Obama

Det er stort!

Jeg havde aldrig troet at det ville vare saa laenge. I mine undervisningstimer om USA laerte jeg, at det var altafgoerende at vaere blandt de foerste stater der afholdt primaervalg, fordi der meget hurtigt ville tegne sig et moenster for een af kandidaterne. Mange regnede med at det samme ville goere sig gaeldende i aar, naar Clinton, Edwards og Obama toernede sammen i kampen om at blive demokraternes kandidat. Det viste sig ikke at vaere tilfaeldet, og Super Tuesday blev af pressen tillagt enorm betydning i kampen, og det laa i kortene, at der ville vaere en tydelig kandidat efter den tirsdag. Det viste sig heller ikke at vaere tilfaeldet, og nu staar vi her midt i februar og ved stadig ikke med sikkerhed hvem der skal repraesentere det stolte amerikanske parti til november.

Jeg vidste inden min rejse, at en del af min tid her i Nordamerika ville loebe sammen med afstemningen, men jeg havde ingen anelse om at det ville blive saa stort som det er nu. Min foerste store interesse for kampen blev vagt, da Euroman brugte halvdelen af en udgave paa at daekke USA, isaer i forbindelse med det forestaaende valg. Obama var paa forsiden af bladet, med teksten "Barack Obama - En rockstjerne? En Kennedy? En aerlig politiker i en historisk vigtig valgkamp? Portraet af USA's store haab". Ja - det havde maaske vaeret sejere hvis jeg havde laest en forside fra Information, The New Yorker eller TIME, men nogle gange er politik laettere at sluge med laeke gadgets og filmanmeldelser. Anways - artiklen var fremragende, og de citater der blev bragt vakte virkelig min respekt for Obama som politiker. Hans historie og familie situation var da interessant, jo jo, men hans visioner og ideer som politiker virkede saa "genuine" og fremadrettede. Jeg taenkte flere gange gennem artiklen "Ja, ja for pokker mand - det er lige det USA har brug for." Og det mener jeg stadig!

USA er paa kraftig deroute. En (to - flere?) alt for lang og pinefuld krig, der har draenet statskassen for dollars, og befolkningen for tiltro til regeringen er stadig i gang. Dollaren er historisk lav mens koebelysten er forsvundet. Det internationale samfund har vendt USA ryggen, og landet er stadig katastrofalt langt bagud i kampen om at bekaempe den globale opvarmning, der er paa vej til at blive det 21. aarhundredes stoerste udfordring. Det land der altid har vaeret kendt for at huse mennesker fra hele verden og vaere en smeltedigel af innovation, initiativ og fremskridt er nu paa vej mod afgrunden (ja, intet mindre) mens nye store nationer truer med at overtage positionen som global magtpol. I 6-7 aar er USA blot blevet mere og mere paranoidt, og er efterhaanden blevet en nation der udelukkende bygger paa frygt. Billedet er naturligvis mere nuanceret end som saa, men langt de fleste debattoerer erkender USA's nedtur, og isaer amerikanerne har nu indset at det staar rigtig galt til. Saa der er ved at ske noget. Det maatte simpelthen ske paa det ene eller det andet tidspunkt. Optimismen efter murens fald, og troen paa den nye verdensorden er efterhanden mere end et aarti tilbage, men jeg tror stadig den er til stede, ligesaavel som minderne om en krig (Vietnam) der splittede nationen fuldstaendig og endte i total fiasko ogsaa er det. Det gaar simpelthen ikke laengere. Der er ikke tale om en enkelt lille international konflikt USA ikke kunne haandtere, et aar med et lille fald i dollaeren eller nogle faa sygehuse der ikke kan foelge med. Det er meget meget stoerre - og saa stort, at rigtig mange samfundsteoretikere taler om USA-aeraen som vaerende lakkende mod enden. Sandsynligvis inden 2015. - Rusland skal i oevrigt vaere vaert for Vinter-OL i 2014 - Symbolsk? tjah... :)

Det ser sort ud! - og paradoksalt nok, bliver en sort mand symbolet paa den nye vej frem (var den for ond? - sorry, den var lidt oplagt). En demokratisk politiker der var forholdsvis ukendt inden han holdt en (i oevrigt fremragende) tale ved The Democratic Convention i 2004 bliver symbolet paa det alle amerikanere oensker, og vel i bund og grund altid har oensket. Amerikanerne er traditionelt set et optimistisk og haabefuldt folkefaerd, der i hoej grad paa grund af diverse politikere er blevet indoktrineret med frygt, hvilket som bekendt (ad omveje) foerer til hate and suffering. Det er fandme synd. Jo mere jeg lytter til debatter i fjernsynet, laeser blogs paa nettet, taler med canadierer og laeser artikler faar jeg en fornemmelse af at Enough is enough (ik' os Seeberg), og det er saa vanvittigt spaendende at foelge med i denne kampagne, der meget vel kan gaa hen i historien som den vigtigste amerikanske praesidentkampagne i flere aartier. Obama er den eneste rigtige person til at varetage denne opgave. Han er den foerste reelle amerikanske politiker i mange aar. Ofte skal man have en naturlig skaepsis over for en amerikansk poltiker, men det virker ikke noedvendigt for mig, naar jeg lytter til Obama. Maaske er jeg blevet forblaendet af et eller andet, men det er saa vanvittigt befriende at hoere ham tale om at turde droemme, turde haabe, og tro paa fremtiden. Meget sjaeldent hoerer man en amerikansk politiker tale om at boern i skolerne ikke skal laere for hverken laerens eller testens skyld. De skal laere for livet siger han. Laere om Art, Music, Sports, Languages, Cultures and everything that creates a whole human beeing. (det er naermest som at hoere Jelved igen). Han toer fortalle amerikanerne at den kommende tid bliver svaer, fordi han ikke vil vaere mild naar der skal goeres en indsats for miljoet, om det saa er familien der lader Computeren koere, eller GM der ikke vil lave en energi-spareplan. Han anerkender problemerne, og siger at Guantanamo er en skaendsel for amerikanerne, at national sikkerhed ikke noedvendigvis kommer foer menneskerettighederne (hvilket Clinton i oevrigt mener), han har den totalt klassiske amerikanske politiske retorik, med tre-trins-raket og retoriske spoersmaal konstant, men det virker - og det virker fordi hans politik giver mening, og giver haab for et amerikansk folk der sjaeldent har vaeret saa presset som netop nu.

Det er voldsomme ord, og jeg komme helt til at lyde som en fanatisk politisk forkaemper, (som naar Mette Abildgaard taler for atomkraft), det ved jeg nu ikke om jeg er. Jeg synes bare det er vanvittigt spaendende at foelge med i noget saa afgoerende og vigtigt, og noget der fylder saa meget her i Canada, og naturligvis i USA, hvor jeg skal ned om meget faa dage. Jeg glaeder mig til at fornemme stemningen dernede, og forhaabentligt faa nogle gode diskussioner.

Wow det var langt, og vel totalt irrelevant for min rejse, men som I maaske har opfattet bruger jeg i hoej grad min blog til at komme af med en masse tanker. Jeg har vaennet mig til tastaturet, og min arm gaar i kramper naar jeg skrive i haanden. Saa bloggen er mit middel. Haaber I faar lidt fornoejelse ud af det :)

Det ser heldigvis ret godt ud for Obama for tiden - saa jeg er optimistisk! En debattoer sagde i gaar paa CNN, at "whoever wins this election - faces the biggest challenges as an american president since Franklin D. Roosevelt" - det er sgu noget af en opgave! poej poej :)

Jeg kan ikke (som jeg plejer) skrive jeg haaber alt er godt i Danmark, eftersom jeg lige har laest om de mange uroligheder rundt omkring i landet. EY DANMARK - hvad sker der FOR DIG??? Kom nu for fa'an! (Jeg savner Natasja). Jeg haaber I faar styr paa det. Og de der tegninger as well. Og stem for guds skyld Vocaloca ud af X-factor (det er naesten vigtigere) heh!

Take good care, and don't let the bed bugs bite!

Knus fra Martin

----------------------------------

Redigeret: Fandt lige ud af at Obama har foedselsdag samme dag som mig - wow :)

Oh Canada!

Det er laenge siden jeg har skrevet, men jeg ved egentlig ikke om jeg har saa voldsomt meget at skrive. Det meste af tiden herovre gaar for tiden hos Gramma. Jeg vil ikke gaa i detaljer her paa bloggen, men det gaar kun en vej nu, og det er vi vel saa smaat ved at goere os klar paa herovre. It really lucked out with us being here at this time. We feel so much at home, and it's obvious how happy she is with us being around. Det har vaeret helt perfekt for os tre boern at vaere herovre sammen med mor, og der har slet ikke vaeret en trykket stemning som man kunne have forventet. Gramma har bevaret sit optmistiske sind og sarkastiske galgenhumor - det er skoent!

Rebecca kom hjem samme dag som Annie og Emma kom herover. Hun har vaeret i Europa i 5 maaneder, og har haft det super. Det var godt at se hende, lige saavel som det var rart at se baade mor, Emma og Annie. Vi har virkelig bare taget det "one day at a time", spist paa den kaere Tim Horton's og spillet Shuffle Board. Vi tog til Chinese New Years soendag, hvilket var meget usaedvanligt, og spectacular. Se de smukke fotografier - det var virkelig en oplevelse! I mandags var Emma og jeg ved en stor svoemmehal med vandrutsjebaner, vipper, boelgebassin og det hele. Hun er perfekt at vaere sammen med saadan et sted - sjovt! I dag var vi ude at spille curling. Det var en overraskende spaendende sport. Vi troede foerst det ville vaere totalt umuligt, eftersom vi skoejtede rundt paa isen og smadrede vores roeve og knaeer, men we got a hold of it after some time, og havde det virkelig sjovt! Vi sover hos Linda og Wayne i aften, det er saa hyggeligt her hos dem, foeler mig virkelig velkommen!

Foelger meget med paa CBC og CNN for at foelge med i praesidentkandidatkampen - det fylder meget herovre, og jeg elsker det. Som beskrevet er jeg helt solgt til Barack, og jo mere jeg hoerer ham tale, jo mere faar jeg lyst til at skynde mig til USA og kaempe hans kamp. Der komme et langt indlaeg om det paa et tidspunkt, jeg synes det er vanvittigt spaendende. I oevrigt blev Muhammed-tegningerne naevnt i nyhederne herovre. Fik ikke helt fat i hvad det gik ud paa, men anyways Danmark paa verdenskortet WUHU!!! :S

Jeg maa hellere smutte i seng. God middag paa den anden side af kloden - ha' en god dag!

Hilsner herfra!

Naar ja, og saa var der noget med et toilet der floed over hos Gramma - den historie maa I faa en anden gang.

Der er (som altid) flere billeder paa www.picasaweb.google.com/martinfehrfoto

Whistler lever op til hypen!

Paa vej ned mellem traerne stopper vi op efter et ca 200 meter langt stykke med frisk Champagne-Powder. Jeg raaber i min spontane glaede: "This is why I'm in Whistler" Hans raaber tilbage "This is why I'm living in Whistler", og hans kammerat siger "This is why I live...".

Whistler er stedet man staar paa ski. Ja, punktum. Gang paa gang bliver stedet anerkendt som et af de bedste skisportssteder i verden. Stedet bestaar af to bjerge kaldet Blackcomb og Whistler, der i stoerrelse og kapacitet er naesten identiske. Der er over 200 "runs" hvoraf den laengste er 11 km. Det er en droem for enhver der har staaet paa ski, og der ER noget ganske specielt over den Nordamerikanske powder, der er ubeskriveligt let og nem at staa i. Jeg er ikke selv en specielt oevet skiier (kan man sige det paa dansk?), men jeg blev slaebt med ud de mest vanvittige steder, og blev presset til det yderste. Ned gennem klipper, hvor man ikke kunne bremse, ud over meterhoeje dynger, slalom ned gennem traerne, og med ufatteligt hoej fart over the groomed runs. Jeg er blevet meget mere tryg ved at staa paa ski, og havde en stor stor oplevelse.

Linda og Wayne havde lejet en condo. En lille hytte lige til hoejre for pisterne - "Ski in, ski out" Med fireplace, stort koekken og hottub! Uhm det var fantastisk og igen virkelig canadisk. Jeg tror jeg vil lade billederne tale for sig selv, for det var saa super godt, at jeg ikke liiiige synes jeg kan ramme tonen her paa bloggen. Min blog naaede i oevrigt uanede hoejder i besoegstal ved mit indlaeg om det "21. aarhundredes aerinde", dejligt at I foelger med i mine oplevelser og tanker.

Siden sidst har det vaeret Super Tuesday, og det blev desvaerre desvaerre ikke helt tydeligt hvem demokraterne sender videre, men for satan han goer det godt den kaere Barack Obama. Jeg sidder virkelig og krydser alle lemmer, for at han loeber fra hende den graa, gamle og kedelige Hillary, og bliver USA's naeste praesident. Mange af jer ved hvor betaget jeg er af den mand, og jo mere jeg ser TV og laeser avis, jo mere bliver jeg overbevist om at han (ligesom flertallet her paa bloggen ogsaa synes) vil vaere den rette leder for verdens (lidt endnu i hvert fald) maegtigste land. Jeg har i oevrigt lagt en ny afstemning ud. HA HA HA Nasser!

Og Band of Horses til Roskilde - det er vel godt nok... Palshoej, Breinholt, Hoeier, Steffensen og alle de andre P3 folk er sikkert helt ude af den, men er det virkelig saa stort? Kommentarer er velkomne.

I morgen vil jeg gaa en lang tur, ringe til Gouda Rejseforsikring og hoere om de daekker aendringen af destination, for det goer Kilroy aabenbart ikke, spise donuts, og graede over at de mange penge jeg havde faaet paa min konto aabenbart var en fejl - ARHRGAGHRA!

Kaempe snestorm over hele Vancouver - super fedt. Vi skrive ved, og der er som altid flere billeder paa picasa.

Ude af Hippie-kvarteret

Hey ho Det var en fantastisk oplevelse at bo hos Matt og de tre andre i deres hus. Fyldt med charme og hygge og specielle dufte. Et super fedt kvarter med en masse interessante mennesker. Det var virkelig fedt med alle de independent stores. Sjovt at gaa ind til slagteren for at koebe koed, groenthandleren for groent og aeggekonen for aeg (for real!). Jeg sov rigtig laenge alle dage og blev oppe rigtig laenge, og lavede ikke specielt meget. Var et par ture downtown, hvilket var dejligt, og ellers blev det mest til en masse sne-gaature og oel! Jeg har lagt nogle billeder ind paa picasa-siden (link til hoejre), de er et kig vaerd.

I morgen smutter vi til Whistler/Blackcomb, hvilket er det stoerste skisportssted i Canada, og adskillige gange kaaret til det bedste i verden. Jeg har hoert saa meget om det, og det bliver stort at opleve det selv. Jeg skal bo i en hytte sammen med Linda, Wayne, Ariane og Hansi.

Fandt lige ud af at jeg har faaet lidt (laes meget) mere end jeg havde regnet med i loen - det var virkelig en laettelse. Mor kommer til Canada i overmorgen, og har mine VISAkort med, saa jeg igen kan spendere - dejligt! Ja - mor kommer allerede nu, Gramma har det ikke specielt godt, og jeg tror mor foelte at det var det rigtige tidspunkt at komme. Jeg har besoegt hende et par gange den sidste uges tid, og det har vaeret rigtig rart. Hun glaeder sig meget til at se Emma og Annie, og naturligvis Brenda. Det bliver sjovt at vaere samlet os fem.

Jeg vil smutte i seng og goere klar til det store ski-eventyr.

Haaber DK er rart! Store hilsner herfra!

21. aarhundredes aerinde

Hos boghandleren i gaar, koebte jeg en bog der hedder The art of Travel. En bestseller af Alain De Botton, der beskriver sin bog saaledes. "The perfect antidote to those guides that tell us what to do when we get there. The Art of Travel tries to explain why we really went in the first place". Bogen er delt op i forskellige afsnit, og starter med "On Anticipation", der paa helt forrygende vis inkapsler lige praecis de tanker der maa gaa igennem enhver rejsendes hoved inden man rejser afsted. Jeg sad paa et marked i North Vancouver og fik noget Broccoli og Cheddar supper (yum!) mens jeg laeste i bogen. Efter at have laest en del i forskellige rejsevejledninger, var det en stor befrielse at laese bogen, hvis formaal er at vaere paa niveau med den rejsende frem for at skulle anbefale og vejlede. Den rolle misbruger mange rejseguides, og eksempelvis er sloganet for British Columbia (provinsen jeg er i nu) - The best place on earth! Det giver utvivlsomt et liiidt unuanceret billede af provinsen, hvorfor det er heldigt at have kontakt til en del lokale, der kan skrue forventningerne lidt ned (der unaegteligt er ret hoeje hos os rejsende, eftersom vi har faaet at vide, at vi simpelthen ikke kan vaere noget bedre sted i verden, overhovedet!). Anywas, bogen er rigtig god - og jeg ville bare lige give mine anbefalinger til alle de rejsende der foelger min blog, og dem der snart skal afsted (god rejse, Andrea!)

Jeg havde en interessant diskussion omkring jul med naboer og familie, efter at vores praest havde citeret Nik & Jay og Alex i hans praediken. Mit argument gik paa at citationer giver rigtig god mening, hvis de kan underbygge ens paastand paa en anden og forhaabentligt bedre maade end man selv kunne. Jeg synes det var til grin at bruge noget af saa lav lyrisk standard, naar det tydeligvis kun var for at enten at vaekke teenagerne paa de bagerste raekker, eller fremstaa som en "kirke i et moderne samfund og en praest der er med paa beatet". Men men diskussionen blev ret hurtigt lukket for at bevare julefreden, selvom jeg synes den var spaendende.
Grunden til at jeg fremhaever den maaned-gamle snak, er for at lede frem til noget jeg oplevede i dag. Min kaere Creative musik afspiller er blevet fyldt op med ca. 100 albums, saa jeg er ret godt underholdt hele vejen gennem min rejse. Et af de albums er fra 2005, hvor HC Andersen fyldte 200. I den anledning lavede Nikolaj Noerlund et album sammen med nogle af de bedste digtere, musikere og sangere i landet. det 10. nummer hedder "21. aarhundredes aerinde", og da min afspiller kom til dette nummer (som jeg har hoert mange gange foer) skete der noget jeg paa en eller anden maade havde ventet paa i lang tid. Jeg sad paa the SkyTrain og saa paa Vancouvers silhuet, da Claus Hempler synger:

"Saa tager jeg flugten igen, kom med mig
Hvorfor ik'? Vi ku hele det hele
Ha frihed og kraefter til at vaelte byen ned
Vaelte vores hjerner i sol og nutid
(...) som et 21. aarhundredes aerinde"

En af de ret sjaeldne gange, hvor ens liv bliver til en slags film. Det hele bliver kogt ned til det essentielle, og man bliver tilskuer til hvad der sker, og er sket. Det var som at sidde og redigere de seneste ugers oplevelser ned, og komme frem til netop "det 21. aarhundredes aerinde". Jeg ved ikke om det giver mening, men det gjorde, og goer det for mig. Jeg kunne, for at vende tilbage til diskussionen om at citere, ikke udtrykke det bedre med mine egne ord, og lige paa det tidspunkt viste det sig at de ord Lars Skinnebach havde formuleret med udgangspunkt i Andersens droemme, var praecis det soundtrack jeg ville vaelge til min egen lille film.

Det er maaske lidt abstrakt, men lige netop den foelelse er saa unik, at jeg blev noed til at skrive det ned. Lidt samme oplevelse havde jeg paa Oslo-baaden lige inden jeg skulle afsted, og Fyfe Dangerfield fra Guillemots sang

"The world is our carpet now
The world is our dancefloor now
Remind me how to dance again
The world is our carpet now"

Den slags foelelser, som det er ret umuligt at beskrive i en blog (selvom jeg forseogte 10-20 linier laengere oppe) er uundvaerlige, og netop derfor jeg elsker at gaa rundt med mine kaempe hoereboeffer paa. Paa baaden var jeg saa klar til at pakke mine ting og flyve afsted - findes der noget smukkere billede end verden som et (flyvende) taeppe eller et dansegulv? Saadan foeler jeg i hvert fald det er. Jeg springer rundt til det steder jeg allerhelst vil besoege, og saa sent som i dag fik jeg helt vildt meget lyst til at danse op ad Commercial Drive, en foelelse jeg ikke har haft laenge. Senere i sangen synger han

"Yes we're here
Free to laugh and cry
Obliged to try
And nothing here's worth winning without a fight

When I can't move
I'll enjoy the still for a while
And lose myself in waves
And mountains and the sky"

...og det er vel lige praecis her jeg er nu, i gang med at hengive mig til de canadiske boelger og bjerge.

Ja - mine indlaeg er maaske lidt uhaandgribelige disse dage, men det er nu ikke fordi der ikke sker noget herovre. Siden sidst har jeg vaeret til canadisk stand-up, lavet frikadeller til de folk jeg bor hos, drukket mig fuld og kommet hjem med et tomt Richard Simmons pladecover og en bog der hedder "What Lesbians do in books", set Lost in Translation mens jeg spiste 450 gram pistachienoedder kl. 3 om natten, vaeret paa besoeg hos gramma og sagt hej til Bev & Rick, bygget en snemand og spist en maaaaasse Tim Horton's donuts.

Af lidt mere serioes karakter, har jeg vaeret i kontakt med et rejsebureau herovre, for at lave min billet om. Det ville koste mig en bondegaard, hvilket jeg ikke forstaar, eftersom det ikke er af frivillige aarsager at jeg ikke tager til Kenya. Maaske daekker min forsikring, men jeg maa hellere lige kontakte Kilroy igen, for at faa det hele til at passe. Planen er at jeg besoeger Christian i London 3 dage inden jeg smutter direkte til Ghana, istedet for at blive i Nairobi.

I aften skal vi vist ikke til MGMT koncert alligevel (argh!), men til et cabaret show i stedet, fordi det ikke er ligesaa dyrt - aev! I morgen smutter jeg over til Gramma igen, hvor Stephen, France og boernen kigger forbi. Soendag morgen smutter jeg til Whistler med Linda, Wayne, Ariane og Hans(i) - glaeder mig meget.

Ja - et langt indlaeg, jeg haaber ikke i faldt i soevn undervejs.

Varme og musikalske hilsner herfra.