So what's it like at 5895 m above sea level?

Now we know!

Ingen tvivl om at vores vanvittige ide om at bestige Afrikas hoejeste bjerg under hele min rejse har ligget som et ultimativt klimaks. For over fire aar siden aftalte Lasse og jeg at tage til Tanzania og vandre op langs Kilimanjaros skraaning, for til sidst at kunne staa i 5895 meters hoejde. Vi har i vores kaade ungdomsdage paa Vesterlund ikke haft den fjerneste ide om hvad vi skrev under paa, for rejsen op til Afrikas tag viste sig at vaere den stoerste fysiske og psykiske udfordring vi begge nogensinde har vaeret igennem.

Nu sidder vi saa paa et hotel i Arusha - Lasse paa vores vaerelse med en massoer, jeg her foran computeren i et forsoeg paa at give jer laesere en ide om hvad vi netop har vaeret igennem. Vi har foert dagbog under turen derop, men jeg tror den er en smule for intern og lidt for lang til at kunne skrive det hele herind paa bloggen. Det er dog ogsaa blevet til omkring 250 billeder under turen til toppen, saa vi haaber det kan give et indtryk. Ellers maa I glaede jer til at hoere genfortaellingen naar vi moedes face to face.


1. dag var en 3-timers lang tur gennem saerdeles frodig (regn?)skov. Masser af mos, lianer, hoeje traer, blomster, fugle, colobus-aber og dejlig oxygenholdig luft. Vores baerere, kok og guide viste sig at vaere godt selskab, og det var fantastisk at vaere i gang. Efter en laekker aftensmad (maden under turen har generel vaere overraskende god) faldt vi til ro paa Kilimanjaros skraaning uden den mindste anelse om hvilke udfordringer der ventede forude.

Paa andendagen kom vi rigtig i gang med en god gaatur paa omkring 7 timer. Vi erfarede hurtigt at naar folk siger at man paa Kili kommer igennem 4 aarstider paa 4 dage er det ganske rigtigt. Hurtigt blev traerne kortere, planterne mindre farverige og dyrelivet naesten ikkeeksisterende. Vi begyndte ogsaa saa smaat at kunne maerke at vores ben ikke foer har vaeret udsat for saa intens hike, og aklimatiseringsprocessen var ogsaa gaaet i gang hos os begge med alt hvad det indebaerer af hyppige tisseture, let hovedpine og utallige prutter (Lasse!).


Tredjedagen bragte os ikke meget hoejere op i hoejdemeter (fra cirka 3600 til 3800), men med et besoeg ved Lava Tower der laa godt over 4000 meter oh. fik vi os stadig en ordentlig gaatur op, og da vores guide fornemmede at regn var paa vej, ogsaa en ordentlig og umenneskeligt hurtig tur ned. Det var vores foerste egentligt moede med regnen, selvom vi besteg bjeget i regntiden. Det var ikke specielt sjovt, men synet dagen efter, hvor vi kunne se Kilimanjaros sneklaedte top (Kibo) foran os var det hele vaerd.

Fjerde dagen var vores sidste gaartur foer doedsruten mod toppen, og sidste dag med planter og vand. Foerst startede dagen med aegte rock-climbing, hvor vi af og til matte bruge begge haender til at hive os selv op. Derefter gik vi en vidunderligt smuk gaatur ned i Karanga Valley hvor vi fik fyldt vores vandflasker en sidste gang, og ellers gik mod Barafu Camp, hvores sidste camp inden Uhuru Peak (hoejeste punkt). Her fik vi en udsigt der ikke er til at beskrive, alt for meget sol, og en masse spil kort og popcorn. Vi lagde os til at sove omkring kl. 18, da vi vidste vi ville blive vaekket ved midnat for at tage de sidste (mange, mange) skridt mod toppen.

Det viste sig at vaere umuligt at sove ved Barafu, da vinden var usandsynligt haard. Vi fik maaske begge i alt tre kvarters soevn, hvorefter vi ikke fik andet end en kop te og 10 kiks, inden det gik mod toppen. Det var moerkt, men til vores held var der skyfrit og maanen lyste sporadisk vores rute op. Vinden var dog ikke pae vores side, og selvom det reelt var -12 grader virkede det meget meget koldere! (Hvis nogen fra spejdersport laeser dette indlaeg, sae skam jer over jeres uduelige varmeindlaeg til sko og handsker!!!) Faktisk var landskabet praecis som man kunne forestille sig hvis Peter Jackson fik til opgave at filme H.C. Andersens Snedronningen; Gysende koldt, storslaaet, smukt, eventyrligt og overvaeldende. Der var ikke andre end os og 3 amerikanere pae vej mod toppen, hvilket var fantastisk naar man hoerer om flere hundrede i hoejsaesonen. De foerste 3 timer gik super, og humoeret var hoejt. Men da vi kom op over de 5000 m blev luften tyndere, sneen tykkere, kroppen koldere og det hele virkede umuligt.
Hvert skridt var en kamp, og Lasse kaempede med begyndende hoejdesyge og jeg selv med mavekramper! For at beskrive det sidste stykke op til Stella Point ville det vaere noedvaendigt at slaa op i alle synonymordboeger fra Gad, Gyldendal og Politikens forlag under ulideligt, blande alle ord sammen, og kreere et helt nyt. Jeg kender simpelthen endnu ingen ord der kan beskrive den smaerte det er at traede i sneen i 5700 meters hoejde.
Det bliver dog noedvaendigt at finde ordboegerne frem en gang til, for den tilfredsstillelse det er at se solen staa op over Afrikas savanne med en fantastisk kammerat ved siden paa det hoejeste punkt paa kontinentet er, ja... netop ubeskrivelig. Det er kun ved at kaempe sig gennem 4 dages intens vandring at man kan erfare den foelelse - magisk!


Lasses hoejdesyge var blevet saa kraftig, at vi maatte skynde os ned tilbage til lejren i en lidt mere menneskelig hoejde. Til vores store overraskelse viste der sig at vaere et bobslaede-agtigt spor ned ad bjergets skraaning. Vores guide viste os hvordan, og vi fulgte efter. En meget besynderlig maade at afslutte den intense kamp - men fantastisk sjov! Tilbage i lejren fik vi lidt suppe og broed, og ellers beskeden om at vi efter to timers hvile skulle ud paa yderligere 3-4 timers vandring. I maa huske at vi paa dette tidspunkt ikke havde sovet mere end 45 minutter i 24 timer, og samtidig vaeret igennem den tidligere beskrevne gaatur. Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse at vi sov ganske, ganske godt da vi endelig kom til lejren.

Dagen efter fik vi endelig vores guldbelagte certifikat, og kunne hoppe ind i en Jeep paa vej tilbage til Arusha.

Konklusion: Kilimanjaro byder paa noget af det mest overvaeldende natur man kan forestille sig. At gaa paa hoejderyggen mellem to frodige dale og kunne se skyerne under sig i horisonten, er noget man ikke oplever mange andre steder her i verden. At vi valgte at gaa i low-season, betod at den berygtede slange af mennesker man har hoert om var ikkeesisterende. Regnen var ikke af betydning, og glaeden ved at kunne kigge tilbage mod Kibo og taenke "Vi klarede det" er dejlig.. meget meget dejlig! (Og de efterfoelgende mails og telefonopkald er unaegteligt lidt sjovere)


Jeg haaber I har faaet et lille indtryk af det eventyr vi har vaeret igennem. Oplevelserne dagene inden opstigningen er i oevrigt ogsaa vaerdige til blogindlaeg med alt hvad de indebar af mistet bagage, girafkys, cykeltaxi, afrikansk akrobatik, casinoer, skumle russere, stripbarer og grillkylling med en G4S medarbejder kl. 5 om natten ved receptionen i vores hotel - men det maa blive en anden gang :)

Store, varme hilsner fra Lasse og Martin

Kenya

Jeg kunne egentlig sagtens skrive et kreativt, spaendende og informativt indlaeg om mine dage her i Nairobi, men jeg foeler ikke lige inspirationen (nu fik jeg ogsaa smidt al min inspiration over i et indlaeg paa de to hvide fyres blog).

Der sker i hvert fald nok. 7 hundehvalpe. Mit eget vaerelse, flush-toilet og rindende varmt vand. God mad. Sjove mennesker der ville overbevise mig om at Nariobi har verdens... ja verdens vildeste natteliv. Bowling i et stort entertainment center. Langt hoejere priser end i Ghana. Meget pulserende, men saa absolut fredelig storby. Smukke kvinder. Dejligt vejr. Travelsound. Youghurt (aaah det har jeg savnet) og saa meget mere.

I hvert fald er de her dage jeg egentlig troede jeg bare skulle bruge paa at vente paa Lasses ankomst blevet langt sjovere og hektiske end jeg havde troet - jeg er VILD med Nairobi.

Lasse kommer i oevrigt i morgen, og efter en nattesoevn paa hotel smutter vi til Arusha og begynder vores tur til Afrikas tag. Maaske dette er det sidste indlaeg inden vi kan vise jer et billede af os paa toppen. Det bliver vanvittigt, og helt formidabelt.

Vi skrives ved

Martin

Jeg elsker dig Roskilde!

Jeg ved mange af mine indlaeg efterhaanden har haft mange kommentarer til Roskildeprogrammet. Misforstaa mig nu ikke. Jeg bruger ikke al min tid paa internetcafeer for at tjekke alle de seneste updates, og bare rolig - jeg bruger min tid her i Ghana paa at opleve alt det jeg oensker. Men der er noget i mig, der faar mig til at tjekke hver onsdag for at se hvad seneste tilfoejelse til programmet er. Jeg elsker det.

Og i dag var saa den store dag, hvor hele programmet ville blive offentliggjort. Jeg synes efterhaanden ikke jeg kunne klare mere, med saa mange markante topnavne, men endnu en gang har Roskildeledelsen overrasket mig. Selvom jeg hovedsageligt glaedes mest over dagens hovednavn Jay-Z, fordi jeg ved hvor glade mange af mine venner er for at han kommer, er der igen igen en haandfuld bemaerkelsesvaerdige navne som jeg glaeder mig af hele mit hjerte til at hoere. Lige at kunne smaekke Joan As Police Woman, The Raveonettes, Black Mountain (jaaaah!), Cadence Weapon, Jose Gonzalez (uh... happy Thomas?), Gossip, Mugison og Cat Power paa en i forvejen overfyldt plakat er jo helt formidabelt. Ejh! hvor jeg glaeder mig, og dejligt at se AndyOp paa plakaten, og for satan hvor tvinger jeg jer drenge til at komme med til Alphabeat koncerten - det bli'r som mange tusind naetter med torden!

Jeg skal til at sige farvel til et farverigt land. Det bliver svaerere end jeg havde regnet med, efter jeg er kommet til at holde meget af dette sted, selv paa saa relativt kort tid. Kenya og Tanzania venter forude, og jeg er spaendt paa at se ligheder og forskelle paa Oest- og Vestafrika, og selvfoelgelig glaeder jeg mig til at give mine gutter et stort knus.

Vi ses i mudderet folkens - pas godt paa hinanden saa laenge, og bed til at jeg naar toppen af det store bjerg. Der er ikke laenge til.

Knus herfra

Malaria i Nsawam

Uffe skrev til mig paa mobilen, og spurgte hvordan jeg gik og havde det i Ghana. Jeg var lige ankommet med tro-tro til Nsawam hvor Jack bor, og selvom jeg havde en del hovedpine og var lidt svimmel, kiggede jeg rundt (jeps Ove, med mit indre kamera..) og, lettet over at vaere kommet ud af bussen, saa jeg den ghanesiske skoenhed overalt - og i min generelle optimistiske tone skrev jeg tilbage; "Jeg har aldrig haft det bedre - bare lidt toemmermaend" (dagen forinden havde jeg drukket Stone-beer og gin med irerne, en belgier og en amerikaner i Apam).

Jeg maa dog indroemme at den overoptimistiske sms viste sig at vaere ret saa misvisende, idet jeg paa de 10 minutter jeg ventede paa Jack blot fik det ringere og ringere. Marie havde skrevet til mig dagen inden og fortalt, at hun havde faaet malaria, og jeg kunne ikke lade vaere med at have en bange anelse, eftersom jeg var blevet angrebet ret haardt paa benene, da vi var ved kysten. Jeg spurgte Jack da han kom forbi, om ikke vi kunne tage paa hospitalet saa jeg kunne blive tjekket. Som sagt saa gjort. Nu havde jeg jo haabet paa at kunne lave et klasseafsnit om det ghanesiske sundhedssystem. Det er efterhaanden en klassiker i mange rejsebeskrivelser, at fortaelle om skadestuer med kakkelakker, centimeter stoev, host, spyt, usteriliserede naale og tilmudrede gulve. Desvaerre for den trofaste laeser maa mit indlaeg igen, igen blive en lidt lalleglad fortaelling om et overraskende velfungerende land, hvis sundhedssystem var en ret positiv oplevelse. Bevares, det var ikke en Skejby kopi jeg traadte ind i, og jeg maatte ofte hjaelpe til med at vifte fluerne vaek fra sengen, og engangshandsker er ikke noget de arbejde med paa dette sted, men naalen var steril, og personalet virkede kompetente. Alligevel fik jeg lige ringet til Goudas alarmcentral for at faa "thumbs up" fra en dansk laege. Han sagde god for den behandling de ville give mig, og efter et lille "oh.." fra sygeplejersken da hun saa min skandinaviske og godt behaarede ende, fik jeg et stik i bagen, en masse piller og noget lexaglobin til at faa mig tilbage paa banen. Alt sammen til 32 kroner (!).

Da vi kom tilbage til Jacks compund og ind paa hans vaerelse taenkte han at jeg rigtig skulle forkaeles. Han fandt den bedste nigerianske film frem, de paa coveret solgte sig selv som "A movie with Romance, Action, Comedy and Suspense" (hvorfor laese filmvidenskab i Danmark - de har allerede fundet formlen her i Afrika). Jeg fattede aldrig hvad filmen handlede om, og maatte efterhaanden skuffe Jack, og fortaelle at jeg var klar til en lille lur. Foerst skulle vi dog have aftensmad, hvilket viste sig at vaere en ret delikat kaal-ret med ged - jeg er efterhaanden ved at have laert at holde af det ghanesiske cuisine. Jeg lagde mig til at sove kl. 20, og vaagnede foerst op 12 timer senere. Den foelgende dag gik ikke med meget andet end at spise, sove, lege med halvandet aar gamle Patrick (som jeg i oevrigt har faaet tilbudt at tage med hjem til Danmark. Hvad siger i drenge; Skal vi have en lille negerunge i Amager-huset? Han er pisse sej!), sove lidt mere, besoege en overraskende hurtig internetcafe, hvor jeg fik mulighed for at koebe Gnarls Barkleys nye album, spise og sove. Jeg fik beskeden om gramma om aftenen, og selvom det var haardt at faa beskeden, var det ogsaa en stor lettelse. Hun, og isaer mor og far, har fyldt meget i mine tanker det sidste stykke tid, hvorfor det var rart at vide Gramma endelig har faaet fred, og at mor og far kan vende tilbage til Danmark. Mange tak for jeres kondolencer - hun var en bemaekelsesvaerdig og meget smuk kvinde, som jeg ved mange mennesker vil mindes. Selvom mange maaske vil taenke at malaria og beskeden om ens mormors doed ikke er en oensvaerdig kombination, men jeg maa faktisk indroemme at det passede mig ret godt. Jack og beboerne gav mig fred paa grund af sygdommen, saa jeg kunne vaere mig selv med mine tanker og ikke blive slaebt rundt som den attraktion jeg ellers er i en landsby som Nsawam. Da Jack kom tilbage var han meget ked af at hoere beskeden om gramma, og eftersom vi ikke kunne faa fat i Whiskey, udbragte vi en skaal for hende i Lexaglobin og vand - ikke helt min mormor vaerdigt, men hva pokker?.. he he

Dagen efter var min sygdom saa smaat paa deroute, og jeg skulle med Jack til Accra for at se en fodboldkamp. Foerst blev jeg dog indlogeret paa hans fars hospital, hvor jeg kunne "have a small rest". Dette hospital var igen en positiv overraskelse, lige til jeg traadte ind paa toilettet, som jeg for at skaane sarte laesere end ikke vil begynde at beskrive. Efter en lille lur blev jeg vaekket af en af hans (utallige) broedre for at tage over i kirken. Ha ha, jeg siger jer det var fantastisk oplevelse. Det var soendag og worship-time, hvilket betyder at hele kirken er fyldt med raabende, klappende, dansede og skrigende ghanesere i deres stiveste puds. Passionen for Gud er stor, men ikke saa stor som den for mikrofoner. Alle paa scenen render rundt med store mikrofoner, der er skruet saa grotesk hoejt op for at overdoeve de andre kirker, at jeg flere gange var i tvivl om jeg var tilbage ved New Born Insanity koncerten Å '06. Det loed haesligt, men ingen lagde tilsyneladende maerke til det. Mikrofon teknik hos sangerne kan I i oevrigt glemme alt om. Liiige at hive mikrofonen lidt vaek naar man forsoeger at agere Whitney Houston er is not an option - det modsatte er naermere tilfaeldet. Argh maaan det loed som om de var ved at spise de der gule fjedermikrofoner fra faetter BR, der var super populaere i start 90'erne - altsaa rent af helvede til. Det var dog saa dybt underholdende, at jeg blev der en halv times tid (dette fortsaetter i omkring 4 timer non-stop), hvorefter min hovedpine forlangte mig tilbage paa hospitalet.

Fodboldkampen var ret underholdende. Jack var rigtig kaepheoj og sagde han ville vise hvordan man rigtig spiller fodbold. Jeg saa ham komme loebende ind paa banen i hjemmeholdets bluse, klar til kamp. Pludselig forlod han dog banen igen og vendte tilbage i dommer-outfit. Liiiidt pudsigt tankte jeg - og ikke overraskende vandt hjemmeholdet ogsa 2-0, tsk tsk. Efter aftensmad paa en dyr restaurant (12 kroner for 3 oel.. hva' bilder de sig ind?) tog vi tilbage og overnattede paa hospitalet, hvor jeg var saa heldig at faa et vaerelse lige ved siden af rendestenen, hvilket betoed at den friske luft jeg havde brug for paa grund af varmen, stank skraekkeligt. Ikke den bedste nat i Ghana so far..

Om morgenen fik jeg en laekker omelet ved vejkanten, og foelte mig naeste paa toppen igen. Vi smuttede tilbage til Nsawam, hvor vi igen endte ved mekanikeren, hvor de lokale fortaeller hinanden roeverhistorier og sladder, spiller kort og spiser fufu. Et dejligt sted. Om aftenen tog vi os en farvel skaal, og her til morgen er jeg saa smaat klar til at rulle mod Accra tilbage til den kaere pastor for at goere klar til min flytur til Narirobi paa torsdag. Nsawam er et praegtigt sted som har inspireret mig meget. Jeg bliver noedt til at vende tilbage, og haaber paa Jack kan komme til Danmark en gang, saa jeg kan vise ham hvordan det hele haenger sammen hos os.

Jeg haaber Danmark er dejligt. Mange tak for de utallige mails jeg har faaet, det varmer mit hjerte meget, og jeg glaedes over at hoere foraaeret er kommet til Danmark. Pas nu godt paa hinanden til vi ses.

Knus herfra

Hov, Gnarls Barkleys nye er by the way super!

Our Gramma

Forever loved and remembered!

May you rest in peace