kysten hvor vi skal tjekke ind paa Ellis' Hideout Lodge, og dase en 3-4 dage - noget der virkelig er tiltraengt efter Marie har vaeret omgivet af klistrende boern og jeg vaeret i det toerre nord i et stykke tid. Vi glaeder os i hvert fald.

Ghana fascinerer mig stadig, og der er skoent at have nogle diskussioner med andre danskere der har gjort sig nogle af de samme overvejelser som mig.

Desuden erfarer jeg, at Roskilde har gjort det igen, igen. At MGMT og Digitalism kommer, goer mig glad helt ind til hjertet - og at Nick Cave spiller op til dans er jo bare toppen! Jeg maa lige se om jeg ikke kan faa fat i billetter inden glubske svenskere faar fat i dem alle.

Store knus herfra!

The big question

Mens jeg forsoeger at faa uploadet nogle billeder gennem Ghanas grotesk langsomme internet, vil jeg lige benytte tiden til at faa skrevet et indlaeg som har presset sig paa, lige siden jeg kom til landet. Det omhandler et spoergsmaal, der maaske var bedre tjent som problemformulering i en SSO, end som udgangspunkt for et indlaeg skrevet paa 45 minutter ved hjaelp af et internationalt tastatur. Jeg vil dog forsoege alligevel..

Paa vej i flyveren havde jeg en samtale med min sidemakker, der gjorde et stort indtryk paa mig. Hun var udviklingsarbejder, og havde arbejdet i forskellige afrikanske lande, og var netop i gang med at hjaelpe sundhedssektoren i Burkina Faso. Jeg fortalte hende om alle de mange tanker jeg havde gjort mig inden min rejse til Afrika. Om de forventninger jeg havde om smukke strande, farvestraalende dansere, trommer, lerhytter, elefanter og vandfald, samt om de realistiske forestillinger om fattigdom, skrald og faldefaerdige bygninger jeg samtidig tvang mig selv til at forholde mig til, for ikke at faa for stort et chok. Hun sagde at Ghana er det idelle sted for en foerstegangsbesoegende til Afrika, eftersom landet er i rivende udvikling, og befolkningen er enormt gaestfrie. Hun fik ret i begge dele, og som I ogsaa har laest i mine tidligere indlaeg har gaestfriheden vaeret fantastisk. Det andet, og for mig helt centrale, er spoergsmaalet om udvikling. Netop det, udviklede sig til en lang og spaendende diskussion i flyveren, eftersom jeg lod mig friste til at stille et spoergsmaal jeg har haft i hovedet lige siden vi havde IP med Lotte og Koue i gymnasietiden; "Hvad er slutmaalet for udvikling?". Spoergsmaalet var i flyveren maaske mest udtryk for generel undren, og et oplaeg til diskussion, men efter jeg har opholdt mig i Ghana i to ugers tid nu, er det noget jeg konstant skal forholde mig til, naar jeg koerer langs nyasfalterede veje, og ser fodboldstadioner, hoejhuse og nybyggede bankfilialer.

Med mig paa min rejse har jeg Politikens "Turen gaar til - en mindre skaev verden". En lille guide til FN's 2015 maal, udgivet i samarbejde med Danida. Der staar en del om Ghana i bogen, og min plan var egentlig at vaere godt forberedt inden jeg kom til landet, men laesestoffet viser sig at vaere langt mere naervaerende naar man befinder sig i landet, hvorfor jeg har slugt de ca. 150 sider med stor appetit, naar jeg har koert i Tro-tro fra by til by. Maalene er ambitioese, og som det ser ud lige nu bliver det mere eller mindre umuligt at naa dem inden 2015. Det er nu efter min overbevisning ikke saa afgoerende. Maalene var fra starten tydeligvis lavet for at skabe fokus omkring problematiken, snarere end at vaere realistiske forventniger (selvom mange selvofelgelig gerne saa dem opfyldt inden de 7 aar vi har tilbage). Den afgoerende diskussion er hele spoergsmaalet om i foerste omgang at opstille maal for udvikling.

Hele problematikken blev tydeligt for mig, da jeg ankom til Harunas compund. Her var alt det jeg havde haabet paa af fremmede himmelstroeg. Kvinderne i traditionelle klaeder, imamen der braegede fra moskeen i tide og utide, boernene der hjalp med at male mel og hente vand, samt de fantastisk charmerende lerhytter med straatag der gjorde det ud som fundament for et samfund, der mindede mig om alt det jeg har laest i historieboegerne. Det var vidunderligt! Efterhaanden smuldrede glansbilledet dog lidt, eftersom Haruna gang paa gang gav udtryk for at det de have nu, ikke helt var godt nok. Hans rejse til Danmark gav ham tydeligvis stof til eftertanke, og han oenskede inderligt en forandring; "Snart faar vi bliktage paa alle husene" ville han sige til mig med lys i oejnene, eller "Hvor kunne det vaere fantastisk med en computer. Jeg har hoert at de er en del af fremtiden". I foerste omgang tankte jeg hvor fantastisk det er, at landsbyen har faaet en fyr, der virkelig oensker fremskridt for alle beboerne. En ny skole er ved at blive bygget, hvor Haruna skal undervise naar den staar faerdig, og den stod efterhaanden som et eksempel paa hvad fremskridt og udvikling kan bringe med sig. For naar glaeden havde lagt sig over Harunas oensker om forandring, kunne jeg ikke lade vaere med at taenke. "...hvad saa?". Hvad saa naar engang alle husene har faaet ucharmerende bliktage? Naar ungerne sidder foran computeren og spiller Keen 4 i stedet for fodbold? Naar landsbyen faar tilsendt mel i en saek, og det ikke laengere er noedvendigt at moedes ved broenden for at hente vand, da alle har vandhaner i huset? Jeg ved det maaske er sat paa en spids, men konsekvensen af udvikling er noedvendigvis at den charmerende landsbystemning forsvinder. Det er jo sket i Danmark. Jeg har mange gange siddet helt opslugt, naar farfar fortalte om dengang alle byens borgere moedtes i Taaning nede ved mejeriet. Jeg har vaeret fascineret af tanken om "fra jord til bord" naar jeg fik fortalt hvordan far som barn hjalp til med roerne i marken. Der er vel hos rigtig mange mennesker et oenske om at vende tilbage "til de gode gamle dage", hvor der var en koebmand i Traeden, og man koebte koedet hos slagteren.

Naar det kommer til stykket er min meget idylliserede fremlaegning af situationen for baade Haruna og min farfar, vel ikke helt fair. Det har og er helt sikkert superhaardt at drive en husstand paa den maade, og hvem oensker ikke en vaskemaskine, et komfur og et koeleskab til at goere hverdagen laettere. Det er helt forventeligt, og vel blot en del af den menneskelige natur at man oensker at klatre op ad stigen, og Haruna og resten af landsbyen er godt i gang. I bund og grund er det vel blot et ret egoistisk af mig, naar jeg oensker situatioen i Saanvuli fastholdt, blot for at kunne opleve noget "helt andet". Det minder vel meget om frustrationen jeg moeder hos de folk der rejste som backpackere for 30 aar siden, hvor Taj Mahal, Niagara Falls og Al Hambra ikke var overrendt af fotograferende kinesere og tyskere. Man vil saa gerne fastholde det fremmede, og foele at man oplever noget ganske unikt og anderledes. Det er vel ikke rimeligt at jeg oensker Saanvuli fastholdt hvor det er nu, blot fordi straataegte huse er mere charmerende end bliktage? Jeg maatte vende blikket tilbage til det igangvaerende skolebyggeri, og huske hvilke fantastiske initiativer udvikling bringer med sig.

Det er en pokkers svaer diskussion, og jeg tror det der frustrerede mig i Saanvuli, var at Haruna tydeligvis ikke var helt tilfreds med sin situation. Han havde set hvordan det kunne vaere, og oenskede braendende at tilfoere sin landsby nogle af de "fantastiske" ting han havde set i Danmark. Situationen var en helt anden da jeg var i Nsawam hos Jack, der var hamrende stolt af hvor han boede. Han var forholdsvis velhavende, og havde baade raad til at rejse, have computere, DVD afspiller etc. Rejserne havde blandt andet bragt ham til London, som slet ikke havde gjort stort indtryk paa ham. "People never smile, they never meet on the street, and you're never welcomed to a strangers' house. It's very different here in Ghana - I really love my country!". Det var fantastisk inspirerende at hoere, og gjorde blot at jeg satte endnu mere pris paa at vaere der, paa trods af manglen paa rindende vand og den megen skrald overalt.

Jack var ogsaa, hvis vi taler i IP-termer, noget hoejere oppe paa udviklingsstigen, hvilket tydeligvis er en af aarsagerne til at han har nemmere ved at acceptere sin situation. Min konklusion maa derfor blive, at jeg oensker Haruna vind i sejlene med alle hans visioner for sin landsby. Udvikling er vejen frem, selvom fortidsidylliserende turister som mig maaske gerne saa landsbyen bevaret som den er, bland andet fordi det giver bedre billeder til fotoalbumet. Men for at vende tilbage til min samtale med kvinden i flyet, saa synes jeg dog ikke det er foersteprioriteten at hjaelpe folk som Haruna med bistand. Da jeg spurgte hende hvad maalet for udvikling er, var det at soerge for at hjalpe folk der lever for under "a dollar a day". Alle i Harunas landsby fik mad hver dag, de fleste gik i skole, og adgangen til rent vand og stroem er et stort privelegium. Langt vigtigere (undskyld hvis jeg lyder lidt kynisk) maa det vaere at hjaelpe folk der virkelig lider, hvorfor min respekt for 2015-maalene stadig er intakt. Centralt for disse maal er at fjerne ekstrem fattigdom, og sikre basale sundshedsydelser for de svageste mennesker. Det er for mig at se netop det ulandsbistanden er til for. Det staar ogsaa flere steder i bogen, at vigtigste maal er i foerste gang at hjaelpe folk op paa stigen. Derfra skal de selv klatre videre. Naar jeg taenker over det er det vel ogsaa det Haruna har gjort. Danida har stoettet skoleprojektet han er en del af, og uden den var landsbyen maaske ikke kommet op paa stigen i foerste omgang. Nu besoegte jeg ikke landsbyen for 10 aar siden, men det var maaske netop der Haruna og de andre beboere havde brug for den haandsraekning, som de saa ogsaa fik gennem bl.a. Scool For Life. Der er en fare for at en del charmerende kultur forsvinder paa vej op ad stigen, men det er for urimeligt af mig, at oenske det bevaret. Naar det kommer til stykket, hvor mange savner saa folkedans i Danmark?

Jeg havde egentlig udgivet dette indlaeg, men laeste lige Mikkels seneste blog, og fik lige lyst til at tilfoeje. Kan laese at han har haft mange af de samme tanker jeg nu oplever. Han (og Uffe) har godt nok vaeret i Uganda 2 mdr. Jeg i Ghana i 2 uger, men alligevel virker det som om der er en del ting vi alle har haft i tankerne. Mikkel har haft held med at formulere det paa forrygende vis, og hvis jeg skal forsoege at komme med en lille konklusion paa et enormt emne, saa maa det som sagt vaere at stoette de fattigste, mest lidende mennesker gennem folk der har forstand paa det (uddannede laeger, sygeplejersker etc.) og i andre tilfaelde som Arua i Uganda eller Nsawam i Ghana er det noedvendigt med frivillige haender, der ikke har den fornoedne indsigt i at hjaelpe malariaramte boern, men derimod kan give samfund en indsproejning af demokratiforstaaelse, undervisning og ideer til hvordan man kommer videre. Mikkel har ret i sin kliche, med at det i sidste ende maaske er os i vesten der kan laere mest at situationen. Selvom Jack havde faaet computer og DVD, moedtes han stadig hver aften kl. 19 med vennerne for at danse, skaale og lige snakke om dagens begivenheder - praecis som farfar gjorde det med naboerne i Taaning. Danmark har mistet mange smil, meget stemning og social aktivitet gennem udviklingen de seneste aartier. Det er netop den fejl vi kan laere Jack og Haruna ikke at begaa - saa de bevarer alt det smukke vi og de elsker ved Afrika. Skide vaere med de forpulede straatage - saa laenge de kan bevare deres afrikanske smil og glaede ved andre mennesker!

Der er nok at skrive om dette emne, og nu maa I ikke haenge mig op paa min lille brainstorm her. Det var bare nogle tanker jeg havde lyst til at faa gennem tastaturet. Som de folk jeg har snakket i telefon med derhjemme kan hoere, saa betyder det at rejse alene at der er en h***** masse tanker der samler sig, og som det er en befrielse at komme ud med.

Lige nu sidder jeg som sagt i Kumasi. Det lykkedes kun at faa uploadet et faa billeder, men jeg haaber snart det kan lade sig goere at faa nogle flere op, der er virkelig nogle smukke fotos jeg gerne vil dele med jer. I morgen skal jeg ud paa boernehjemmet til Marie, fredag skal vi fejre Jens' foedselsdag, og loerdag vender vi snuden mod kysten, der eftersigende skulle byde paa alle de bounty-strande man kunne oenske sig.

I oevrigt synes jeg lige jeg blev lidt haard i sidste indlaeg over maden hos Haruna. Det er ikke helt fair - madmor gjorde et stort stykke arbejde, og det er vel bare mine vestlige smagsloeg der ikke helt er med paa ideen. Mange ghanesere ville sikkert taenke det samme, fik de praesenteret en ristet hotdog med det hele.

Store tanker og store knus fra den oplevende backpacker. Vi skrives ved!

[tilfoejelse kl. 21.47 - Efter 4 lange timer paa en varm internetcafe lykkedes det mig endelig at faa en masse billeder op paa picasa. Tjek dem ud!]

Siliminga Siliminga!

Paa Dagbane (som de taler her i Nordghana) er hvid mand "Siliminga". Giv mig ret i at det slet ikke er saa charmerende som Obruni. Jeg foelte lidt de raabte efter et irriterende insekt el.lign., men udover det, saa har mit ophold hos Haruna Suale vaeret rigtig godt, og saerdeles indsigtsfuldt.

Haruna, som jeg moedte da han boede hos Leif (nabo) som del af et udvekslende skoleprojekt, bor omkring 45 minutters koersel fra Tamale i en landsby, der er alt det man kan forestille sig hvis man blander Lejre Jernaldercenter med Glud museum, og tilsaetter afrikanske lerhytter. Det var vanvittigt charmerende, isaer fordi der overalt var baade geder, kalkuner, hoens, hunde, koer og faar, der loeb mellem hytterne og de mange boern. Jeg blev hurtigt praesenteret for gammel-far, madmor og hoevdingen, hvilket indebaerer en masse nik, knaefald, haandtryk og smil helst ledsaget af en masse uforstaaelige Dagbane saetninger og det karakteristiske NAAAAaaaaa, der foelger efter hilsen. Aah jeg kan maerke det bliver svaert at begraense mig naar jeg skal beskrive dette lille samfund, der var saa mange indtryk, og det var saa forskelligt fra hvad jeg havde oplevet i den sydlige del af landet. Ret hurtigt foelte jeg mig godt tilpas blandt de mange mennesker, selvom jeg synes jeg kunne fornemme en snaert af "wow, han er rig ham der..."-stemning, som jeg ikke synes jeg har foelt tidligere paa rejsen. Det kan ogsaa virke en smule grotesk, at jeg kommer slaebende med to store rygsaekke fyldt med kvalitetstoej, kamera, mobiltelefon, toiletsager, vandrestoevler, mp3afspiller... naar (naesten) alt hvad de ejer er dyrene omkring dem og de ting Haruna havde slaebt med fra Roede Kors butikken i Danmark.

Naa, men den store kulturelle og materielle kloeft til trods, blev jeg budt velkommen overalt i landsbyen. Jeg har taget en masse billeder, som jeg haaber paa snart at kunne uploade. Jeg tror de siger mere end jeg kan finde ud af at formulere lige nu. Jeg tog med Haruna til den skole hvor han underviser, og fik lov til at undervise boernene i omkring 2 timer. Det var en overraskende positiv oplevelse, hvor jeg succesfully introduced them til gruppearbejde, broeker, aekvator, sne, stafet og "alle mine kyllinger kom hjem". Jeg kan paa den ene side se hvor straenge forhold de ghanesiske laerere skal arbejde under, men samtidig gik jeg fra skolen med en meget oploeftende fornemmelse af, at det trods alt fungerer paa trods af at laereren kommer og gaar som han vil, boernene larme af helvedes til, og at den engelsk de faar laert til tider er grotesk grammatisk ukorrekt.

Tilbage i landsbyen fik jeg severet grotesk daarlig mad igen igen. Jeg er generelt en fyr med et aabent sind, og klar paa kulturelle udfordringer, men den mad jeg bliver praesenteret for her i Ghana er saa absolut ikke vaerd at skrive hjem om (hvorfor goer jeg det saa egentlig?.. he he). Jeg faldt i seovn under den flotteste stjernehimmel man kan forestille sig, mens Haruna bad sin sidste boen i moskeen sammen med de omkring 100 andre landsbyborgere. Der er en ubeskrivelig ro i den lille landsby, Saanvuli. Haruna forklarede at maendene ikke laver noget lige for tiden, fordi det er toerkesaeson, hvorfor det er noedvendigt for dem at samle kraefter. Det drejer sig vist om 6 maaneder, hvor tiden saa gaar med kalaha, ludo og andre former for afslapning. Meget sigende, sidder gammelfar dag ud og dag ind paa sit jerseyskind og vikler en snor fra den ene trisse til den anden... og tilbage igen! Saadan faar maendene tiden til at gaa, mens de kommanderer med deres koner. Og det skal jeg satme (undskyld) love for at de goer. Haruna har lige nu kun een kone, saa hun lavede al maden, hentede stolen, vaskede toejet, hentede vandet, pillede peanuts, passede barnet og fejede gulvet, alt imens jeg og Haruna sad og lyttede til radio eller diskuterede forskellende paa Danmark og Ghana.

Haruna var jo i Danmark for 3 aar siden, hvilket har gjort et kaempe indtryk paa ham. Det var baade super trist at hoere ham ligge paa sin madras med lukkede oejne og sige "Oh Denmark... I'm just picturing how your roads are so nice. Why are they not like that here in Ghana?" mens modsat virkelig inspirerende naar han saa sagde "You know what I liked about Denmark? You really respect the time. I will try to do the same here i Ghana. That would make a difference". Der er tusindvis af eksempler, og til sidst drev det mig ogsaa en smule til vanvid, konstant at skulle forholde mig til forskelle og ligheder mellem Ghana og Danmark, men det resulterede ogsaa i en masse spaendende diskussioner. Efterhaanden kom vi saa vidt som til at tale om monogami, abort og homoseksualitet. Emner, som Haruna var overraskende parat til at diskutere. Rigtig spaendende, og alt for stort, til at jeg kan skrive mere om det her paa bloggen.

Nok om besoeget hos Haruna, som er slut nu, efter 4-5 dage. Jeg tager nu en overnatning her i Tamale, og er klar til at rejse til Kumasi i morgen tidlig. Jeg skal moedes med Marie onsdag, og hjaelpe lidt til paa boernehjemmet. VI smutter med tog til kysten fredag, hvorefter jeg skal tilbage til Nsawam og Accra, hvorfra jeg tager flyet til Nairobi. Turen op af Kilimanjaro naermer sig med hastige skridt, og jeg glaeder mig virkelig meget. Lasse har faaet styr paa rigtig meget, og jeg er overbevist om at det hele kommer til at forloebe planmaessigt. Det bliver en svaer opgave at komme op, men efterhaanden som jeg laeser mere og mere i min Kili-bog, og skriver med Lasse, bliver jeg overbevist om at vi nok (7-9-13) skal naa toppen! Desuden har han faaet fat i en hytte paa stranden i Zanzibar, hvor vi 4 skal bo i 2 ugers tid. Det bliver forrygende!

Lige for at daekke det hele ind, saa oplevede Jens, Agnete og jeg en hel del de sidste par dage inden jeg kom til Tamale. I Ho moedte vi en frisoer (barber) paa gaden, som boed os velkommen til byen. Vi fik nogle oel og lidt gin, og aftalte at han skulle klippe os dagen efter. Vi moedte op kl. 8 som aftalt, og resultatet blev at mig og Jens gik fra salonen med ufatteligt skaevt og umuligt haar. Godt til en masse grin, og godt at vi er i Afrika og ikke paa Glooobe, Vejle! I oevrigt sang vi "Jeg er en glad lille cowboy" med en masse unger, og spiste en fantastisk ananas omkring midnat. Dagen efter fodrede vi aber i Tafi Atome, fik en formidabel udsigt paa toppen af en bakke, og oplevede en forrygende motorcykeltur. Rigtig sjovt!

Jeg vil til at slutte af, og haaber I har faaet jeres martinfehr.blogspot.com-sult stillet for en stund. Jeg kan forstaa at min navnebror vandt X-factor, at der (maaske) er kommet et nyt religioest parti i Danmark, at Gnarls Barkleys nye album skulle vaere forrygende og at Jeppe Kofoed har hygget sig med en mindreaarig(?).

Ha' det godt allesammen. Vi snakkes ved

Det smukke ved referers part 3

Jeg tillader mig lige hurtigt at give jer nogle guldkorn min blog-statistik fortaeller. Folk kommer til siden af forskellige veje, og foelgende googlesoegninger er endt paa min side:

1. jeppe wojcik
2. specielle nudister
3. lorte x-factor
4. uffe buchardt - island show
5. kinesiske restauranter vancouver

Ja, ja, vi kommer vidt omkring.

Foerst og fremmest takker jeg lige min vejleder. Der er virkelig gaaet folkeskole i den, og jeg er imponeret over hvor godt du imiterer den gennemsnitlige danske folkeskolelaerers tilbagemelding paa en 8. klasses stil. I ved, vaelg en af foelgende seks emner, hvor alle pigerne valgte novellen, og alle drengene valgte den der med billedet. Flot Jeppe, du har en stor seminariefremtid foran dig! Jeg vil proeve at begraense min parenteser. Du maa lige laere mig hvornaar man skal bruge [ ], for det fatter jeg ikke...

Jeg ved det; min blog mangler lidt nogle cliff-hangere med skud, glasskaar og blod. Ghana er sgu lidt kedeligt hvad det angaar, folk passer simpelthen for godt paa hinanden og paa mig. Jeg var forberedt paa venligheden, men den er stadig overvaeldende. Isaer de steder hvor de meget sjaeldent ser obruni, er de meget venlige og gaestfrie, og virkelig til at stole paa. Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om noget der kan bidrage til en cliff-hanger paa nuvaerende tidspunkt. Det kan vaere det kommer, men lige nu kan bedsteforaeldre foele sig trygge, og Jeppe du maa bare se Blood Diamond igen, for at faa lidt action.

Naa, men for lige at opdatere jer lidt, er jeg lige nu taet paa Akosombo, og skulle egentlig vaere taget med faergen, som sejler klokken 16.00 i foelge min ellers fremragende rejseguide. Det viser sig ikke at vaere sandt, da faergen sejlede for 4 timer siden, og ikke kommer tilbage foer om en uges tid. Faergen skulle have vaeret et hoejdepunkt paa rejsen, og jeg havde set meget frem til den, hvorfor det er lidt noget lort, at jeg nu er strandet her i syden med 3 dages tro-tro ture foran mig for at komme op til den nordlige del af landet, hvor jeg skal moedes med Haruna. Jeg ringede til mor Lissy for at faa fat i nummeret til Leif, for at faa fat i nummeret til Haruna. Det fik jeg, og jeg fik fat i ham, og han boed mig meget velkommen til Ghana! Han glaeder sig til at vise mig landsbyen, og jeg glaeder mig til at tilbringe en uges tid hos ham og hans familie. At jeg ikke kom med faergen betyder dog at jeg ikke kommer derop paa onsdag som jeg havde satset paa - men men, TIA og her betyder det ikke saa meget om man lige skal bruge en ekstra dag eller fire for at naa det man havde planlagt.

Jeg sagde farvel til min gode ven Jack og resten af de soede folk fra compunden i Nsawam i gaar, og begav mig paa min rejse mod nord. De 2-3 dage i Nsawam var saa gode og sjove, og jeg har aftalt med Jack at jeg kommer tilbage og tilbringer nogle dage inden jeg smutter med flyet til Kenya. Jeg tog konstant mig selv i at smile, eftersom Nsawam er en by med liv overalt og enormt sjove mennesker. Dagene var fyldt med oplevelser, og jeg er nu blevet tilbudt aegteskab med flere afrikanske kvinder, set hvor forbloeffede afrikanere bliver naar man aabner en oel paa aegte haandvaerkervis med omvendt flaske, vaeret med til at lave fufu, laert at elske fufu, brugt min fantastiske Swiss-army knife (thanks again mom!) til at aabne vanvittigt saftige og soede ananas, set en unge loebe rundt i en Tim Hortins t-shirt - ha ha, I sure do miss those donuts!, set en unge loebe rundt i en dansk fodboldtroeje og set en tredje unde loebe rundt i en statement t-shirt hvor Popstar-logoet var lavet om til Pornstar (egentlig meget vulgaert), vist Jack hvordan man bygger korthuse og imponeret dem med mine fantastiske kort-trick - tak for hjaelpen Anna.. hernede ta'r det rick med kortene paa ryggen virkelig kegler!

Alt i alt en varm oplevelse, og et sted jeg glaeder mig til at vende tilbage til - ogsaa om nogle aar. Som sagt smuttede jeg mod Akosombo, for at finde et sted at overnatte inden jeg (troede) jeg skulle med faergen. Eftersom det var paaskesoendag skulle jeg skifte 4 gange, da antallet af tro-tros er ret begraenset en helligdag, og en helligdag - det var det. Paasken hernede fejres overalt og af alle. Fantastisk sjovt at se hvordan de i kirken havde non-stop gudstjeneste fra torsdag til soendag (ja, ogsaa om natten), og smukt at se boernene fra compounen Patrick, Irene, Kwame og Nicolas blive klaedt i skjorte eller kjole og laksko. Da jeg kom til Akosombo tjekkede jeg ind paa et hotel, og fik et fantastisk vaerelse med stor blaeser, rindende vand og en dejlig bloed seng med dyne. Jeg fik nogle absurd gode friturestegte rejser, fanget direkte fra Voltafloden som loeb lige for foden af hotellet, og noed dem med en flotteste udsigt jeg endnu har set i Ghana! Da jeg skal til at betale regningen hoerer jeg noget dansk, og taenker jeg lige vil hilse paa. Det viser sig at vaere to voluntoerer fra Kumasi, der er paa rundrejse i Ghana. Hurtigt falder vi i snak, og jeg finder ud af at de er fra samme sted som Marie. Virkelig en lille verden! VI havde en rigtig god aften med lidt for mange lokale oel, og Smirnoff ice (jeps, ogsaa i ghana). Vores diskussioner om vegetarisme, religion, oekonomi, Afrika og Danmark blev en anelse hoejlydte, og eftersom vi krydrede aftenen med hoj roskilde-akuel musik fra min kaere Travelsound, fik vi omkring midnat en venlig henvendelse fra det tyske poar ved siden af os. Her til morgen viser det sig at alle gaesterne (naesten) fra hotellen havde klaget over os. Ups...

Men det var helt, helt formidabelt at moede nogle danskere. Jens og Agnete havde nogle geniale historier at fortaelle, om born der badede under oversvoemmelsen af skolegaarden, Jens' hovedrolle i en Ghanesisk B-film og fascinationen af Celine Dion i Afrika. Rigtig fine mennesker, som jeg skal moedes med naar jeg engang kommer til Kumasi. Jeg fik i oevrigt Maries telefonnummer, og fik endelig kontakt til hende. Det bliver pisse sjovt at se hende (herre guud, okay?). Til morgen kom Jens og Agnete forbi til morgenmad og en morgendukkert i Voltafloden. Det var ubeskriveligt at ligge i det friske vand under et mangotrae, mens kanoerne sejler forbi, og silen spejler sig i overfladen. Foerste gang her paa rejsen hvor jeg fik den der "bounty-agtige" turistoplevelse, som Uffe bl.a. ogsaa skriver om i det seneste indlaeg fra Uganda (laes det, det er forrygende).

A pro pros Celine Dion, er musikken i Ghana et kapitel for sig. Der er det dejlige High-life overalt, men af og til moeder man inspirationen fra den vestlige verden, som naar 50 cent brager gennem hoejttalerne, eller naar man horer en Twi-version af Shanai Twains "you're still the one" HA HA! Jeg har givet Jack noget dansk musik som jeg mente han ville kunne lide - Natasja, M.I.A. og Booty Cologne. Han er vild med det, men viste sig overraskende nok ogsaa at vaere totalt forelsket i Efterklang...

Jeg slutter lige af med nogle hurtige facts.

• Jeg lavede sne med Jack og vennerne inden jeg tog afsted. I Canada koebte jeg noget pulver for en dollar, kaldet Insta-sno. Man blander det op med vand, og saa har man hvad der ligner sne. Meget sjovt at se "Snow in Egypts land" eller... "Insta-sno in Ghanas land" (I oevrigt Kjartan, er din og Idas seneste sang rigtig rigtig god!)
• Erfaret at ghanesiste tro-tro chauffoerer ikke fatter udluftningssystemet i busserne. Der er ikke noget der hedder saadan lidt tilpas. Her er det enten helt over paa "blaa" og lige ind i fjaeset med lummer afrikansk stoevluft, eller helt over paa "roed" og ned til foedderne med roevhamrende varm luft. Naar man sidder paa forsaedet med sin rygsaek i skoedet er det umuligt at flytte sine foeder, og jeg var serioest bange for at mine foedder ville braende af. Alle forseog paa at forklare ham hvordan det virker blev afvist. Argh!!
• Set regn for foerste gang her i Afrika. When it rains.. IT RAINS!
• Faaet den famoese "running stomach". Ikke sjovt, men vel en del af oplevelsen her i Afrika. Jeg kan forstaa at jeg ikke er den eneste - he he.
  

Naa, men jeg vil se at komme videre, og lade jer forstaa at der nok kommer en laengere skrivepause fra mig, idet jeg bevaeger mig nordpaa hvor internetforholdene eftersigende ikke er saa gode. Men som I kan laese har jeg det bare super godt, og elsker dette land rigtig hoejt.

Store smil og glade, varme tanker herfra!

Hey, jeg har nogle glasskaar at foeje til bloggen. I gaar vaeltede jeg en Smirnoff Ice paa vaerelset... Et det godt nok?

Just feel fee Martin Luther!

Jeg skrev i sidste indlaeg, at maden herovre er horribel (voldsomt ord, i know), og ja Jeppe, jeg frygtede lige en overgang mit eget liv. Jeg forstaar nu Mikkel og Uffes projekt med at opbygge en god vom inden afrejsen til Afrika, saa man har lidt at taere af. Jeg er herre tynd, og har laenge fulgt kostvejledernes raad om at spise lidt men ofte. No go in Ghana. Her spiser man for at leve, og naar der skal mad ned (og man spiser af samme tallerken) er det gigantiske portioner, og det gaar staerkt. Obruni her har svaert ved at foelge med, og det mad jeg blev praesenteret for i mine foerste dage hernede var ikke bare staerkt, men det var som om nogen bevidst forsoegte at flaa de sidste vaeskedraaber ud af mine oejne, som jeg ikke allerede havde svedt af min krop i den Ghanesiske varme. Det gjorde ondt helt ind i min sjael, og jeg forstaar nu foelselsen pastoren beskrev, naar han talte om djaevlen der braendte inde i kroppen paa den kvinde han hjalp gennem noget absurd healing til en gudstjeneste for to dage siden. Wauw hvor kan der vaere meget "pepe" i en gryde med kaal, fisk og fufu. "Haaaaa ha ha - Obruni no like pepe" raaber de allesammen, mens min mave knurrer, og jeg bliver mere og mere svimmel. Jeg fandt endelig en loesning, hor jeg propper mega meet fufu ind i min mund, skynder mig at tage en ordentlig slurk vand, og goer som Julie Andrews, taenker paa "raindrops on roses and whiskers on kittens", mens min mave stille og roligt bliver tilfreds. Heldigvis, heldigvis har jeg fundet en loesning. Min guidebog er opmaerksom paa problemet med pepe, og anbefaler steder man kan gaa hen. Min gode ven i Accra fulge mig derhen, og mine svage vestlige smagsloeg kunne stilles tilfreds med fried rice and chikin (som de staver det hernede). Det var dejligt endelig at fole sig maet igen.

Okay, nok snak om ghanesisk mand. Lige nu er jeg rent faktisk hos en fyr, der ikke kan lide pepe. Dvs. han ville efter danske termer vaere dybt afhaengig af staerk mad, men efter ghanesisk standard, er det udholdeligt og faktisk ret laekkert. Fyren moedte jeg paa en restauran i Abori, mens jeg ledte efter et hotel i min guidebog. Han sagde Akwaaba Obruni (jeps, det er et fantastisk ord, og de bruger det VIRKELIG meget hernede) og fortalte, at jeg var meget velkommen til hans hus i Nsawam hvis jeg havde lyst. Hans engelsk var rigtig godt, han virkede cool,og jeg fik hans telefonnummer, da jeg ikke kunne foelges med ham med det samme - han skulle paa date med en pige, og jeg skulle se Ghanas aeldste kakaofarm. Jeg ringede til ham et par timer senere, fik directions to his house, og efter en ufatteligt smuk tro-tro tur gennem meget frodige bakker ved solnedgang, var jeg i Nsawam. En by min guidebog ikke engang naevner, men som jeg allerede er helt vild med. Jeg er stadig Obruni, men jeg er "vei welca to Ghana - fi fri ma free" (very welcome to Ghana - feel free my friend). Den aften jeg kom, moedte jeg hans kone (ikke hende jeg havde moedt foerst), fik noget ris, en oel, og smuttede med dem ned i byen. Paa vejen fortaeller han mig, at en af byens bedste maend, doede en uge tidligere paa en rejse til Cote d'Ivoire 32 aar gammel. Jeg skulle nu se hvordan man soerger over en god ven i Ghana. Pludselig kommer en stor mand med taarer i oejnene og byder mig velkommen paa den klassiske ghanesiske haandtryk-knips maade, og giver Jack min vaert et stort knus. Lige ved siden af er 15-20 mennesker i fuld gang med at danse til livlig ghanesisk high-life, og jeg synes det er meget absurd at se en mand soerge, mens andre danser som gjaldt det livet. Det viser sig dog, at alle menneskene omkring mig er i gang med at mindes deres gode nabo og kammerat, hvilket man goer i ghana en uge efter doesfaldet med livlig musik, mange taarer, basser af lokal palmebraendevin, dans, sang og smil. En meget bevaegende oplevelse, som gjorde noget ved mig jeg ikke rigtig kan saette ord paa, men som jeg tror i kan forestille jer. Meget voldsomt og smukt!

For at I lige kan foelge med i min faerd, kan jeg fortaelle, at jeg sagde farvel til Emmanu fredag, efter at have oplevet Accra paa alle taenkelige maader. Torsdag var en meget speciel dag, hvor jeg skulle med til gudstjeneste, for at se Emmanu i aktion som praest. Han kalder sig selv apostel (wow!), og til gudstjeneste var samlet 8-9 mennesker, der alle lyttede til Emmanus fortaellinger om, hvordan vi alle kan blive som Lincoln, Graham Bell eller Obama hvis vi vil, og gud vil det. Efterhaanden broed de ud i sang, og jeg er meget meget glad for at vaere den eneste obruni, eftersom helt sikkert var knaekket sammen af grin, naar de sang "ju aa de mos ha gad", altsaa you are the most high, god! Helt fantastisk livligt og smukt og absurd, eftersom de foregik i en baggaard under nogle ophaengte lagner med hoens og katte gaaende rundt i blandt os, og Emmanu der svarede sin mobil en gang i mellem og mig der tog billeder af det hele. Midtvejs skulle en 9 mdr. gravid kvinde hjaelpes i gang med foedsel, og paa den maade hun raabte og skreg, mens Emmanu bad til himlen og jordemoderen bankede loes paa den meget store mave, troede jeg et oejeblik, at jeg skulle se min foerste foedsel in real time. Saadan gik det dog ikke, og efter hun havde faaet hjaelp, var det min tur til at blive velsignet saa jeg ikke faar malaria, kommer til toppen af Kilimanjaro og sikkert hjem til Danmark. Saa Emmanu har nu soerget for at I ikke skal bekymre jer mere. En fantastisk oplevelse, og jeg kan kun give jer ret Mikkel og Uffe. Der er kun to ting i Ghana (Afrika, vel) - Fodbold og religion. Jeg fik i oevrigt at vide, at jeg ikke er dansker lige nu, men ghaneser den naeste maaned. Rigtig rart. Efter gudstjeneste tog vi til stranden hvor jeg spiste en fantastisk ananas og slappede af i skyggen et par timer.

Dagen efter tog jeg saa nord paa, hvor jeg var heldig at moede Jack, som jeg allerede har beskrevet. Jack bor i en compound, hvor det er helt umuligt at finde ud af hvem der er mand, kone, soeskende, onkel, bedstemor etc. Jeg har nu moedt hans tredje kone, og fatter stadig ikke hvem der er hans mor. Men det er virkelig hyggeligt og der er saa mange smukke boern, der elsker mit sjippetov og mine tennisbolde. Jeg har laert en del twi-ord, og de morer sig meget naar jeg snakker med dem. Jack har baade computer, to mobiler, dvd, tv, kaempe hoejttalere men ingen rindende vand. Det er en meget kontrastfyldt verden, og jeg har haft nogle store erkendelser ved at vaere hernede, og nogle dybe samtaler med nogle ghanesere om hvad "det hele handler om". Det er blevet meget vigtig for mig, at faa dem til at forstaa hvor fantastisk et land de lever i. Da jeg kom til San Francisco moedte jeg de foerste 3 timer saa mange fattige mennesker paa gaden, at jeg helt har glemt hvor mange. Her i Ghana gik der tre dage foer jeg saa en tigger, og jeg har endnu ikke moedt en underernaeret unge. Det er et meget frodigt land (i hvert fald her i syden) og det er saa dejligt altid at se mennesker paa gaden, hoere saa mange grin, se saa mange haandtryk og se hvordan de bare generelt er rigtig rigtig glade. Jeg kunne skrive i mange timer, om hvad fanden det er "det hele gaar ud paa". Man kommer hurtigt til at lyde som en kliche, naar man siger, at det vigtigste i livet er venner, familie, mad og tag over hovedet, men mit ophold her overbeviser mig mere og mere. Ghanesere er meget stolte af deres land, meget glade for deres ophav, og som en ghaneser sagde til mig "we are just getting the best out of every situation".

Der sker meget hele tiden, og jeg har svaert ved at foelge med. Jeg nyder det, og vil snart vaek fra computeren og suge mere til mig. Det er dog en kaempe befrielse at sidde her og komme af med nogle indtryk og tanker. Naar man rejser alene kan det vaere svaert at kapere det hele, hvorfor min dagbog allerede er godt fyldt, og mine memory-cards ved at vaere tomme. Jeg snakkede lige kort med Uffe gennem vores afrikanske mobiler, og sms'ede med Mikkel. Det bliver fantastisk at se dem, og dlee vores oplevelser af et kontinent der her brug for hjaelp, men som ogsaa kan saa pokkers meget selv.

Jeg smutter mod Akosombo i morgen, og skal tage faergen mandag eftermiddag. Jeg er spendt paa at se den nordlige del af landet, for det bliver helt sikkert en anden oplevelse, da det eftersigende er en af de fattigste dele af verden. Dagen i dag startede klokken seks, hvor omkring 50 mennesker fra byen modtes paa den lokale fodboldbane, og lavede excercise "ki fi kub" (keep fit club) kalder de det, og det var virkelig sjovt. Jeg fik saa meget street-cred, da jeg loeb 100 meter mod de lokale, og naesten vandt. Ellers har jeg praesenteret Jack for M.I.A. (yea, Roskilde... YEAH for fanden!!!) og danset til Suspekts "hvem er en kaelling" med de lokale boern. Saa som I kan hoere, keder jeg mig aldrig. Glaeder mig lidt til den lange faergetur, saa jeg kan faa nogle timer for mig selv, og proeve at forstaa det hele.

Ha det rigtig godt allesammen. Jeg taenker paa jer, og glaeder mig rigtig meget til at tilbringe en masse glade dage sammen under den danske sommersom naar jeg kommer tilbage i juni maaned.

Store knus fra Martin

P.S. Der er billeder paa picasa (ikke mange)

Hov, glemte lige at fortaelle den sjovest historie. Til "festen" i gaden, sad jeg med 3-4 maend og snakkede lidt twi, Jeg fortalte dem om sekora-road, og de grinte, og en af maendende pegede paa sin egen isse, og sagde Sakora. Jeg fortalte, at vi kalder det skaldet isse, hvorefter de var flade af grin, og manden besluttede sig for at aendre sit navn til "skaalisse", som de sagde. Jeg har en video, hvor han raaber Skaalisse, hvorefter hans ven med masse af haar raaber "fuumange" (fuld manke). Aah det er sjovt at satte sine fodspor overalt i verden.

(enkelte kalder mig Martin Luther. Det holder!)

Obruni Obruni!

Jeg faar at vide, at den vej vi skal til at op ad, er kendt som Sakora-road. Sakora er slang for en skaldet isse, altsaa forstaaet paa den maade, at der ikke er noget (asfalt) paa vejen. "Har I veje som denne i Danmark?" Spoerger min gode ven, og selvom grusvejen paa blomhulevej har haft sine daarlige tider, er det intet at sammenligne med hvad Opel Kadett'en jeg sidder i skal op ad. "Hold on!", og saa gaar det ellers med hornet i bund (og speederen) op ad vejen mod Emmanuels hus i det Nordvestlige Accra -(kaldet New Gbawe CP). Selen var ikke blevet brugt nogensinde, saa jeg sidder klistret i brunt snavs, eftersom jeg af ren refleks selvfoelgelig tog selen paa (som Benny har laert mig), de radmagre geder og hoens loeber ud og ind mellem bilerne, og udenfor kan jeg konstant hoere "Obruni Obruni" (hvad mand, hvid mand). Efter 5-6 minutter paa Sakora vejen, drejer vi ind ad vejen, der er opkaldt efter Emmanuels far, standser, og jeg bliver praesenteret for det hus jeg skal tilbringe de naeste par dage i.
Inden min koeretur havde jeg ventet en times tid i Nairobi paa min baggage, der viste sig ikke at vaere kommet med flyet. Jeg vidste, at min ghanesiske vaert vaentede utolmodigt udenfor, men eftersom man kun kan lave baggage-reclaim lige ved siden af baandet, kunne jeg ikke loebe ud og sige jeg var ankommet i god behold. Da jeg endelig havde udfyldt papirerne, kunne jeg smutte ud til Emmanuel, der saa ud til at have ventet rigtig laenge, og var glad for at moede mig. Med det samme overvaeldede den Afrikanske (er det egentlig med stort Jeppe?) varme mig, og det samme gjorde den Ghanesiske venlighed. Akwaaba, Martin (Velkommen Martin) flere gange, og allerede i lufthavnen en masse varme smil. Efter en Sprite og Coca-Cola mens vi ventede paa hans brors bil, koerte vi igennem Accras rush hour mod Emmanuel og familiens hus.
Jeg har haft en masse forestillinger om hvad jeg skulle forvente mig af Ghana. Leif havde givet mig et indtryk, min guidebog havde forberedt mig, og Annies veninde havde ogsaa forsoegt at give mig en kort genfortaelling af hvad Ghana er for et land. Det var paa en gang alt det jeg havde forestillet mig, og samtidig saa meget mere. Der er uendeligt mange biler rigtig mange steder. Hvad jeg troede var den ghanesiske rush hour, viser sig at vaere situationen de fleste af doegnets lyse timer (6-18), de dytter, chauffoererne raaber, og passagererne i busserne hopper af og paa som det passer dem, mens det paa intet tidspunkt er fogaengerne (eller gederne for den sags skyld) der har retten - man har bare at kigge sig for. Der er frugt overalt, men det er paa ingen maade de orange mangoer, gule bananer og store ananas jeg havde forventet, men en stor rodebutik af alverdens umodne, overmodne, beskidte, udskaarede, pressede og stampede frugter. Varmen er slet ikke (her i syd i hvert fald) saa overvaeldende som foerst antaget. Jo, for pokker hvor jeg sveder, men eftersom Accra ligger ved havet er der en fantastisk brise hele tiden, der holder mig ved en udholdelig temperatur. Jeg var/er solgt til Ghana med det samme - country of the black star!

Helt konkret, ankom jeg som beskrevet til Kotoka (Accra) airport uden min baggage, jeg kom hjem til Emmanuel, en 35-aarig fyr jeg har fundet gennem CouchSurfing, der bor hos sin mor, far, bror og soester i et, efter afrikansk standard, over middel hjem. (Dvs. ingen rindende vand, men el til baade TV, video og mobil-opladning, en seng for mig selv og en fan), jeg skal bo her til paa fredag, hvor jeg rejser mod Akosombo, hvor jeg skal tage en 36-timers faerge mod Yeji og derefter Tamale hvor jeg skal bo hos Haruna, som jeg moedte i Danmark for nogle aar siden. I gaar var jeg ret smadret, og faldt i seovn ved en halv ni-tiden, og var klar til en masse adventure her i dag. Emmanuel er en pastor, og praediker det kristne buskab hver torsdag. Derudover traener han et fodboldhold hver tirsdag, og derudover laver han ikke ret meget. Han er heldig at have bedt for en rig afrikansk mand, der blev kureret for kraft, og dereter tilboed at sende en masse penge til Ghana, derfor laver han ikke meget, og har rigtig meget tid til at vise mig rundt. Han er meget fascineret af den vestlige verden, og besluttede sig i en tidlig alder, at han kun vil giftes med en hvid pige (derfor, almost, 40 year old virgin). Han er stolt af sit land, men traet af politikerne, som han foeler er umulige at snakke med. George Bush var paa besoeg for lidt siden, og han ville oenske at de ghanesiske politikere var som ham. "Han besoeger de fattige skoler, og snakker med alle boern og voksne... Saadan er det ikke i Ghana". Well... Ja, jeg orkede ikke lige at tage diskussionen paa et engelsk, som er kommunikativt men ikke meget mere end det. Det tog mig noget tid foer jeg fattede at naar han siger "prayer" betyder det "player", og "all" betyder "old" etc. (forestil jer selv misforstaaelserne).

Det er en helt unik maade at besoege et land gennem Couch-surfing, og jeg har paa de her to dage oplevet ufatteligt meget. Emmanuel udviser saa stor gaestfrihed, og selvom den ghanesike mad han praesenterer mig for er horribel, er det trods alt fantastisk at faa det serveret. Han (og hans far) er vigtige mennesker her i omraadet, og det er heldigt at kunne foelges med dem. Ghana er en fascinerende blanding af gammelt, nyt vestligt og afrikansk. Der er stolte afrikanske traditioner overalt, mens der er en kaempe fascination af Adibas, Poma og Nikke toej. Overvaeldende mange ghanesere har en mobiltelefon mens det er de faereste der har rindende vand, og Rihanna er lige saa populaer som High-Life (ghanesisk musik fra 1930'erne).
Ghana er fantastisk. Et smil fra en lille neger-unge er "priceless", og farverne og optimismen er begge ioejnefaldende. Ghanesere ved overraskende meget, og det er ufatteligt at jeg kan diskutere Obama - ogsaa her i Ghana. "Will he go all the way to the white house with his black color and his black mind?" som en ghanessiek radiovaert spurgte?"
Jeg kunne skrive i flere timer. Jeg oplever og oplever!
Knus herfra

London (og tilbage til roedderne)

Christian siger, at i det kommer til at lyde helt vildt godt, naar vi i pressematerialet til vores nye projekt, kan skrive at jeg fremlagde projektet da jeg var i gang med min verdensrejse, og Christian var bosat i London. Jeg kan ikke sige meget om projektet endnu, andet end at det virkelig har potentiale, og at det involverer rejecocktails, haandboldhaller og eventuelt en Ludvig Holberg reference. Meget sjovt, og meget ambitioest!

Jeg er nu endelig ved en computer hvor jeg kan faa skrevet nogle mere uddybende indlaeg. Jeg har ikke lige mit USB-kabel ved mig, men jeg tror jeg faar overfoert nogle billeder inden laenge. Mit kamera er stadig min bedste ven, og jeg har faaet nogle geniale skud i kassen. (I ved - vidvinkel og 10x zoom hvis ikke jeg har fortalt om det, he). Anyways, jeg ved ikke om det her bliver det geniale indlaeg jeg har snakket saa meget om, og jeg har lige sagt til Christian, at jeg mere eller mindre giver op. Min idé om det perfekte indlaeg er blevet min haemsko, og har (som I sikkert har laest) resulteret i nogle mere eller mindre ubrugelige indlaeg, hvor jeg undskylder for en undskyldning, og derefter undskylder for den undskyldning jeg undskyldte for. Min kreative skriveproces er gaaet i staa, i takt med at jeg oplever flere og flere sjove og spaendende ting, som jeg har lyst til at skrive om. Derfor vender jeg fra dette indlaeg tilbage til de gode gamle blogdage, hvor jeg skrev indlaeg med mening og substans, som Farfar vil have lyst til at printe ud, og som giver jer et indtryk af hvad jeg gaar og laver. Nu har jeg i oevrigt ogsaa faaet et 12-tal af begge blog-politibetjente! :)

Der er sket en del de sidste par dage. Andrea, Anna og jeg fortsatte vores tema-dage i Hollywood. Temaet var "glaeden ved at spise mad". Et fantastisk tema, hvor vi var paa en del besoeg hos den lokale groenthandler, og fik verdensklasse mango, ananas og jordbaer. Jeg var i oevrigt ved en butik, hvor jeg, da jeg kom til kassen, fandt ud af jeg ikke havde mit VISA kort med. Heldigvis havde jeg 18 dollars i cash, og fik forklaret kassemanden, at jeg maaske ikke kunne betale for alle mine varer. Damen bag mig hoerte det, og tilboed at hjaelpe mig hvis det skulle blive noedvendigt. Da det viste sig at jeg havde koebt for 17,50 dollar, skulle jeg jo ikke bruge hendes hjaelp, men alligevel tog hun "next customer" skiltet vaek, og tilboed at betale for det hele. Wauw det var saa fedt. Selvom det for hende sikkert ikke var saerligt mange penge (giving the fact that she was living in Hollywood, duftede af Chanel og at hun koebte to flasker Pinot Noir og nogle friske oliven), men den hjaelp faldt det helt rigtige sted paa det helt rigtige tidspunkt, og jeg endte med at sige thank you so much saa mange gange at hun naesten blev noedt til at stoppe mig. "Consider it a merry christmas" sluttede hun, inden jeg med et stort smil paa laeben skyndte mig hjem for at fortaelle den gode historie til Anna og Andrea. Jeg har besluttet mig for at jeg selv vil goere det samme, naar jeg en gang faar rigtig mange penge! Aftensmaden var god, og det var dejligt at lave mad til nogen der saetter pris paa det.

Anna, Andrea brugte generelt det meste af tiden i Hollywood paa at leve the sweet life, og ikke saa meget andet. To af aftenerne endte vi med at blive ret berusede sammen med vores forskellige vaerelseskammerater. Foerste aften viste det sig at der var gratis oel ved soester-hostelet. Anna fik vist at hun er mega sej til at spille pool, jeg fandt ud af at Light oel i USA ikke betyder ingen alkohol, men faerre kulhydrater. En sjov aften, hvor jeg fuckede en masse af mine ellers fremragende korttrick up, og hvor vores vaerelseskammerat med meget stemte s'er hjalp os med at koebe alkohol, og senere paa aften scorede en fransk fyr, som han selv synes var meeega laekker (Andrea og Anna var flade af grin, da de fandt ud af at det var ham den lille, der altid spoerger efter en gaffel ude i koekkenet). Vores hostel var ret fint, selvom vores toej endte med at stinke af helvedes til, efter festerne i kaelderen hvor alle folk roeg. Vi skulle paa et tidspunkt flytte vaerelse, og endte sammen med to fyre fra London, hvis accent det lige tog os lidt tid foer vi forstod. Den ene fik aldig lov at snakke, og den anden kaldte mig George Michael, elskede jordbaer, laerte at sige "Det holder 100", og blev raabt af af Kanye West i en limousine.

Jeg smuttede fra LA onsdag, og fik tilbudt at udskyde min rejse med en dag, faa daekket hotel og mad, samt faa 400 $. Jeg taenkte at det ikke ville goere en stor forskel om jeg kom en dag senere til London, men da jeg sagde ja, viste det sig at de ikke havde brug for at jeg flyttede alligevel. Lidt en skam, da jeg godt kunne bruge de 400 dollars. Anyways, jeg kom til Londong til tiden, men desvaerre var min baggage gaaet direkte til Kenya Airways. Det tog en helvedes masse tid at finde min baggage, og jeg for frem og tilbage mellem terminaler, skranker, British Airways, KLM, Air New Zealand og en masse sikkerhedsfolk. Endelig fik jeg dog min baggage, og kunne komme paa undergrunden og ud til Christian, der ventede i regnen. Vi var paa pub crawl i gaar aftes, hvor jeg fik liiiiige lovlig mange oel. Jeg har det dog rigtig fint i dag, da Christian gav mig en eller anden vidunderpille i gaar aftes. I oevrigt saa jeg the Travel Bookstore fra Notting Hill, spiste Fish'n'Chips, og rejste med tubben. Jeg foeler mig meget Londonsk, og nu skal Christian og jeg snart til et eller marked, saa jeg faar det hele med. Det er meget maerkeligt at vaere saa taet paa hjemme, og igen se saa mange folk med halstoerklaeder, saa mange hvide mennesker, og opleve de nordeuropaeiske temperaturer. Det er dog super fedt at det "worked out", saa jeg kan faa set Christian, og Lene og Mai, der ogsaa er herovre. Mine Ghana planer er lidt ustabile lige nu, da en af dem jeg skal couchsurfe hos ikke har svaret paa mine mails, men det skal nok gaa. Jeg glaeder mig vildt meget til at opleve det smukke kontinent, og haaber at jeg kan klare varmen.

Jeg vil smutte nu, og kan maerke at det er dejligt at vaere tilbage i det gode gamle blogunivers. Haaber politiet kan klare det.

Vi skrives ved.