The big question

Mens jeg forsoeger at faa uploadet nogle billeder gennem Ghanas grotesk langsomme internet, vil jeg lige benytte tiden til at faa skrevet et indlaeg som har presset sig paa, lige siden jeg kom til landet. Det omhandler et spoergsmaal, der maaske var bedre tjent som problemformulering i en SSO, end som udgangspunkt for et indlaeg skrevet paa 45 minutter ved hjaelp af et internationalt tastatur. Jeg vil dog forsoege alligevel..

Paa vej i flyveren havde jeg en samtale med min sidemakker, der gjorde et stort indtryk paa mig. Hun var udviklingsarbejder, og havde arbejdet i forskellige afrikanske lande, og var netop i gang med at hjaelpe sundhedssektoren i Burkina Faso. Jeg fortalte hende om alle de mange tanker jeg havde gjort mig inden min rejse til Afrika. Om de forventninger jeg havde om smukke strande, farvestraalende dansere, trommer, lerhytter, elefanter og vandfald, samt om de realistiske forestillinger om fattigdom, skrald og faldefaerdige bygninger jeg samtidig tvang mig selv til at forholde mig til, for ikke at faa for stort et chok. Hun sagde at Ghana er det idelle sted for en foerstegangsbesoegende til Afrika, eftersom landet er i rivende udvikling, og befolkningen er enormt gaestfrie. Hun fik ret i begge dele, og som I ogsaa har laest i mine tidligere indlaeg har gaestfriheden vaeret fantastisk. Det andet, og for mig helt centrale, er spoergsmaalet om udvikling. Netop det, udviklede sig til en lang og spaendende diskussion i flyveren, eftersom jeg lod mig friste til at stille et spoergsmaal jeg har haft i hovedet lige siden vi havde IP med Lotte og Koue i gymnasietiden; "Hvad er slutmaalet for udvikling?". Spoergsmaalet var i flyveren maaske mest udtryk for generel undren, og et oplaeg til diskussion, men efter jeg har opholdt mig i Ghana i to ugers tid nu, er det noget jeg konstant skal forholde mig til, naar jeg koerer langs nyasfalterede veje, og ser fodboldstadioner, hoejhuse og nybyggede bankfilialer.

Med mig paa min rejse har jeg Politikens "Turen gaar til - en mindre skaev verden". En lille guide til FN's 2015 maal, udgivet i samarbejde med Danida. Der staar en del om Ghana i bogen, og min plan var egentlig at vaere godt forberedt inden jeg kom til landet, men laesestoffet viser sig at vaere langt mere naervaerende naar man befinder sig i landet, hvorfor jeg har slugt de ca. 150 sider med stor appetit, naar jeg har koert i Tro-tro fra by til by. Maalene er ambitioese, og som det ser ud lige nu bliver det mere eller mindre umuligt at naa dem inden 2015. Det er nu efter min overbevisning ikke saa afgoerende. Maalene var fra starten tydeligvis lavet for at skabe fokus omkring problematiken, snarere end at vaere realistiske forventniger (selvom mange selvofelgelig gerne saa dem opfyldt inden de 7 aar vi har tilbage). Den afgoerende diskussion er hele spoergsmaalet om i foerste omgang at opstille maal for udvikling.

Hele problematikken blev tydeligt for mig, da jeg ankom til Harunas compund. Her var alt det jeg havde haabet paa af fremmede himmelstroeg. Kvinderne i traditionelle klaeder, imamen der braegede fra moskeen i tide og utide, boernene der hjalp med at male mel og hente vand, samt de fantastisk charmerende lerhytter med straatag der gjorde det ud som fundament for et samfund, der mindede mig om alt det jeg har laest i historieboegerne. Det var vidunderligt! Efterhaanden smuldrede glansbilledet dog lidt, eftersom Haruna gang paa gang gav udtryk for at det de have nu, ikke helt var godt nok. Hans rejse til Danmark gav ham tydeligvis stof til eftertanke, og han oenskede inderligt en forandring; "Snart faar vi bliktage paa alle husene" ville han sige til mig med lys i oejnene, eller "Hvor kunne det vaere fantastisk med en computer. Jeg har hoert at de er en del af fremtiden". I foerste omgang tankte jeg hvor fantastisk det er, at landsbyen har faaet en fyr, der virkelig oensker fremskridt for alle beboerne. En ny skole er ved at blive bygget, hvor Haruna skal undervise naar den staar faerdig, og den stod efterhaanden som et eksempel paa hvad fremskridt og udvikling kan bringe med sig. For naar glaeden havde lagt sig over Harunas oensker om forandring, kunne jeg ikke lade vaere med at taenke. "...hvad saa?". Hvad saa naar engang alle husene har faaet ucharmerende bliktage? Naar ungerne sidder foran computeren og spiller Keen 4 i stedet for fodbold? Naar landsbyen faar tilsendt mel i en saek, og det ikke laengere er noedvendigt at moedes ved broenden for at hente vand, da alle har vandhaner i huset? Jeg ved det maaske er sat paa en spids, men konsekvensen af udvikling er noedvendigvis at den charmerende landsbystemning forsvinder. Det er jo sket i Danmark. Jeg har mange gange siddet helt opslugt, naar farfar fortalte om dengang alle byens borgere moedtes i Taaning nede ved mejeriet. Jeg har vaeret fascineret af tanken om "fra jord til bord" naar jeg fik fortalt hvordan far som barn hjalp til med roerne i marken. Der er vel hos rigtig mange mennesker et oenske om at vende tilbage "til de gode gamle dage", hvor der var en koebmand i Traeden, og man koebte koedet hos slagteren.

Naar det kommer til stykket er min meget idylliserede fremlaegning af situationen for baade Haruna og min farfar, vel ikke helt fair. Det har og er helt sikkert superhaardt at drive en husstand paa den maade, og hvem oensker ikke en vaskemaskine, et komfur og et koeleskab til at goere hverdagen laettere. Det er helt forventeligt, og vel blot en del af den menneskelige natur at man oensker at klatre op ad stigen, og Haruna og resten af landsbyen er godt i gang. I bund og grund er det vel blot et ret egoistisk af mig, naar jeg oensker situatioen i Saanvuli fastholdt, blot for at kunne opleve noget "helt andet". Det minder vel meget om frustrationen jeg moeder hos de folk der rejste som backpackere for 30 aar siden, hvor Taj Mahal, Niagara Falls og Al Hambra ikke var overrendt af fotograferende kinesere og tyskere. Man vil saa gerne fastholde det fremmede, og foele at man oplever noget ganske unikt og anderledes. Det er vel ikke rimeligt at jeg oensker Saanvuli fastholdt hvor det er nu, blot fordi straataegte huse er mere charmerende end bliktage? Jeg maatte vende blikket tilbage til det igangvaerende skolebyggeri, og huske hvilke fantastiske initiativer udvikling bringer med sig.

Det er en pokkers svaer diskussion, og jeg tror det der frustrerede mig i Saanvuli, var at Haruna tydeligvis ikke var helt tilfreds med sin situation. Han havde set hvordan det kunne vaere, og oenskede braendende at tilfoere sin landsby nogle af de "fantastiske" ting han havde set i Danmark. Situationen var en helt anden da jeg var i Nsawam hos Jack, der var hamrende stolt af hvor han boede. Han var forholdsvis velhavende, og havde baade raad til at rejse, have computere, DVD afspiller etc. Rejserne havde blandt andet bragt ham til London, som slet ikke havde gjort stort indtryk paa ham. "People never smile, they never meet on the street, and you're never welcomed to a strangers' house. It's very different here in Ghana - I really love my country!". Det var fantastisk inspirerende at hoere, og gjorde blot at jeg satte endnu mere pris paa at vaere der, paa trods af manglen paa rindende vand og den megen skrald overalt.

Jack var ogsaa, hvis vi taler i IP-termer, noget hoejere oppe paa udviklingsstigen, hvilket tydeligvis er en af aarsagerne til at han har nemmere ved at acceptere sin situation. Min konklusion maa derfor blive, at jeg oensker Haruna vind i sejlene med alle hans visioner for sin landsby. Udvikling er vejen frem, selvom fortidsidylliserende turister som mig maaske gerne saa landsbyen bevaret som den er, bland andet fordi det giver bedre billeder til fotoalbumet. Men for at vende tilbage til min samtale med kvinden i flyet, saa synes jeg dog ikke det er foersteprioriteten at hjaelpe folk som Haruna med bistand. Da jeg spurgte hende hvad maalet for udvikling er, var det at soerge for at hjalpe folk der lever for under "a dollar a day". Alle i Harunas landsby fik mad hver dag, de fleste gik i skole, og adgangen til rent vand og stroem er et stort privelegium. Langt vigtigere (undskyld hvis jeg lyder lidt kynisk) maa det vaere at hjaelpe folk der virkelig lider, hvorfor min respekt for 2015-maalene stadig er intakt. Centralt for disse maal er at fjerne ekstrem fattigdom, og sikre basale sundshedsydelser for de svageste mennesker. Det er for mig at se netop det ulandsbistanden er til for. Det staar ogsaa flere steder i bogen, at vigtigste maal er i foerste gang at hjaelpe folk op paa stigen. Derfra skal de selv klatre videre. Naar jeg taenker over det er det vel ogsaa det Haruna har gjort. Danida har stoettet skoleprojektet han er en del af, og uden den var landsbyen maaske ikke kommet op paa stigen i foerste omgang. Nu besoegte jeg ikke landsbyen for 10 aar siden, men det var maaske netop der Haruna og de andre beboere havde brug for den haandsraekning, som de saa ogsaa fik gennem bl.a. Scool For Life. Der er en fare for at en del charmerende kultur forsvinder paa vej op ad stigen, men det er for urimeligt af mig, at oenske det bevaret. Naar det kommer til stykket, hvor mange savner saa folkedans i Danmark?

Jeg havde egentlig udgivet dette indlaeg, men laeste lige Mikkels seneste blog, og fik lige lyst til at tilfoeje. Kan laese at han har haft mange af de samme tanker jeg nu oplever. Han (og Uffe) har godt nok vaeret i Uganda 2 mdr. Jeg i Ghana i 2 uger, men alligevel virker det som om der er en del ting vi alle har haft i tankerne. Mikkel har haft held med at formulere det paa forrygende vis, og hvis jeg skal forsoege at komme med en lille konklusion paa et enormt emne, saa maa det som sagt vaere at stoette de fattigste, mest lidende mennesker gennem folk der har forstand paa det (uddannede laeger, sygeplejersker etc.) og i andre tilfaelde som Arua i Uganda eller Nsawam i Ghana er det noedvendigt med frivillige haender, der ikke har den fornoedne indsigt i at hjaelpe malariaramte boern, men derimod kan give samfund en indsproejning af demokratiforstaaelse, undervisning og ideer til hvordan man kommer videre. Mikkel har ret i sin kliche, med at det i sidste ende maaske er os i vesten der kan laere mest at situationen. Selvom Jack havde faaet computer og DVD, moedtes han stadig hver aften kl. 19 med vennerne for at danse, skaale og lige snakke om dagens begivenheder - praecis som farfar gjorde det med naboerne i Taaning. Danmark har mistet mange smil, meget stemning og social aktivitet gennem udviklingen de seneste aartier. Det er netop den fejl vi kan laere Jack og Haruna ikke at begaa - saa de bevarer alt det smukke vi og de elsker ved Afrika. Skide vaere med de forpulede straatage - saa laenge de kan bevare deres afrikanske smil og glaede ved andre mennesker!

Der er nok at skrive om dette emne, og nu maa I ikke haenge mig op paa min lille brainstorm her. Det var bare nogle tanker jeg havde lyst til at faa gennem tastaturet. Som de folk jeg har snakket i telefon med derhjemme kan hoere, saa betyder det at rejse alene at der er en h***** masse tanker der samler sig, og som det er en befrielse at komme ud med.

Lige nu sidder jeg som sagt i Kumasi. Det lykkedes kun at faa uploadet et faa billeder, men jeg haaber snart det kan lade sig goere at faa nogle flere op, der er virkelig nogle smukke fotos jeg gerne vil dele med jer. I morgen skal jeg ud paa boernehjemmet til Marie, fredag skal vi fejre Jens' foedselsdag, og loerdag vender vi snuden mod kysten, der eftersigende skulle byde paa alle de bounty-strande man kunne oenske sig.

I oevrigt synes jeg lige jeg blev lidt haard i sidste indlaeg over maden hos Haruna. Det er ikke helt fair - madmor gjorde et stort stykke arbejde, og det er vel bare mine vestlige smagsloeg der ikke helt er med paa ideen. Mange ghanesere ville sikkert taenke det samme, fik de praesenteret en ristet hotdog med det hele.

Store tanker og store knus fra den oplevende backpacker. Vi skrives ved!

[tilfoejelse kl. 21.47 - Efter 4 lange timer paa en varm internetcafe lykkedes det mig endelig at faa en masse billeder op paa picasa. Tjek dem ud!]