21. aarhundredes aerinde

Hos boghandleren i gaar, koebte jeg en bog der hedder The art of Travel. En bestseller af Alain De Botton, der beskriver sin bog saaledes. "The perfect antidote to those guides that tell us what to do when we get there. The Art of Travel tries to explain why we really went in the first place". Bogen er delt op i forskellige afsnit, og starter med "On Anticipation", der paa helt forrygende vis inkapsler lige praecis de tanker der maa gaa igennem enhver rejsendes hoved inden man rejser afsted. Jeg sad paa et marked i North Vancouver og fik noget Broccoli og Cheddar supper (yum!) mens jeg laeste i bogen. Efter at have laest en del i forskellige rejsevejledninger, var det en stor befrielse at laese bogen, hvis formaal er at vaere paa niveau med den rejsende frem for at skulle anbefale og vejlede. Den rolle misbruger mange rejseguides, og eksempelvis er sloganet for British Columbia (provinsen jeg er i nu) - The best place on earth! Det giver utvivlsomt et liiidt unuanceret billede af provinsen, hvorfor det er heldigt at have kontakt til en del lokale, der kan skrue forventningerne lidt ned (der unaegteligt er ret hoeje hos os rejsende, eftersom vi har faaet at vide, at vi simpelthen ikke kan vaere noget bedre sted i verden, overhovedet!). Anywas, bogen er rigtig god - og jeg ville bare lige give mine anbefalinger til alle de rejsende der foelger min blog, og dem der snart skal afsted (god rejse, Andrea!)

Jeg havde en interessant diskussion omkring jul med naboer og familie, efter at vores praest havde citeret Nik & Jay og Alex i hans praediken. Mit argument gik paa at citationer giver rigtig god mening, hvis de kan underbygge ens paastand paa en anden og forhaabentligt bedre maade end man selv kunne. Jeg synes det var til grin at bruge noget af saa lav lyrisk standard, naar det tydeligvis kun var for at enten at vaekke teenagerne paa de bagerste raekker, eller fremstaa som en "kirke i et moderne samfund og en praest der er med paa beatet". Men men diskussionen blev ret hurtigt lukket for at bevare julefreden, selvom jeg synes den var spaendende.
Grunden til at jeg fremhaever den maaned-gamle snak, er for at lede frem til noget jeg oplevede i dag. Min kaere Creative musik afspiller er blevet fyldt op med ca. 100 albums, saa jeg er ret godt underholdt hele vejen gennem min rejse. Et af de albums er fra 2005, hvor HC Andersen fyldte 200. I den anledning lavede Nikolaj Noerlund et album sammen med nogle af de bedste digtere, musikere og sangere i landet. det 10. nummer hedder "21. aarhundredes aerinde", og da min afspiller kom til dette nummer (som jeg har hoert mange gange foer) skete der noget jeg paa en eller anden maade havde ventet paa i lang tid. Jeg sad paa the SkyTrain og saa paa Vancouvers silhuet, da Claus Hempler synger:

"Saa tager jeg flugten igen, kom med mig
Hvorfor ik'? Vi ku hele det hele
Ha frihed og kraefter til at vaelte byen ned
Vaelte vores hjerner i sol og nutid
(...) som et 21. aarhundredes aerinde"

En af de ret sjaeldne gange, hvor ens liv bliver til en slags film. Det hele bliver kogt ned til det essentielle, og man bliver tilskuer til hvad der sker, og er sket. Det var som at sidde og redigere de seneste ugers oplevelser ned, og komme frem til netop "det 21. aarhundredes aerinde". Jeg ved ikke om det giver mening, men det gjorde, og goer det for mig. Jeg kunne, for at vende tilbage til diskussionen om at citere, ikke udtrykke det bedre med mine egne ord, og lige paa det tidspunkt viste det sig at de ord Lars Skinnebach havde formuleret med udgangspunkt i Andersens droemme, var praecis det soundtrack jeg ville vaelge til min egen lille film.

Det er maaske lidt abstrakt, men lige netop den foelelse er saa unik, at jeg blev noed til at skrive det ned. Lidt samme oplevelse havde jeg paa Oslo-baaden lige inden jeg skulle afsted, og Fyfe Dangerfield fra Guillemots sang

"The world is our carpet now
The world is our dancefloor now
Remind me how to dance again
The world is our carpet now"

Den slags foelelser, som det er ret umuligt at beskrive i en blog (selvom jeg forseogte 10-20 linier laengere oppe) er uundvaerlige, og netop derfor jeg elsker at gaa rundt med mine kaempe hoereboeffer paa. Paa baaden var jeg saa klar til at pakke mine ting og flyve afsted - findes der noget smukkere billede end verden som et (flyvende) taeppe eller et dansegulv? Saadan foeler jeg i hvert fald det er. Jeg springer rundt til det steder jeg allerhelst vil besoege, og saa sent som i dag fik jeg helt vildt meget lyst til at danse op ad Commercial Drive, en foelelse jeg ikke har haft laenge. Senere i sangen synger han

"Yes we're here
Free to laugh and cry
Obliged to try
And nothing here's worth winning without a fight

When I can't move
I'll enjoy the still for a while
And lose myself in waves
And mountains and the sky"

...og det er vel lige praecis her jeg er nu, i gang med at hengive mig til de canadiske boelger og bjerge.

Ja - mine indlaeg er maaske lidt uhaandgribelige disse dage, men det er nu ikke fordi der ikke sker noget herovre. Siden sidst har jeg vaeret til canadisk stand-up, lavet frikadeller til de folk jeg bor hos, drukket mig fuld og kommet hjem med et tomt Richard Simmons pladecover og en bog der hedder "What Lesbians do in books", set Lost in Translation mens jeg spiste 450 gram pistachienoedder kl. 3 om natten, vaeret paa besoeg hos gramma og sagt hej til Bev & Rick, bygget en snemand og spist en maaaaasse Tim Horton's donuts.

Af lidt mere serioes karakter, har jeg vaeret i kontakt med et rejsebureau herovre, for at lave min billet om. Det ville koste mig en bondegaard, hvilket jeg ikke forstaar, eftersom det ikke er af frivillige aarsager at jeg ikke tager til Kenya. Maaske daekker min forsikring, men jeg maa hellere lige kontakte Kilroy igen, for at faa det hele til at passe. Planen er at jeg besoeger Christian i London 3 dage inden jeg smutter direkte til Ghana, istedet for at blive i Nairobi.

I aften skal vi vist ikke til MGMT koncert alligevel (argh!), men til et cabaret show i stedet, fordi det ikke er ligesaa dyrt - aev! I morgen smutter jeg over til Gramma igen, hvor Stephen, France og boernen kigger forbi. Soendag morgen smutter jeg til Whistler med Linda, Wayne, Ariane og Hans(i) - glaeder mig meget.

Ja - et langt indlaeg, jeg haaber ikke i faldt i soevn undervejs.

Varme og musikalske hilsner herfra.