Obama

Det er stort!

Jeg havde aldrig troet at det ville vare saa laenge. I mine undervisningstimer om USA laerte jeg, at det var altafgoerende at vaere blandt de foerste stater der afholdt primaervalg, fordi der meget hurtigt ville tegne sig et moenster for een af kandidaterne. Mange regnede med at det samme ville goere sig gaeldende i aar, naar Clinton, Edwards og Obama toernede sammen i kampen om at blive demokraternes kandidat. Det viste sig ikke at vaere tilfaeldet, og Super Tuesday blev af pressen tillagt enorm betydning i kampen, og det laa i kortene, at der ville vaere en tydelig kandidat efter den tirsdag. Det viste sig heller ikke at vaere tilfaeldet, og nu staar vi her midt i februar og ved stadig ikke med sikkerhed hvem der skal repraesentere det stolte amerikanske parti til november.

Jeg vidste inden min rejse, at en del af min tid her i Nordamerika ville loebe sammen med afstemningen, men jeg havde ingen anelse om at det ville blive saa stort som det er nu. Min foerste store interesse for kampen blev vagt, da Euroman brugte halvdelen af en udgave paa at daekke USA, isaer i forbindelse med det forestaaende valg. Obama var paa forsiden af bladet, med teksten "Barack Obama - En rockstjerne? En Kennedy? En aerlig politiker i en historisk vigtig valgkamp? Portraet af USA's store haab". Ja - det havde maaske vaeret sejere hvis jeg havde laest en forside fra Information, The New Yorker eller TIME, men nogle gange er politik laettere at sluge med laeke gadgets og filmanmeldelser. Anways - artiklen var fremragende, og de citater der blev bragt vakte virkelig min respekt for Obama som politiker. Hans historie og familie situation var da interessant, jo jo, men hans visioner og ideer som politiker virkede saa "genuine" og fremadrettede. Jeg taenkte flere gange gennem artiklen "Ja, ja for pokker mand - det er lige det USA har brug for." Og det mener jeg stadig!

USA er paa kraftig deroute. En (to - flere?) alt for lang og pinefuld krig, der har draenet statskassen for dollars, og befolkningen for tiltro til regeringen er stadig i gang. Dollaren er historisk lav mens koebelysten er forsvundet. Det internationale samfund har vendt USA ryggen, og landet er stadig katastrofalt langt bagud i kampen om at bekaempe den globale opvarmning, der er paa vej til at blive det 21. aarhundredes stoerste udfordring. Det land der altid har vaeret kendt for at huse mennesker fra hele verden og vaere en smeltedigel af innovation, initiativ og fremskridt er nu paa vej mod afgrunden (ja, intet mindre) mens nye store nationer truer med at overtage positionen som global magtpol. I 6-7 aar er USA blot blevet mere og mere paranoidt, og er efterhaanden blevet en nation der udelukkende bygger paa frygt. Billedet er naturligvis mere nuanceret end som saa, men langt de fleste debattoerer erkender USA's nedtur, og isaer amerikanerne har nu indset at det staar rigtig galt til. Saa der er ved at ske noget. Det maatte simpelthen ske paa det ene eller det andet tidspunkt. Optimismen efter murens fald, og troen paa den nye verdensorden er efterhanden mere end et aarti tilbage, men jeg tror stadig den er til stede, ligesaavel som minderne om en krig (Vietnam) der splittede nationen fuldstaendig og endte i total fiasko ogsaa er det. Det gaar simpelthen ikke laengere. Der er ikke tale om en enkelt lille international konflikt USA ikke kunne haandtere, et aar med et lille fald i dollaeren eller nogle faa sygehuse der ikke kan foelge med. Det er meget meget stoerre - og saa stort, at rigtig mange samfundsteoretikere taler om USA-aeraen som vaerende lakkende mod enden. Sandsynligvis inden 2015. - Rusland skal i oevrigt vaere vaert for Vinter-OL i 2014 - Symbolsk? tjah... :)

Det ser sort ud! - og paradoksalt nok, bliver en sort mand symbolet paa den nye vej frem (var den for ond? - sorry, den var lidt oplagt). En demokratisk politiker der var forholdsvis ukendt inden han holdt en (i oevrigt fremragende) tale ved The Democratic Convention i 2004 bliver symbolet paa det alle amerikanere oensker, og vel i bund og grund altid har oensket. Amerikanerne er traditionelt set et optimistisk og haabefuldt folkefaerd, der i hoej grad paa grund af diverse politikere er blevet indoktrineret med frygt, hvilket som bekendt (ad omveje) foerer til hate and suffering. Det er fandme synd. Jo mere jeg lytter til debatter i fjernsynet, laeser blogs paa nettet, taler med canadierer og laeser artikler faar jeg en fornemmelse af at Enough is enough (ik' os Seeberg), og det er saa vanvittigt spaendende at foelge med i denne kampagne, der meget vel kan gaa hen i historien som den vigtigste amerikanske praesidentkampagne i flere aartier. Obama er den eneste rigtige person til at varetage denne opgave. Han er den foerste reelle amerikanske politiker i mange aar. Ofte skal man have en naturlig skaepsis over for en amerikansk poltiker, men det virker ikke noedvendigt for mig, naar jeg lytter til Obama. Maaske er jeg blevet forblaendet af et eller andet, men det er saa vanvittigt befriende at hoere ham tale om at turde droemme, turde haabe, og tro paa fremtiden. Meget sjaeldent hoerer man en amerikansk politiker tale om at boern i skolerne ikke skal laere for hverken laerens eller testens skyld. De skal laere for livet siger han. Laere om Art, Music, Sports, Languages, Cultures and everything that creates a whole human beeing. (det er naermest som at hoere Jelved igen). Han toer fortalle amerikanerne at den kommende tid bliver svaer, fordi han ikke vil vaere mild naar der skal goeres en indsats for miljoet, om det saa er familien der lader Computeren koere, eller GM der ikke vil lave en energi-spareplan. Han anerkender problemerne, og siger at Guantanamo er en skaendsel for amerikanerne, at national sikkerhed ikke noedvendigvis kommer foer menneskerettighederne (hvilket Clinton i oevrigt mener), han har den totalt klassiske amerikanske politiske retorik, med tre-trins-raket og retoriske spoersmaal konstant, men det virker - og det virker fordi hans politik giver mening, og giver haab for et amerikansk folk der sjaeldent har vaeret saa presset som netop nu.

Det er voldsomme ord, og jeg komme helt til at lyde som en fanatisk politisk forkaemper, (som naar Mette Abildgaard taler for atomkraft), det ved jeg nu ikke om jeg er. Jeg synes bare det er vanvittigt spaendende at foelge med i noget saa afgoerende og vigtigt, og noget der fylder saa meget her i Canada, og naturligvis i USA, hvor jeg skal ned om meget faa dage. Jeg glaeder mig til at fornemme stemningen dernede, og forhaabentligt faa nogle gode diskussioner.

Wow det var langt, og vel totalt irrelevant for min rejse, men som I maaske har opfattet bruger jeg i hoej grad min blog til at komme af med en masse tanker. Jeg har vaennet mig til tastaturet, og min arm gaar i kramper naar jeg skrive i haanden. Saa bloggen er mit middel. Haaber I faar lidt fornoejelse ud af det :)

Det ser heldigvis ret godt ud for Obama for tiden - saa jeg er optimistisk! En debattoer sagde i gaar paa CNN, at "whoever wins this election - faces the biggest challenges as an american president since Franklin D. Roosevelt" - det er sgu noget af en opgave! poej poej :)

Jeg kan ikke (som jeg plejer) skrive jeg haaber alt er godt i Danmark, eftersom jeg lige har laest om de mange uroligheder rundt omkring i landet. EY DANMARK - hvad sker der FOR DIG??? Kom nu for fa'an! (Jeg savner Natasja). Jeg haaber I faar styr paa det. Og de der tegninger as well. Og stem for guds skyld Vocaloca ud af X-factor (det er naesten vigtigere) heh!

Take good care, and don't let the bed bugs bite!

Knus fra Martin

----------------------------------

Redigeret: Fandt lige ud af at Obama har foedselsdag samme dag som mig - wow :)