Smaa negerboern..

Nordpaa var det tydeligt at traditionen dikterer, at det er den aeldste der hilser foerst. Dvs. hoevdingen hilser paa mig, og saa siger jeg hej til ham. Det betod at ungerne i landsbyen kun sjaeldent hilste paa mig, og det var foerst efter jeg havde vinket til dem at "siliminga, siliminga" plagede mine oeregange. Den tradition er saa absolut ikke fremhaerskende sydpaa, hvor jeg nu er kommet tilbage. Jeg havde naesten glemt hvor overvaeldende det kan vaere med Obruni obruni, men ogsaa hvor befriende det er naar ungerne griner naar man tager fat i deres haand i stedet for at graede som det ofte var tilfaeldet nordpaa.

Jeg ankom til Boernehjemmet Misty Cee (the name? don't ask why..) onsdag eftermiddag, hvor Marie boed mig velkommen med en horde af glade unger i haelene. De to damer der styrer huset hilste mig ogsaa velkommen med en absurd dans og en masse skrig - meget overvaeldende og virkelig sjovt. Jeg foelte mig hurtigt meget tilpas, og havde en sjov aften med sjippetov, baglaens saltoer, haandbold og sanglege. Boernene er paa trods af deres situation nogle af de mest taknemmelige, smilende og velopdragne boern jeg laenge har moedt. Paa boernehjemmet bor ogsaa tre andre danske voluntoerer, og det virker til at de paa trods af elendig mad (den peanut-butter jeg bragte med var et kaempe hit) manglen paa stroem og rindende vand, hygger sig paa hjemmet med boernene og hinanden. Jeg havde i hvert fald 2-3 gode dage i deres selskab, og glaeder mig til i aften hvor vi skal moedes og feste! Jeg var med Marie i skole, hvor jeg oplevede bagsiden af Ghanesernes mangel paa respekt for tiden. Jeg ved jeg selv ikke er dne bedste til at komme praecist, men situationen hernede er jo helt grotesk. Kl. 8 betyder kl. 9. 10 minutter betyder en halv time og saadan forsoeger de at stykke en hverdag sammen paa skolen. Det er virkelig en stor opgave voluntoererne staa overfor, og for hver dag der gaar faar jeg virkelig stoerre og stoerre respekt for det arbejde de goer! Jeg havde dog en virkelig spaendende snak med pastoren, der ogsaa underviser paa skolen, der fik mig til at tro paa at der kan goeres en forskel. Han var ikke uforstaaende over for mine konstante argumenter for afskaffelsen af spanskroer, og kunne godt se logikken i at komme til tiden. At der selvfoelgelig er lang vej fra tanke til handling goer bare opgaven saa meget stoerre for Marie og de andre danskere, men jeg tror paa at der kan goeres en forskel!

Lige nu er Marie og jeg i Kumasi, og skal snart tilbage til hotellet og moedes med de andre MS'ere og fejre Jens' forsinkede foedselsdag. Imorgen tager vi saa en bus til kysten hvor vi skal tjekke ind paa Ellis' Hideout Lodge, og dase en 3-4 dage - noget der virkelig er tiltraengt efter Marie har vaeret omgivet af klistrende boern og jeg vaeret i det toerre nord i et stykke tid. Vi glaeder os i hvert fald.

Ghana fascinerer mig stadig, og der er skoent at have nogle diskussioner med andre danskere der har gjort sig nogle af de samme overvejelser som mig.

Desuden erfarer jeg, at Roskilde har gjort det igen, igen. At MGMT og Digitalism kommer, goer mig glad helt ind til hjertet - og at Nick Cave spiller op til dans er jo bare toppen! Jeg maa lige se om jeg ikke kan faa fat i billetter inden glubske svenskere faar fat i dem alle.

Store knus herfra!