Obruni Obruni!

Jeg faar at vide, at den vej vi skal til at op ad, er kendt som Sakora-road. Sakora er slang for en skaldet isse, altsaa forstaaet paa den maade, at der ikke er noget (asfalt) paa vejen. "Har I veje som denne i Danmark?" Spoerger min gode ven, og selvom grusvejen paa blomhulevej har haft sine daarlige tider, er det intet at sammenligne med hvad Opel Kadett'en jeg sidder i skal op ad. "Hold on!", og saa gaar det ellers med hornet i bund (og speederen) op ad vejen mod Emmanuels hus i det Nordvestlige Accra -(kaldet New Gbawe CP). Selen var ikke blevet brugt nogensinde, saa jeg sidder klistret i brunt snavs, eftersom jeg af ren refleks selvfoelgelig tog selen paa (som Benny har laert mig), de radmagre geder og hoens loeber ud og ind mellem bilerne, og udenfor kan jeg konstant hoere "Obruni Obruni" (hvad mand, hvid mand). Efter 5-6 minutter paa Sakora vejen, drejer vi ind ad vejen, der er opkaldt efter Emmanuels far, standser, og jeg bliver praesenteret for det hus jeg skal tilbringe de naeste par dage i.
Inden min koeretur havde jeg ventet en times tid i Nairobi paa min baggage, der viste sig ikke at vaere kommet med flyet. Jeg vidste, at min ghanesiske vaert vaentede utolmodigt udenfor, men eftersom man kun kan lave baggage-reclaim lige ved siden af baandet, kunne jeg ikke loebe ud og sige jeg var ankommet i god behold. Da jeg endelig havde udfyldt papirerne, kunne jeg smutte ud til Emmanuel, der saa ud til at have ventet rigtig laenge, og var glad for at moede mig. Med det samme overvaeldede den Afrikanske (er det egentlig med stort Jeppe?) varme mig, og det samme gjorde den Ghanesiske venlighed. Akwaaba, Martin (Velkommen Martin) flere gange, og allerede i lufthavnen en masse varme smil. Efter en Sprite og Coca-Cola mens vi ventede paa hans brors bil, koerte vi igennem Accras rush hour mod Emmanuel og familiens hus.
Jeg har haft en masse forestillinger om hvad jeg skulle forvente mig af Ghana. Leif havde givet mig et indtryk, min guidebog havde forberedt mig, og Annies veninde havde ogsaa forsoegt at give mig en kort genfortaelling af hvad Ghana er for et land. Det var paa en gang alt det jeg havde forestillet mig, og samtidig saa meget mere. Der er uendeligt mange biler rigtig mange steder. Hvad jeg troede var den ghanesiske rush hour, viser sig at vaere situationen de fleste af doegnets lyse timer (6-18), de dytter, chauffoererne raaber, og passagererne i busserne hopper af og paa som det passer dem, mens det paa intet tidspunkt er fogaengerne (eller gederne for den sags skyld) der har retten - man har bare at kigge sig for. Der er frugt overalt, men det er paa ingen maade de orange mangoer, gule bananer og store ananas jeg havde forventet, men en stor rodebutik af alverdens umodne, overmodne, beskidte, udskaarede, pressede og stampede frugter. Varmen er slet ikke (her i syd i hvert fald) saa overvaeldende som foerst antaget. Jo, for pokker hvor jeg sveder, men eftersom Accra ligger ved havet er der en fantastisk brise hele tiden, der holder mig ved en udholdelig temperatur. Jeg var/er solgt til Ghana med det samme - country of the black star!

Helt konkret, ankom jeg som beskrevet til Kotoka (Accra) airport uden min baggage, jeg kom hjem til Emmanuel, en 35-aarig fyr jeg har fundet gennem CouchSurfing, der bor hos sin mor, far, bror og soester i et, efter afrikansk standard, over middel hjem. (Dvs. ingen rindende vand, men el til baade TV, video og mobil-opladning, en seng for mig selv og en fan), jeg skal bo her til paa fredag, hvor jeg rejser mod Akosombo, hvor jeg skal tage en 36-timers faerge mod Yeji og derefter Tamale hvor jeg skal bo hos Haruna, som jeg moedte i Danmark for nogle aar siden. I gaar var jeg ret smadret, og faldt i seovn ved en halv ni-tiden, og var klar til en masse adventure her i dag. Emmanuel er en pastor, og praediker det kristne buskab hver torsdag. Derudover traener han et fodboldhold hver tirsdag, og derudover laver han ikke ret meget. Han er heldig at have bedt for en rig afrikansk mand, der blev kureret for kraft, og dereter tilboed at sende en masse penge til Ghana, derfor laver han ikke meget, og har rigtig meget tid til at vise mig rundt. Han er meget fascineret af den vestlige verden, og besluttede sig i en tidlig alder, at han kun vil giftes med en hvid pige (derfor, almost, 40 year old virgin). Han er stolt af sit land, men traet af politikerne, som han foeler er umulige at snakke med. George Bush var paa besoeg for lidt siden, og han ville oenske at de ghanesiske politikere var som ham. "Han besoeger de fattige skoler, og snakker med alle boern og voksne... Saadan er det ikke i Ghana". Well... Ja, jeg orkede ikke lige at tage diskussionen paa et engelsk, som er kommunikativt men ikke meget mere end det. Det tog mig noget tid foer jeg fattede at naar han siger "prayer" betyder det "player", og "all" betyder "old" etc. (forestil jer selv misforstaaelserne).

Det er en helt unik maade at besoege et land gennem Couch-surfing, og jeg har paa de her to dage oplevet ufatteligt meget. Emmanuel udviser saa stor gaestfrihed, og selvom den ghanesike mad han praesenterer mig for er horribel, er det trods alt fantastisk at faa det serveret. Han (og hans far) er vigtige mennesker her i omraadet, og det er heldigt at kunne foelges med dem. Ghana er en fascinerende blanding af gammelt, nyt vestligt og afrikansk. Der er stolte afrikanske traditioner overalt, mens der er en kaempe fascination af Adibas, Poma og Nikke toej. Overvaeldende mange ghanesere har en mobiltelefon mens det er de faereste der har rindende vand, og Rihanna er lige saa populaer som High-Life (ghanesisk musik fra 1930'erne).
Ghana er fantastisk. Et smil fra en lille neger-unge er "priceless", og farverne og optimismen er begge ioejnefaldende. Ghanesere ved overraskende meget, og det er ufatteligt at jeg kan diskutere Obama - ogsaa her i Ghana. "Will he go all the way to the white house with his black color and his black mind?" som en ghanessiek radiovaert spurgte?"
Jeg kunne skrive i flere timer. Jeg oplever og oplever!
Knus herfra