Just feel fee Martin Luther!

Jeg skrev i sidste indlaeg, at maden herovre er horribel (voldsomt ord, i know), og ja Jeppe, jeg frygtede lige en overgang mit eget liv. Jeg forstaar nu Mikkel og Uffes projekt med at opbygge en god vom inden afrejsen til Afrika, saa man har lidt at taere af. Jeg er herre tynd, og har laenge fulgt kostvejledernes raad om at spise lidt men ofte. No go in Ghana. Her spiser man for at leve, og naar der skal mad ned (og man spiser af samme tallerken) er det gigantiske portioner, og det gaar staerkt. Obruni her har svaert ved at foelge med, og det mad jeg blev praesenteret for i mine foerste dage hernede var ikke bare staerkt, men det var som om nogen bevidst forsoegte at flaa de sidste vaeskedraaber ud af mine oejne, som jeg ikke allerede havde svedt af min krop i den Ghanesiske varme. Det gjorde ondt helt ind i min sjael, og jeg forstaar nu foelselsen pastoren beskrev, naar han talte om djaevlen der braendte inde i kroppen paa den kvinde han hjalp gennem noget absurd healing til en gudstjeneste for to dage siden. Wauw hvor kan der vaere meget "pepe" i en gryde med kaal, fisk og fufu. "Haaaaa ha ha - Obruni no like pepe" raaber de allesammen, mens min mave knurrer, og jeg bliver mere og mere svimmel. Jeg fandt endelig en loesning, hor jeg propper mega meet fufu ind i min mund, skynder mig at tage en ordentlig slurk vand, og goer som Julie Andrews, taenker paa "raindrops on roses and whiskers on kittens", mens min mave stille og roligt bliver tilfreds. Heldigvis, heldigvis har jeg fundet en loesning. Min guidebog er opmaerksom paa problemet med pepe, og anbefaler steder man kan gaa hen. Min gode ven i Accra fulge mig derhen, og mine svage vestlige smagsloeg kunne stilles tilfreds med fried rice and chikin (som de staver det hernede). Det var dejligt endelig at fole sig maet igen.

Okay, nok snak om ghanesisk mand. Lige nu er jeg rent faktisk hos en fyr, der ikke kan lide pepe. Dvs. han ville efter danske termer vaere dybt afhaengig af staerk mad, men efter ghanesisk standard, er det udholdeligt og faktisk ret laekkert. Fyren moedte jeg paa en restauran i Abori, mens jeg ledte efter et hotel i min guidebog. Han sagde Akwaaba Obruni (jeps, det er et fantastisk ord, og de bruger det VIRKELIG meget hernede) og fortalte, at jeg var meget velkommen til hans hus i Nsawam hvis jeg havde lyst. Hans engelsk var rigtig godt, han virkede cool,og jeg fik hans telefonnummer, da jeg ikke kunne foelges med ham med det samme - han skulle paa date med en pige, og jeg skulle se Ghanas aeldste kakaofarm. Jeg ringede til ham et par timer senere, fik directions to his house, og efter en ufatteligt smuk tro-tro tur gennem meget frodige bakker ved solnedgang, var jeg i Nsawam. En by min guidebog ikke engang naevner, men som jeg allerede er helt vild med. Jeg er stadig Obruni, men jeg er "vei welca to Ghana - fi fri ma free" (very welcome to Ghana - feel free my friend). Den aften jeg kom, moedte jeg hans kone (ikke hende jeg havde moedt foerst), fik noget ris, en oel, og smuttede med dem ned i byen. Paa vejen fortaeller han mig, at en af byens bedste maend, doede en uge tidligere paa en rejse til Cote d'Ivoire 32 aar gammel. Jeg skulle nu se hvordan man soerger over en god ven i Ghana. Pludselig kommer en stor mand med taarer i oejnene og byder mig velkommen paa den klassiske ghanesiske haandtryk-knips maade, og giver Jack min vaert et stort knus. Lige ved siden af er 15-20 mennesker i fuld gang med at danse til livlig ghanesisk high-life, og jeg synes det er meget absurd at se en mand soerge, mens andre danser som gjaldt det livet. Det viser sig dog, at alle menneskene omkring mig er i gang med at mindes deres gode nabo og kammerat, hvilket man goer i ghana en uge efter doesfaldet med livlig musik, mange taarer, basser af lokal palmebraendevin, dans, sang og smil. En meget bevaegende oplevelse, som gjorde noget ved mig jeg ikke rigtig kan saette ord paa, men som jeg tror i kan forestille jer. Meget voldsomt og smukt!

For at I lige kan foelge med i min faerd, kan jeg fortaelle, at jeg sagde farvel til Emmanu fredag, efter at have oplevet Accra paa alle taenkelige maader. Torsdag var en meget speciel dag, hvor jeg skulle med til gudstjeneste, for at se Emmanu i aktion som praest. Han kalder sig selv apostel (wow!), og til gudstjeneste var samlet 8-9 mennesker, der alle lyttede til Emmanus fortaellinger om, hvordan vi alle kan blive som Lincoln, Graham Bell eller Obama hvis vi vil, og gud vil det. Efterhaanden broed de ud i sang, og jeg er meget meget glad for at vaere den eneste obruni, eftersom helt sikkert var knaekket sammen af grin, naar de sang "ju aa de mos ha gad", altsaa you are the most high, god! Helt fantastisk livligt og smukt og absurd, eftersom de foregik i en baggaard under nogle ophaengte lagner med hoens og katte gaaende rundt i blandt os, og Emmanu der svarede sin mobil en gang i mellem og mig der tog billeder af det hele. Midtvejs skulle en 9 mdr. gravid kvinde hjaelpes i gang med foedsel, og paa den maade hun raabte og skreg, mens Emmanu bad til himlen og jordemoderen bankede loes paa den meget store mave, troede jeg et oejeblik, at jeg skulle se min foerste foedsel in real time. Saadan gik det dog ikke, og efter hun havde faaet hjaelp, var det min tur til at blive velsignet saa jeg ikke faar malaria, kommer til toppen af Kilimanjaro og sikkert hjem til Danmark. Saa Emmanu har nu soerget for at I ikke skal bekymre jer mere. En fantastisk oplevelse, og jeg kan kun give jer ret Mikkel og Uffe. Der er kun to ting i Ghana (Afrika, vel) - Fodbold og religion. Jeg fik i oevrigt at vide, at jeg ikke er dansker lige nu, men ghaneser den naeste maaned. Rigtig rart. Efter gudstjeneste tog vi til stranden hvor jeg spiste en fantastisk ananas og slappede af i skyggen et par timer.

Dagen efter tog jeg saa nord paa, hvor jeg var heldig at moede Jack, som jeg allerede har beskrevet. Jack bor i en compound, hvor det er helt umuligt at finde ud af hvem der er mand, kone, soeskende, onkel, bedstemor etc. Jeg har nu moedt hans tredje kone, og fatter stadig ikke hvem der er hans mor. Men det er virkelig hyggeligt og der er saa mange smukke boern, der elsker mit sjippetov og mine tennisbolde. Jeg har laert en del twi-ord, og de morer sig meget naar jeg snakker med dem. Jack har baade computer, to mobiler, dvd, tv, kaempe hoejttalere men ingen rindende vand. Det er en meget kontrastfyldt verden, og jeg har haft nogle store erkendelser ved at vaere hernede, og nogle dybe samtaler med nogle ghanesere om hvad "det hele handler om". Det er blevet meget vigtig for mig, at faa dem til at forstaa hvor fantastisk et land de lever i. Da jeg kom til San Francisco moedte jeg de foerste 3 timer saa mange fattige mennesker paa gaden, at jeg helt har glemt hvor mange. Her i Ghana gik der tre dage foer jeg saa en tigger, og jeg har endnu ikke moedt en underernaeret unge. Det er et meget frodigt land (i hvert fald her i syden) og det er saa dejligt altid at se mennesker paa gaden, hoere saa mange grin, se saa mange haandtryk og se hvordan de bare generelt er rigtig rigtig glade. Jeg kunne skrive i mange timer, om hvad fanden det er "det hele gaar ud paa". Man kommer hurtigt til at lyde som en kliche, naar man siger, at det vigtigste i livet er venner, familie, mad og tag over hovedet, men mit ophold her overbeviser mig mere og mere. Ghanesere er meget stolte af deres land, meget glade for deres ophav, og som en ghaneser sagde til mig "we are just getting the best out of every situation".

Der sker meget hele tiden, og jeg har svaert ved at foelge med. Jeg nyder det, og vil snart vaek fra computeren og suge mere til mig. Det er dog en kaempe befrielse at sidde her og komme af med nogle indtryk og tanker. Naar man rejser alene kan det vaere svaert at kapere det hele, hvorfor min dagbog allerede er godt fyldt, og mine memory-cards ved at vaere tomme. Jeg snakkede lige kort med Uffe gennem vores afrikanske mobiler, og sms'ede med Mikkel. Det bliver fantastisk at se dem, og dlee vores oplevelser af et kontinent der her brug for hjaelp, men som ogsaa kan saa pokkers meget selv.

Jeg smutter mod Akosombo i morgen, og skal tage faergen mandag eftermiddag. Jeg er spendt paa at se den nordlige del af landet, for det bliver helt sikkert en anden oplevelse, da det eftersigende er en af de fattigste dele af verden. Dagen i dag startede klokken seks, hvor omkring 50 mennesker fra byen modtes paa den lokale fodboldbane, og lavede excercise "ki fi kub" (keep fit club) kalder de det, og det var virkelig sjovt. Jeg fik saa meget street-cred, da jeg loeb 100 meter mod de lokale, og naesten vandt. Ellers har jeg praesenteret Jack for M.I.A. (yea, Roskilde... YEAH for fanden!!!) og danset til Suspekts "hvem er en kaelling" med de lokale boern. Saa som I kan hoere, keder jeg mig aldrig. Glaeder mig lidt til den lange faergetur, saa jeg kan faa nogle timer for mig selv, og proeve at forstaa det hele.

Ha det rigtig godt allesammen. Jeg taenker paa jer, og glaeder mig rigtig meget til at tilbringe en masse glade dage sammen under den danske sommersom naar jeg kommer tilbage i juni maaned.

Store knus fra Martin

P.S. Der er billeder paa picasa (ikke mange)

Hov, glemte lige at fortaelle den sjovest historie. Til "festen" i gaden, sad jeg med 3-4 maend og snakkede lidt twi, Jeg fortalte dem om sekora-road, og de grinte, og en af maendende pegede paa sin egen isse, og sagde Sakora. Jeg fortalte, at vi kalder det skaldet isse, hvorefter de var flade af grin, og manden besluttede sig for at aendre sit navn til "skaalisse", som de sagde. Jeg har en video, hvor han raaber Skaalisse, hvorefter hans ven med masse af haar raaber "fuumange" (fuld manke). Aah det er sjovt at satte sine fodspor overalt i verden.

(enkelte kalder mig Martin Luther. Det holder!)