Malaria i Nsawam

Uffe skrev til mig paa mobilen, og spurgte hvordan jeg gik og havde det i Ghana. Jeg var lige ankommet med tro-tro til Nsawam hvor Jack bor, og selvom jeg havde en del hovedpine og var lidt svimmel, kiggede jeg rundt (jeps Ove, med mit indre kamera..) og, lettet over at vaere kommet ud af bussen, saa jeg den ghanesiske skoenhed overalt - og i min generelle optimistiske tone skrev jeg tilbage; "Jeg har aldrig haft det bedre - bare lidt toemmermaend" (dagen forinden havde jeg drukket Stone-beer og gin med irerne, en belgier og en amerikaner i Apam).

Jeg maa dog indroemme at den overoptimistiske sms viste sig at vaere ret saa misvisende, idet jeg paa de 10 minutter jeg ventede paa Jack blot fik det ringere og ringere. Marie havde skrevet til mig dagen inden og fortalt, at hun havde faaet malaria, og jeg kunne ikke lade vaere med at have en bange anelse, eftersom jeg var blevet angrebet ret haardt paa benene, da vi var ved kysten. Jeg spurgte Jack da han kom forbi, om ikke vi kunne tage paa hospitalet saa jeg kunne blive tjekket. Som sagt saa gjort. Nu havde jeg jo haabet paa at kunne lave et klasseafsnit om det ghanesiske sundhedssystem. Det er efterhaanden en klassiker i mange rejsebeskrivelser, at fortaelle om skadestuer med kakkelakker, centimeter stoev, host, spyt, usteriliserede naale og tilmudrede gulve. Desvaerre for den trofaste laeser maa mit indlaeg igen, igen blive en lidt lalleglad fortaelling om et overraskende velfungerende land, hvis sundhedssystem var en ret positiv oplevelse. Bevares, det var ikke en Skejby kopi jeg traadte ind i, og jeg maatte ofte hjaelpe til med at vifte fluerne vaek fra sengen, og engangshandsker er ikke noget de arbejde med paa dette sted, men naalen var steril, og personalet virkede kompetente. Alligevel fik jeg lige ringet til Goudas alarmcentral for at faa "thumbs up" fra en dansk laege. Han sagde god for den behandling de ville give mig, og efter et lille "oh.." fra sygeplejersken da hun saa min skandinaviske og godt behaarede ende, fik jeg et stik i bagen, en masse piller og noget lexaglobin til at faa mig tilbage paa banen. Alt sammen til 32 kroner (!).

Da vi kom tilbage til Jacks compund og ind paa hans vaerelse taenkte han at jeg rigtig skulle forkaeles. Han fandt den bedste nigerianske film frem, de paa coveret solgte sig selv som "A movie with Romance, Action, Comedy and Suspense" (hvorfor laese filmvidenskab i Danmark - de har allerede fundet formlen her i Afrika). Jeg fattede aldrig hvad filmen handlede om, og maatte efterhaanden skuffe Jack, og fortaelle at jeg var klar til en lille lur. Foerst skulle vi dog have aftensmad, hvilket viste sig at vaere en ret delikat kaal-ret med ged - jeg er efterhaanden ved at have laert at holde af det ghanesiske cuisine. Jeg lagde mig til at sove kl. 20, og vaagnede foerst op 12 timer senere. Den foelgende dag gik ikke med meget andet end at spise, sove, lege med halvandet aar gamle Patrick (som jeg i oevrigt har faaet tilbudt at tage med hjem til Danmark. Hvad siger i drenge; Skal vi have en lille negerunge i Amager-huset? Han er pisse sej!), sove lidt mere, besoege en overraskende hurtig internetcafe, hvor jeg fik mulighed for at koebe Gnarls Barkleys nye album, spise og sove. Jeg fik beskeden om gramma om aftenen, og selvom det var haardt at faa beskeden, var det ogsaa en stor lettelse. Hun, og isaer mor og far, har fyldt meget i mine tanker det sidste stykke tid, hvorfor det var rart at vide Gramma endelig har faaet fred, og at mor og far kan vende tilbage til Danmark. Mange tak for jeres kondolencer - hun var en bemaekelsesvaerdig og meget smuk kvinde, som jeg ved mange mennesker vil mindes. Selvom mange maaske vil taenke at malaria og beskeden om ens mormors doed ikke er en oensvaerdig kombination, men jeg maa faktisk indroemme at det passede mig ret godt. Jack og beboerne gav mig fred paa grund af sygdommen, saa jeg kunne vaere mig selv med mine tanker og ikke blive slaebt rundt som den attraktion jeg ellers er i en landsby som Nsawam. Da Jack kom tilbage var han meget ked af at hoere beskeden om gramma, og eftersom vi ikke kunne faa fat i Whiskey, udbragte vi en skaal for hende i Lexaglobin og vand - ikke helt min mormor vaerdigt, men hva pokker?.. he he

Dagen efter var min sygdom saa smaat paa deroute, og jeg skulle med Jack til Accra for at se en fodboldkamp. Foerst blev jeg dog indlogeret paa hans fars hospital, hvor jeg kunne "have a small rest". Dette hospital var igen en positiv overraskelse, lige til jeg traadte ind paa toilettet, som jeg for at skaane sarte laesere end ikke vil begynde at beskrive. Efter en lille lur blev jeg vaekket af en af hans (utallige) broedre for at tage over i kirken. Ha ha, jeg siger jer det var fantastisk oplevelse. Det var soendag og worship-time, hvilket betyder at hele kirken er fyldt med raabende, klappende, dansede og skrigende ghanesere i deres stiveste puds. Passionen for Gud er stor, men ikke saa stor som den for mikrofoner. Alle paa scenen render rundt med store mikrofoner, der er skruet saa grotesk hoejt op for at overdoeve de andre kirker, at jeg flere gange var i tvivl om jeg var tilbage ved New Born Insanity koncerten Å '06. Det loed haesligt, men ingen lagde tilsyneladende maerke til det. Mikrofon teknik hos sangerne kan I i oevrigt glemme alt om. Liiige at hive mikrofonen lidt vaek naar man forsoeger at agere Whitney Houston er is not an option - det modsatte er naermere tilfaeldet. Argh maaan det loed som om de var ved at spise de der gule fjedermikrofoner fra faetter BR, der var super populaere i start 90'erne - altsaa rent af helvede til. Det var dog saa dybt underholdende, at jeg blev der en halv times tid (dette fortsaetter i omkring 4 timer non-stop), hvorefter min hovedpine forlangte mig tilbage paa hospitalet.

Fodboldkampen var ret underholdende. Jack var rigtig kaepheoj og sagde han ville vise hvordan man rigtig spiller fodbold. Jeg saa ham komme loebende ind paa banen i hjemmeholdets bluse, klar til kamp. Pludselig forlod han dog banen igen og vendte tilbage i dommer-outfit. Liiiidt pudsigt tankte jeg - og ikke overraskende vandt hjemmeholdet ogsa 2-0, tsk tsk. Efter aftensmad paa en dyr restaurant (12 kroner for 3 oel.. hva' bilder de sig ind?) tog vi tilbage og overnattede paa hospitalet, hvor jeg var saa heldig at faa et vaerelse lige ved siden af rendestenen, hvilket betoed at den friske luft jeg havde brug for paa grund af varmen, stank skraekkeligt. Ikke den bedste nat i Ghana so far..

Om morgenen fik jeg en laekker omelet ved vejkanten, og foelte mig naeste paa toppen igen. Vi smuttede tilbage til Nsawam, hvor vi igen endte ved mekanikeren, hvor de lokale fortaeller hinanden roeverhistorier og sladder, spiller kort og spiser fufu. Et dejligt sted. Om aftenen tog vi os en farvel skaal, og her til morgen er jeg saa smaat klar til at rulle mod Accra tilbage til den kaere pastor for at goere klar til min flytur til Narirobi paa torsdag. Nsawam er et praegtigt sted som har inspireret mig meget. Jeg bliver noedt til at vende tilbage, og haaber paa Jack kan komme til Danmark en gang, saa jeg kan vise ham hvordan det hele haenger sammen hos os.

Jeg haaber Danmark er dejligt. Mange tak for de utallige mails jeg har faaet, det varmer mit hjerte meget, og jeg glaedes over at hoere foraaeret er kommet til Danmark. Pas nu godt paa hinanden til vi ses.

Knus herfra

Hov, Gnarls Barkleys nye er by the way super!