Min fod ser nu saa klam ud, at Sofie virkelig er glad for, at jeg meget snart er hjemme. Hun mener der er nogen derhjemme der kan tage sig bedre af den end jeg selv har gjort. Den er fandme ogsaa klam efterhaanden og goer desuden siiiindssygt ondt. Jeg har paa min rejse forlagt en del ting, og faaet stjaalet nogle andre, men det har ikke irriteret mig saa meget som det gjorde, da en pige paa Zanzibar hoejskolen satte en stol oven paa min bare fod og lavede en lille skramme, der senere har udviklet sig til et betaendt krater, der for hver dag der gaar blot bliver mere roedt, gult og haevet. Det er godt at jeg skal hjem snart. Ikke kun fordi min fod er begyndt at sige stop, men ogsaa fordi jeg selv er klar til at komme tilbage.
De seneste uger har vaere forrygende. Jeg faldt pladask for Mombasa, og vi laerte ogsaa at finde charmen ved Dar Es Salaam. Det er en vild folelse at have et indtryk af de fleste stoerre byer i Oestafrika, og med ordentlig grundlag kunne sige "Jeg synes Nairobis barer var de hyggeligste, men at Dar havde det fedeste Casino" eller at "Mombasas knallerttaxier fungerer langt bedre end Arushas taxier, og at smoggen i Nairobi er meget vaerre end nogen af de andre byer. Hvor min rejse i Ghana hovedsageligt var en oplevelse af landets mindre byer og landsbyer, har min rejse i Oestafrika vaere enten aegte naturoplevelsre (Kili og Safari) eller storbyoplevelser som Nairobi, Dar og Mombasa. Det er fantastisk at have det hele med!
Man kan ikke lade vaere med at foele sig som en verdensmand, naar man inden for 3 maaneder har badet i baade Stillehavet, Atlanterhavet og Det indiske ocean. Oplevet Vancouver, Seattle, San Francisco, Hollywood, London, Accra og alle de Oestafrikanske byer jeg lige har omtalt. Staaet paa Afrikas tag, og stegt blaeksprutter som mine kammerater lige har vaeret ude og hjaelpe med at fange. Det er ikke for at lave dette til en reklame for min rejse, men jeg maa indroemme at jeg har faaet alt det ud af min vilde plan om at besoege saa mange forskellige steder som jeg overhovedet kunne forestille mig.
Jeg er klar til at komme hjem. Jeg ved der venter folk derhjemme der glaeder sig til at se mig og som jeg glaeder mig helt vildt til at give et knus, men jeg har virkelig erfaret at jeg er en rejselysten ung mand, og jeg smutter afsted igen saa snart det kan lade sig goere. Barcelona, Moskva og Helsinki staar allerede paa listen. Maaske kan jeg faa andre gode raad naar jeg skal moedes med alle mine andre rejsende kammerater der har set mindst lige saa meget som mig.
Nu er der under 24 timer..
vi ses
søndag den 1. juni 2008
tirsdag den 27. maj 2008
...og lige lidt billeder
Lige enbilledmaessig opdatering af de seneste ugers aktiviteter
- der venter cirka 2800 ekstra billeder naar jeg kommer hjem :)
vi ses
- der venter cirka 2800 ekstra billeder naar jeg kommer hjem :)
vi ses
mandag den 26. maj 2008
Ildebrand i gaden!
I dag er den sidste mandag jeg kommer til at have paa min rejse. I morgen bliver den sidste tirsdag paa min rejse, og inden for meget faa dage lever jeg ikke laengere i en rygsaek. Det har jeg gjort i over fire en halv maaned paa tre kontinenter i 6 forskellige lande. Snart skal ikke bekymre mig om myggenet inden jeg falder i soevn eller toiletpapir inden jeg gaar paa toilet. Snart er mit doegn ikke del ligeligt op mellem lyst og moerkt og snart er mine foedder ikke laengere oemme fordi jeg koebte et par (ellers ret flotte) sko til 35 kroner i en skoforretning i Mombasa.
Jeg ved ikke om jeg er klar til at lave det konkluderende indlaeg, jeg ellers saa smaat laegger op til i indledningen, men det er umuligt at benaegte, at der er mange - netop - konkluderende tanker der farer igennem denne rejsendes hoved, her mens rejsen lakker mod enden. Lige saa klar som jeg er til at komme tilbage til Danmark, snakke med jer alle, spise en ristet med det hele, pakke ud, drikke en tuborg og holde en stor sommerfest i festsalen, lige saa svaert er det for mig at forholde mig til, ikke at skulle finde smaa restaurationer, der saelger den billigste pilau og den koldeste oel, feste med danseglade afrikanere, tage billeder af de smukke solnedgange og fornemme de afrikanske storbyer, der aldrig sover.
Det er svaert for mig at laegge skjul paa hvor meget jeg er kommet til at holde af dette kontinent, og hver gang Mikkel, Uffe og jeg faar 3-4 halv-kolde Tusker eller lidt Konyagi og Krest, falder hen i vores semi-filosofiske og smaa-flyvske samtaler om Afrika og forsoeger at goere status paa kontinentets tilstand (wow..) eller ’bare’ dets indbyggeres hverdag – ender vi som regel med bare at kigge lidt paa hinanden og med et diskret smil paa laeben og god jysk underdrivelse sige.. ”ja, her er sgu ikke saa skidt”.
Jeg laa i gaar i sengen, og sagde til Mikkel: ”Der er ikke andre steder i verden der kan faa mig saa meget op at ridde paa en glaedesboelge og saa kort efter give mig et stort fald ned i et hul hvor jeg bare kan blive super ked af det og taenke ”ejh! hvor er det urimeligt””. Hurtigt spoerger Mikkel mig dog, om ikke det er langt oftere jeg taenker YES end PIS (groft sagt), og det gaar op for mig at jo – for pokker mand hvor har Afrika givet mig et stort haab paa fremtiden, og det var langt svaerere for mig at naevne de situationer hvor jeg netop har taenkt; ”det ser fandme sort ud”. Jeg har naevnt det foer, og det drejer sig isaer om begraensnigen af den personlige frihed og minimaliseringen af det frie menneskes mulighed – som jeg som stolt socialliberalst til enhver tid vil oenske for alle mennesker – og som jeg flere gange paa min rejse har oplevet som ikketilstedevaerende. Det har virkelig slaaet mig ud, at opleve afrikanere med lyst til at opleve verden, faa afslag paa deres droemme, fordi de internationale visumregler saetter urimeligt hoeje krav til dem. Det er trist at en trovaerdig og iderig mand ikke kan faa lov til at laane penge i banken til at starte et nyt projekt, og det er en skam, at en pokkers dygtig fodboldspiller ikke kan blive ’opdaget’ af en soccerscout fordi han ikke har raad til at tage bussen til storbyen. Der er en del af den slags eksempler, men hvad der efterhaanden er gaaet op for mig er; at alle mennesker staar paa forskellige steder, og ethvert menneske vil til enhver tid droemme sig til noget bedre og andet end der hvor han staar nu – det er menneskelig natur. Med mit naturlige etnocentriske udgangspunkt for mit moede med mennesker fra andre kulturer, er det svaert ikke at forvente, at de maa have de samme droemme som mig. Efter det er gaaet op for mig at det naturligvis aldrig vil vaere tilfaeldet, er jeg blevet i rigtig godt humoer af netop at moede mennesker med de droemme. For det er foerst naar du foeler dig tryg og har mad paa bordet, at du vil kunne have droemmen om at starte en virksomhed, droemmen om at opleve Paris eller droemmen om at komme paa landsholdet. Min smaanaive ide om at alting kan lade sig goere, baerer naturligvis tydeligt praeg af at jeg rent faktisk kommer fra et sted hvor alt (naermest) kan lade sig goere. Det kan det ikke overalt i Afrika (endnu), og derfor er det de smaa ting jeg oplever overalt der giver mig et smil paa laeben og en optimistisk tro paa fremtiden for disse mennesker. Nej – der er ikke asfalteret vej hele vejen fra Dar til Mombasa, men der er en vej, og det kan lade sig goere at komme frem. De har ikke vand hele tiden paa Zanzibar, nej – men de har trods alt vand af og til. Det lyder som nemme konklusioner, men tro mig, det er det ikke. Derfor er det ikke saa lidt svaert at skulle sige farvel til kontinent hvor landsbyens drenge ikke har en fodbold med elastik om maven til 199,- i Bilka, saa de kan traene selv i baghaven, men hvor de hver dag... hver dag moedes med de andre gutter fra landbyen og traener med hinanden i et par timer. Jeg elsker det helt vildt, og har ladet mig inspirere enormt af alle disse mange indtryk.
Hvad jeg ofte vender tilbage til, er at det faktisk kan vaere mere trist, at hoere historier fra Vestkysten i ”verdens rigeste land”, hvor folk netop ikke har de muligheder de oensker sig. Jeg ved at deres standpunkt ligner mit langt mere end afrikanernes, hvorfor jeg synes det er vildt synd, naar en superintelligent pige ikke kan faa den uddanelse hun oensker sig fordi hun ikke har de mange tusind dollars det koster at komme ind. Eller rende ind i en gruppe unge mennesker der bliver noedt til at smutte fra deres baal paa stranden i Seattle kl. 9.30 fordi... der lukker stranden, og saa kommer politiet (!). Eller unge der ikke kan rejse ud i verden fordi deres opsparede dollars lige er faldet ret meget i vaerdi. Ejh hvor er det aergerligt, men det er en helt anden snak, som jeg glaeder mig til at tage naar jeg kommer hjem. Det har i hvert fald sat mange overvejelser at komme saa langt omkring, at man kan lave saadanne (maaske lidt urimelige) sammenligninger. Fremtiden i USA er desvaerre ret dyster – fremtiden i de afrikanske lande jeg har besoegt, er ret lys...
Okay, et ikke saa lidt uinformativt indlaeg om de seneste dages oplevelser, der ellers bl.a. har budt paa en ildebrand i gaden, hvor 15 naboer paa skift gik ind i huset med en kop vand for at preove at slukke gryden med fritureolie der var gaaet i brand (tsk...). Efter en del forsoeg og mange ekslosioner fattede de godt at de nok ikke var vejen frem. Da elinstallationerne pludselig begyndte at sproejte gnister var et raad fra den ’kloge hvide mand’ meget tiltraengt, og Mikkel og jeg fik forklaret dem at et laag ville vaere vejen frem. ”But we don’t have a lid...” Nej men... argh! (lige saa meget som jeg elsker de soede afrikanere, lige saa frustreret kan man blive i visse situationer). Endelig fandt vi et laag som en af de store drenge ville loebe ind med. Til deres store held laa Mombasa Fire Department lige ved siden af, og det tog ikke lang tid inden ilden var slukket. I mellemtiden var en fyr kommet ned for at se om de tre mzunguer nu havde det godt nok. Han ejede den bar vi lige havde drukket paa, og havde hoert raab og skrig op ad gaden, og ville lige tjekke at vi ikke var kommet noget til. Det var vi heldigvis ikke, og ilden naaede aldrig at udvikle sig til noget alvorligt – puha...
Der er masser andre historier, men eftersom jeg meget snart er hjemme, kan det virke lidt dumt at skrive det hele herinde; vi skal jo ogsaa have lidt at snakke om naar vi moedes. Ellers har Uffe lige lavet et ret fyldesgoerende indlaeg om vores seneste dages eventyr - rigtig god laesning, og Jeppes kommentar har gjort, at vi vaelger alligevel at invitere ham til festen. (med mindre han smadre mit, netop, ret halalhippieagtige indlag jeg skriver paa nu.. just so you know!)
Puha, der kom jeg langt op at flyve paa bloggen – haaber jeg lander sikkert igen.
Store hilsner fra en fyr der foeler sig rigtig godt tilpas.
Jeg ved ikke om jeg er klar til at lave det konkluderende indlaeg, jeg ellers saa smaat laegger op til i indledningen, men det er umuligt at benaegte, at der er mange - netop - konkluderende tanker der farer igennem denne rejsendes hoved, her mens rejsen lakker mod enden. Lige saa klar som jeg er til at komme tilbage til Danmark, snakke med jer alle, spise en ristet med det hele, pakke ud, drikke en tuborg og holde en stor sommerfest i festsalen, lige saa svaert er det for mig at forholde mig til, ikke at skulle finde smaa restaurationer, der saelger den billigste pilau og den koldeste oel, feste med danseglade afrikanere, tage billeder af de smukke solnedgange og fornemme de afrikanske storbyer, der aldrig sover.
Det er svaert for mig at laegge skjul paa hvor meget jeg er kommet til at holde af dette kontinent, og hver gang Mikkel, Uffe og jeg faar 3-4 halv-kolde Tusker eller lidt Konyagi og Krest, falder hen i vores semi-filosofiske og smaa-flyvske samtaler om Afrika og forsoeger at goere status paa kontinentets tilstand (wow..) eller ’bare’ dets indbyggeres hverdag – ender vi som regel med bare at kigge lidt paa hinanden og med et diskret smil paa laeben og god jysk underdrivelse sige.. ”ja, her er sgu ikke saa skidt”.
Jeg laa i gaar i sengen, og sagde til Mikkel: ”Der er ikke andre steder i verden der kan faa mig saa meget op at ridde paa en glaedesboelge og saa kort efter give mig et stort fald ned i et hul hvor jeg bare kan blive super ked af det og taenke ”ejh! hvor er det urimeligt””. Hurtigt spoerger Mikkel mig dog, om ikke det er langt oftere jeg taenker YES end PIS (groft sagt), og det gaar op for mig at jo – for pokker mand hvor har Afrika givet mig et stort haab paa fremtiden, og det var langt svaerere for mig at naevne de situationer hvor jeg netop har taenkt; ”det ser fandme sort ud”. Jeg har naevnt det foer, og det drejer sig isaer om begraensnigen af den personlige frihed og minimaliseringen af det frie menneskes mulighed – som jeg som stolt socialliberalst til enhver tid vil oenske for alle mennesker – og som jeg flere gange paa min rejse har oplevet som ikketilstedevaerende. Det har virkelig slaaet mig ud, at opleve afrikanere med lyst til at opleve verden, faa afslag paa deres droemme, fordi de internationale visumregler saetter urimeligt hoeje krav til dem. Det er trist at en trovaerdig og iderig mand ikke kan faa lov til at laane penge i banken til at starte et nyt projekt, og det er en skam, at en pokkers dygtig fodboldspiller ikke kan blive ’opdaget’ af en soccerscout fordi han ikke har raad til at tage bussen til storbyen. Der er en del af den slags eksempler, men hvad der efterhaanden er gaaet op for mig er; at alle mennesker staar paa forskellige steder, og ethvert menneske vil til enhver tid droemme sig til noget bedre og andet end der hvor han staar nu – det er menneskelig natur. Med mit naturlige etnocentriske udgangspunkt for mit moede med mennesker fra andre kulturer, er det svaert ikke at forvente, at de maa have de samme droemme som mig. Efter det er gaaet op for mig at det naturligvis aldrig vil vaere tilfaeldet, er jeg blevet i rigtig godt humoer af netop at moede mennesker med de droemme. For det er foerst naar du foeler dig tryg og har mad paa bordet, at du vil kunne have droemmen om at starte en virksomhed, droemmen om at opleve Paris eller droemmen om at komme paa landsholdet. Min smaanaive ide om at alting kan lade sig goere, baerer naturligvis tydeligt praeg af at jeg rent faktisk kommer fra et sted hvor alt (naermest) kan lade sig goere. Det kan det ikke overalt i Afrika (endnu), og derfor er det de smaa ting jeg oplever overalt der giver mig et smil paa laeben og en optimistisk tro paa fremtiden for disse mennesker. Nej – der er ikke asfalteret vej hele vejen fra Dar til Mombasa, men der er en vej, og det kan lade sig goere at komme frem. De har ikke vand hele tiden paa Zanzibar, nej – men de har trods alt vand af og til. Det lyder som nemme konklusioner, men tro mig, det er det ikke. Derfor er det ikke saa lidt svaert at skulle sige farvel til kontinent hvor landsbyens drenge ikke har en fodbold med elastik om maven til 199,- i Bilka, saa de kan traene selv i baghaven, men hvor de hver dag... hver dag moedes med de andre gutter fra landbyen og traener med hinanden i et par timer. Jeg elsker det helt vildt, og har ladet mig inspirere enormt af alle disse mange indtryk.
Hvad jeg ofte vender tilbage til, er at det faktisk kan vaere mere trist, at hoere historier fra Vestkysten i ”verdens rigeste land”, hvor folk netop ikke har de muligheder de oensker sig. Jeg ved at deres standpunkt ligner mit langt mere end afrikanernes, hvorfor jeg synes det er vildt synd, naar en superintelligent pige ikke kan faa den uddanelse hun oensker sig fordi hun ikke har de mange tusind dollars det koster at komme ind. Eller rende ind i en gruppe unge mennesker der bliver noedt til at smutte fra deres baal paa stranden i Seattle kl. 9.30 fordi... der lukker stranden, og saa kommer politiet (!). Eller unge der ikke kan rejse ud i verden fordi deres opsparede dollars lige er faldet ret meget i vaerdi. Ejh hvor er det aergerligt, men det er en helt anden snak, som jeg glaeder mig til at tage naar jeg kommer hjem. Det har i hvert fald sat mange overvejelser at komme saa langt omkring, at man kan lave saadanne (maaske lidt urimelige) sammenligninger. Fremtiden i USA er desvaerre ret dyster – fremtiden i de afrikanske lande jeg har besoegt, er ret lys...
Okay, et ikke saa lidt uinformativt indlaeg om de seneste dages oplevelser, der ellers bl.a. har budt paa en ildebrand i gaden, hvor 15 naboer paa skift gik ind i huset med en kop vand for at preove at slukke gryden med fritureolie der var gaaet i brand (tsk...). Efter en del forsoeg og mange ekslosioner fattede de godt at de nok ikke var vejen frem. Da elinstallationerne pludselig begyndte at sproejte gnister var et raad fra den ’kloge hvide mand’ meget tiltraengt, og Mikkel og jeg fik forklaret dem at et laag ville vaere vejen frem. ”But we don’t have a lid...” Nej men... argh! (lige saa meget som jeg elsker de soede afrikanere, lige saa frustreret kan man blive i visse situationer). Endelig fandt vi et laag som en af de store drenge ville loebe ind med. Til deres store held laa Mombasa Fire Department lige ved siden af, og det tog ikke lang tid inden ilden var slukket. I mellemtiden var en fyr kommet ned for at se om de tre mzunguer nu havde det godt nok. Han ejede den bar vi lige havde drukket paa, og havde hoert raab og skrig op ad gaden, og ville lige tjekke at vi ikke var kommet noget til. Det var vi heldigvis ikke, og ilden naaede aldrig at udvikle sig til noget alvorligt – puha...
Der er masser andre historier, men eftersom jeg meget snart er hjemme, kan det virke lidt dumt at skrive det hele herinde; vi skal jo ogsaa have lidt at snakke om naar vi moedes. Ellers har Uffe lige lavet et ret fyldesgoerende indlaeg om vores seneste dages eventyr - rigtig god laesning, og Jeppes kommentar har gjort, at vi vaelger alligevel at invitere ham til festen. (med mindre han smadre mit, netop, ret halalhippieagtige indlag jeg skriver paa nu.. just so you know!)
Puha, der kom jeg langt op at flyve paa bloggen – haaber jeg lander sikkert igen.
Store hilsner fra en fyr der foeler sig rigtig godt tilpas.
tirsdag den 20. maj 2008
Fest d. 7. juni
Naar vi en gang vender tilbage venter der en stor fest forude.
Vi ses paa gaarden d. 7. juni kl. 20.00, hvor musikken spiller og I selv medbringer drikkevarer.
Alle er velkomne, undtagen Jeppe W.
Hilsen Uffe, Mikkel og Martin
Vi ses paa gaarden d. 7. juni kl. 20.00, hvor musikken spiller og I selv medbringer drikkevarer.
Alle er velkomne, undtagen Jeppe W.
Hilsen Uffe, Mikkel og Martin
mandag den 12. maj 2008
Beit El Ras (near Bububu)
Det bliver lige kort - Mikkel venter derhjemme med pandekager - men min blogopdaterings hastighed har vaeret staerkt dalende, hvorfor jeg finder det noedvaendigt liiige at give jer lidt news.
Siden sidst er der sket riiigtig meget. Vi endte med at forelske os ret meget i den maerkvaerdige by Arusha (eller i hvert fald dens natteliv), og havde nogle sjove dage med alt for meget kyllingekoed og en smaaliderlig svensker. Vi sendte noget af vores varme vintertoj op til toppen af Kilimanjaro med to haabefulde danskere, der gerne ville naa toppen men som ikke helt havde forberedt sig godt nok. Haaber de kom op.
Ellers smuttede vi paa verdensklassesafari i verdens to vel nok bedste nationalparker - Serengeti og Ngorongoro. Vi havde det virkelig sjovt, og fik set alle de dyr vi ville. Det var for oevrigt rigtig godt at se Buf og Mikkel igen - har jo aldrig vaeret saa lang tid vaek fra de to hoveder foer. Efter vellykket safari og nogle kig paa en taxa-chauffoers grotesk grimme kaereste paa mobiltelefonen, tog vi en bus mod Dar Es Salaam. Meget, meget god bus med bolcher og sodavand og (igen, igen) nigerianske film paa skaermen. Dar var en helvedes by, som vi gudskelov kun skulle opholde os i meget kort tid inden vi blev laesset over paa faergen, hvor Lasse kom igennem sikkerhedskontrollen med et 40 cm langt svaerd paa ryggen. Faergeturen var smuk - virkelig, og ankomsten til Stone Town var fotryllende med den staerke inspiration fra Mellemoesten. Vi kom ret hurtigt ud til vores to hytter som viste sig at ligge (virkelig) paa stranden. Selvom stranden ikke rigtig er klassisk Zanzibar-smuk, saa er det skoent hver aften at kunne foelge solen gaa ned bag horisonten mens de lokale gutter samles for at lave hovedspring fra stenene.
Vi har brugt meget af tiden her paa oen paa at tage dykkercertifikat. Vi bestod alle, og havde nogle dejlige dage paa havet med masser af fisk og meget smukke koraller. Lasse ligner en krebs... Ellers gaar dagene med at fange blaeksprutter og friturestege dem bagefter, handle med de lokale paa markedet, laere de forskellige krydderier at kende og spille riiiigtig meget hjerterfri. Jeg er helt vild med Zanzibar, selvom vi endnu ikke har ligget paa postkortstrandene som ellers var hovedformaalet for at tage herud. Folk er virkelig saa soede ved os i landsbyen (paa naer ham drankeren som Mikkel mente havde skidt i bukserne).
Shit mand tiden gaar hurtigt, og inden laenge venter et fly i Dar Es Salaam for at tage mig med tilbage til DK. Med den varme i har derhjemme kan det nu ikke vaere helt skidt. Glaeder mig til at se jer alle.
Store knus fra mig og de tre andre gutter!
Siden sidst er der sket riiigtig meget. Vi endte med at forelske os ret meget i den maerkvaerdige by Arusha (eller i hvert fald dens natteliv), og havde nogle sjove dage med alt for meget kyllingekoed og en smaaliderlig svensker. Vi sendte noget af vores varme vintertoj op til toppen af Kilimanjaro med to haabefulde danskere, der gerne ville naa toppen men som ikke helt havde forberedt sig godt nok. Haaber de kom op.
Ellers smuttede vi paa verdensklassesafari i verdens to vel nok bedste nationalparker - Serengeti og Ngorongoro. Vi havde det virkelig sjovt, og fik set alle de dyr vi ville. Det var for oevrigt rigtig godt at se Buf og Mikkel igen - har jo aldrig vaeret saa lang tid vaek fra de to hoveder foer. Efter vellykket safari og nogle kig paa en taxa-chauffoers grotesk grimme kaereste paa mobiltelefonen, tog vi en bus mod Dar Es Salaam. Meget, meget god bus med bolcher og sodavand og (igen, igen) nigerianske film paa skaermen. Dar var en helvedes by, som vi gudskelov kun skulle opholde os i meget kort tid inden vi blev laesset over paa faergen, hvor Lasse kom igennem sikkerhedskontrollen med et 40 cm langt svaerd paa ryggen. Faergeturen var smuk - virkelig, og ankomsten til Stone Town var fotryllende med den staerke inspiration fra Mellemoesten. Vi kom ret hurtigt ud til vores to hytter som viste sig at ligge (virkelig) paa stranden. Selvom stranden ikke rigtig er klassisk Zanzibar-smuk, saa er det skoent hver aften at kunne foelge solen gaa ned bag horisonten mens de lokale gutter samles for at lave hovedspring fra stenene.
Vi har brugt meget af tiden her paa oen paa at tage dykkercertifikat. Vi bestod alle, og havde nogle dejlige dage paa havet med masser af fisk og meget smukke koraller. Lasse ligner en krebs... Ellers gaar dagene med at fange blaeksprutter og friturestege dem bagefter, handle med de lokale paa markedet, laere de forskellige krydderier at kende og spille riiiigtig meget hjerterfri. Jeg er helt vild med Zanzibar, selvom vi endnu ikke har ligget paa postkortstrandene som ellers var hovedformaalet for at tage herud. Folk er virkelig saa soede ved os i landsbyen (paa naer ham drankeren som Mikkel mente havde skidt i bukserne).
Shit mand tiden gaar hurtigt, og inden laenge venter et fly i Dar Es Salaam for at tage mig med tilbage til DK. Med den varme i har derhjemme kan det nu ikke vaere helt skidt. Glaeder mig til at se jer alle.
Store knus fra mig og de tre andre gutter!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
