Paa Dagbane (som de taler her i Nordghana) er hvid mand "Siliminga". Giv mig ret i at det slet ikke er saa charmerende som Obruni. Jeg foelte lidt de raabte efter et irriterende insekt el.lign., men udover det, saa har mit ophold hos Haruna Suale vaeret rigtig godt, og saerdeles indsigtsfuldt.
Haruna, som jeg moedte da han boede hos Leif (nabo) som del af et udvekslende skoleprojekt, bor omkring 45 minutters koersel fra Tamale i en landsby, der er alt det man kan forestille sig hvis man blander Lejre Jernaldercenter med Glud museum, og tilsaetter afrikanske lerhytter. Det var vanvittigt charmerende, isaer fordi der overalt var baade geder, kalkuner, hoens, hunde, koer og faar, der loeb mellem hytterne og de mange boern. Jeg blev hurtigt praesenteret for gammel-far, madmor og hoevdingen, hvilket indebaerer en masse nik, knaefald, haandtryk og smil helst ledsaget af en masse uforstaaelige Dagbane saetninger og det karakteristiske NAAAAaaaaa, der foelger efter hilsen. Aah jeg kan maerke det bliver svaert at begraense mig naar jeg skal beskrive dette lille samfund, der var saa mange indtryk, og det var saa forskelligt fra hvad jeg havde oplevet i den sydlige del af landet. Ret hurtigt foelte jeg mig godt tilpas blandt de mange mennesker, selvom jeg synes jeg kunne fornemme en snaert af "wow, han er rig ham der..."-stemning, som jeg ikke synes jeg har foelt tidligere paa rejsen. Det kan ogsaa virke en smule grotesk, at jeg kommer slaebende med to store rygsaekke fyldt med kvalitetstoej, kamera, mobiltelefon, toiletsager, vandrestoevler, mp3afspiller... naar (naesten) alt hvad de ejer er dyrene omkring dem og de ting Haruna havde slaebt med fra Roede Kors butikken i Danmark.
Naa, men den store kulturelle og materielle kloeft til trods, blev jeg budt velkommen overalt i landsbyen. Jeg har taget en masse billeder, som jeg haaber paa snart at kunne uploade. Jeg tror de siger mere end jeg kan finde ud af at formulere lige nu. Jeg tog med Haruna til den skole hvor han underviser, og fik lov til at undervise boernene i omkring 2 timer. Det var en overraskende positiv oplevelse, hvor jeg succesfully introduced them til gruppearbejde, broeker, aekvator, sne, stafet og "alle mine kyllinger kom hjem". Jeg kan paa den ene side se hvor straenge forhold de ghanesiske laerere skal arbejde under, men samtidig gik jeg fra skolen med en meget oploeftende fornemmelse af, at det trods alt fungerer paa trods af at laereren kommer og gaar som han vil, boernene larme af helvedes til, og at den engelsk de faar laert til tider er grotesk grammatisk ukorrekt.
Tilbage i landsbyen fik jeg severet grotesk daarlig mad igen igen. Jeg er generelt en fyr med et aabent sind, og klar paa kulturelle udfordringer, men den mad jeg bliver praesenteret for her i Ghana er saa absolut ikke vaerd at skrive hjem om (hvorfor goer jeg det saa egentlig?.. he he). Jeg faldt i seovn under den flotteste stjernehimmel man kan forestille sig, mens Haruna bad sin sidste boen i moskeen sammen med de omkring 100 andre landsbyborgere. Der er en ubeskrivelig ro i den lille landsby, Saanvuli. Haruna forklarede at maendene ikke laver noget lige for tiden, fordi det er toerkesaeson, hvorfor det er noedvendigt for dem at samle kraefter. Det drejer sig vist om 6 maaneder, hvor tiden saa gaar med kalaha, ludo og andre former for afslapning. Meget sigende, sidder gammelfar dag ud og dag ind paa sit jerseyskind og vikler en snor fra den ene trisse til den anden... og tilbage igen! Saadan faar maendene tiden til at gaa, mens de kommanderer med deres koner. Og det skal jeg satme (undskyld) love for at de goer. Haruna har lige nu kun een kone, saa hun lavede al maden, hentede stolen, vaskede toejet, hentede vandet, pillede peanuts, passede barnet og fejede gulvet, alt imens jeg og Haruna sad og lyttede til radio eller diskuterede forskellende paa Danmark og Ghana.
Haruna var jo i Danmark for 3 aar siden, hvilket har gjort et kaempe indtryk paa ham. Det var baade super trist at hoere ham ligge paa sin madras med lukkede oejne og sige "Oh Denmark... I'm just picturing how your roads are so nice. Why are they not like that here in Ghana?" mens modsat virkelig inspirerende naar han saa sagde "You know what I liked about Denmark? You really respect the time. I will try to do the same here i Ghana. That would make a difference". Der er tusindvis af eksempler, og til sidst drev det mig ogsaa en smule til vanvid, konstant at skulle forholde mig til forskelle og ligheder mellem Ghana og Danmark, men det resulterede ogsaa i en masse spaendende diskussioner. Efterhaanden kom vi saa vidt som til at tale om monogami, abort og homoseksualitet. Emner, som Haruna var overraskende parat til at diskutere. Rigtig spaendende, og alt for stort, til at jeg kan skrive mere om det her paa bloggen.
Nok om besoeget hos Haruna, som er slut nu, efter 4-5 dage. Jeg tager nu en overnatning her i Tamale, og er klar til at rejse til Kumasi i morgen tidlig. Jeg skal moedes med Marie onsdag, og hjaelpe lidt til paa boernehjemmet. VI smutter med tog til kysten fredag, hvorefter jeg skal tilbage til Nsawam og Accra, hvorfra jeg tager flyet til Nairobi. Turen op af Kilimanjaro naermer sig med hastige skridt, og jeg glaeder mig virkelig meget. Lasse har faaet styr paa rigtig meget, og jeg er overbevist om at det hele kommer til at forloebe planmaessigt. Det bliver en svaer opgave at komme op, men efterhaanden som jeg laeser mere og mere i min Kili-bog, og skriver med Lasse, bliver jeg overbevist om at vi nok (7-9-13) skal naa toppen! Desuden har han faaet fat i en hytte paa stranden i Zanzibar, hvor vi 4 skal bo i 2 ugers tid. Det bliver forrygende!
Lige for at daekke det hele ind, saa oplevede Jens, Agnete og jeg en hel del de sidste par dage inden jeg kom til Tamale. I Ho moedte vi en frisoer (barber) paa gaden, som boed os velkommen til byen. Vi fik nogle oel og lidt gin, og aftalte at han skulle klippe os dagen efter. Vi moedte op kl. 8 som aftalt, og resultatet blev at mig og Jens gik fra salonen med ufatteligt skaevt og umuligt haar. Godt til en masse grin, og godt at vi er i Afrika og ikke paa Glooobe, Vejle! I oevrigt sang vi "Jeg er en glad lille cowboy" med en masse unger, og spiste en fantastisk ananas omkring midnat. Dagen efter fodrede vi aber i Tafi Atome, fik en formidabel udsigt paa toppen af en bakke, og oplevede en forrygende motorcykeltur. Rigtig sjovt!
Jeg vil til at slutte af, og haaber I har faaet jeres martinfehr.blogspot.com-sult stillet for en stund. Jeg kan forstaa at min navnebror vandt X-factor, at der (maaske) er kommet et nyt religioest parti i Danmark, at Gnarls Barkleys nye album skulle vaere forrygende og at Jeppe Kofoed har hygget sig med en mindreaarig(?).
Ha' det godt allesammen. Vi snakkes ved
mandag den 31. marts 2008
tirsdag den 25. marts 2008
Det smukke ved referers part 3
Jeg tillader mig lige hurtigt at give jer nogle guldkorn min blog-statistik fortaeller. Folk kommer til siden af forskellige veje, og foelgende googlesoegninger er endt paa min side:
- jeppe wojcik
- specielle nudister
- lorte x-factor
- uffe buchardt - island show
- kinesiske restauranter vancouver
mandag den 24. marts 2008
Foerst og fremmest takker jeg lige min vejleder. Der er virkelig gaaet folkeskole i den, og jeg er imponeret over hvor godt du imiterer den gennemsnitlige danske folkeskolelaerers tilbagemelding paa en 8. klasses stil. I ved, vaelg en af foelgende seks emner, hvor alle pigerne valgte novellen, og alle drengene valgte den der med billedet. Flot Jeppe, du har en stor seminariefremtid foran dig! Jeg vil proeve at begraense min parenteser. Du maa lige laere mig hvornaar man skal bruge [ ], for det fatter jeg ikke...
Jeg ved det; min blog mangler lidt nogle cliff-hangere med skud, glasskaar og blod. Ghana er sgu lidt kedeligt hvad det angaar, folk passer simpelthen for godt paa hinanden og paa mig. Jeg var forberedt paa venligheden, men den er stadig overvaeldende. Isaer de steder hvor de meget sjaeldent ser obruni, er de meget venlige og gaestfrie, og virkelig til at stole paa. Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om noget der kan bidrage til en cliff-hanger paa nuvaerende tidspunkt. Det kan vaere det kommer, men lige nu kan bedsteforaeldre foele sig trygge, og Jeppe du maa bare se Blood Diamond igen, for at faa lidt action.
Naa, men for lige at opdatere jer lidt, er jeg lige nu taet paa Akosombo, og skulle egentlig vaere taget med faergen, som sejler klokken 16.00 i foelge min ellers fremragende rejseguide. Det viser sig ikke at vaere sandt, da faergen sejlede for 4 timer siden, og ikke kommer tilbage foer om en uges tid. Faergen skulle have vaeret et hoejdepunkt paa rejsen, og jeg havde set meget frem til den, hvorfor det er lidt noget lort, at jeg nu er strandet her i syden med 3 dages tro-tro ture foran mig for at komme op til den nordlige del af landet, hvor jeg skal moedes med Haruna. Jeg ringede til mor Lissy for at faa fat i nummeret til Leif, for at faa fat i nummeret til Haruna. Det fik jeg, og jeg fik fat i ham, og han boed mig meget velkommen til Ghana! Han glaeder sig til at vise mig landsbyen, og jeg glaeder mig til at tilbringe en uges tid hos ham og hans familie. At jeg ikke kom med faergen betyder dog at jeg ikke kommer derop paa onsdag som jeg havde satset paa - men men, TIA og her betyder det ikke saa meget om man lige skal bruge en ekstra dag eller fire for at naa det man havde planlagt.
Jeg sagde farvel til min gode ven Jack og resten af de soede folk fra compunden i Nsawam i gaar, og begav mig paa min rejse mod nord. De 2-3 dage i Nsawam var saa gode og sjove, og jeg har aftalt med Jack at jeg kommer tilbage og tilbringer nogle dage inden jeg smutter med flyet til Kenya. Jeg tog konstant mig selv i at smile, eftersom Nsawam er en by med liv overalt og enormt sjove mennesker. Dagene var fyldt med oplevelser, og jeg er nu blevet tilbudt aegteskab med flere afrikanske kvinder, set hvor forbloeffede afrikanere bliver naar man aabner en oel paa aegte haandvaerkervis med omvendt flaske, vaeret med til at lave fufu, laert at elske fufu, brugt min fantastiske Swiss-army knife (thanks again mom!) til at aabne vanvittigt saftige og soede ananas, set en unge loebe rundt i en Tim Hortins t-shirt - ha ha, I sure do miss those donuts!, set en unge loebe rundt i en dansk fodboldtroeje og set en tredje unde loebe rundt i en statement t-shirt hvor Popstar-logoet var lavet om til Pornstar (egentlig meget vulgaert), vist Jack hvordan man bygger korthuse og imponeret dem med mine fantastiske kort-trick - tak for hjaelpen Anna.. hernede ta'r det rick med kortene paa ryggen virkelig kegler!
Alt i alt en varm oplevelse, og et sted jeg glaeder mig til at vende tilbage til - ogsaa om nogle aar. Som sagt smuttede jeg mod Akosombo, for at finde et sted at overnatte inden jeg (troede) jeg skulle med faergen. Eftersom det var paaskesoendag skulle jeg skifte 4 gange, da antallet af tro-tros er ret begraenset en helligdag, og en helligdag - det var det. Paasken hernede fejres overalt og af alle. Fantastisk sjovt at se hvordan de i kirken havde non-stop gudstjeneste fra torsdag til soendag (ja, ogsaa om natten), og smukt at se boernene fra compounen Patrick, Irene, Kwame og Nicolas blive klaedt i skjorte eller kjole og laksko. Da jeg kom til Akosombo tjekkede jeg ind paa et hotel, og fik et fantastisk vaerelse med stor blaeser, rindende vand og en dejlig bloed seng med dyne. Jeg fik nogle absurd gode friturestegte rejser, fanget direkte fra Voltafloden som loeb lige for foden af hotellet, og noed dem med en flotteste udsigt jeg endnu har set i Ghana! Da jeg skal til at betale regningen hoerer jeg noget dansk, og taenker jeg lige vil hilse paa. Det viser sig at vaere to voluntoerer fra Kumasi, der er paa rundrejse i Ghana. Hurtigt falder vi i snak, og jeg finder ud af at de er fra samme sted som Marie. Virkelig en lille verden! VI havde en rigtig god aften med lidt for mange lokale oel, og Smirnoff ice (jeps, ogsaa i ghana). Vores diskussioner om vegetarisme, religion, oekonomi, Afrika og Danmark blev en anelse hoejlydte, og eftersom vi krydrede aftenen med hoj roskilde-akuel musik fra min kaere Travelsound, fik vi omkring midnat en venlig henvendelse fra det tyske poar ved siden af os. Her til morgen viser det sig at alle gaesterne (naesten) fra hotellen havde klaget over os. Ups...
Men det var helt, helt formidabelt at moede nogle danskere. Jens og Agnete havde nogle geniale historier at fortaelle, om born der badede under oversvoemmelsen af skolegaarden, Jens' hovedrolle i en Ghanesisk B-film og fascinationen af Celine Dion i Afrika. Rigtig fine mennesker, som jeg skal moedes med naar jeg engang kommer til Kumasi. Jeg fik i oevrigt Maries telefonnummer, og fik endelig kontakt til hende. Det bliver pisse sjovt at se hende (herre guud, okay?). Til morgen kom Jens og Agnete forbi til morgenmad og en morgendukkert i Voltafloden. Det var ubeskriveligt at ligge i det friske vand under et mangotrae, mens kanoerne sejler forbi, og silen spejler sig i overfladen. Foerste gang her paa rejsen hvor jeg fik den der "bounty-agtige" turistoplevelse, som Uffe bl.a. ogsaa skriver om i det seneste indlaeg fra Uganda (laes det, det er forrygende).
A pro pros Celine Dion, er musikken i Ghana et kapitel for sig. Der er det dejlige High-life overalt, men af og til moeder man inspirationen fra den vestlige verden, som naar 50 cent brager gennem hoejttalerne, eller naar man horer en Twi-version af Shanai Twains "you're still the one" HA HA! Jeg har givet Jack noget dansk musik som jeg mente han ville kunne lide - Natasja, M.I.A. og Booty Cologne. Han er vild med det, men viste sig overraskende nok ogsaa at vaere totalt forelsket i Efterklang...
Jeg slutter lige af med nogle hurtige facts.
Naa, men jeg vil se at komme videre, og lade jer forstaa at der nok kommer en laengere skrivepause fra mig, idet jeg bevaeger mig nordpaa hvor internetforholdene eftersigende ikke er saa gode. Men som I kan laese har jeg det bare super godt, og elsker dette land rigtig hoejt.
Store smil og glade, varme tanker herfra!
Hey, jeg har nogle glasskaar at foeje til bloggen. I gaar vaeltede jeg en Smirnoff Ice paa vaerelset... Et det godt nok?
Jeg ved det; min blog mangler lidt nogle cliff-hangere med skud, glasskaar og blod. Ghana er sgu lidt kedeligt hvad det angaar, folk passer simpelthen for godt paa hinanden og paa mig. Jeg var forberedt paa venligheden, men den er stadig overvaeldende. Isaer de steder hvor de meget sjaeldent ser obruni, er de meget venlige og gaestfrie, og virkelig til at stole paa. Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om noget der kan bidrage til en cliff-hanger paa nuvaerende tidspunkt. Det kan vaere det kommer, men lige nu kan bedsteforaeldre foele sig trygge, og Jeppe du maa bare se Blood Diamond igen, for at faa lidt action.
Naa, men for lige at opdatere jer lidt, er jeg lige nu taet paa Akosombo, og skulle egentlig vaere taget med faergen, som sejler klokken 16.00 i foelge min ellers fremragende rejseguide. Det viser sig ikke at vaere sandt, da faergen sejlede for 4 timer siden, og ikke kommer tilbage foer om en uges tid. Faergen skulle have vaeret et hoejdepunkt paa rejsen, og jeg havde set meget frem til den, hvorfor det er lidt noget lort, at jeg nu er strandet her i syden med 3 dages tro-tro ture foran mig for at komme op til den nordlige del af landet, hvor jeg skal moedes med Haruna. Jeg ringede til mor Lissy for at faa fat i nummeret til Leif, for at faa fat i nummeret til Haruna. Det fik jeg, og jeg fik fat i ham, og han boed mig meget velkommen til Ghana! Han glaeder sig til at vise mig landsbyen, og jeg glaeder mig til at tilbringe en uges tid hos ham og hans familie. At jeg ikke kom med faergen betyder dog at jeg ikke kommer derop paa onsdag som jeg havde satset paa - men men, TIA og her betyder det ikke saa meget om man lige skal bruge en ekstra dag eller fire for at naa det man havde planlagt.
Jeg sagde farvel til min gode ven Jack og resten af de soede folk fra compunden i Nsawam i gaar, og begav mig paa min rejse mod nord. De 2-3 dage i Nsawam var saa gode og sjove, og jeg har aftalt med Jack at jeg kommer tilbage og tilbringer nogle dage inden jeg smutter med flyet til Kenya. Jeg tog konstant mig selv i at smile, eftersom Nsawam er en by med liv overalt og enormt sjove mennesker. Dagene var fyldt med oplevelser, og jeg er nu blevet tilbudt aegteskab med flere afrikanske kvinder, set hvor forbloeffede afrikanere bliver naar man aabner en oel paa aegte haandvaerkervis med omvendt flaske, vaeret med til at lave fufu, laert at elske fufu, brugt min fantastiske Swiss-army knife (thanks again mom!) til at aabne vanvittigt saftige og soede ananas, set en unge loebe rundt i en Tim Hortins t-shirt - ha ha, I sure do miss those donuts!, set en unge loebe rundt i en dansk fodboldtroeje og set en tredje unde loebe rundt i en statement t-shirt hvor Popstar-logoet var lavet om til Pornstar (egentlig meget vulgaert), vist Jack hvordan man bygger korthuse og imponeret dem med mine fantastiske kort-trick - tak for hjaelpen Anna.. hernede ta'r det rick med kortene paa ryggen virkelig kegler!
Alt i alt en varm oplevelse, og et sted jeg glaeder mig til at vende tilbage til - ogsaa om nogle aar. Som sagt smuttede jeg mod Akosombo, for at finde et sted at overnatte inden jeg (troede) jeg skulle med faergen. Eftersom det var paaskesoendag skulle jeg skifte 4 gange, da antallet af tro-tros er ret begraenset en helligdag, og en helligdag - det var det. Paasken hernede fejres overalt og af alle. Fantastisk sjovt at se hvordan de i kirken havde non-stop gudstjeneste fra torsdag til soendag (ja, ogsaa om natten), og smukt at se boernene fra compounen Patrick, Irene, Kwame og Nicolas blive klaedt i skjorte eller kjole og laksko. Da jeg kom til Akosombo tjekkede jeg ind paa et hotel, og fik et fantastisk vaerelse med stor blaeser, rindende vand og en dejlig bloed seng med dyne. Jeg fik nogle absurd gode friturestegte rejser, fanget direkte fra Voltafloden som loeb lige for foden af hotellet, og noed dem med en flotteste udsigt jeg endnu har set i Ghana! Da jeg skal til at betale regningen hoerer jeg noget dansk, og taenker jeg lige vil hilse paa. Det viser sig at vaere to voluntoerer fra Kumasi, der er paa rundrejse i Ghana. Hurtigt falder vi i snak, og jeg finder ud af at de er fra samme sted som Marie. Virkelig en lille verden! VI havde en rigtig god aften med lidt for mange lokale oel, og Smirnoff ice (jeps, ogsaa i ghana). Vores diskussioner om vegetarisme, religion, oekonomi, Afrika og Danmark blev en anelse hoejlydte, og eftersom vi krydrede aftenen med hoj roskilde-akuel musik fra min kaere Travelsound, fik vi omkring midnat en venlig henvendelse fra det tyske poar ved siden af os. Her til morgen viser det sig at alle gaesterne (naesten) fra hotellen havde klaget over os. Ups...
Men det var helt, helt formidabelt at moede nogle danskere. Jens og Agnete havde nogle geniale historier at fortaelle, om born der badede under oversvoemmelsen af skolegaarden, Jens' hovedrolle i en Ghanesisk B-film og fascinationen af Celine Dion i Afrika. Rigtig fine mennesker, som jeg skal moedes med naar jeg engang kommer til Kumasi. Jeg fik i oevrigt Maries telefonnummer, og fik endelig kontakt til hende. Det bliver pisse sjovt at se hende (herre guud, okay?). Til morgen kom Jens og Agnete forbi til morgenmad og en morgendukkert i Voltafloden. Det var ubeskriveligt at ligge i det friske vand under et mangotrae, mens kanoerne sejler forbi, og silen spejler sig i overfladen. Foerste gang her paa rejsen hvor jeg fik den der "bounty-agtige" turistoplevelse, som Uffe bl.a. ogsaa skriver om i det seneste indlaeg fra Uganda (laes det, det er forrygende).
A pro pros Celine Dion, er musikken i Ghana et kapitel for sig. Der er det dejlige High-life overalt, men af og til moeder man inspirationen fra den vestlige verden, som naar 50 cent brager gennem hoejttalerne, eller naar man horer en Twi-version af Shanai Twains "you're still the one" HA HA! Jeg har givet Jack noget dansk musik som jeg mente han ville kunne lide - Natasja, M.I.A. og Booty Cologne. Han er vild med det, men viste sig overraskende nok ogsaa at vaere totalt forelsket i Efterklang...
Jeg slutter lige af med nogle hurtige facts.
- Jeg lavede sne med Jack og vennerne inden jeg tog afsted. I Canada koebte jeg noget pulver for en dollar, kaldet Insta-sno. Man blander det op med vand, og saa har man hvad der ligner sne. Meget sjovt at se "Snow in Egypts land" eller... "Insta-sno in Ghanas land" (I oevrigt Kjartan, er din og Idas seneste sang rigtig rigtig god!)
- Erfaret at ghanesiste tro-tro chauffoerer ikke fatter udluftningssystemet i busserne. Der er ikke noget der hedder saadan lidt tilpas. Her er det enten helt over paa "blaa" og lige ind i fjaeset med lummer afrikansk stoevluft, eller helt over paa "roed" og ned til foedderne med roevhamrende varm luft. Naar man sidder paa forsaedet med sin rygsaek i skoedet er det umuligt at flytte sine foeder, og jeg var serioest bange for at mine foedder ville braende af. Alle forseog paa at forklare ham hvordan det virker blev afvist. Argh!!
- Set regn for foerste gang her i Afrika. When it rains.. IT RAINS!
- Faaet den famoese "running stomach". Ikke sjovt, men vel en del af oplevelsen her i Afrika. Jeg kan forstaa at jeg ikke er den eneste - he he.
Naa, men jeg vil se at komme videre, og lade jer forstaa at der nok kommer en laengere skrivepause fra mig, idet jeg bevaeger mig nordpaa hvor internetforholdene eftersigende ikke er saa gode. Men som I kan laese har jeg det bare super godt, og elsker dette land rigtig hoejt.
Store smil og glade, varme tanker herfra!
Hey, jeg har nogle glasskaar at foeje til bloggen. I gaar vaeltede jeg en Smirnoff Ice paa vaerelset... Et det godt nok?
lørdag den 22. marts 2008
Just feel fee Martin Luther!
Jeg skrev i sidste indlaeg, at maden herovre er horribel (voldsomt ord, i know), og ja Jeppe, jeg frygtede lige en overgang mit eget liv. Jeg forstaar nu Mikkel og Uffes projekt med at opbygge en god vom inden afrejsen til Afrika, saa man har lidt at taere af. Jeg er herre tynd, og har laenge fulgt kostvejledernes raad om at spise lidt men ofte. No go in Ghana. Her spiser man for at leve, og naar der skal mad ned (og man spiser af samme tallerken) er det gigantiske portioner, og det gaar staerkt. Obruni her har svaert ved at foelge med, og det mad jeg blev praesenteret for i mine foerste dage hernede var ikke bare staerkt, men det var som om nogen bevidst forsoegte at flaa de sidste vaeskedraaber ud af mine oejne, som jeg ikke allerede havde svedt af min krop i den Ghanesiske varme. Det gjorde ondt helt ind i min sjael, og jeg forstaar nu foelselsen pastoren beskrev, naar han talte om djaevlen der braendte inde i kroppen paa den kvinde han hjalp gennem noget absurd healing til en gudstjeneste for to dage siden. Wauw hvor kan der vaere meget "pepe" i en gryde med kaal, fisk og fufu. "Haaaaa ha ha - Obruni no like pepe" raaber de allesammen, mens min mave knurrer, og jeg bliver mere og mere svimmel. Jeg fandt endelig en loesning, hor jeg propper mega meet fufu ind i min mund, skynder mig at tage en ordentlig slurk vand, og goer som Julie Andrews, taenker paa "raindrops on roses and whiskers on kittens", mens min mave stille og roligt bliver tilfreds. Heldigvis, heldigvis har jeg fundet en loesning. Min guidebog er opmaerksom paa problemet med pepe, og anbefaler steder man kan gaa hen. Min gode ven i Accra fulge mig derhen, og mine svage vestlige smagsloeg kunne stilles tilfreds med fried rice and chikin (som de staver det hernede). Det var dejligt endelig at fole sig maet igen.
Okay, nok snak om ghanesisk mand. Lige nu er jeg rent faktisk hos en fyr, der ikke kan lide pepe. Dvs. han ville efter danske termer vaere dybt afhaengig af staerk mad, men efter ghanesisk standard, er det udholdeligt og faktisk ret laekkert. Fyren moedte jeg paa en restauran i Abori, mens jeg ledte efter et hotel i min guidebog. Han sagde Akwaaba Obruni (jeps, det er et fantastisk ord, og de bruger det VIRKELIG meget hernede) og fortalte, at jeg var meget velkommen til hans hus i Nsawam hvis jeg havde lyst. Hans engelsk var rigtig godt, han virkede cool,og jeg fik hans telefonnummer, da jeg ikke kunne foelges med ham med det samme - han skulle paa date med en pige, og jeg skulle se Ghanas aeldste kakaofarm. Jeg ringede til ham et par timer senere, fik directions to his house, og efter en ufatteligt smuk tro-tro tur gennem meget frodige bakker ved solnedgang, var jeg i Nsawam. En by min guidebog ikke engang naevner, men som jeg allerede er helt vild med. Jeg er stadig Obruni, men jeg er "vei welca to Ghana - fi fri ma free" (very welcome to Ghana - feel free my friend). Den aften jeg kom, moedte jeg hans kone (ikke hende jeg havde moedt foerst), fik noget ris, en oel, og smuttede med dem ned i byen. Paa vejen fortaeller han mig, at en af byens bedste maend, doede en uge tidligere paa en rejse til Cote d'Ivoire 32 aar gammel. Jeg skulle nu se hvordan man soerger over en god ven i Ghana. Pludselig kommer en stor mand med taarer i oejnene og byder mig velkommen paa den klassiske ghanesiske haandtryk-knips maade, og giver Jack min vaert et stort knus. Lige ved siden af er 15-20 mennesker i fuld gang med at danse til livlig ghanesisk high-life, og jeg synes det er meget absurd at se en mand soerge, mens andre danser som gjaldt det livet. Det viser sig dog, at alle menneskene omkring mig er i gang med at mindes deres gode nabo og kammerat, hvilket man goer i ghana en uge efter doesfaldet med livlig musik, mange taarer, basser af lokal palmebraendevin, dans, sang og smil. En meget bevaegende oplevelse, som gjorde noget ved mig jeg ikke rigtig kan saette ord paa, men som jeg tror i kan forestille jer. Meget voldsomt og smukt!
For at I lige kan foelge med i min faerd, kan jeg fortaelle, at jeg sagde farvel til Emmanu fredag, efter at have oplevet Accra paa alle taenkelige maader. Torsdag var en meget speciel dag, hvor jeg skulle med til gudstjeneste, for at se Emmanu i aktion som praest. Han kalder sig selv apostel (wow!), og til gudstjeneste var samlet 8-9 mennesker, der alle lyttede til Emmanus fortaellinger om, hvordan vi alle kan blive som Lincoln, Graham Bell eller Obama hvis vi vil, og gud vil det. Efterhaanden broed de ud i sang, og jeg er meget meget glad for at vaere den eneste obruni, eftersom helt sikkert var knaekket sammen af grin, naar de sang "ju aa de mos ha gad", altsaa you are the most high, god! Helt fantastisk livligt og smukt og absurd, eftersom de foregik i en baggaard under nogle ophaengte lagner med hoens og katte gaaende rundt i blandt os, og Emmanu der svarede sin mobil en gang i mellem og mig der tog billeder af det hele. Midtvejs skulle en 9 mdr. gravid kvinde hjaelpes i gang med foedsel, og paa den maade hun raabte og skreg, mens Emmanu bad til himlen og jordemoderen bankede loes paa den meget store mave, troede jeg et oejeblik, at jeg skulle se min foerste foedsel in real time. Saadan gik det dog ikke, og efter hun havde faaet hjaelp, var det min tur til at blive velsignet saa jeg ikke faar malaria, kommer til toppen af Kilimanjaro og sikkert hjem til Danmark. Saa Emmanu har nu soerget for at I ikke skal bekymre jer mere. En fantastisk oplevelse, og jeg kan kun give jer ret Mikkel og Uffe. Der er kun to ting i Ghana (Afrika, vel) - Fodbold og religion. Jeg fik i oevrigt at vide, at jeg ikke er dansker lige nu, men ghaneser den naeste maaned. Rigtig rart. Efter gudstjeneste tog vi til stranden hvor jeg spiste en fantastisk ananas og slappede af i skyggen et par timer.
Dagen efter tog jeg saa nord paa, hvor jeg var heldig at moede Jack, som jeg allerede har beskrevet. Jack bor i en compound, hvor det er helt umuligt at finde ud af hvem der er mand, kone, soeskende, onkel, bedstemor etc. Jeg har nu moedt hans tredje kone, og fatter stadig ikke hvem der er hans mor. Men det er virkelig hyggeligt og der er saa mange smukke boern, der elsker mit sjippetov og mine tennisbolde. Jeg har laert en del twi-ord, og de morer sig meget naar jeg snakker med dem. Jack har baade computer, to mobiler, dvd, tv, kaempe hoejttalere men ingen rindende vand. Det er en meget kontrastfyldt verden, og jeg har haft nogle store erkendelser ved at vaere hernede, og nogle dybe samtaler med nogle ghanesere om hvad "det hele handler om". Det er blevet meget vigtig for mig, at faa dem til at forstaa hvor fantastisk et land de lever i. Da jeg kom til San Francisco moedte jeg de foerste 3 timer saa mange fattige mennesker paa gaden, at jeg helt har glemt hvor mange. Her i Ghana gik der tre dage foer jeg saa en tigger, og jeg har endnu ikke moedt en underernaeret unge. Det er et meget frodigt land (i hvert fald her i syden) og det er saa dejligt altid at se mennesker paa gaden, hoere saa mange grin, se saa mange haandtryk og se hvordan de bare generelt er rigtig rigtig glade. Jeg kunne skrive i mange timer, om hvad fanden det er "det hele gaar ud paa". Man kommer hurtigt til at lyde som en kliche, naar man siger, at det vigtigste i livet er venner, familie, mad og tag over hovedet, men mit ophold her overbeviser mig mere og mere. Ghanesere er meget stolte af deres land, meget glade for deres ophav, og som en ghaneser sagde til mig "we are just getting the best out of every situation".
Der sker meget hele tiden, og jeg har svaert ved at foelge med. Jeg nyder det, og vil snart vaek fra computeren og suge mere til mig. Det er dog en kaempe befrielse at sidde her og komme af med nogle indtryk og tanker. Naar man rejser alene kan det vaere svaert at kapere det hele, hvorfor min dagbog allerede er godt fyldt, og mine memory-cards ved at vaere tomme. Jeg snakkede lige kort med Uffe gennem vores afrikanske mobiler, og sms'ede med Mikkel. Det bliver fantastisk at se dem, og dlee vores oplevelser af et kontinent der her brug for hjaelp, men som ogsaa kan saa pokkers meget selv.
Jeg smutter mod Akosombo i morgen, og skal tage faergen mandag eftermiddag. Jeg er spendt paa at se den nordlige del af landet, for det bliver helt sikkert en anden oplevelse, da det eftersigende er en af de fattigste dele af verden. Dagen i dag startede klokken seks, hvor omkring 50 mennesker fra byen modtes paa den lokale fodboldbane, og lavede excercise "ki fi kub" (keep fit club) kalder de det, og det var virkelig sjovt. Jeg fik saa meget street-cred, da jeg loeb 100 meter mod de lokale, og naesten vandt. Ellers har jeg praesenteret Jack for M.I.A. (yea, Roskilde... YEAH for fanden!!!) og danset til Suspekts "hvem er en kaelling" med de lokale boern. Saa som I kan hoere, keder jeg mig aldrig. Glaeder mig lidt til den lange faergetur, saa jeg kan faa nogle timer for mig selv, og proeve at forstaa det hele.
Ha det rigtig godt allesammen. Jeg taenker paa jer, og glaeder mig rigtig meget til at tilbringe en masse glade dage sammen under den danske sommersom naar jeg kommer tilbage i juni maaned.
Store knus fra Martin
P.S. Der er billeder paa picasa (ikke mange)
Hov, glemte lige at fortaelle den sjovest historie. Til "festen" i gaden, sad jeg med 3-4 maend og snakkede lidt twi, Jeg fortalte dem om sekora-road, og de grinte, og en af maendende pegede paa sin egen isse, og sagde Sakora. Jeg fortalte, at vi kalder det skaldet isse, hvorefter de var flade af grin, og manden besluttede sig for at aendre sit navn til "skaalisse", som de sagde. Jeg har en video, hvor han raaber Skaalisse, hvorefter hans ven med masse af haar raaber "fuumange" (fuld manke). Aah det er sjovt at satte sine fodspor overalt i verden.
(enkelte kalder mig Martin Luther. Det holder!)
Okay, nok snak om ghanesisk mand. Lige nu er jeg rent faktisk hos en fyr, der ikke kan lide pepe. Dvs. han ville efter danske termer vaere dybt afhaengig af staerk mad, men efter ghanesisk standard, er det udholdeligt og faktisk ret laekkert. Fyren moedte jeg paa en restauran i Abori, mens jeg ledte efter et hotel i min guidebog. Han sagde Akwaaba Obruni (jeps, det er et fantastisk ord, og de bruger det VIRKELIG meget hernede) og fortalte, at jeg var meget velkommen til hans hus i Nsawam hvis jeg havde lyst. Hans engelsk var rigtig godt, han virkede cool,og jeg fik hans telefonnummer, da jeg ikke kunne foelges med ham med det samme - han skulle paa date med en pige, og jeg skulle se Ghanas aeldste kakaofarm. Jeg ringede til ham et par timer senere, fik directions to his house, og efter en ufatteligt smuk tro-tro tur gennem meget frodige bakker ved solnedgang, var jeg i Nsawam. En by min guidebog ikke engang naevner, men som jeg allerede er helt vild med. Jeg er stadig Obruni, men jeg er "vei welca to Ghana - fi fri ma free" (very welcome to Ghana - feel free my friend). Den aften jeg kom, moedte jeg hans kone (ikke hende jeg havde moedt foerst), fik noget ris, en oel, og smuttede med dem ned i byen. Paa vejen fortaeller han mig, at en af byens bedste maend, doede en uge tidligere paa en rejse til Cote d'Ivoire 32 aar gammel. Jeg skulle nu se hvordan man soerger over en god ven i Ghana. Pludselig kommer en stor mand med taarer i oejnene og byder mig velkommen paa den klassiske ghanesiske haandtryk-knips maade, og giver Jack min vaert et stort knus. Lige ved siden af er 15-20 mennesker i fuld gang med at danse til livlig ghanesisk high-life, og jeg synes det er meget absurd at se en mand soerge, mens andre danser som gjaldt det livet. Det viser sig dog, at alle menneskene omkring mig er i gang med at mindes deres gode nabo og kammerat, hvilket man goer i ghana en uge efter doesfaldet med livlig musik, mange taarer, basser af lokal palmebraendevin, dans, sang og smil. En meget bevaegende oplevelse, som gjorde noget ved mig jeg ikke rigtig kan saette ord paa, men som jeg tror i kan forestille jer. Meget voldsomt og smukt!
For at I lige kan foelge med i min faerd, kan jeg fortaelle, at jeg sagde farvel til Emmanu fredag, efter at have oplevet Accra paa alle taenkelige maader. Torsdag var en meget speciel dag, hvor jeg skulle med til gudstjeneste, for at se Emmanu i aktion som praest. Han kalder sig selv apostel (wow!), og til gudstjeneste var samlet 8-9 mennesker, der alle lyttede til Emmanus fortaellinger om, hvordan vi alle kan blive som Lincoln, Graham Bell eller Obama hvis vi vil, og gud vil det. Efterhaanden broed de ud i sang, og jeg er meget meget glad for at vaere den eneste obruni, eftersom helt sikkert var knaekket sammen af grin, naar de sang "ju aa de mos ha gad", altsaa you are the most high, god! Helt fantastisk livligt og smukt og absurd, eftersom de foregik i en baggaard under nogle ophaengte lagner med hoens og katte gaaende rundt i blandt os, og Emmanu der svarede sin mobil en gang i mellem og mig der tog billeder af det hele. Midtvejs skulle en 9 mdr. gravid kvinde hjaelpes i gang med foedsel, og paa den maade hun raabte og skreg, mens Emmanu bad til himlen og jordemoderen bankede loes paa den meget store mave, troede jeg et oejeblik, at jeg skulle se min foerste foedsel in real time. Saadan gik det dog ikke, og efter hun havde faaet hjaelp, var det min tur til at blive velsignet saa jeg ikke faar malaria, kommer til toppen af Kilimanjaro og sikkert hjem til Danmark. Saa Emmanu har nu soerget for at I ikke skal bekymre jer mere. En fantastisk oplevelse, og jeg kan kun give jer ret Mikkel og Uffe. Der er kun to ting i Ghana (Afrika, vel) - Fodbold og religion. Jeg fik i oevrigt at vide, at jeg ikke er dansker lige nu, men ghaneser den naeste maaned. Rigtig rart. Efter gudstjeneste tog vi til stranden hvor jeg spiste en fantastisk ananas og slappede af i skyggen et par timer.
Dagen efter tog jeg saa nord paa, hvor jeg var heldig at moede Jack, som jeg allerede har beskrevet. Jack bor i en compound, hvor det er helt umuligt at finde ud af hvem der er mand, kone, soeskende, onkel, bedstemor etc. Jeg har nu moedt hans tredje kone, og fatter stadig ikke hvem der er hans mor. Men det er virkelig hyggeligt og der er saa mange smukke boern, der elsker mit sjippetov og mine tennisbolde. Jeg har laert en del twi-ord, og de morer sig meget naar jeg snakker med dem. Jack har baade computer, to mobiler, dvd, tv, kaempe hoejttalere men ingen rindende vand. Det er en meget kontrastfyldt verden, og jeg har haft nogle store erkendelser ved at vaere hernede, og nogle dybe samtaler med nogle ghanesere om hvad "det hele handler om". Det er blevet meget vigtig for mig, at faa dem til at forstaa hvor fantastisk et land de lever i. Da jeg kom til San Francisco moedte jeg de foerste 3 timer saa mange fattige mennesker paa gaden, at jeg helt har glemt hvor mange. Her i Ghana gik der tre dage foer jeg saa en tigger, og jeg har endnu ikke moedt en underernaeret unge. Det er et meget frodigt land (i hvert fald her i syden) og det er saa dejligt altid at se mennesker paa gaden, hoere saa mange grin, se saa mange haandtryk og se hvordan de bare generelt er rigtig rigtig glade. Jeg kunne skrive i mange timer, om hvad fanden det er "det hele gaar ud paa". Man kommer hurtigt til at lyde som en kliche, naar man siger, at det vigtigste i livet er venner, familie, mad og tag over hovedet, men mit ophold her overbeviser mig mere og mere. Ghanesere er meget stolte af deres land, meget glade for deres ophav, og som en ghaneser sagde til mig "we are just getting the best out of every situation".
Der sker meget hele tiden, og jeg har svaert ved at foelge med. Jeg nyder det, og vil snart vaek fra computeren og suge mere til mig. Det er dog en kaempe befrielse at sidde her og komme af med nogle indtryk og tanker. Naar man rejser alene kan det vaere svaert at kapere det hele, hvorfor min dagbog allerede er godt fyldt, og mine memory-cards ved at vaere tomme. Jeg snakkede lige kort med Uffe gennem vores afrikanske mobiler, og sms'ede med Mikkel. Det bliver fantastisk at se dem, og dlee vores oplevelser af et kontinent der her brug for hjaelp, men som ogsaa kan saa pokkers meget selv.
Jeg smutter mod Akosombo i morgen, og skal tage faergen mandag eftermiddag. Jeg er spendt paa at se den nordlige del af landet, for det bliver helt sikkert en anden oplevelse, da det eftersigende er en af de fattigste dele af verden. Dagen i dag startede klokken seks, hvor omkring 50 mennesker fra byen modtes paa den lokale fodboldbane, og lavede excercise "ki fi kub" (keep fit club) kalder de det, og det var virkelig sjovt. Jeg fik saa meget street-cred, da jeg loeb 100 meter mod de lokale, og naesten vandt. Ellers har jeg praesenteret Jack for M.I.A. (yea, Roskilde... YEAH for fanden!!!) og danset til Suspekts "hvem er en kaelling" med de lokale boern. Saa som I kan hoere, keder jeg mig aldrig. Glaeder mig lidt til den lange faergetur, saa jeg kan faa nogle timer for mig selv, og proeve at forstaa det hele.
Ha det rigtig godt allesammen. Jeg taenker paa jer, og glaeder mig rigtig meget til at tilbringe en masse glade dage sammen under den danske sommersom naar jeg kommer tilbage i juni maaned.
Store knus fra Martin
P.S. Der er billeder paa picasa (ikke mange)
Hov, glemte lige at fortaelle den sjovest historie. Til "festen" i gaden, sad jeg med 3-4 maend og snakkede lidt twi, Jeg fortalte dem om sekora-road, og de grinte, og en af maendende pegede paa sin egen isse, og sagde Sakora. Jeg fortalte, at vi kalder det skaldet isse, hvorefter de var flade af grin, og manden besluttede sig for at aendre sit navn til "skaalisse", som de sagde. Jeg har en video, hvor han raaber Skaalisse, hvorefter hans ven med masse af haar raaber "fuumange" (fuld manke). Aah det er sjovt at satte sine fodspor overalt i verden.
(enkelte kalder mig Martin Luther. Det holder!)
onsdag den 19. marts 2008
Obruni Obruni!
Jeg faar at vide, at den vej vi skal til at op ad, er kendt som Sakora-road. Sakora er slang for en skaldet isse, altsaa forstaaet paa den maade, at der ikke er noget (asfalt) paa vejen. "Har I veje som denne i Danmark?" Spoerger min gode ven, og selvom grusvejen paa blomhulevej har haft sine daarlige tider, er det intet at sammenligne med hvad Opel Kadett'en jeg sidder i skal op ad. "Hold on!", og saa gaar det ellers med hornet i bund (og speederen) op ad vejen mod Emmanuels hus i det Nordvestlige Accra -(kaldet New Gbawe CP). Selen var ikke blevet brugt nogensinde, saa jeg sidder klistret i brunt snavs, eftersom jeg af ren refleks selvfoelgelig tog selen paa (som Benny har laert mig), de radmagre geder og hoens loeber ud og ind mellem bilerne, og udenfor kan jeg konstant hoere "Obruni Obruni" (hvad mand, hvid mand). Efter 5-6 minutter paa Sakora vejen, drejer vi ind ad vejen, der er opkaldt efter Emmanuels far, standser, og jeg bliver praesenteret for det hus jeg skal tilbringe de naeste par dage i.
Inden min koeretur havde jeg ventet en times tid i Nairobi paa min baggage, der viste sig ikke at vaere kommet med flyet. Jeg vidste, at min ghanesiske vaert vaentede utolmodigt udenfor, men eftersom man kun kan lave baggage-reclaim lige ved siden af baandet, kunne jeg ikke loebe ud og sige jeg var ankommet i god behold. Da jeg endelig havde udfyldt papirerne, kunne jeg smutte ud til Emmanuel, der saa ud til at have ventet rigtig laenge, og var glad for at moede mig. Med det samme overvaeldede den Afrikanske (er det egentlig med stort Jeppe?) varme mig, og det samme gjorde den Ghanesiske venlighed. Akwaaba, Martin (Velkommen Martin) flere gange, og allerede i lufthavnen en masse varme smil. Efter en Sprite og Coca-Cola mens vi ventede paa hans brors bil, koerte vi igennem Accras rush hour mod Emmanuel og familiens hus.
Jeg har haft en masse forestillinger om hvad jeg skulle forvente mig af Ghana. Leif havde givet mig et indtryk, min guidebog havde forberedt mig, og Annies veninde havde ogsaa forsoegt at give mig en kort genfortaelling af hvad Ghana er for et land. Det var paa en gang alt det jeg havde forestillet mig, og samtidig saa meget mere. Der er uendeligt mange biler rigtig mange steder. Hvad jeg troede var den ghanesiske rush hour, viser sig at vaere situationen de fleste af doegnets lyse timer (6-18), de dytter, chauffoererne raaber, og passagererne i busserne hopper af og paa som det passer dem, mens det paa intet tidspunkt er fogaengerne (eller gederne for den sags skyld) der har retten - man har bare at kigge sig for. Der er frugt overalt, men det er paa ingen maade de orange mangoer, gule bananer og store ananas jeg havde forventet, men en stor rodebutik af alverdens umodne, overmodne, beskidte, udskaarede, pressede og stampede frugter. Varmen er slet ikke (her i syd i hvert fald) saa overvaeldende som foerst antaget. Jo, for pokker hvor jeg sveder, men eftersom Accra ligger ved havet er der en fantastisk brise hele tiden, der holder mig ved en udholdelig temperatur. Jeg var/er solgt til Ghana med det samme - country of the black star!
Helt konkret, ankom jeg som beskrevet til Kotoka (Accra) airport uden min baggage, jeg kom hjem til Emmanuel, en 35-aarig fyr jeg har fundet gennem CouchSurfing, der bor hos sin mor, far, bror og soester i et, efter afrikansk standard, over middel hjem. (Dvs. ingen rindende vand, men el til baade TV, video og mobil-opladning, en seng for mig selv og en fan), jeg skal bo her til paa fredag, hvor jeg rejser mod Akosombo, hvor jeg skal tage en 36-timers faerge mod Yeji og derefter Tamale hvor jeg skal bo hos Haruna, som jeg moedte i Danmark for nogle aar siden. I gaar var jeg ret smadret, og faldt i seovn ved en halv ni-tiden, og var klar til en masse adventure her i dag. Emmanuel er en pastor, og praediker det kristne buskab hver torsdag. Derudover traener han et fodboldhold hver tirsdag, og derudover laver han ikke ret meget. Han er heldig at have bedt for en rig afrikansk mand, der blev kureret for kraft, og dereter tilboed at sende en masse penge til Ghana, derfor laver han ikke meget, og har rigtig meget tid til at vise mig rundt. Han er meget fascineret af den vestlige verden, og besluttede sig i en tidlig alder, at han kun vil giftes med en hvid pige (derfor, almost, 40 year old virgin). Han er stolt af sit land, men traet af politikerne, som han foeler er umulige at snakke med. George Bush var paa besoeg for lidt siden, og han ville oenske at de ghanesiske politikere var som ham. "Han besoeger de fattige skoler, og snakker med alle boern og voksne... Saadan er det ikke i Ghana". Well... Ja, jeg orkede ikke lige at tage diskussionen paa et engelsk, som er kommunikativt men ikke meget mere end det. Det tog mig noget tid foer jeg fattede at naar han siger "prayer" betyder det "player", og "all" betyder "old" etc. (forestil jer selv misforstaaelserne).
Det er en helt unik maade at besoege et land gennem Couch-surfing, og jeg har paa de her to dage oplevet ufatteligt meget. Emmanuel udviser saa stor gaestfrihed, og selvom den ghanesike mad han praesenterer mig for er horribel, er det trods alt fantastisk at faa det serveret. Han (og hans far) er vigtige mennesker her i omraadet, og det er heldigt at kunne foelges med dem. Ghana er en fascinerende blanding af gammelt, nyt vestligt og afrikansk. Der er stolte afrikanske traditioner overalt, mens der er en kaempe fascination af Adibas, Poma og Nikke toej. Overvaeldende mange ghanesere har en mobiltelefon mens det er de faereste der har rindende vand, og Rihanna er lige saa populaer som High-Life (ghanesisk musik fra 1930'erne).
Ghana er fantastisk. Et smil fra en lille neger-unge er "priceless", og farverne og optimismen er begge ioejnefaldende. Ghanesere ved overraskende meget, og det er ufatteligt at jeg kan diskutere Obama - ogsaa her i Ghana. "Will he go all the way to the white house with his black color and his black mind?" som en ghanessiek radiovaert spurgte?"
Jeg kunne skrive i flere timer. Jeg oplever og oplever!
Knus herfra
Inden min koeretur havde jeg ventet en times tid i Nairobi paa min baggage, der viste sig ikke at vaere kommet med flyet. Jeg vidste, at min ghanesiske vaert vaentede utolmodigt udenfor, men eftersom man kun kan lave baggage-reclaim lige ved siden af baandet, kunne jeg ikke loebe ud og sige jeg var ankommet i god behold. Da jeg endelig havde udfyldt papirerne, kunne jeg smutte ud til Emmanuel, der saa ud til at have ventet rigtig laenge, og var glad for at moede mig. Med det samme overvaeldede den Afrikanske (er det egentlig med stort Jeppe?) varme mig, og det samme gjorde den Ghanesiske venlighed. Akwaaba, Martin (Velkommen Martin) flere gange, og allerede i lufthavnen en masse varme smil. Efter en Sprite og Coca-Cola mens vi ventede paa hans brors bil, koerte vi igennem Accras rush hour mod Emmanuel og familiens hus.
Jeg har haft en masse forestillinger om hvad jeg skulle forvente mig af Ghana. Leif havde givet mig et indtryk, min guidebog havde forberedt mig, og Annies veninde havde ogsaa forsoegt at give mig en kort genfortaelling af hvad Ghana er for et land. Det var paa en gang alt det jeg havde forestillet mig, og samtidig saa meget mere. Der er uendeligt mange biler rigtig mange steder. Hvad jeg troede var den ghanesiske rush hour, viser sig at vaere situationen de fleste af doegnets lyse timer (6-18), de dytter, chauffoererne raaber, og passagererne i busserne hopper af og paa som det passer dem, mens det paa intet tidspunkt er fogaengerne (eller gederne for den sags skyld) der har retten - man har bare at kigge sig for. Der er frugt overalt, men det er paa ingen maade de orange mangoer, gule bananer og store ananas jeg havde forventet, men en stor rodebutik af alverdens umodne, overmodne, beskidte, udskaarede, pressede og stampede frugter. Varmen er slet ikke (her i syd i hvert fald) saa overvaeldende som foerst antaget. Jo, for pokker hvor jeg sveder, men eftersom Accra ligger ved havet er der en fantastisk brise hele tiden, der holder mig ved en udholdelig temperatur. Jeg var/er solgt til Ghana med det samme - country of the black star!
Helt konkret, ankom jeg som beskrevet til Kotoka (Accra) airport uden min baggage, jeg kom hjem til Emmanuel, en 35-aarig fyr jeg har fundet gennem CouchSurfing, der bor hos sin mor, far, bror og soester i et, efter afrikansk standard, over middel hjem. (Dvs. ingen rindende vand, men el til baade TV, video og mobil-opladning, en seng for mig selv og en fan), jeg skal bo her til paa fredag, hvor jeg rejser mod Akosombo, hvor jeg skal tage en 36-timers faerge mod Yeji og derefter Tamale hvor jeg skal bo hos Haruna, som jeg moedte i Danmark for nogle aar siden. I gaar var jeg ret smadret, og faldt i seovn ved en halv ni-tiden, og var klar til en masse adventure her i dag. Emmanuel er en pastor, og praediker det kristne buskab hver torsdag. Derudover traener han et fodboldhold hver tirsdag, og derudover laver han ikke ret meget. Han er heldig at have bedt for en rig afrikansk mand, der blev kureret for kraft, og dereter tilboed at sende en masse penge til Ghana, derfor laver han ikke meget, og har rigtig meget tid til at vise mig rundt. Han er meget fascineret af den vestlige verden, og besluttede sig i en tidlig alder, at han kun vil giftes med en hvid pige (derfor, almost, 40 year old virgin). Han er stolt af sit land, men traet af politikerne, som han foeler er umulige at snakke med. George Bush var paa besoeg for lidt siden, og han ville oenske at de ghanesiske politikere var som ham. "Han besoeger de fattige skoler, og snakker med alle boern og voksne... Saadan er det ikke i Ghana". Well... Ja, jeg orkede ikke lige at tage diskussionen paa et engelsk, som er kommunikativt men ikke meget mere end det. Det tog mig noget tid foer jeg fattede at naar han siger "prayer" betyder det "player", og "all" betyder "old" etc. (forestil jer selv misforstaaelserne).
Det er en helt unik maade at besoege et land gennem Couch-surfing, og jeg har paa de her to dage oplevet ufatteligt meget. Emmanuel udviser saa stor gaestfrihed, og selvom den ghanesike mad han praesenterer mig for er horribel, er det trods alt fantastisk at faa det serveret. Han (og hans far) er vigtige mennesker her i omraadet, og det er heldigt at kunne foelges med dem. Ghana er en fascinerende blanding af gammelt, nyt vestligt og afrikansk. Der er stolte afrikanske traditioner overalt, mens der er en kaempe fascination af Adibas, Poma og Nikke toej. Overvaeldende mange ghanesere har en mobiltelefon mens det er de faereste der har rindende vand, og Rihanna er lige saa populaer som High-Life (ghanesisk musik fra 1930'erne).
Ghana er fantastisk. Et smil fra en lille neger-unge er "priceless", og farverne og optimismen er begge ioejnefaldende. Ghanesere ved overraskende meget, og det er ufatteligt at jeg kan diskutere Obama - ogsaa her i Ghana. "Will he go all the way to the white house with his black color and his black mind?" som en ghanessiek radiovaert spurgte?"
Jeg kunne skrive i flere timer. Jeg oplever og oplever!
Knus herfra
lørdag den 15. marts 2008
London (og tilbage til roedderne)
Christian siger, at i det kommer til at lyde helt vildt godt, naar vi i pressematerialet til vores nye projekt, kan skrive at jeg fremlagde projektet da jeg var i gang med min verdensrejse, og Christian var bosat i London. Jeg kan ikke sige meget om projektet endnu, andet end at det virkelig har potentiale, og at det involverer rejecocktails, haandboldhaller og eventuelt en Ludvig Holberg reference. Meget sjovt, og meget ambitioest!
Jeg er nu endelig ved en computer hvor jeg kan faa skrevet nogle mere uddybende indlaeg. Jeg har ikke lige mit USB-kabel ved mig, men jeg tror jeg faar overfoert nogle billeder inden laenge. Mit kamera er stadig min bedste ven, og jeg har faaet nogle geniale skud i kassen. (I ved - vidvinkel og 10x zoom hvis ikke jeg har fortalt om det, he). Anyways, jeg ved ikke om det her bliver det geniale indlaeg jeg har snakket saa meget om, og jeg har lige sagt til Christian, at jeg mere eller mindre giver op. Min idé om det perfekte indlaeg er blevet min haemsko, og har (som I sikkert har laest) resulteret i nogle mere eller mindre ubrugelige indlaeg, hvor jeg undskylder for en undskyldning, og derefter undskylder for den undskyldning jeg undskyldte for. Min kreative skriveproces er gaaet i staa, i takt med at jeg oplever flere og flere sjove og spaendende ting, som jeg har lyst til at skrive om. Derfor vender jeg fra dette indlaeg tilbage til de gode gamle blogdage, hvor jeg skrev indlaeg med mening og substans, som Farfar vil have lyst til at printe ud, og som giver jer et indtryk af hvad jeg gaar og laver. Nu har jeg i oevrigt ogsaa faaet et 12-tal af begge blog-politibetjente! :)
Der er sket en del de sidste par dage. Andrea, Anna og jeg fortsatte vores tema-dage i Hollywood. Temaet var "glaeden ved at spise mad". Et fantastisk tema, hvor vi var paa en del besoeg hos den lokale groenthandler, og fik verdensklasse mango, ananas og jordbaer. Jeg var i oevrigt ved en butik, hvor jeg, da jeg kom til kassen, fandt ud af jeg ikke havde mit VISA kort med. Heldigvis havde jeg 18 dollars i cash, og fik forklaret kassemanden, at jeg maaske ikke kunne betale for alle mine varer. Damen bag mig hoerte det, og tilboed at hjaelpe mig hvis det skulle blive noedvendigt. Da det viste sig at jeg havde koebt for 17,50 dollar, skulle jeg jo ikke bruge hendes hjaelp, men alligevel tog hun "next customer" skiltet vaek, og tilboed at betale for det hele. Wauw det var saa fedt. Selvom det for hende sikkert ikke var saerligt mange penge (giving the fact that she was living in Hollywood, duftede af Chanel og at hun koebte to flasker Pinot Noir og nogle friske oliven), men den hjaelp faldt det helt rigtige sted paa det helt rigtige tidspunkt, og jeg endte med at sige thank you so much saa mange gange at hun naesten blev noedt til at stoppe mig. "Consider it a merry christmas" sluttede hun, inden jeg med et stort smil paa laeben skyndte mig hjem for at fortaelle den gode historie til Anna og Andrea. Jeg har besluttet mig for at jeg selv vil goere det samme, naar jeg en gang faar rigtig mange penge! Aftensmaden var god, og det var dejligt at lave mad til nogen der saetter pris paa det.
Anna, Andrea brugte generelt det meste af tiden i Hollywood paa at leve the sweet life, og ikke saa meget andet. To af aftenerne endte vi med at blive ret berusede sammen med vores forskellige vaerelseskammerater. Foerste aften viste det sig at der var gratis oel ved soester-hostelet. Anna fik vist at hun er mega sej til at spille pool, jeg fandt ud af at Light oel i USA ikke betyder ingen alkohol, men faerre kulhydrater. En sjov aften, hvor jeg fuckede en masse af mine ellers fremragende korttrick up, og hvor vores vaerelseskammerat med meget stemte s'er hjalp os med at koebe alkohol, og senere paa aften scorede en fransk fyr, som han selv synes var meeega laekker (Andrea og Anna var flade af grin, da de fandt ud af at det var ham den lille, der altid spoerger efter en gaffel ude i koekkenet). Vores hostel var ret fint, selvom vores toej endte med at stinke af helvedes til, efter festerne i kaelderen hvor alle folk roeg. Vi skulle paa et tidspunkt flytte vaerelse, og endte sammen med to fyre fra London, hvis accent det lige tog os lidt tid foer vi forstod. Den ene fik aldig lov at snakke, og den anden kaldte mig George Michael, elskede jordbaer, laerte at sige "Det holder 100", og blev raabt af af Kanye West i en limousine.
Jeg smuttede fra LA onsdag, og fik tilbudt at udskyde min rejse med en dag, faa daekket hotel og mad, samt faa 400 $. Jeg taenkte at det ikke ville goere en stor forskel om jeg kom en dag senere til London, men da jeg sagde ja, viste det sig at de ikke havde brug for at jeg flyttede alligevel. Lidt en skam, da jeg godt kunne bruge de 400 dollars. Anyways, jeg kom til Londong til tiden, men desvaerre var min baggage gaaet direkte til Kenya Airways. Det tog en helvedes masse tid at finde min baggage, og jeg for frem og tilbage mellem terminaler, skranker, British Airways, KLM, Air New Zealand og en masse sikkerhedsfolk. Endelig fik jeg dog min baggage, og kunne komme paa undergrunden og ud til Christian, der ventede i regnen. Vi var paa pub crawl i gaar aftes, hvor jeg fik liiiiige lovlig mange oel. Jeg har det dog rigtig fint i dag, da Christian gav mig en eller anden vidunderpille i gaar aftes. I oevrigt saa jeg the Travel Bookstore fra Notting Hill, spiste Fish'n'Chips, og rejste med tubben. Jeg foeler mig meget Londonsk, og nu skal Christian og jeg snart til et eller marked, saa jeg faar det hele med. Det er meget maerkeligt at vaere saa taet paa hjemme, og igen se saa mange folk med halstoerklaeder, saa mange hvide mennesker, og opleve de nordeuropaeiske temperaturer. Det er dog super fedt at det "worked out", saa jeg kan faa set Christian, og Lene og Mai, der ogsaa er herovre. Mine Ghana planer er lidt ustabile lige nu, da en af dem jeg skal couchsurfe hos ikke har svaret paa mine mails, men det skal nok gaa. Jeg glaeder mig vildt meget til at opleve det smukke kontinent, og haaber at jeg kan klare varmen.
Jeg vil smutte nu, og kan maerke at det er dejligt at vaere tilbage i det gode gamle blogunivers. Haaber politiet kan klare det.
Vi skrives ved.
Jeg er nu endelig ved en computer hvor jeg kan faa skrevet nogle mere uddybende indlaeg. Jeg har ikke lige mit USB-kabel ved mig, men jeg tror jeg faar overfoert nogle billeder inden laenge. Mit kamera er stadig min bedste ven, og jeg har faaet nogle geniale skud i kassen. (I ved - vidvinkel og 10x zoom hvis ikke jeg har fortalt om det, he). Anyways, jeg ved ikke om det her bliver det geniale indlaeg jeg har snakket saa meget om, og jeg har lige sagt til Christian, at jeg mere eller mindre giver op. Min idé om det perfekte indlaeg er blevet min haemsko, og har (som I sikkert har laest) resulteret i nogle mere eller mindre ubrugelige indlaeg, hvor jeg undskylder for en undskyldning, og derefter undskylder for den undskyldning jeg undskyldte for. Min kreative skriveproces er gaaet i staa, i takt med at jeg oplever flere og flere sjove og spaendende ting, som jeg har lyst til at skrive om. Derfor vender jeg fra dette indlaeg tilbage til de gode gamle blogdage, hvor jeg skrev indlaeg med mening og substans, som Farfar vil have lyst til at printe ud, og som giver jer et indtryk af hvad jeg gaar og laver. Nu har jeg i oevrigt ogsaa faaet et 12-tal af begge blog-politibetjente! :)
Der er sket en del de sidste par dage. Andrea, Anna og jeg fortsatte vores tema-dage i Hollywood. Temaet var "glaeden ved at spise mad". Et fantastisk tema, hvor vi var paa en del besoeg hos den lokale groenthandler, og fik verdensklasse mango, ananas og jordbaer. Jeg var i oevrigt ved en butik, hvor jeg, da jeg kom til kassen, fandt ud af jeg ikke havde mit VISA kort med. Heldigvis havde jeg 18 dollars i cash, og fik forklaret kassemanden, at jeg maaske ikke kunne betale for alle mine varer. Damen bag mig hoerte det, og tilboed at hjaelpe mig hvis det skulle blive noedvendigt. Da det viste sig at jeg havde koebt for 17,50 dollar, skulle jeg jo ikke bruge hendes hjaelp, men alligevel tog hun "next customer" skiltet vaek, og tilboed at betale for det hele. Wauw det var saa fedt. Selvom det for hende sikkert ikke var saerligt mange penge (giving the fact that she was living in Hollywood, duftede af Chanel og at hun koebte to flasker Pinot Noir og nogle friske oliven), men den hjaelp faldt det helt rigtige sted paa det helt rigtige tidspunkt, og jeg endte med at sige thank you so much saa mange gange at hun naesten blev noedt til at stoppe mig. "Consider it a merry christmas" sluttede hun, inden jeg med et stort smil paa laeben skyndte mig hjem for at fortaelle den gode historie til Anna og Andrea. Jeg har besluttet mig for at jeg selv vil goere det samme, naar jeg en gang faar rigtig mange penge! Aftensmaden var god, og det var dejligt at lave mad til nogen der saetter pris paa det.
Anna, Andrea brugte generelt det meste af tiden i Hollywood paa at leve the sweet life, og ikke saa meget andet. To af aftenerne endte vi med at blive ret berusede sammen med vores forskellige vaerelseskammerater. Foerste aften viste det sig at der var gratis oel ved soester-hostelet. Anna fik vist at hun er mega sej til at spille pool, jeg fandt ud af at Light oel i USA ikke betyder ingen alkohol, men faerre kulhydrater. En sjov aften, hvor jeg fuckede en masse af mine ellers fremragende korttrick up, og hvor vores vaerelseskammerat med meget stemte s'er hjalp os med at koebe alkohol, og senere paa aften scorede en fransk fyr, som han selv synes var meeega laekker (Andrea og Anna var flade af grin, da de fandt ud af at det var ham den lille, der altid spoerger efter en gaffel ude i koekkenet). Vores hostel var ret fint, selvom vores toej endte med at stinke af helvedes til, efter festerne i kaelderen hvor alle folk roeg. Vi skulle paa et tidspunkt flytte vaerelse, og endte sammen med to fyre fra London, hvis accent det lige tog os lidt tid foer vi forstod. Den ene fik aldig lov at snakke, og den anden kaldte mig George Michael, elskede jordbaer, laerte at sige "Det holder 100", og blev raabt af af Kanye West i en limousine.
Jeg smuttede fra LA onsdag, og fik tilbudt at udskyde min rejse med en dag, faa daekket hotel og mad, samt faa 400 $. Jeg taenkte at det ikke ville goere en stor forskel om jeg kom en dag senere til London, men da jeg sagde ja, viste det sig at de ikke havde brug for at jeg flyttede alligevel. Lidt en skam, da jeg godt kunne bruge de 400 dollars. Anyways, jeg kom til Londong til tiden, men desvaerre var min baggage gaaet direkte til Kenya Airways. Det tog en helvedes masse tid at finde min baggage, og jeg for frem og tilbage mellem terminaler, skranker, British Airways, KLM, Air New Zealand og en masse sikkerhedsfolk. Endelig fik jeg dog min baggage, og kunne komme paa undergrunden og ud til Christian, der ventede i regnen. Vi var paa pub crawl i gaar aftes, hvor jeg fik liiiiige lovlig mange oel. Jeg har det dog rigtig fint i dag, da Christian gav mig en eller anden vidunderpille i gaar aftes. I oevrigt saa jeg the Travel Bookstore fra Notting Hill, spiste Fish'n'Chips, og rejste med tubben. Jeg foeler mig meget Londonsk, og nu skal Christian og jeg snart til et eller marked, saa jeg faar det hele med. Det er meget maerkeligt at vaere saa taet paa hjemme, og igen se saa mange folk med halstoerklaeder, saa mange hvide mennesker, og opleve de nordeuropaeiske temperaturer. Det er dog super fedt at det "worked out", saa jeg kan faa set Christian, og Lene og Mai, der ogsaa er herovre. Mine Ghana planer er lidt ustabile lige nu, da en af dem jeg skal couchsurfe hos ikke har svaret paa mine mails, men det skal nok gaa. Jeg glaeder mig vildt meget til at opleve det smukke kontinent, og haaber at jeg kan klare varmen.
Jeg vil smutte nu, og kan maerke at det er dejligt at vaere tilbage i det gode gamle blogunivers. Haaber politiet kan klare det.
Vi skrives ved.
fredag den 14. marts 2008
Pladder
Okay - jeg blev lige lidt sentimental under sidste indlæg, men jeg håber ikke i blev stødt. I kender mig, og i kender til mine flæbende tendenser, og jeg vil som sådan ikke forsøge at skrue ned. Men jeg kan se, at det nok ikke havde den store interesse, og jeg vil forsøge at gemme flere af den slags tanker til min dagbog (som jeg i oevrigt har gjort med ret mange uvedkommende overvejelser).
Naa nok med undskyldningerne. Presset bliver stoerre dag for dag, og nu er jeg langt om laenge ved en computer, hvor jeg har mere eller mindre ubegrænset brug (hos Christian i London), Mikkel har lige lavet et verdensklasse indlæg, og kommentarerne paa mine indlaeg laegger op til at det snart maa ske. Indlaegget der vil give jer åndenød, og vaere et indlaeg, der kan taale at ligge som det øverste på min blog mens jeg render rundt i Afrika og leder efter en computer. Bare rolig, det kommer snart.
Jeg kan lige hurtigt fortælle, at jeg er kommet til London, og brugte 5 timer i Heathrow paa at faa fat i min backpack - skrækkeligt! At vejret er dejligt her i London, at jeg var tæt paa at få 400 dollars, og at jeg har spist mit første jordbær.
Nu skal Christian vise mig London.
Knus
Naa nok med undskyldningerne. Presset bliver stoerre dag for dag, og nu er jeg langt om laenge ved en computer, hvor jeg har mere eller mindre ubegrænset brug (hos Christian i London), Mikkel har lige lavet et verdensklasse indlæg, og kommentarerne paa mine indlaeg laegger op til at det snart maa ske. Indlaegget der vil give jer åndenød, og vaere et indlaeg, der kan taale at ligge som det øverste på min blog mens jeg render rundt i Afrika og leder efter en computer. Bare rolig, det kommer snart.
Jeg kan lige hurtigt fortælle, at jeg er kommet til London, og brugte 5 timer i Heathrow paa at faa fat i min backpack - skrækkeligt! At vejret er dejligt her i London, at jeg var tæt paa at få 400 dollars, og at jeg har spist mit første jordbær.
Nu skal Christian vise mig London.
Knus
tirsdag den 11. marts 2008
Paa vej mod London...
...paa vej mod Ghana. Paa vej mod Kilimanjaro. Paa vej mod Safari. Paa vej mod Zanzibar
Vel paa vej videre i livet!
Jeg havde 2 maaneders jubilaeums-rejse-dag for to dage siden. I har alle faaet et indblik i hvor meget det har givet mig, af indsigt, farver, dufte, lugte, fornemmelser, knus, sus og. Det hele har givet mening, og jeg saetter stor pris paa at jeg har muligheden for at opleve det. Det er virkelig ikke en gang flaebende taknemmelighed, men en erkendelse af, at selv i et land med uanede rigdomme og paastaaede muligheder, er det kun en meget begraenset flok mennesker der har muligheden for at moede saa mange mennesker, landskaber og kulinariske overraskelser, og maaske nok komme hjem med nogle roede tal paa kontoen, men med en fremtidsudsigt, der fortaeller dig, at du kan tjene det hjem paa cirka 2 maaneders arbejde.
Updates paa Facebook fortaeller mig, at folk der bor i en radius af 50 kilometer fra mit hus i Traden, nu er spredt ud over hele verden. New Zealand, Kina, Uganda, Venezuela, Brasilien, Spanien, Indien og saa videre. Vi er meget meget heldige, og jeg er stolt af vores danske velfaerdssystem, der goer at alle unge der har lyst og tid, kan komme afsted og faa udvidet deres horisont uendeligt langt.
Jeg rejser afsted til London i morgen, og skal moedes med Christian. De seneste dage har budt paa virkelig gode frugter og noedder, alt for meget tequila og alt for meget sol paa ryggen,
knus
Vel paa vej videre i livet!
Jeg havde 2 maaneders jubilaeums-rejse-dag for to dage siden. I har alle faaet et indblik i hvor meget det har givet mig, af indsigt, farver, dufte, lugte, fornemmelser, knus, sus og. Det hele har givet mening, og jeg saetter stor pris paa at jeg har muligheden for at opleve det. Det er virkelig ikke en gang flaebende taknemmelighed, men en erkendelse af, at selv i et land med uanede rigdomme og paastaaede muligheder, er det kun en meget begraenset flok mennesker der har muligheden for at moede saa mange mennesker, landskaber og kulinariske overraskelser, og maaske nok komme hjem med nogle roede tal paa kontoen, men med en fremtidsudsigt, der fortaeller dig, at du kan tjene det hjem paa cirka 2 maaneders arbejde.
Updates paa Facebook fortaeller mig, at folk der bor i en radius af 50 kilometer fra mit hus i Traden, nu er spredt ud over hele verden. New Zealand, Kina, Uganda, Venezuela, Brasilien, Spanien, Indien og saa videre. Vi er meget meget heldige, og jeg er stolt af vores danske velfaerdssystem, der goer at alle unge der har lyst og tid, kan komme afsted og faa udvidet deres horisont uendeligt langt.
Jeg rejser afsted til London i morgen, og skal moedes med Christian. De seneste dage har budt paa virkelig gode frugter og noedder, alt for meget tequila og alt for meget sol paa ryggen,
knus
søndag den 9. marts 2008
lørdag den 8. marts 2008
Welcome to Hollywood
Jeg moedtes med Andrea og Anna i gaar, hvilket var rigtig rart. Fik endelig set den famoese blaa bil, og fik fortalt en masse sjove pg smaa-vanvittige historier fra deres faerd. Rigtig godt at se dem. Vi tog paa en god (og lidt for dyr) japansk restaurant, hvorefter vi endte paa en aegte amerikansk diner, hvor tanken inden var en laekker is, men resultatet blev en helvedes masse onion-rings, og nachos med lidt for meget lidt for daarlig ost. Hyggelig aften alligevel, som dog endte lidt tidligt, selvom vores Britney Spears spillende roommate tydeligvis ville noget andet.
I dag vik vi endelig set skiltet. Verdens eftersigende mest fotograferede skilt. Vi saa det fra en bakketop, efter en god lille hike. Bagefter koerte vi til Hollywood Boulevard, der bidrog med alt det vaerst tankelige af skraekkelig make-up, hoejtraabende tour-saelgere, Marylin Monroe look-alikes, fotograferende turister, og en kvinde der syede snor gennem sin tunge. Alt sammen alt for meget og alt for sjovt! Dejligt endelig at have set det.
Nu vil jeg gaa ned til den soede groenthandler og koebeind til laekker mad i aften. Jeg glaeder mig som en GAL til i morgen, hvor vi skal til Six Flags Magic Mountain!
Jeg smutter, og haaber at I alle har det godt!
ARGHAGHAG! Hvir vil jeg gerne finde en computer, hvor jeg kan faa en masse tid, en ordentlig mus og et tastatur der virker, saa jeg kan faa skrevet bare lidt mere end de her 12 minuter tillader.
Knus
I dag vik vi endelig set skiltet. Verdens eftersigende mest fotograferede skilt. Vi saa det fra en bakketop, efter en god lille hike. Bagefter koerte vi til Hollywood Boulevard, der bidrog med alt det vaerst tankelige af skraekkelig make-up, hoejtraabende tour-saelgere, Marylin Monroe look-alikes, fotograferende turister, og en kvinde der syede snor gennem sin tunge. Alt sammen alt for meget og alt for sjovt! Dejligt endelig at have set det.
Nu vil jeg gaa ned til den soede groenthandler og koebeind til laekker mad i aften. Jeg glaeder mig som en GAL til i morgen, hvor vi skal til Six Flags Magic Mountain!
Jeg smutter, og haaber at I alle har det godt!
ARGHAGHAG! Hvir vil jeg gerne finde en computer, hvor jeg kan faa en masse tid, en ordentlig mus og et tastatur der virker, saa jeg kan faa skrevet bare lidt mere end de her 12 minuter tillader.
Knus
torsdag den 6. marts 2008
Villy som statsminister
http://politiken.dk/politik/article480290.ece
Helle gider aabenbart ikke, og jeg tror ikke de Radikale toer begaa samme broeler som sidst, da de ville have Marianne som statsminister, og saa er der jo kun Villy tilbage. Med de meningsmaalinger, og saa midtersoegende udtalelser som denne, kunne det jo godt gaa hen og blive en realitet. I oevrigt har jeg laest at Anders satser serioest paa at blive EU-overhoved, og selvom Lars Loekke nok gerne vil overtage posten, saa ku det da vaere sjovt at give den til Villy - han er sgu en guttermand!
Er i West Hollywood nu, og skal moedes med pigerne i morgen. Solen skinner, og mit haar er blevet dejligt blond! Vi skrives ved
Martin
Helle gider aabenbart ikke, og jeg tror ikke de Radikale toer begaa samme broeler som sidst, da de ville have Marianne som statsminister, og saa er der jo kun Villy tilbage. Med de meningsmaalinger, og saa midtersoegende udtalelser som denne, kunne det jo godt gaa hen og blive en realitet. I oevrigt har jeg laest at Anders satser serioest paa at blive EU-overhoved, og selvom Lars Loekke nok gerne vil overtage posten, saa ku det da vaere sjovt at give den til Villy - han er sgu en guttermand!
Er i West Hollywood nu, og skal moedes med pigerne i morgen. Solen skinner, og mit haar er blevet dejligt blond! Vi skrives ved
Martin
onsdag den 5. marts 2008
Oh sir... You're not 21!
I know! Men jeg troede virkelig ikke at man ogsaa skulle vaere 21 for blot at lytte til musik. Det er skandaloest. Lige saa meget som jeg elsker dette land, der har givet os Cheeseburgers, Doritos og Dolly Parton, lige saa meget hader jeg al den kontrol og inskraenkede frihed der er for alle mennesker herovre, og isaer dem under 21. Jeg fik simpelthen ikke lov til at komme ind og lytte til The Raveonettes. Jeg havde glaedet mig saa meget, og sidder nu og taenker over, at jeg havde planer om at skulle have hoert Yeasayer, MGMT, Tilly And The Wall og The Raveonettes, og endte med kun at hoere Stellastarr, som var en stor skuffelse.
Naa - men jeg vil ikke bringe mere vrede ind paa denne ellers saa fine blog, og vil meget kort fortaelle, at jeg har haft nogle dage fyldt med godt vejr, god mad, soede mennesker, fantastiske udsigter og oemme foedder. Jeg har 6 minutter tilbage at skrive i, saa opfat ikke dette som mit overnaturligt gode indlaeg, jeg ved I alle venter paa.
Men de seneste dage har budt paa slukning af en braendende truck, badning paa en nudist strand (yes - I was naked as well), raseri over at Hilary vandt Texas, solbadning, gaatur over Golden Gate Bridge, Besoeg paa SFMoMa og meget mere, som jeg vil komme ind paa, nar en gang jeg faar bedre tid. Argh, jeg elsker simpelthen at skrive blog, og det irriterer mig, naar minutterne i nederste hoejre hjoerne paa skaermen skal bestemme hvad/ hvor meget der skal staa.
Men jeg vil smutte nu, og fortaelle alle der skal til Roskilde Festival, at de skal begynde at dyrke Battles, hvis I ikke allerede goer det - det er sjovt og smukt og faengende!
Jeg skal meget snart ses med Anna og Andrea, og glaeder mig meget. Vi skrives ved
Knus Martin
Naa - men jeg vil ikke bringe mere vrede ind paa denne ellers saa fine blog, og vil meget kort fortaelle, at jeg har haft nogle dage fyldt med godt vejr, god mad, soede mennesker, fantastiske udsigter og oemme foedder. Jeg har 6 minutter tilbage at skrive i, saa opfat ikke dette som mit overnaturligt gode indlaeg, jeg ved I alle venter paa.
Men de seneste dage har budt paa slukning af en braendende truck, badning paa en nudist strand (yes - I was naked as well), raseri over at Hilary vandt Texas, solbadning, gaatur over Golden Gate Bridge, Besoeg paa SFMoMa og meget mere, som jeg vil komme ind paa, nar en gang jeg faar bedre tid. Argh, jeg elsker simpelthen at skrive blog, og det irriterer mig, naar minutterne i nederste hoejre hjoerne paa skaermen skal bestemme hvad/ hvor meget der skal staa.
Men jeg vil smutte nu, og fortaelle alle der skal til Roskilde Festival, at de skal begynde at dyrke Battles, hvis I ikke allerede goer det - det er sjovt og smukt og faengende!
Jeg skal meget snart ses med Anna og Andrea, og glaeder mig meget. Vi skrives ved
Knus Martin
mandag den 3. marts 2008
Wait and see!
Jeg ved, jeg bliver overvaaget af blog-politiet konstant, bloggens besoegstal er stigende, og der er generelt et umenneskeligt pres paa mine skuldre, hver gang jeg paabegynder et blog-indlaeg. Christian, Mikkel & Uffe og jeg (aka BLOGSTARS) ved alle hvad det drejer sig om. Folk er afhaengige. De tjekker vores blogs adskillige gange om dagen, med haab om nyt fra de velformulerede og veltaenkende maend fra verdens braendpunkter. Vi ved, at vi aldrig naar op paa hverken Jeppe Nybroe eller Ulla Terkelsens niveau, hvad angaar raffinerede formuleringer, og skarpe betragtninger, men vi goer vores bedste. Der er en stor aerefrygt overfor baade polakkens opsigtsvaekkende og skarpe paabud, samt shoegazerens tilsyneladende mere lallede, men samtidig meget kontante tilgang til jobbet som Blog-polizei. (Jeg valgte bevidst ikke at lave en direkte reference til STASI - og forventede at min germanificering af "politi" var nok til at faa det skarpe oeje paa rette spor)
Alt dette til trods, tager vi gang paa gang udfordringen op, hvilket har resulteret i naerved historiske indlaeg, som Christians relancering af sig selv, Mikkels forhastede cliffhanger og mit fremragende indlaeg om Obama. Det foerste 12-tal er blevet uddelt til de to humser i Afrika, og selvom jeg endnu ikke har faaet lov at faa vurderet mine indlaeg paa den nye skala, fornemmer jeg, at jeg er meget langt fra det virkelig hoeje niveau Mikkel lagde for dagen i det indlaeg. Jeg foeler mig som en rookie, der ikke har helt saa nemt ved de action-packed formuleringer, og flygtige kommentarer, og som i modsaetning til de hvide drenge, laegger mere vaegt paa kvantitet frem for kvalitet. Jeg er stolt af mine 24 indlaeg, der til trods for en stor mangel paa kulturelle referencer, har langt flere onomatopoetikoner end de flestes, og en til tider overdreven brug af bindestreg, som jeg dog efter min egen overbevisning er kommet godt efter.
Som I maaske fornemmer, varmer jeg op til et indlaeg, der vil slaa benene vaek under de fleste, og armene vaek under mig selv. Et indlaeg der som sagt vil toppe Lars Skinnebach referencen, og forhaabentlig vil faa mig ind i det fornemme selskab af 7, 10 og 12 - taller (jeg vil dog acceptere et 4-tal som start drenge). Det bliver et indlaeg med ufuldstaendige saetninger, fornem brug af udraabstegn, korrekt brug af punktummer, inddragelse af politik, musik og elektronik (efter min opfattelse de tre ingredienser, der sammen med ledsmerter, boer udgoere grundstammen i ethvert indlaeg), en del (ikke for mange) slaafejl, suspense, og ikke mere end en 6-7 afsnit. Det bliver godt - bare vent og se... (dage - uger? who knows..?)
TSJUK
Jeg goer klar til angreb, mens det gaar op for mig, at dette indlaeg maaske faktisk er netop det jeg har soegt at skabe. Foraeldre, bedsteforeldre og naboer - fortvivl ikke. Der kommer ikke flere af disse kryptiske og smaaelitaere indlaeg. Fra nu af bliver det kun underholdende, dramatiske og berettermodelinspirerede indlaeg, der vil faa Rune smidt ud af skolen for manglende koncentration, og Jeppe til at genoverveje sin plads paa tronen som grammatik og formulerings-mester.
Jeg slutter af, som Coen Broedrene starter:
"A man would have to put his soul at hazard.
... og mener i oevrigt at ethvert godt citat kan staa alene. (Nu taenker politiet: "saadan slutter han igen af med indirekte at undskylde sig selv", men I maa huske drenge - det er en proces, and I'm still learning)
Kapow!
Alt dette til trods, tager vi gang paa gang udfordringen op, hvilket har resulteret i naerved historiske indlaeg, som Christians relancering af sig selv, Mikkels forhastede cliffhanger og mit fremragende indlaeg om Obama. Det foerste 12-tal er blevet uddelt til de to humser i Afrika, og selvom jeg endnu ikke har faaet lov at faa vurderet mine indlaeg paa den nye skala, fornemmer jeg, at jeg er meget langt fra det virkelig hoeje niveau Mikkel lagde for dagen i det indlaeg. Jeg foeler mig som en rookie, der ikke har helt saa nemt ved de action-packed formuleringer, og flygtige kommentarer, og som i modsaetning til de hvide drenge, laegger mere vaegt paa kvantitet frem for kvalitet. Jeg er stolt af mine 24 indlaeg, der til trods for en stor mangel paa kulturelle referencer, har langt flere onomatopoetikoner end de flestes, og en til tider overdreven brug af bindestreg, som jeg dog efter min egen overbevisning er kommet godt efter.
Som I maaske fornemmer, varmer jeg op til et indlaeg, der vil slaa benene vaek under de fleste, og armene vaek under mig selv. Et indlaeg der som sagt vil toppe Lars Skinnebach referencen, og forhaabentlig vil faa mig ind i det fornemme selskab af 7, 10 og 12 - taller (jeg vil dog acceptere et 4-tal som start drenge). Det bliver et indlaeg med ufuldstaendige saetninger, fornem brug af udraabstegn, korrekt brug af punktummer, inddragelse af politik, musik og elektronik (efter min opfattelse de tre ingredienser, der sammen med ledsmerter, boer udgoere grundstammen i ethvert indlaeg), en del (ikke for mange) slaafejl, suspense, og ikke mere end en 6-7 afsnit. Det bliver godt - bare vent og se... (dage - uger? who knows..?)
TSJUK
Jeg goer klar til angreb, mens det gaar op for mig, at dette indlaeg maaske faktisk er netop det jeg har soegt at skabe. Foraeldre, bedsteforeldre og naboer - fortvivl ikke. Der kommer ikke flere af disse kryptiske og smaaelitaere indlaeg. Fra nu af bliver det kun underholdende, dramatiske og berettermodelinspirerede indlaeg, der vil faa Rune smidt ud af skolen for manglende koncentration, og Jeppe til at genoverveje sin plads paa tronen som grammatik og formulerings-mester.
Jeg slutter af, som Coen Broedrene starter:
"A man would have to put his soul at hazard.
… He would have to say, okay, I’ll be
part of this world."
... og mener i oevrigt at ethvert godt citat kan staa alene. (Nu taenker politiet: "saadan slutter han igen af med indirekte at undskylde sig selv", men I maa huske drenge - det er en proces, and I'm still learning)
Kapow!
No worries!
Hold kaeft mand. Jeg tror virkelig bare, at jeg havde en daarlig dag, da jeg ankom til San Francisco. Jeg havde koert i Greyhound bussen fra 9 om aftenen til 11 om formiddagen, var en smule syg, og havde nok ikke faaet nok at spise. Derfor mit (lidt) sure opstoed i det sidste indlaeg. San Francisco var ikke som forventet, men jeg havde helt sikkert ikke givet byen en chance. Og tak for alle de opmundtrende og rare e-mails og indlaeg - maaske var de medvirkende til at aendre mit humoer.
Faktum er i hvert fald, at San Francisco igen giver mig alt det jeg havde haabet af denne sprudlende by. Jeg er faldet godt til her paa mit hostel, moedt en masse mennesker, og set en masse smukke ting rundt omkring i San Francisco. Som del af min "opvarmning" til Kilimanjaro, tager jeg (naesten) ikke offentlig transport rundt, og faar gaaet en masse mil. Det er virkelig en anbefalelsesvaerdig maade at opleve enhver by paa - til fods faar man ikke kun de sevaerdigheder man gaar efter, men ogsaa alt det der er paa vejen derhen. San Francisco er den varmeste by jeg har besoegt ind til videre - baade hvad angaar Fahrenheit og menneskelig varme. Glade smil overalt og fantastiske dufte, farver og smagsindtryk. Jeg ved ikke om jeg formulerer mig rigtigt, men jeg elsker byen. Virkelig!
Hvis I gaar paa picasa, kan I se en masse billeder, og laese kommentarer, der uddyber hvad jeg oplever herovre.
Wow - hvor vil jeg gerne snart skrive et Danmark/USA indlaeg, synes bare ikke lige jeg kan finde tid. Men glaed jer - det bliver et klasse indlaeg (paa hoejde med et 21. aarhundredes aerinde)
Vi snakkes ved, og igen mange tak for de mange varme hilsner. Jeg er traet af at jeg ikke faar svaret paa dem alle, men jeg tror I forstaar.
Knus
Faktum er i hvert fald, at San Francisco igen giver mig alt det jeg havde haabet af denne sprudlende by. Jeg er faldet godt til her paa mit hostel, moedt en masse mennesker, og set en masse smukke ting rundt omkring i San Francisco. Som del af min "opvarmning" til Kilimanjaro, tager jeg (naesten) ikke offentlig transport rundt, og faar gaaet en masse mil. Det er virkelig en anbefalelsesvaerdig maade at opleve enhver by paa - til fods faar man ikke kun de sevaerdigheder man gaar efter, men ogsaa alt det der er paa vejen derhen. San Francisco er den varmeste by jeg har besoegt ind til videre - baade hvad angaar Fahrenheit og menneskelig varme. Glade smil overalt og fantastiske dufte, farver og smagsindtryk. Jeg ved ikke om jeg formulerer mig rigtigt, men jeg elsker byen. Virkelig!
Hvis I gaar paa picasa, kan I se en masse billeder, og laese kommentarer, der uddyber hvad jeg oplever herovre.
Wow - hvor vil jeg gerne snart skrive et Danmark/USA indlaeg, synes bare ikke lige jeg kan finde tid. Men glaed jer - det bliver et klasse indlaeg (paa hoejde med et 21. aarhundredes aerinde)
Vi snakkes ved, og igen mange tak for de mange varme hilsner. Jeg er traet af at jeg ikke faar svaret paa dem alle, men jeg tror I forstaar.
Knus
Abonner på:
Opslag (Atom)
