Gnarls Barkley

Jeg lavede lige en mini-liste over navne jeg haaber paa at faa offentliggjort til Roskilde, da jeg vidste der laa og ventede en mail til mig saa snart jeg fandt en internetcafe. Uden pis, laa Gnarls Barkley nummer et!

Nu mangler vi bare Haakan Hellstroem, Guillemots og Hercules and Love Affair - saa kan jeg ikke forlange mere af et program der allerede er helt enestaaende!

De sidste to dage brugte jeg i Apam - en fiskerby med masser af liv og flere hundrede farvestraalende baade. Paa toppen af en lille klippe staar byens centrale punkt; et ca. 400 aar gammelt fort. Det viser sig at man kan bo der for 30 kroner, hvilket jeg var ganske tilfredsmed. Der havde jeg saa to dage som King of my own castle, med tankerne om at fortet sandsynligvis har vaeret brugt til slaveopbevaring i trekanthandlens gyldne dage. Lidt skraemmende, men fantastisk med den udsigt og den koelige havbrise til at vaekke mig om morgenen. Jeg med igen, igen at hjaelpe lidt til paa den lokale skole, hvor jeg moedte to voluntoerer fra Irland. Vi moedtes om aftenen paa den lokale bar Smiles, hvor jeg endte i snak med en af de mest inspirerende mennesker jeg har moedt her i Ghana. En mand der i modsaetning til mange andre ghanesere ikke ser penge som et maal i sig selv, men som et middel paa vej mod maalet. Det maal var for ham at underholde og samle mennesker med teater og musik, og at faa venner og familie til frivilligt at hjaelpe til. Vi havde en meget spaendende snak, og isaer da jeg viste ham billeder af Aa, var han helt solgt! Dejligt oplevelse, ogsaa fordi han var den foerste ikke-religioese ghaneser jeg har moedt. Meget befriende...

Jeg overvaeldes stadig af mange ting her i Ghana, som da en dreng i skolen kom loebende 5 minutter efter jeg havde fortalt at jeg var fra Danmark, og raabte fra sit skoleatlas: "Copenhagen, Copenhagen". Eller som da jeg gik langs stranden, og en lokal ghaneser der, selvom han er godt i gang med at laegge sine efterladenskaber, lige tager sig tid til at hilse "Obruni, how are you?". Saa ogsaa lige en flok midaldrende kvinder omkring en radio med skoleboegerne fremme for at laere engelsk, og 10 boern der loeb jublende gennem gaderne, da jeg fortalte dem at de kunne beholde de 4 kroner jeg skulle have tilbage for min omlet. Selvom gaestfriheden kan vaere trykkende, saa nyder jeg stadig de mange smil, og de utallige varme tilraab jeg faar paa min rejse. Selvom man af og til kan foele sig meget hvis, saa betyder det ogsaa at alle ghanesere ved at man er rejsende og derfor vil goere alt for at man foeler sig godt tilpas.

Jacks ven Joe ringede i gaar og fortalte at hele landsbyen gjorde klar til min ankomst, saa jeg maa hellere se at hoppe paa en tro-tro og komme til Nsawam, hvor jeg regner med at skulle tilbringe 5 dage med alt den fufu, banku, snegle og ged der hoerer sig til.

Knus herfra!